Annonce for Lidl Lupilu

Der er mange ting, man sådan kan gå og bekymre sig om, når bliver mor.

Det er lidt en del af job-beskrivelsen, tror jeg. Fuld af kærlighed. Fuld af bekymringer. Fra det sekund de lander dér i ens arme. Lidt blå, lidt fedtede, lidt sammenklemte. Og helt perfekte.

Sådan har jeg ihvertfald haft det.

Mine bekymringer startede da Elise var sølle 2 timer gammel, og vi skulle fragtes fra fødegang til patienthotel, i hvad der mest minder om et kryds mellem et tog med vogne af kontorstole og alt for mange hestekræfter.

Sådan husker jeg det ihvertfald. Det føltes frygteligt farligt. Som jeg sad dér med min lillebitte nyfødte i armene. Og øm i hele kroppen efter en lang fødsel af et stort barn.

Vi snakkede om det forleden dag i anden sammenhæng, den lange og jeg. Han var også skrækslagen fortalte han. Holdt krampagtigt fast i mig og Elise. “Jeg var klar til at springe af og gribe jer”, fortalte han.

Virkeligheden er nok langt mindre dramatisk end vi husker den. Og sikkert også noget langsommere.

Men det er jo dét med bekymringerne.

Og når først der er gået hul på den byld, så stopper den ikke lige igen. Den er ihvertfald ikke stoppet endnu. Og jeg er mentalt forberedt på, at jeg – til mine dages ende – vil bekymre mig for mine børn og deres ve og vel.

Vi har kæmpet meget forskellige kampe med ungerne herhjemme. Hvad der var svært med Elise, var nemt med Carl. Og hvad der var svært med Carl, var nemt med Elise.

Det er den der med at børn er så hamrende forskellige, vi også har snakket om tidligere.

Men hvis der er én ting, de begge har haft til fælles, så er det, at de ikke har været specielt hurtige til det med at spise hverken overgangskost eller fast føde.

Elise var over 10 måneder før hun spiste andet en grød. Det var Carl også.

Jeg bekymrede mig især over det med Elise. Snakkede med sundhedsplejersken flere gange. Prøvede og prøvede. Og lige lidt hjalp det. Indtil hun, pludselig en dag, pludselig havde fanget den. Det var faktisk på min fødselsdag, hun pludselig sad og spiste en frikadelle. Hurra. Tak for gaven, skatter. Den er jeg glad for!

Med Carl var det helt samme historie, bortset fra at mine bekymringer var mere til at tøjle, omend jeg nu stadig snakkede med min SP om det. Bare lige fordi. Og hun manede også til ro og ‘det skal nok komme’.

Og det gjorde det jo også. Begge gange. Helt uanfægtet mine bekymringer.

Og sådan har mine børn levet fint og godt med mad fra glas eller klempose. Indtil de ikke gjorde mere. Og jeg har syntes det har været dejligt med let-spiselige alternativer. Nu sidder den lille fyr dér og spiser butter chicken uden at kny.

Carls favorit var i flere måneder Lupilu-varianten med kartoffelmos og hakket oksekød – den er økologisk og må spises fra 6 måneder, men der findes flere andre varianter også (en klassisk bolo, en med kylling osv).

Det er iøvrigt ironic det med favoritten, for jeg prøvede at lave sheperds pie forleden (… rettere ‘cottage pie’, men altså) og det skulle han virkelig ikke have noget af. Istedet fik han noget agurk, en tvebakke og en frugtgrød (den her) og sådan valgte jeg så mine kampe den dag.

 

Bekymringer er der nok af. Indtil de en dag ikke er der længere. Alt er en fase – det er jo rigtigt nok, selvom det kan være svært at overskue, når man står dér midt i fasen. Og herhjemme har mine børn altså ikke være særligt gode til at spise fast føde indtil de pludselig en dag lærte det. Og jeg så kunne finde noget nyt at bekymre mig om 😉

 

Og PS: der er aldrig en mor, der har taget skade af en lille overskuds klat af barnets frugtgrød på morgenens havregrød. Har jeg hørt. Fra en ven. 

Læs indlægget her...