Udgivet i samarbejde med A-DERMA

I sidste uge var jeg på studietur med A-Derma. Det er 3. år jeg arbejder med A-Derma og 2. år som deres ambassadør – og det er jeg ikke blevet mindre stolt af ovenpå denne tur.

Jeg er nemlig blevet klogere. Især på ting, der nok tidligere har været ‘blind spots’ for mig.

Det har alle dage været en no-brainer at låne mit ansigt til A-Derma. Som et eksembarn, der selv har fået et eksembarn, ved jeg bare at A-Derma’s produkter er i orden. De virker. De hjælper.

Med årene har jeg brugt flere kræfter på at sætte mig ind i sådan noget med ingredienser og videnskabelig dokumentation – for én ting er jo, at jeg oplever en effekt, men det har næppe statistisk validitet, og det skulle det jo gerne have, når man anbefaler over en bred kam.

Og den er også i orden. Den videnskabelige dokumentation, altså. Jeg linkede til flere gode studier i dette indlæg, hvis nogen har interesse for den slags.

Så basen er i orden. Om man så må sige. Men så er der dét, der ligger ud over dét. Filosofien bag, hvis man kan sige det sådan. Hjertet i produkterne. Og det er altså den jeg for alvor har fået lov til at opleve på sidste uges tur – og som jeg gerne vil fortælle lidt om her.

En time øst for Toulouse

… Ligger Terre d’Avoine. Et lille fransk landsted klemt ind mellem bølgende havremarker. Det er rustikt på den helt rigtige måde. Tykke sandfarvede mure, der falder i ét med landskabet og lyseblå skodder. En lille gårdhave og storslået udsigt ud over landskabet. Dét er A-Dermas hjemstavn. På markerne omkring det lille landsted dyrkes ‘Rhealba-havren’, der er en hovedingrediens i A-Dermas produkter.

Den produceres og dyrkes af lokale landmænd. Og det er et grundprincip at holde ‘supply chain’ kort og lokal. Fra havren udvindes to ekstrakter som bruges i produkterne. Det interessante er, at det er et naturprodukt. Havren er en plante, der ligesom alle levende væsner er programmeret til at overleve. Til at sprede sig. Til at være stærk. Og det er altså den potens man udnytter ved at bruge naturekstrakter fremfor den slags der fremstilles i laboratorie.

Anyways. Det var ikke dét det skulle handle om. Men nu er scenen sat – I ved, hvorfor det netop er det lille landsted i Frankrig, der skulle danne rammen om følgende fortælling.

Det er ikke lige meget, hvem der bestemmer

Ja, det siger jo sig selv. Og overskriften er nok også mest bare catchy – dét jeg i virkeligheden vil sige lidt om, handler om ejerstruktur. Hvilket, indrømmet, ikke er det første jeg undersøger eller tænker over, når jeg står foran hylden og klemmer en creme i kurven. Men det betyder altså noget.

A-Derma og virksomheden bag, Pierre Fabre (opkaldt efter monsieur Pierre Fabre, der i 1962 åbnede et lille apotek i Sydfrankrig og begyndte at interessere sig for det der med at lave dermokosmetik af planter), er fondsejet.

Da monsieur Fabre døde efterlod han sig ingen arvinger. Istedet var han med til at få ændret fransk lovgivning, så han istedet for at aflevere livsværket til en fjern slægtning, kunne lade en fond arve. En fond, der har formålet “Improving access to quality medicines and health care for Southern populations”. Fonden har i øjeblikket gang i 35 projekter på tværs af 21 lande – fra Haiti til Laos.

Fonden ejer 86% af Pierre Fabre (resten er delt mellem medarbejdere og ‘treasury stocks’), og det betyder i praksis, at der ikke er aktionærer eller ejere, der sidder og ånder virksomheden i nakken for afkast eller udbytter. Og det betyder altså også, at hver gang vi i Danmark lægger et A-Derma produkt i kurven, så er vi med til at finansiere sundhedsfremmende projekter rundt omkring i verden, og ikke bare med til at fore lommerne på en rig franskmand.

Hele vejen rundt

Og når man sådan undgår at blive pustet i nakken, kan man også nemmere tillade sig, at gøre tingene lidt mere besværligt. Lidt mere ordentligt. Jeg har været igang med at slibe en vindueskarm ned derhjemme de sidste par uger – 100 års lag maling, der skrælles af i en langsommelig proces. “Hvorfor spartler og maler du ikke bare?”, bliver jeg spurgt. “Fordi nogle gange føles det også bare nice, at gøre tingene ordentligt”, svarer jeg. Og det er lidt det samme med A-Derma.

Den nemme vej og den billige vej, er ikke altid den rigtige vej. Den der føles bedst i maven.

Konkret har A-Derma formuleret 3 dogmer, som de arbejder med for at nå hele vejen rundt om forretningen ‘ordentligt’, om man vil. Nedenstående er den ultrakondenserede version – 2 timers workshop kogt ned til 3 punkter og ikke ret fyldestgørende, men you get the jist og hvis I iøvrigt gerne vil vide mere, så uddyber jeg gerne i kommentarsporet (hvis jeg kan – ellers pudser jeg mit skolefranske af og ringer til en livline):

• Dermatologi: på produktniveau arbejdes der med tolerance og effektivitet. Det er nøgleordene. Det sikrer man ved at have udført mere end 220 studier og have partnerskaber med mere end 58.000 læger på verdensplan.

• Plantebaseret: Der laves bionedbrydelige formler og alle nye produkter formuleres med mindst 95% naturligt fremkomne ingredienser – et af mine yndlingsprodukter BIOLOGY Micellar Water er fx 100%.

• Forpligtelse til menneske og natur: man arbejder med øko-designede fomuleringer og emballage, der arbejdes løbende og intenst med både reduktion af plastik (vi fik lov til at se nogle af de tuber, der kommer, og det er vitterligt en ny standard – plus, de arbejder mod ‘refill stationer’ på apotekerne, for de produkter det kan lade sig gøre), samt anvender genanvendeligt plastik, dér hvor plastik er nødvendigt.

Og så den del, som det er svært at formidle, men jeg skal alligevel prøve. Jeg spurgte til middagen den ene aften, hvor længe de respektive brand repræsentanter havde arbejdet for firmaet. Jeg har lært, at det siger noget om kulturen. Og engagementet. Og ultimativt om virksomheders og brands DNA. “30 years”, svarede den første, lidt forlegent, fordi det også sagde noget om hans alder. “15 years”, svarede den næste og grinede skævt til den første. “And me, bah, I have only been here for 10 years”, svarede den sidste og trak på skuldrene. Kun 10 år. I min bog er der ikke meget ‘kun’ over det. Men det siger altså lidt om det engagement, jeg og de øvrige gæster, blev mødt af. Der var ægte fransk stolthed at spore. Og det forstår jeg ærligt talt godt.