Jeg hedder Christine Svingkær Egholm, Acie er mit kælenavn og jeg er 33 år gammel. Jeg er mor til to og bor nord for København.

Hér på domænet snakker vi morliv, karriereambitioner, shopping, bolig, indretning, rejser, økonomi og hvad der ellers optager damer som os.

Du kan læse mere om mig, ved at trykke her.

På det seneste: DIY reolen, alene-tid og følelsen af at være på vej i den rigtige retning…

Det er på høje tid med en omgang “På det seneste…”. Jeg elsker (at skrive) de her indlæg, fordi det er sådan en hyggelig måde, at reflektere lidt over tilværelsen på… Jeg kan godt synes, at tiden bare forsvinder mellem hænderne på mig – føle at dagene flyder sammen, uden at jeg egentlig ved hvad jeg har brugt dem på.

Når hamsterhjulet ruller.

Det har vi snakket om.

Og de her indlæg fungerer så som en lille hyggelig reminder og et lille rart tilbageblik. Nårh ja. Det var dét jeg lavede. Vi lavede.

Så hermed lidt godt og blandet – på det seneste har jeg:

[Er vi endelig blevet færdige med reolprojektet – eller.. Nu overvejer vi nogle ekstra lister hér og dér, men det får lov til at komme lidt henad vejen… Jeg har lovet at få skrevet en guide – og det skal jeg også nok. Den kommer!]

[… været inviteret på besøg (så reklame!) hos Aire Spa i Carlsberg Byen og oh-my-gawd det var en vidunderlig oplevelse. Her er roligt og mørkt. Og mine trætte mor-skuldre blev æltet af kyndige hænder – jeg synes I skal ønske jer en tur i julegave. Jeg skriver det selv på listen igen, ihvertfald]

[Fejret den her lille frikadelles fødselsdag. 3 år venner. 3 år! Det er for sindssygt]

[Arbejdet på sjove, kreative projekter som jeg glæder mig til at vise jer. Jeg er klar over, at I nok ikke mærker det, men i virkeligheden har jeg jo på sin vis fået nyt job efter min barsel. Eller. Skiftet arbejdsplads, hvis man kan sige det på den måde istedet. Og det har gjort så meget godt for min gejst. Jeg har følelsen af at være på vej i den rigtige retning og det er simpelthen så rart]

[… Drukket meget kaffe – what else is new!?]

[Endelig fået ryddet lidt op og gjort noget ved gæsteværelset i kælderen – det ender simpelthen så hurtigt som opmagasinering af diverse (autostole børnene er vokset ud af, liftkasser til barnevogne, ekstra stole osv osv. Men no more!]

[Leget. Med mine børn. Det er jeg ikke den bedste til, men jeg øver mig!]

[Fået mig en lille kop øl og nydt at den lange lavede mad til mig…]

[.. Bestilt et blomsterabonnement og det er simpelthen sådan en daglig glæde for mig, at have blomster stående… Og så har vi virkelig spist meget trøffelpasta og -risotto denne sæson.. Mhmmm]

[Levet i det her outfit… Den strik er så optur]

[Haft det lidt vildt over, at have sådan nogle store børn lige pludselig. Elise der står der med sin lille rygsæk på og Carl der viser personlighed og er begyndt at lave fis.. Moderskabet er i sandheden gaven der bliver ved med at give, og hvis jeg må være helt ærlig, så synes jeg kun det bliver sjovere og sjovere, jo ældre de bliver]

[Haft gang i liiiidt for mange kreative home-improvement projekter. Jeg har – clearly – haft lidt for meget tid på min barsel til at sidde og stirre på væggene og beslutte mig for hvad jeg gerne vil lave om, ha.]    [Haft et par eftermiddage for mig selv. Det er en kæmpe kæmpe luksus. Men med to små børn på 1 og 3 har der ikke været meget tid til mig, de sidste par år… I weekenden skal jeg fx ud og spise med en veninde. Bare os to. Lørdag aften. Og jeg glæder mig. Det har jeg ikke kunnet i lang tid]

Dér hvor vi er allermest forskellige… Og om forandringens kløe.

Jeg skal have skudt en boligreportage i næste uge, og den slags fungerer altid som den vildeste katalysator for alle mine bolig-idéer.

Så lige i disse dage går jeg konstant rundt med maling på fingrene. Eller akrylfuge. Eller trælim. Eller hvad ved jeg.

I formiddag har jeg givet den lyserøde væg i børneværelset en tur. “Det var ikke længe den holdt”, kvækkede min far, på den der måde, som fædre kan.

Og nej. 2.5 år. Men da den blev malet var der jo vitterligt ingen der havde skænket Carl en tanke. Og 2.5 år er da også ok, hvis nu det skal være.

Istedet bliver den nu en mere kønsneutral beige. Og så har jeg købt den fineste wallsticker fra That’s Mine (reklamelink), som iøvrigt fortjener et lille hep for at lave virkeligt fine, netop, wall stickers. Jeg overvejer om der også skal flytte en elefant (reklamelink) og en giraf (reklamelink) ind på de andre vægge, for børnene vil elske dem.

Men det var iøvrigt ikke dét det skulle handle om. Det skulle handle om det med at mærke forandringens kløe.

Det gør jeg, nemlig.

Meget.

Måske for meget, nogle gange. Men man kan jo betragte det som en slags hobby – at få idéer, rykke rundt, se nye vægfarver for sig, et maleri eller what not.

Mads gør ikke. Ihvertfald ikke ret meget.

Og på lige dét punkt er vi altså diametrale modsætninger. Det kan arbejde både for og mod os. Jeg er en eksekvator, på godt og ondt. Jeg får idéer og jeg gør. Den lange er en tænker. Han overvejer, lægger planer og er grundig.

Det er ikke altid, at jeg husker at sætte pris på det karaktertræk, når jeg har fået en idé til noget jeg gerne vil have lavet. I går. Helst. Og han er langsom, lige skal gå og tænke over tingene og lægge en plan.

Til gengæld er alt hvad han laver i orden. Grundigt. Hvorimod mit er.. Well.. Lidt med blandet succes. To be honest.

I det mindste får jeg da noget fra hånden –  havde jeg været Mads, havde jeg imidlertid nok sørget for at undersøge hvor meget maling, der skal bruges til at male væggen to gange, så jeg ikke endte med at skulle i Bauhaus to gange, fordi jeg kun har købt maling nok til første lag. Suk.

 

Om at gøre familiestatus og passe på hinanden i parforholdet..

Jeg spiste frokost med en veninde i fredags.

Hun skal starte på et nyt job efter en lang barsel. I dag faktisk.

Vi har snakket meget om det med kvinder og karrierer i den venindegruppe. Snakket om hvordan man lander, hvordan man prioriterer hver især, hvordan man løser kabalen.

Lidt ligesom vi snakker om det hér på domænet, nu og da.

Og der er jo ligeså mange løsninger og valg, som der er forkellige damer. Det er nok det jeg synes er interessant egentlig. At høre hvordan andre har valgt. Og hvorfor de har valgt som de har.

I venindegruppen har vi snakket meget om det med at blive selvstændig. Jeg er det. En anden blev det efter barsel. Og et par andre har også overvejet det.

Det er nogle driftige damer altså – men det tror jeg er en sidegevinst af at være på barsel (og det har vi jo snakket om før, at man burde være bedre til at skrive sin barsel på CV’et).

Anyways. Hun så ét jobopslag, søgte det ene job og nu er hun landet dér.

Det er ikke et 9-16 job. At all faktisk.

Sådan et har hendes mand heller ikke.

Og i den forbindelse snakkede vi lidt om hvordan man så gør. Hvordan man løser den. Både rent praktisk – men også…. ehr.. menneskeligt.

Det er nok et dårligt ord, men… Én ting er hvordan man får tøjvask, hente/bringe-cirkus og madpakker til at lykkes. Men så er der den ekstra dimension, der handler om at gøre det uden at man selv føler sig kørt over. Strukket helt tyndt.

Den følelse tror jeg alle mødre kender. Når man har helt små børn og ens liv er én lang udsættelse af egne behov.

Og så er der den med parforholdet. Og den nuance har jeg ikke tænkt over tidligere. Eller fået snakket så meget om.

Honestly, fordi jeg ikke selv har haft overskud til at bekymre mig mere end 3 minutter af gangen om mit parforhold. Og heldigvis, 7-9-13 og bank under bordet, ikke har haft behov for det.

Vi lovede hinanden, da vi fik Elise, at ligegyldigt hvad, så holdt vi ud i 5 år. Det er jo noget fjollet noget, at love hinanden, men den bagvedliggende erkendelse af at de år, hvor man har små børn bare er hammer hårde, er jo god nok.

Og her kom min veninde altså med en god idé, som jeg vil tillade mig at kopiere.

I erkendelse af at når hamsterhjulet kører og hverdagen ruller, så er det ikke altid man får snakket sammen. Eller mærket efter. Hvad fungerer? Hvad fungerer ikke?

Så derfor har de sat datoer i kalenderen hver 3. måned. Og så bliver der åbnet en flaske vin og gjort status.

Jeg smilede især, da hun nævnte “Er vi ved at drukne i listen over projekter?” som ét af punkterne på ‘status-listen’. For den kan jeg relatere til. Sådan en liste har vi også. The joys of being a home owner. Der er altid et eller andet, der skal ordnes eller fixes. (Og totalt sidespor: Samme erkendelse så jeg iøvrigt at Miriam Thejl var kommet til, og selvom jeg ikke er det samme sted, så synes jeg det var rart, at der var nogen der sagde det højt – og måske er det netop de ord, nogen af jer, der læser med her, har brug for at læse: “Alt den tid vi i ejet hus kommer til at skulle bruge på ting som at skifte tagrender, fjerne blade, rengøre pillefyr, etc, er tid jeg langt hellere vil bruge med mine børn! “)

Vi startede i lørdags. Den lange lavede trøffelrisotto og vi åbnede en flaske vin. Og så snakkede vi – for første gang i noget der føles som umindelige tider. Det passer ikke helt, for vi snakkede også sammen, da vi havde bryllupsdag – men det var på lidt mere langsigtet plan.

Her var vi nede i detaljerne. Hvad vil vi gerne, som familie, de næste 3 måneder? Hvilke husprojekter prioriterer vi? Hvilke ‘kampe’ tager vi og hvilke lader vi passere? Hvordan synes vi børnene har det? Og hvordan har vi det selv?

Jeg er ikke vildt god til at ‘gå og mærke efter’ til daglig. Det er andre utvivlsomt bedre til og for dem vil det så være en helt håbløs øvelse… Men nu prøver vi sådan her hjemme hos os<3

Scroll til top