For et par uger siden, delte jeg indlægget om det med garderobeglæden. Og om gerne at ville finde den. Til dét havde jeg fået hjælp af garderobementor Camilla Debell (som jeg stadig varmt kan anbefale at I følger på instagram – I finder hende her), og hun gav mig jo lektier for.
En kort opsummering af de action punkter jeg tog med mig videre var:
- Jeg skal rydde op og ud
- Jeg skal forsøge at sætte ord (msåke billeder?) på min stil
- Jeg skal bruge ‘3-4 Outfits’-reglen
- Jeg skal lave en shoppingliste: hvad har jeg meget af i skabet og hvad mangler jeg
- Jeg skal gå på shopping i egen garderobe og opdage nye kombinationer
- Jeg skal evaluere min basis-garderobe
Og som I kan se, var step 1 altså oprydning. Det har jeg så gået som katten om den varme grød omkring, for suk mand. Og i disse tider, hvor der ikke afholdes loppemarkeder og man ej heller kan booke fx en loppestand, så kunne jeg ikke lige overskue hvordan jeg så skulle lade tøjet komme videre i livet.
Og sådan kan man jo sætte mange mentale stopklodser op for sig, når det kommer til de opgaver, man ikke nødvendigvis synes er de sjoveste i hele verden.
Men igang måtte jeg jo. Og pludselig i weekenden, dukkede energien til projektet pludselig op.
Mens Carl sov lur, gik jeg igang. Med (ubrugelig) hjælp fra Elise, der pillede ved mine ting, prøvede mit aflagte tøj og andre af den slags beskæftigelser.
Jeg havde besluttet mig for, at prøve at lade være med at være for sentimental om tøjet. Lade være med at beholde jeans, jeg kunne passe pre kids. Lade være med at beholde den der strikkjole jeg gik rigtigt meget med, da jeg var gravid med Elise. Lade være med at beholde den der oversize flowy stribede t-shirt som jeg elskede i midten af 20erne og som jeg levede i da jeg boede i LA, men som nu var helt skæv, forvasket og havde fået hul. Lade være med at være emotional omkring tøjet.
Hvis ikke det passer, skulle det ud. Hvis det var hullet skulle det ud. Hvis ikke jeg elskede det og ville bruge det, skulle det ud.
Eller. Ikke ud. I ved hvad jeg mener. Til genbrug eller til salg online. Det meste ryger videre til Røde Kors, men jeg har lagt lidt fra, som jeg vil sælge online. Jeg har oprettet en profil på det der Tise (fordi #influenced), men har ikke rigtigt fået lagt noget op endnu. Skal nok sige til (hvis nogen vil have det?) 🙂
Og sådan blev det så.
Og istedet for at ægre mig over, at jeg ikke kunne sælge tøjet på loppemarked, så kan jeg glæde mig over, at det istedet kan tjene penge til Røde Kors, når de engang må åbne igen.
Nogle gange, er det svært at acceptere sunk costs.. Men det ændrer jo ikke på, at de altså er det. Sunk, that is.
Og nu er det gjort.
Jeg er ihvertfald godt på vej. Jeg har stadig overtøj til gode at rydde ud i. Og sko. Men det meste andet er sorteret og ryddet ud. Og jeg har nu adskillige leder hylder i mit skab og også ekstra plads i skufferne. Og ikke mindst overblik. Det er næsten det rareste.
Jeg overvejer lidt, om jeg bør gennemgå alle tingene igen om en måneds tid. Og luge endnu mere ud. Når man står midt i det kan det godt være svært at overskue, og man er måske også hurtigere til at beholde nogle ting, som egentlig bør videre for ‘der er jo også nødt til at være noget tilbage’.
Så nu er vi igang. Step 1. Tjek. Og jeg tænker, at det næste step må være, at evaluere min basisgarderobe (selvom det egentlig er sidste punkt på listen foroven), for jeg kunne se, da jeg ryddede ud, at den har sig nogle mangler.
Jeg er lidt interesseret i hvor meget tøj du har? Måske inddelt i kategorier? Det vil måske relatere nemmere, hvis den store udrydning sættes i perspektiv til en volumen.
Undtaget overtøj og sko, har jeg dét du kan se på billederne her, samt 1 bøjlestang i højskabet, der vel er ca 3/4 fyldt pt.
Dvs:
1 skuffe med bukser (ca halvt fuld pt)
1 skuffe med trøjer
1 skuffe med kjoler
1 skuffe med det jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre af – et par sweatshirts og en strikkjole. Den er ret tom.
I den smalle del af kommoden har jeg en skuffe med undertøj og en skuffe med strømper, nattøj og sportstøj. De andre skuffer er min mands. Ligesom han også har det meste bøjleplads til at hænge skjorter.
Du går altid så fint klædt. Måske du vil dele hvilke items din basisgarderobe skal indeholde, og måske hvilke tanker du gør dig i forhold til den? ☺️
Jo det kan du tro – jeg regner med at det kommer som separat indlæg 🙂
Jeg kan kun anbefale, at gå det igennem igen efter en måned eller to. Jeg har (pga. flytning) måtte gøre det nogle gange, og man har altså nemmere ved at give slip på nogle items på den måde. Så kunne jeg se, at de ting, jeg beholdte, fordi jeg var i tvivl, jo stadig ikke var brugt – og så kunne jeg give slip og smide dem ud 🙂
Jeg forsøger mig på samme måde med sådan et projekt lige nu, og har siden sommeren kastet mig ud i at købe mindre men bedre. Jeg følger råd, der ligner dine – og det er faktisk dejligt! Så sparer jeg i stedet shoppingpengene op, og bruger dem til en sjælden gang imellem at købe noget af god kvalitet, som jeg kan se mig selv bruge længe. Det føles rart – særligt, når man er studerende og egentlig var låst fast i en tankegang om, at kvalitetsmaterialer og flot design var lidt “out of reach”. Men nej – det krævede bare, at jeg blev klar over mine (over)forbrugsvaner.
Jeg er også i gang! Jeg havde det på samme måde; flot og dyrt tøj, som bare hang i skabet og som gjorde, at jeg gik i det samme og tit købte nyt.
Jeg synes, at Camillas mantra med, at en fejlinvestering ikk bliver bedre af at hænge i skabet, var god at sige højt. Jeg har delt ud til veninder, solgt på Trendsales og lovet mig selv, at resten kommer til genbrug.
Iøvrigt; TIL! Jeg har købt dit tøj før og jeg er blevet fan af #preloved