Har I fulgt med i debatten om magtfulde kvinders udseende? If not, kan I komme up to speed her. Og også læse artiklen her.

Jeg blev i helt godt humør af, at vi endelig lige tog en snak om, hvordan vi snakker om kvinder. For én ting er at vi har travlt med at kommentere på neglelak og Gucci-tasker og noget andet er, at vi har travlt med at kommentere på, hvordan kvinder er født. Ser ud. Deres kroppe. Vi har også snakket om det her i det her forum – og lovet hinanden at sige pænt fra. Artiklerne ovenfor, er et par eksempler på nogle af dem, så faktisk har fået det gjort. Sådan på ‘makroniveau’. Og det kan vi andre jo lade os inspirere af på mikro-niveau:)

Jeg har selv taget min del af kommentarer i tidens løb. Og jeg havde først skrevet “og det er ok”, for det gør man jo – det gør Helle Thorning også, se bare hér. Men det slettede jeg sgu igen. For gu’ er det ej. Heller ikke selvom Helle siger det. Hun mener det nok heller ikke, hvis man sådan for alvor går hende på klingen. Men det er jo noget nemmere bare at trække på skuldrene end skulle gå igang med den helt store aktivisme.

Og det har taget mig lang tid (as in virkelig lang tid), at blive hundrede procent overbevist om, at det ikke var mig, der var noget galt, men derimod dem, der kritiserede.

Honestly, skulle de skamme sig.

Jeg så det her post hos Sophia Anderberg i går, og synes det fortjener at blive genfortalt, gendelt:

(..) Tänk att du kan få människor att skriva så mycket elakheter om hur fel du är och hur du egentligen borde se ut, bara genom att vara den du är.
Tänk så mycket åsikter som finns om dej, även fast du tillhör mig och du egentligen inte är något som någon annan behöver bry sig om.
Men vet du vad kroppen, jag ser dej för vad du faktiskt är.

Jeg håber sådan, at når min datter en dag, bliver stor nok til at skulle ud i den store verden på egne ben (og even worse- ud på internettet og sociale medier på egne ben. Shit mand), så er de her snakke helt overflødige. Så ser vi allesammen ud, som vi ser ud, og så er det dét.

Det er nok naivt. Men håbet er som bekendt lysegrønt.

Der er dage, hvor jeg tænker for mig selv, hvor nemt det må være, at være en størrelse 36. Det er det nok ikke i praksis, det ved jeg godt. Meeeeen – helt usandt er det nok alligevel ikke. Og så kan jeg ikke lade være med at blive provokeret over, at det er sådan. Føles sådan. Jeg tror, ​​der er andre, der kan nikke i genkendende af den følelse. Og hvis ikke, kan man læse en dejlig lille gennemgang af ‘thin privilege’ lige her. It’s a thing.  

Og så var der Marie Carsten Pedersens interessante eksperiment med fotograf Malene Nelting, gengivet af Zetland her. “Har instagram et problem med fede kroppe?”. Øh ja.

Så der bliver sagt fra derude. Det betyder ikke, at vi på nogen måde nærmer os et mål. For det ligger så dybt, så dybt. I os. I vores kultur. I vores sind. Og det vil nok tage noget tid at aflære.

Jeg har overvejet (men hvad ved jeg?!) At det nok skal starte med os selv. Med den samtale, vi har med os selv. Om os selv. Når alt kommer til alt er det en klassiker, den med at “det er nok bare hendes egen usikkerhed, der taler”. Og hvordan løser vi det? Jeg er blevet enig med mig selv om, at ‘representation matters’. Ellers ville jeg ikke gide at blive ved.

Det betyder noget, hvad og hvem vi spejler os i.

Jeg savner hver dag, at der var flere på instagram, som jeg kunne spejle mig i. Bare sådan. Helt almindelige piger, som jeg synes ser smarte ud og kunne lade mig inspirere af. Uden nødvendigvis at skulle pakke det ind i et feed fyldt med undertøjsbilleder à la kropsaktivisme (I appreciate that too – jeg ville bare ønske, at der også var plads til det andet). Men. Nice outfits. Den slags. Det gad jeg virkelig godt.

Del endelig, hvis du er faldet over gode bud. En nylig favorit her er Laney Gipson. Og Alex Michael May. Omend sidstnævnte nok er lidt for american til, at inspiration kan overføres direkte. Men jeg vil gerne have flere af den slags ‘midsize queens’ (det har jeg lært på TikTok, at det hedder. Midsize) i mit feed, så bring’em endelig, hvis du kender nogen. Hvis de ovenikøbet er af den slags, der kan lide en lidt klassisk garderobe og, ditto, farvepalette, så skal du høre englene synge.

Menøh. Jeg har ikke så store forhåbninger, for det er ikke let at ‘bare være’ på instagram, hvis du ikke passer ind i stereotypen.

(så lad os det være et lille opråb om at heppe, støtte, følge og like, hvis I falder over nogen, der falder ‘uden for’ i whatever retning. Det skøre med sociale medier er jo netop, at de er så demokratiske at ekko-kamrene skabes af os selv).