Stort og småt: morgenlys, bondegårdstur og en underskrift på et nyt kapitel…

Nogle gange går jeg lidt kold i de her indlæg. Altså. Indlægstypen. I gamle dage hed de ‘lykkeglimt’, men det var, tbh, lige kvalmt nok, fandt jeg ud af på et tidspunkt. Det var en anden tid – også hvad blogmediet angår.

Så kaldte jeg dem ‘på det seneste’. Det var ok. Men. Lagde omvendt også op til en slags frekvens, som jeg kørte lidt død i. Og så ‘en weekend der var’, men det var lige kedeligt nok….

For altså. Der sker jo ikke vildt meget i mit livs weekender. Ej heller i den forgangne. Og alligevel føler man sig noget træt i sværen, når først det er søndag aften. Det forsikrede i mig heldigvis om på IG ikke kun er hjemme hos os.

Så nu prøver jeg med lidt ‘stort og småt’. Ikke nødvendigvis et lykkeglimt. Ikke nødvendigvis weekend. Bare. Life. Med hvad det nu indebærer for sådan en småbørns-mor som mig.

Og det er ikke nødvendigvist særligt interessant – det er ren anden stopklods for ordene. Altså. At det er så kedeligt. Mit liv, ha. Men it’s what I got. Og når man står i det er det sket ikke så kedeligt endda – det er mere det med at ‘dele ud’ af leverpostejen, der kan føles skørt – som om jeg bilder mig ind, at mine leverpostejsøjeblikke (se dér har vi også et godt navn, egentlig) er noget værd for andre. Men men – det gør jeg ikke. Og så husker jeg mig jo bare på, at hvis det er for røvsygt lader I jo bare være med at læse med <3

[Pssst og reklame for mig selv – de her fine mini-croissanter lander s n a r t]

[Bondegårds-tur med vuggeren og Carl der havde the time of his life…]

[Morgenlyset over nabolaget… Den her udsigt – den holder jeg af]

[Barnedåb for lille Irma – sådan et flot arrangement hendes forældre havde stablet på benene.. Men det gør de altid.. Ingen smalle steder!]

[Jeg har, i ret faste vendinger, fået besked på at vi ikke har brug for flere vaser derhjemme.. Men øj jeg kunne godt!]

[To gange arbejdsliv. En ny signatur, der markerer en ny begyndelse bag skærmen (iøvrigt og sidenote, men det føles da lidt fladt at sætte en signatur sådan digitalt, fremfor på papir som i gamle dage) og et kaffe-ansigt, der forsikrer mig om, at jeg er på helt rette vej.]

[Min plads <3]

[En lille fyr, der er besat af cykelture bag på mor og to glade søskende, der heldigvis leger godt sammen (lige for tiden)]

[Og små croissanter, der bestiller en lidt større croissant]

Rigtig god uge, venner!

MINE FAVORIT-INDLÆG

God sensommer-energi…

“Hold kæft du har god energi for tiden – det hele rykker!!”, sagde en sparringspartner i sidste uge, da vi snakkede i telefon sammen.

Jeg havde ikke selv tænkt over det, før hun sagde det. Men hun har ret. Jeg er inde i en god periode. God sensommer-energi. Jeg har idéer og får rykket på nogle ting, som jeg ellers har slæbt fødderne efter i flere måneder.

Lige for tiden, er der bare et ekstra gear. Det er der ikke altid. Men lige for tiden, altså. Og i dag brugte jeg altså den gode energi på et par møder.

Og hvorfor så dette indlæg? Fordi jeg håber det smitter. Til dem der måtte have lyst til at blive smittet. Gennem skærmen.

God dag venner – må energien flyde i jeres retning <3

Morliv: smertefrit ammestop efter 22 måneder…

Der er få ting, der har fyldt mere i mit moderskab end søvn og amning.

Men jeg mistænker, at det er meget normalt og, iøvrigt, noget som flere af jer også vil kunne genkende.

Og i dag skal det altså handle om amningen.

Min forhistorie er, kort fortalt, et kompliceret ammeforløb med Elise der aldrig rigtigt blev godt (og stoppede da hun var 4 måneder) og så et totalt ukompliceret og ‘walk-in-the-park’-agtigt forløb med Carl, der nærmest ikke ville slutte.

Jeg har skrevet om mit ammeforløb med Carl i indlægget her: “OM AT FÅ AMNINGEN TIL AT LYKKES ANDEN GANG..“.

I indlægget her “JEG KAN MÆRKE, AT AMMEBITIONERNE ALLEREDE ER VED AT KRIDTE SKOENE…” har jeg beskrevet mit forløb med Elise – og snakket lidt om hvilke følelser det efterlod mig med, da jeg så var gravid med Carl.  På et tidspunkt spurgte jeg faktisk jer der læser med om jeres ammeforløb og samlede derigennem lidt interessant amme-statistik som I kan finde her.

Og inden vi fortsætter vil jeg godt lige tillade mig at citere mig selv, for sådan noget med amning kan være en frygtelig øm tå, det ved jeg selv. Men jeg mener virkelig det jeg skrev for snart 2 år siden:

Som mor til et (delvist) flaskebarn og mor til et fuldammebarn kan jeg helt ærligt og med hånden på hjertet sige, at jeg ikke føler, at jeg har gjort noget bedre for det ene eller andet barn. Jeg tror fuldt og fast på, at de har fået præcist det de skulle have – and a whole lot’ta love on top;)

Men. Fokus for indeværende indlæg er jo iøvrigt noget andet. Det handler ikke om at etablere en amning. Det handler om det modsatte. At komme ud af den, på en god måde.

Og det er ikke fordi jeg ved noget som helst om noget som helst. Men jeg kan da dele min historie. Og måske den så kan give ro til nogen. Det er håbet <3

Tilbage i januar delte jeg det her indæg: “MOR ER ‘TOUCHED OUT’, AMMESTOP OG OM AT SAVNE AT HAVE SIN KROP FOR SIG SELV..“. På det tidspunkt var Carl 1.5år og ammede stadig adskillige gange hver dag. Og jeg var træt. Og ‘touched out’.

Amningerne var ikke længere hyggelige – han hang i brystet på mig fra det sekund vi kom ind af døren fra vuggestue til han skulle puttes om aftenen. Det var umuligt for mig, at være der for Elise om eftermiddagen. Og umuligt at gå på toilettet. Eller lave aftensmad.

Og han asede og masede, når vi ammede. Hev og sled.

Så noget måtte gøres. I var søde. Og kom med hep. Og på et tidspunkt fandt jeg ud af, at der var noget ‘Pavlos og hundende’ over hele vores situation. I Carls hovede betød det at vi skulle amme, når jeg satte mig i sofaen.

Det var en ‘aha-oplevelse’, at komme frem til. Og gjorde det meget nemmere, at nedtrappe til et niveau, hvor jeg igen kunne være i det.

For jeg var stadig sentimental om amningen og heller ikke helt klar til at stoppe helt. Det var bare for meget, dér omkring de 18 måneder.

Det tog en weekend (hvor jeg ikke kunne sætte mig i sofaen, så jeg stod meget op, ha). Og ekstra nus og kram. Og snacks. Og “Mors bryster er tomme, lille skat. Der er ikke mere lige nu”.

Og sådan landede vi i et nyt leje, hvor vi begge trivedes. Og det fortsatte indtil sommerferien, hvor jeg igen var begyndt at mærke, at jeg ikke længere var i det. Og at han måske egentlig heller ikke var. At det var en vane, for os begge.

Og så en dag, besluttede jeg mig slet og ret for at stoppe. På det tidspunkt var vi nede på én (lidt rodet) amning om eftermiddagen og han accepterede når jeg sagde, at der ikke var mere lige nu. Og dagen efter sidste amning, skulle den lille fyr alligevel på forkælelses-retreat hos farmor, og på den måde gik der lige et døgn, hvor det slet ikke var et issue.

De efterfølgende dage efterspurgte han og blev kortvarigt hidsig, når jeg sagde nej. Men det gik hurtigt over og så var han igang med en ny leg igen.

I løbet af sommeren er han nogle gange kommet over og har hevet op i blusen. Det har han fået lov til. Så har han kigget lidt på sagerne, grint fjoget og hevet blusen ned igen, for så at stikke af over i en ny leg. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tolke det udover en måde for ham også at føle kontrol over situationen. I don’t know, måske jeg tillægger den lille fyr for meget hjernekapacitet, men altså.. You know. Det har været udramatisk, og jeg har ikke haft behov for at ‘skælde ud’ når han kom og hev i trøjen.

I løbet af den første måned efter ammestoppet, ammede vi enkelte gange. Én gang han faldt og slog sig og var helt ødelagt. En anden gang fordi han kom og efterspurgte og jeg ikke orkede en konfrontation (jaja, sikkert meget forkert, men I do my best). Og det var så dét.

Et ligeså udramatisk ammestop, som etableringen var det i sin tid. Han var klar. Og det var jeg også. Jeg blev enig med mig selv om, at når jeg slet ikke var sentimental om ikke at skulle amme længere, så var det tid. Og det var det så, da Carl var 22 måneder og lidt til.

Så altså. Til dig, der måske sidder på den anden side af skærmen og føler dig ‘touched out’, men alligevel ikke klar til at afslutte amningen, I see you. Du er sej. Og du tilsidesætter egne behov for dit barn, like a mom. Jeg håber min historie kan bringe vished om, at det nok skal gå. Også uden drama og gråd. Hvis ikke I er helt klar, så kan en lille nedtrapning måske være en start for jer også? Og vid derudover, at der nok skal komme en dag (om ikke så længe), hvor amningen ikke fylder så meget (hvis noget overhovedet) hos hverken dig eller din lille. 

ØKONOMI & KARRIERE

Opskrift: Den bedste (og nemmeste) opskrift på surdejsboller…

Lige i tide til weekenden venner!

Surdejsboller af den bedste slags. Og jeg har været mange forskellige opskrifter igennem – det her er et mix af dem allesammen. Og den jeg har haft bedst succes med.

De er sprøde og seje, hæver godt op og smager helt vidunderligt med smør og hård ost. En lille Primadonna måske. Eller Comté. Eller – heck, Nutella!

Det er ikke for surdejsbegyndere, men for de der allerede har en surdej stående i køleskabet (er man der hvor man har en surdej stående, der trives, så er opskriften i midlertid god som jomfru-rejse).

Opskrift – Surdejsboller (med røremaskine)

Det skal du bruge:

Sådan gør du:

  • Bland mel og vand i en skål uden at ælte. Lad blandingen stå til såkaldt ‘autolyse’ i 30-60 minutter.
  • Tilføj surdejen og kør den på røremaskinen ved lav hastighed til surdejen er helt indarbejdet
  • Tilføj salt
  • Kør røremaskinen ved mellem hastighed til dejen har samlet sig om krogen og slipper bunden
  • Sæt skålen til at hæve på køkkenbordet (overdækket) i 2-3 timer
  • Sæt dejen på køl og lad den hæve videre natten over
  • Næste morgen tændes ovnen på max varme (min er 280 grader) – jeg bager på et bagestål (reklamelink) og det kan virkelig anbefales.
  • Sæt et ovnfast fad nederst i ovnen
  • Bollerne deles med en våd dejspatel (jeg bruger denne) og fordeles på en bageplade (eller kombispade for transfer til bagestål).
  • Når bollerne sættes i ovnen, hældes også 1L kogende vand i det ildfaste fad i bunden.
  • Skru derefter ovnen ned på 220grader og bag i ca 8 minutter. Herefter fjernes vandfaddet i bunden.
  • Skru derefter ovnen op på 250g og bag i 2-3 minutter (hold øje – alle ovne bager forskelligt).
  • Og voila – de bedste surdejsboller.

Lyt, læs og se i september: moderskab og lønforhandling, da Pfizers vaccine blev godkendt og om at forene ambition med mindre arbejde…

I september kan du lytte til:

… Den her hjerteskærende fortælling hos To The Moon: “Anna-Sofie Bülow Wahlgreen om at være gravid og miste sin mand

… Den her vilde podcast af Adrian Hughes: “Mors Afskedsbrev”

… Lidt nørdet, men virkeligt interessant hvis man orker lytte til svensk – Mikael Dolsten er svensk læge og forskningschef hos Pfizer i USA. Han tager os med i dagene omkring godkendelse af Pfizers covid-19 vaccine. Hans dialekt er tyk og skånsk, men det er et spændende kig bag facaden. “Pfizers forskningschef om kampen för att ta fram vaccin mot covid-19 och mötet med Donald Trump.

 

I september kan du læse:

… Den her interessante fortælling om Britney’s formynderskab.i The New Yorker. “Britney Spears’s Conservatorship Nightmare”

Det her lille interessante indspark om lønforhandling og moderskab.

… Denne kommentar i Berlingske af Louise Stenbjerre (som jeg har kendt siden tidernes morgen – hun var redaktøren på Sirene, der i sin tid tog en ung blogger under vingerne før nogen andre overhovedet havde bemærket af ‘de kunne noget, de bloggere’) om at tiden er moden til at genoverveje den måde vi arbejder på. “Tag en pause! Vi kan godt være ambitiøse uden at arbejde 50 timer om ugen”

 

I september kan du se:

De serier jeg tippede om i instagram-postet her. 

… Det her lille møde med Suzi de Givenchy af Vogue Paris.

Og særudstillingen “Alene Hjemme” med Tal R på Ordrupgaard.

SE MED PÅ INSTAGRAM

@christine_egholm