Du læser nu
Håb, drømme og intentioner for 2021…

Håb, drømme og intentioner for 2021…

Jeg fandt det her billede i arkivet. Det er fra 2014. Sjovt ik? Still works…
Og jeg er tilbage på pinden – jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var klar, parat og fuld af inspiration, for de sidste 3 ugers ‘ferie’ har ikke efterladt megen tid at lade sig inspirere og lade op i.
Men jeg er tilbage med masser af lyst. Skrivelyst. Skabelyst. Og det har alle dage været det vigtigste:)
Vi startede morgenen med nye rutiner. Elise og jeg øver os i at sove i ‘egen seng’ (det skal jeg nok vende tilbage til), og den lille dame havde ikke ret meget lyst til at skulle i børnehave. De havde en rodet afslutning inden jul – sådan en med syge voksne, vikarer og pludselig Corona-nedlukning, og jeg forstår godt, at hun reagerede på det.
Så vi tog det langsomt og i hendes tempo, og jeg prøver at huske mig selv på, at hun virkelig også har trængt til at komme ud og lege med vennerne og brænde lidt krudt af igen. Og at hun løb i armene på yndlingspædagogen og stolt fortalte om hendes nye cykel. Det var det første hun sagde. Ikke hej. Bare “Jeg har fået ny cykel!!”. “DEN ER PINK!”. Det skal nok blive en fin dag…
Og solen skinner. Hurra. På hvad der føles som årets ægte første dag skinner solen. Er det et tegn? Man har da lov til at håbe… Og håb, er der iøvrigt masser af. Nogle af de primære for 2021 får I her:

Håb, drømme og intentioner for 2021…

… Jeg håber, på en dejlig dansk sommer. Med havdyp, modne jordbær og tid til at læse en god bog i en solstol.

… Jeg håber, at vi igen kan kramme, feste og ses.

… Jeg håber, at min mor bliver rask.

… Jeg håber på en enkelt tur udenlands med min familie. Måske til sneen? Måske til varmen? Bare fælles minder i bogen.

… Jeg håber, at finde overskuddet til noget, der er for mig. Yoga, svømning, løb, whatever. Bare noget. For mig.

… Jeg håber, på at finde gode rutiner og god struktur på mit arbejdsliv, der er en noget flydende størrelse og som nemt kommer til at fylde for meget netop derfor.

… Jeg håber, at kunne krydser steder af min “restauranter jeg gerne vil prøve”-liste.

… Jeg håber, at slippe af med følelsen af at halte efter – børn, hus, arbejde. 2020 har på mange måder været utilstrækkelighedens år.

.. Jeg håber på garderobeglæde. På udrydning, nedskalering og at finde ind til kernen. Gøre det nemt for mig selv til hverdag.

… jeg håber at vi kan blive bedre til at lade tvivlen komme hinanden til gode. Sådan generelt. Når et medmenneske laver noget vi kan synes, virker lidt hovedløst. Overhaler i køen til bageren. Ikke holder tilbage ved fodgængerovergangen. Ikke har maske på. Whatever it may be.

… Jeg håber, at jeg endelig finder formlen på det perfekte surdejsbrød.

… Jeg håber på fælleslure med mine børn i armhulen.

… Jeg håber på mange kreative projekter. Boligprojekter, DIY-projekter osv. Jeg synes de sidste år har lært mig, at jeg trives godt med at bruge hænderne. Jeg er ikke særligt god til det, men det er besides the point. Jeg slapper bare af, når jeg kommer ud af hovedet og ned i hænderne.

Hvad håber I på?

 Kommentarer (4)
  • Sjovt, jeg genfandt min liste med restauranter i weekenden.. Der er desværre et par stykker vi aldrig nåede (fx Alberto K, Era Ora og 1.th.), men jeg håber også på snart at kunne komme ud og spise igen. Vi gav min mor og far en tur til Alouette sidste jul som vi aldrig fik gjort noget ved, så nu håber jeg at det kan blive til marts så vi kan fejre min mors fødselsdag samtidig
    Har du egentlig delt din restaurant-liste før? Jeg fik tilføjet Jordnær nu her og pønser stadig på Alchemist, selvom jeg tror jeg er for nærig
    Og hey, generelt god liste! Blev helt glad og varm (og sender masse af god karma din mors vej!)!

  • Det lyder som nogle dejlige ønsker for 2021❤️
    Jeg er i dag startet tilbage på job efter 2(!) års fravær – sygeorlov pga svær kvalme/opkast under graviditet og derefter barsel. Og et par måneders orlov uden løn for at passe mit barn, fordi Københavns Kommune jo ikke har ledige vuggestuepladser, når man har behov for den slags… Så i dag var en vild dag. Jeg har grædt ca 10 gange (heldigvis ikke på job) og tænkt og følt meget. Særligt om at aflevere mit yngste barn, som ikke synes, at dét er en god idé. Tænkt og tænkt på hvordan hverdagen bliver. Nå, summasumarum, mit ønske er at familielivet og hverdagen kommer til at gå op, når vi alle lige har vænnet os til det. At vi nyder den tid vi så er sammen og mobilerne får lov at ligge, at vi får læst bøger, puttet sammen til middagslure i weekenden, får skabt en god madlavningsrutine/madplan for hver uge, at vi kommer en del i min mors sommerhus i Tisvilde, at sommeren kommer og tager coronaoverskrifterne med sig. Og Legoland og sommerhus på Bornholm. Bare at have lidt planer for sommeren allerede gør januar en my nemmere.
    Og så ønsker jeg dig et rigtigt godt nytår og din mor god bedring ❤️

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top