Du læser nu
Hey verden, du gør mig (stadig) bange…

Hey verden, du gør mig (stadig) bange…

Hvordan har I det, derude? Med lockdown, hjemmeskoling, hjemmearbejde, socialt afsavn og alt det andet, der efterhånden er blevet dagligdag i vores liv?
Er I ok?
Jeg er heldig. For mig, er der ikke gigantisk forskel at mærke. Jeg kan stadig sende mine børn i institution, og jeg arbejder hjemme hvadend det er lockdown eller ej.
Jeg savner min familie. Jeg savner mine veninder. Jeg savner afbræk i form af møder. Men det er en lille pris, at betale i forhold til mange andre.
Snart, er det ikke dét vi siger til os selv? Snart kan vi.
2021 har allerede været noget af en mundfuld synes jeg. Én ting er Corona og alle de restriktioner den har lagt ned over vores liv. Noget andet er de uhyggelige billeder fra USA i den forgange uge.

[Reklame: mit outfit er fra Ellos og modtaget i forbindelse med kampagner i løbet af det sidste år. Jeg linker på instagram i dag til de der er interesserede]

Er jeg den eneste, der sidder og tænker, at virkeligheden snart har lidt for mange spændende ligheder med ‘A Handmaids Tale’? Altså. Sat på spidsen. Bevares. Men et liv i restriktioner og højreorienteret ekstremisme, der bevæger sig på en farlig kurs.
Jeg tænkte på det, da billederne af Joe Biden og Kamala Harris gik verden rundt. Billederne af, at de netop havde vundet valget og hånd i hånd rakte armene i vejret. Iført mundbind. Tænk hvis nogen, havde set de billeder tilbage i 2019. Som en slags forvarsel fra fremtiden. “Sådan ser det ud ved det amerikanske præsidentvalg i 2020”. Jeg havde været rædselsslagen.
Det samme, hvis historierne om en stormet kongres og en præsident der nægtede at anderkende et valgresultat, var kommet ud.
Uhyggeligt.
Det synes jeg allerede sidste år. Dengang krydsede Trump klinger med Iran. Australien stod i flammer. Og flere andre ting. Tænk, hvis man havde vidst, hvad vi havde i vente.
LÆS OGSÅ: “Hey verden, du gør mig bange!”

Jeg føler det stadig. Følelsen af, at være blevet vattet med årene. Følelsen af at have lyst til at lukke mig om min lille familie. Måske fordi, det også er en øvelse vi alle har været igennem i løbet af det sidste år.
Sidste år blev jeg anbefalet at læse “Factfulness“, når den her følelse af verdens-angst rullede ind over mig. Den hjalp. Det gør den stadig. Det er opløftende læsning, der giver et much needed perspektiv på den verden vi lever i. Og ikke mindst på de historier, vi fortæller om den verden vi lever i.
Hermed er den anbefaling givet videre.

 Kommentarer (4)
  • Nej, verden gør mig ikke bange. Det synes jeg ikke. Er jeg mere bange for min families sikkerhed end før? Nej, jeg er måske blot blevet mere vidende omkring, hvad der kan potentielt ske; pandemi, skøre politikere, restriktioner osv. Det gør mig ikke bange, men mere nuanceret i mit blik på fremtiden. Er faktisk glad for at vide, at jeg “sagtens” kan klare 10 mdrs hjemmearbejde, som vi pt har levet med nu. 2020 har faktisk slet ikke gjort mig bange – overhovedet – men det har gjort mig ærgerlig og træt af, at disse fornuftige restriktioner har spændt enorme benspænd for sådan nogle som os, der lever i flux, der lever mellem lande, mellem nationaliteter, som altid er lidt på vej det ene eller andet sted hen. Dén balance har været totalt umulig i 2020 og udenlandsdanskere har været tvunget til at vælge side. Vi har fx ikke engang kunne vinke til vores familie i et helt år nu. Ikke set et eneste familiemedlem fysisk siden januar 2020. Og nu hvor vi prøver at komme hjem på visit af praktiske grunde, så er det så besværligt, at man kunne (og gør) sætte sig ned og tude hver dag. At Danmark indfører indrejseforbud på en fredag eftermiddag med krav om 24 timers test, uden tanke på at andre lande altså ikke har Danmarks effektive testsystem klar og parat til det. At familier har været splittet over Atlanten i 2020 som nu endelig prøver at komme hjem – og nu skal producere denne test inden for 24 timer for egen regning (tests koster $200 hos os). Den slags gør mig træt. Ikke bange men træt. At Danmark ikke har større udsyn end, at andre lande ikke kan klare pandemien så godt som dem – og at andre lande ikke har bedre udsyn end, at de effektivt har spærret os “legal aliens” inde i et helt år. Og nej, der har ingen loopholes været, vi har været spærret inde i hele 2020; bliv eller flyt permanent. 2020 har nok vist mig, at landegrænser ikke er så flydende, som man kunne håbe og mit håb for fremtiden er, at landene får bedre hittet ud af, at mange har udenlandske kærester, venner, familie osv og visumprocesser op til fx et år er for meget, for ondt, for opslidende. Folk skal stadig turde rejse ud for jobs, kærlighed, eventyr, familie osv efter pandemien, men chancen for at strande i andre lande, den føles enorm nu. Ikke alle har kunne “ride out” 2020 i en fast bolig i et fornuftigt land og den situation er er stort gamble at være i som familie over for sine børn.
    Ok jo, dertil klimaet gør mig bange! Den David Attenborough dokumentar er fantastisk og barsk men mest barsk.

  • Tak for et fint skriv. Jeg synes egentlig vi klarer det ok, men nu hører jeg at nuværende restriktioner nok varer til marts og så vælter det lidt for mig. Jeg hjemmeskoler mens jeg arbejder hjemmefra, det kan nok lige gå lidt endnu men det er simpelthen for trist at tænke på at mit barn ikke skal lege med nogen i flere måneder. Min mindste kan dog komme i institution. Han begyndte i børnehave i foråret og jeg har stadig ikke set indersiden af den. Aner ikke hvordan hans plads ser ud eller den slags små ting som udgør et børneliv. Frygter at vores børn bliver mærkede af alle de afsavn på den lange bane. Et år eller halvandet uden bedsteforældre er virkelig lang tid når man er så lille og frygter at de ikke får opbygget relationerne igen

  • Tak for et fantastisk indlæg (ikke at alle dine indlæg ikke er fantastiske, but you know ;)) Måske jeg skulle læse den? Jeg er virkelig også ramt af verdens-angst! Pludselig synes verden så sindssygt skræmmende! Og hver en ting jeg foretager mig uden for min egen lille hjemmebobel, frembringer tanker al’a “hvordan passer jeg bedst på mig selv og mine kære?” Tanker jeg i meget lille omfang har haft om vores verden før sidste år. Specielt her efter nytår synes jeg virkelig jeg er ramt af vinterblues. Til dagligt er jeg lærer på verdens bedste skole, som virkelig gør meget for at både unger og lærere kommer igennem denne process på den aller bedste måde; men alligevel… min hverdag ser meget anderledes ud!
    Nu sidder jeg dog alligevel ved et lille smil på læben, det er rart at vide at det ikke kun er mig der sidder med disse “verden er skræmmende” tanker. Det gør det på en eller anden måde mere okay, mindre mærkeligt, mindre skræmmende. Det skal nok blive godt igen! Solens stråler der skinnede Østerbro lys og glad i gør hjalp også lidt på det. Så måske i takt med vaccinationerne og solens tilbagekomst at humøret følger med. Jeg håber i hvert fald!

  • Det ER en vild og skræmmende tid, vi lever i.
    Den anden dag sagde min yngste på 17 noget tankevækkende i stil med, at hun ville komme til at huske meget af sin ungdom for, at den foregik under lock down eller med restriktioner i større eller mindre grad.
    Og hun har jo egentlig ret. I marts 2019 var hun 16. Hun fyldte 17 i august. Nu er der godt et halvt år, til hun bliver 18, og jeg gætter på, at det kommer til at passe meget godt med, at hun kommer til at få sin sidste vaccine omkring juli-august. Det er godt nok meget frihed, de unge mennesker ikke får lov at opleve. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad det gør ved dem som individer.
    Nå, I digress. Det, jeg egentlig ville, var at anbefale dig David Attenboroughs film om hvordan vi kan leve bæredygtigt. Jeg tror, den hedder A Life on Our Planet. Den indgyder én håb på samme måde som Factfulness gør, selvom der godt nok trillede nogle tårer de første 2/3 af filmen.
    Klem til dig og dine <3

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2020 ACIE.DK / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top