Du læser nu
På min radar i april: uldne regnbuer, kødfarvet loungewear og et hipt bæltedyr…

På min radar i april: uldne regnbuer, kødfarvet loungewear og et hipt bæltedyr…

Vil I høre noget skørt? Det handler egentlig om jer… Eller… Ikke som individer, naturligvis. Men som flok. Ser I – jeg kan godt lide at skrive indlæg om pension, investeringer og den slags. Og jeg kan godt lide, at det giver mit univers her lidt tyngde, at vi ikke ‘bare’ snakker om pæne sko og antiage-cremer.

Men.

For der er et men. Det er bare ikke nødvendigvis det I gider læse. Faktisk oplever jeg, at I er 10 gange så mange, der læser mine månedlige indlæg med garderobeinspiration end fx mine indlæg om pension. 10 gange så mange. Det er skørt, synes jeg. Men jeg ved jo godt, at det også hænger sammen med, at en blog som min er et kærkomment frikvarter og en lille velfortjent skærmpause i et liv, der nok ellers er travlt og fyldt med forpligtelser, ansvar og den slags.

Og det er måske ikke altid, at man orker bruge sin lille pause på at læse om pension. Og så kan jeg jo sidde dér og have nok så højpandede idéer om ‘det indhold jeg gerne vil levere’ (bla bla bla), men hvad nytter det hvis I hellere vil kople af med noget mere letbenet;)

Så. Derfor – et nyt format. En blandet landhandel. Noget, der forhåbentligt kan tale til pausen, men hvor jeg også liiiige kan snige en lille (højpandet) boganbefaling ind, så både I og jeg får styret vores behov;) Lidt om hvad jeg har på radaren. For Guds skyld ikke at forveksle med en ‘indkøbsliste’ (eller en opfordring til samme). Bare stuff. Fra et duftlys til en fjollet sofa. Fra et kødfarvet loungesæt til en fin børnejakke. Dette og hint, jeg er faldet over, og som fangede mit blik.

  1. Pludselig var det overalt – det der fine store regnbuetæppe fra Cappelen Dimyr (måske I har set det hos nogle af de smarte på instagram? Afbilledet øverst i den store version). Well. På H&M-budget kan få én i samme dur til børneværelset. Gode, gamle H&M.
  2. Sommerhus-boho-vibes. Føler den. Min mand, not so much.
  3. Mega cute vatteret børnejakke fra Sommer Studios.
  4. Min yndlingsjakke du jour er nedsat til sølle 179kr.
  5. Til fødselsdag i weekenden fik fødselaren den her bog – Svend Brinkmanns nyeste. Jeg tror den er et læs værd, og har den nu selv på listen.
  6. Nice sommer-sandaler i læder til god pris.
  7. Hvid broderie anglaise. Min kryptonit. Heldigvis udsolgt i min størrelse.
  8. Kødfarvet loungesæt. Tror mine weekender ville have det lækkert med det.
  9. Den der skøre loungestol fra Casa Gitane. 
  10. Flot stor glasvase med organiske kurver
  11. Oversize grå sweatshirt til ungerne
  12. Og oversize hverdags-trench til mig.
  13. Et duftlys fra Diptyque
  14. Og det fjollede bæltedyr, Togo. Fra Ligne Roset. Som pludselig også var all over, fra den ene dag til den anden.

Antennerne er derudover ude med: sommersandaler og -hatte til børnene, hortensiaer til mine terrasser, god bud på årets sommerrosé, spændende renoveringsprojekter og gode bud på årets sommerlitteratur. Hvad har I på jeres radar for tiden?

 Kommentarer (6)
  • Hej C,
    Jeg kan godt lide de lange tunge indlæg. Dog får jeg ikke altid læst dem fordi jeg pt er på barsel med barn nr 2 og hun er en meget krævende chef.
    Foruden min alm pension investerer jeg selv en betragtelig del af mine penge i private equity, da jeg arbejder i PE branchen. Når jeg ser på priserne på public markets, synes jeg tir det er for dyrt sammenlignet med de priser vi ser i min branche
    Det er dejligt med input til alm investering og pension, da det er vigtigt at udvide horisonten. Bliv endelig ved med det!

    Tanja

  • Jeg må lige skrive en sjov ting:
    Når jeg åbner min aktieapp om morgenen, hvis så markedet er i rødt, så tænker jeg næsten hver gang: Gid Acie ville skrive indlæg om, hvorfor markedet mon ser sådan ud i dag, og hvad hun køber op af af aktier, når de sådan er på tilbud, og hvad hun overvejer at sælge osv.
    Så min pointe er nok: Hver sin smag! Jeg læser i hvert fald gladeligt om de lidt tungere emner:)

  • Jeg kan kun tilslutte mig ovenstående kommentar. Det er så fint med forskelligt tyngde i indholdet. Det wr noget af det, der gør din blog så fin og relaterbar. Livet har jo også forskellig tyngde. Og netop som den tidligere kommentar, så skriver jeg mig bag øret, at indlægget er der (og sender dig en kærlig tanker for at have gjort det store arbejde!) og finder det frem på et senere tidspunkt. For hvor meget jeg end godt gad være den tjekkede type, der lige koblede af med lidt pension og aktiesnak, så er det modsatte tilfældet.

    Tak for en god-og alsidig blig!

    • Jeg forstår det så godt! Virkelig – det var heller ikke ment som piveri, men bare som en slags erkendelse (… eller måske rettere forklaring på, hvorfor collage-indlæggene, som ved tidligere lejligheder er blevet beskyldt for at være til for at stoppe produkter ned i halsen på folk de ikke behøver, stadig findes. Og at svaret er helt enkelt – fordi de efterspørges og læses. Og mit job er at levere indhold, som bliver set/læst. Og så kan jeg godt have mig nogle redaktionelle idéer om hvilken vej jeg gerne vil ‘præge’ mit medie – men at the end of the day betyder det ikke en skid, for det er ikke mig, der kan bestemme hvad der bliver læst:)).

  • Jeg kan altså også godt lide dine mere “højpandede” indlæg 🙂 Om investering bl.a. Jeg synes netop noget af det, som DU kan, er balancen mellem det lette og det, som jeg bliver klogere af. Dem, som jeg bliver klogere af, er dog ærligt ikke dem, jeg klikker hurtigst ind på, for der skal man lige være i rette frame of mind. Men læst bliver de 🙂

    • Det er jeg glad for – jeg kan også godt lide at lave skrive dem. Rigtigt meget endda – så de er fortsat en fast del af mit lille univers. Jeg sidder netop nu og skriver på karriere-spørgsmål til en spændende dame. Og de tungere ting er typisk også dem, der får flest kommentarer med på vejen, så jeg kan godt forstå hvorfor man måske kunne gøre sig nogle konklusioner om hvad der bliver læst mest og omvendt. De letbenede collage-indlæg er bare nogle af de allermest populære, når det kommer til stykket – og det har jeg det så fint med. Det gør mig glad at vide, at mit indhold er nogens frikvarter<3

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top