Jeg hedder Christine Svingkær Egholm, Acie er mit kælenavn og jeg er 33 år gammel. Jeg er mor til to og bor nord for København.

Hér på domænet snakker vi morliv, karriereambitioner, shopping, bolig, indretning, rejser, økonomi og hvad der ellers optager damer som os.

Du kan læse mere om mig, ved at trykke her.

Skal vi ikke stå sammen og sige fra?

I går udgav jeg det her post på instagram, og jeg er helt blæst bagover af jeres vilde modtagelse. I er så nice altså.

Langt de fleste af jer, ihvertfald. For min virkelighed er jo og har i alle mine 12 år som blogger været, at min krop var ‘fair game’ at gå efter.

Jeg passer ikke ind i stereotypen.

For et par måneder siden skulle jeg finde det opslag, der var lavet i forbindelse med det foredrag jeg holdt for Arbejdernes Landsbank, og Googlede i den forbindelse mit eget navn (nok er jeg blogger, men det gør jeg altså ikke normalt, ha) og faldt over et bachelor-projekt fra 2011, hvor der var skrevet følgende om mig, som klassisk eksempel på bodyshaming :

Men jeg synes også bare, at hun er sindssygt dårlig til at klæde sig på i virkeligheden, altså i forhold til hvordan hendes, nu skal man passe på, hvad man siger…, i forhold til hvordan hendes krop er, så synes jeg bare, hun er vildt dårlig til at klæde sig på, det synes jeg er lidt sjovt.

Det blev sagt som del af et fokusgruppeinterview og altså inkluderet i et akademisk værk, som stadig ligger på nettet her 10 år efter. Og dét jeg reagerer på er ikke, at der har siddet én og sagt det for Herregud, og det er nok bare hendes egne usikkerheder, der snakker..  Og Guderne skal da vide, at jeg sagtens kan være enig med hende i, at ikke alle mine outfits gennem tiderne har været lige meget on point.

Det jeg reagerer på, er at der har siddet nogen, der med akademiske briller har inkluderet det som værende ‘relevant’. Og der har siddet en professor og vejleder, der har gjort det samme.

Kan vi lige snakke om hvor fucked up det er? Det er et akademisk værk om modeblogging som fænomen og erhverv. Og ingen studser over den slags kommentarer om en kvindes krop.  Og så endda én i starten af 20erne.

Tænk, hvis opgaven havde været om alle mulige andre erhvervsgrupper.

Det er så 10 år siden i dag, og man kan jo håbe, at vi er nået et stykke vej siden da. Men jeg oplever stadig at vi har et pænt stykke igen.

Jeg blev enormt rørt over de mange likes og positive beskeder jeg fik til mit post igår. Virkelig.

Men desværre er det jo ikke nok, i det store billede.

Og hvis jeg må være helt ærlig, så vil jeg langt hellere have, at I istedet lover mig, at I vil stå ved min – eller any other kvindes – side, hvis (… når) I oplever, at andre kommenterer på deres krop eller genetiske ophav.

At vi sammen siger fra. Tænk hvis nogen havde sagt fra dengang i fokus-gruppen.

Skal vi ikke allesammen blive bedre til det? Til at sige fra? Hvadend det er online eller ude i den virkelige verden. Hvadend det er på instagram, til en pige-middag eller i lukkede fora på internettet. Og ligegyldigt om snakken drejer sig om en amerikansk filmstjerne eller Dorte fra regnskab.

Lad os sige fra og pænt nej tak. Det er ikke ok, og sådan snakker vi simpelthen ikke om kvinder.

“Jeg ved godt, du nok ikke mener det sådan og fair nok, hvis hendes jakke ikke falder i din smag, men skal vi ikke holde hendes kropsfacon ude af ligningen”.

Og for god ordens skyld handler det for mig ikke om, at man så ikke må have perioder, hvor der er noget man er træt af. Baby weight, en kikset haircut eller whatever. Jeg er for så vidt heller ikke imod hverken botox eller plastikkirugi. You do you! 

Og hurra for det frie valg og mangfoldighed.

Det betyder heller ikke, at jeg iøvrigt selv 100% hviler i mig selv alle dage. Jeg har gode dage og dårlige dage. Just like all of us. Jeg har dage hvor jeg ville ønske, at jeg var 10cm lavere. At mine arme var tyndere. Eller at min mave var mindre.  Og så er der dage, hvor jeg synes, at det hele fungerer meget godt. Og hvor jeg med stolthed kigger på mine strækmærker og husker at jeg har lavet to ægte mennesker, som jeg ikke kan vente med at se, hvordan vil bidrage til verden.

Men hvordan jeg har det med mig selv. Eller hvordan andre har det med sig selv. That’s besides the point.

Pointen er, at vi ikke skal bruge udseende mod hinanden. At ingen skal gøre sig til dommer over, hvordan andre er blevet skabt.

Jeg mener det virkelig, når jeg siger, at jeg ikke er aktivist. Og jeg bliver provokeret af at enten er man str 38 eller også er man aktivist, for man kan jo ikke være en str 42 frivilligt, uden at det er et statement.

Gu’ er det ej og gu’ er jeg ej.

Jeg er bare mig. Og jeg synes egentlig, at jeg har nogle langt mere mere interessante egenskaber end størrelsen på mine lår. Og sådan ser jeg også på andre kvinder. Og er det ikke dét vi skal blive enige om at lære vores døtre også at gøre?

Det ville jeg synes var en rar tanke.

Lyt, læs og se i September: Helikopter-sexisme, de bedste croissanter og et renoveringsprojekt på Sicilien…

Ohøj weekend og velkommen til.

Hér står den på barnedåb, omend i nedskaleret version. Hele familien skulle have været afsted, men aht Corona har vi besluttet at jeg tager afsted alene. Det er nemmere for mig, at holde afstand, spritte hænder og lade være med at slikke på alt på min vej, end det er for mine børn.

Så sådan må det være.

Men det var, iøvrigt, slet ikke dét det skulle handle om. Det skulle handle om ting jeg er faldet over på det store interweb den seneste tid. Og som jeg synes er et læs, lyt eller kig værd. Jeg er ikke nødvendigvis enig i de perspektiver jeg deler her, men jeg synes også det har værdi, at lytte til dem, der ser verden anderledes end én selv.

Og med de ord:

Det kan du læse:

Det kan du lytte til:

  • Zetlands Helikopter om Sexisme
  • “Fruen” af Malene Lei Raben – faktisk anbefalet af Caroline fra Karriere-føljetonen og jeg er nu 1 time og 34 minutter inde i fortællingen og støtter op om anbefalingen.

Det kan du se:

  • “The Home Edit” – beyond letbenet, men vær beredt på at få lyst til at organisere ca. hele dit liv, når du har set det her.
  • “Husdrømme på Sicilien” – hvis du også er en sucker for ‘Han, hun og drømmeslottet’, så vil dette også være et hit.
  • “The Sinner” – sæson 2 af Jessica Biehls thriller-serie. Virkelig god. Klar anbefaling. Og lidt uhyggelig.

Rigtig god weekend, søde damer! Tak fordi I kigger forbi hér på min lille plet.

DIY: kunst til dine vægge à la ‘acrylic pouring’..

Jeg skal starte med at sige, at jeg ikke er sådan en, der tit og ofte svinger penslerne eller iøvrigt føler mig ret kunstnerisk.

Men ovenpå en barsel, hvor mine små kreative sysler klart er blevet nedprioriteret, så har jeg altså gået med nogle uforløste idéer i hovedet. Noget der skulle ud og på lærred istedet. Jeg kan godt lide at lave ting – skabe ting. Nogle gange går det bedre end andre. Det er nok også derfor jeg godt kan lide at bage surdejsbrød – det fascinerer mig at lave noget ud af.. ingenting. Mel, vand, salt. Og det samme altså med billederne her. Det giver min hjerne ro.

Og da jeg viste mit lille hyggeprojekt på en story forleden var i overraskende mange, der gerne ville gøre mig kunsten efter. Og da jeg så viste processen i en reel, var I også et par stykker, der bad om en mere udførlig guide. Så nu må jeg vist tage bloggen her i brug.

Teknikken hedder ‘acrylic pouring’ og der findes flere videoer på Youtube, hvor jeg selv har studeret. Det er imidlertid ikke ret svært.

Det skal du bruge:

  • Et lærred – jeg ville gerne have et med ramme, så jeg brugte et billede vi havde hængende i forvejen. Derudover har jeg set at man i Harald Nyborg kan få rammer, der passer til lærrederne fra Søstrene Grenes. Så det bliver metoden fremad!
  • Hvid akrylmaling (igen fra Søstrene Grenes)
  • Akrylmaling i de farver du gerne vil bruge
  • Et glas vand
  • Opvaskemiddel
  • En hårtørrer, der gerne må blive nasset til

Sådan gør du

  1. Først vil jeg anbefale, at man lige ser min lille video på instagram – den varer 15 sekunder, så det er til at overkomme:) I finder den her.
  2. Fortynd din akrylmaling med vand og et par dråber opvaskemiddel.
  3. Malingen skal have en runny kosistens (se videoen for idé om hvad jeg mener)
  4. Fordel den hvide maling over hele dit lærred
  5. Lav dernæst et lidt swirly mønster af de farver du vi bruge. Klat, klat, klat.
  6. Blæs farverne ud med hårtørren så de danner fine mønstre. Stop mens legen er god 😉

Og så skal lærredet have lov til at tørre i 24 timers tid før det bliver hængt op.. Og det er sådan set dét. Meget nemt og meget tilfredsstillende, synes jeg.

Og nu hænger vores altså hjemme på billedvæggen sammen med de andre sager. Jeg kan godt lide at blande og skifte på den billedvæg, og synes det passer godt ind sammen med plakaterne at der også er noget der har lidt ‘tekstur’.

… Hvilket bringer mig til – det lille billede til højre for akryl-maleriet er også et lille DIY-projekt. Det er grov spartelmasse på et lærred. Meget nemt.

Tag min endelig på instagram, hvis I kaster jer ud i projektet – vil sindssygt gerne se! <3

Scroll til top