Jeg hedder Christine Svingkær Egholm, Acie er mit kælenavn og jeg er 33 år gammel. Jeg er mor til to og bor nord for København.

Hér på domænet snakker vi morliv, karriereambitioner, shopping, bolig, indretning, rejser, økonomi og hvad der ellers optager damer som os.

Du kan læse mere om mig, ved at trykke her.

DIY: indbygningsreol à la IKEA-hack…

Som lovet, hermed et lille skriv om, hvordan vi har lavet vores indbygningsreol à IKEA-hack – det er ikke ret svært, men tager tid. Og med to små børn, er det vores primære mangelvare, så derfor har projektet taget os et par måneder at komme i mål med.

Nu er vi næææææsten færdige. Der mangler et par pyntelister hér og dér, men det må komme henad vejen – når jeg finder de rigtige og når tiden tillader. I ved:)

Hele vores reol har kostet i omegnen af 3000kr og det er jo ikke galt – jeg tilføjer en indkøbsseddel nedenfor, og den tager udgangspunkt vores reol, der er 3m. Den kan jo gøres større eller mindre – og man kan med rimelighed regne med at materialerne står i ca. 1000kr pr meter reol.

 

Indkøbsliste: indbyngingsreol à la IKEA-hack

  • 2 stk Bestå dobbelsektion
  • 1 stk Bestå enkeltsektion
  • 5 stk Gersby reol
  • Hængsler
  • 5 stk Smeviken låger
  • 5 stk hylder til Bestå
  • Beslag til at skrue reolerne sammen med (normal til Pax)

Derudover:

  • Mdf til at bygge en sokkel af
  • Evt plader der kan bruges til bagbeklædning.
  • Fodpanel (vi købte vores hos Københavns Listefabrik)
  • Stukliste (købt hos D-Cor)
  • No More Nails lim-fuge

 

Sådan gjorde vi:

  1. Vi byggede en sokkel i Mdf – principielt bare en firkant man lægger på gulvet, som reolen kan stå på.
  2. Vi samlede alle Bestå-skabene og satte dem oven på soklen. Alle elementer blev så skruet fast i væggen.
  3. Vi samlede alle Gersby-reoler, uden at sætte top-plade på. De vendes på hovedet og sættes oven på Bestå-skabene. Bagbeklædningen på Gersby er ‘riflet’ – det synes vi ikke var pænt og vi valgte derfor at få skåret nye bagbeklædinger på mål i et byggemarked. Man kan også vælge slet ikke at have bagbeklædning, men de giver noget god stabilitet til reolerne.
  4. Gersby-reolerne er også skruet fast i væggen. Derudover er de skruet sammen ved hjælp af beslag, som normalt bruges til skrue PAX-skabe sammen (jeg kan desværre ikke linke, men snak med reservedels-afdelingen i IKEA). Så står de ikke og ‘gaber’. Det er en detalje og ikke livsnødvendigt – især ikke hvis man istedet vil sætte lister på, når man er færdig… Men men.
  5. På soklen brugte jeg “No More Nails” til at fastlime fodpanelet og stuklisten sastte vi fast med et par skruer, som jeg efterfølgende spartlede.

 

Og det er pretty much dét. Som sagt, så mangler der stadig nogle pyntelister hér og dér… Og også nogle greb. Men det bliver når tiden tillader det:)

Når man sådan skriver det i 5 trin virker det jo ikke af meget, og det er heller ikke svært – men tager bare tid. Bare det at samle 5 Ikea-reoler tager tid, ha. Hvis nogen af jer kaster jer ud i projektet må I endelig tagge mig på instagram – jeg vil sindssygt gerne se resultatet.

Morliv:… om børnene der ikke ville spise… Før de ville.

Annonce for Lidl Lupilu

Der er mange ting, man sådan kan gå og bekymre sig om, når bliver mor.

Det er lidt en del af job-beskrivelsen, tror jeg. Fuld af kærlighed. Fuld af bekymringer. Fra det sekund de lander dér i ens arme. Lidt blå, lidt fedtede, lidt sammenklemte. Og helt perfekte.

Sådan har jeg ihvertfald haft det.

Mine bekymringer startede da Elise var sølle 2 timer gammel, og vi skulle fragtes fra fødegang til patienthotel, i hvad der mest minder om et kryds mellem et tog med vogne af kontorstole og alt for mange hestekræfter.

Sådan husker jeg det ihvertfald. Det føltes frygteligt farligt. Som jeg sad dér med min lillebitte nyfødte i armene. Og øm i hele kroppen efter en lang fødsel af et stort barn.

Vi snakkede om det forleden dag i anden sammenhæng, den lange og jeg. Han var også skrækslagen fortalte han. Holdt krampagtigt fast i mig og Elise. “Jeg var klar til at springe af og gribe jer”, fortalte han.

Virkeligheden er nok langt mindre dramatisk end vi husker den. Og sikkert også noget langsommere.

Men det er jo dét med bekymringerne.

Og når først der er gået hul på den byld, så stopper den ikke lige igen. Den er ihvertfald ikke stoppet endnu. Og jeg er mentalt forberedt på, at jeg – til mine dages ende – vil bekymre mig for mine børn og deres ve og vel.

Vi har kæmpet meget forskellige kampe med ungerne herhjemme. Hvad der var svært med Elise, var nemt med Carl. Og hvad der var svært med Carl, var nemt med Elise.

Det er den der med at børn er så hamrende forskellige, vi også har snakket om tidligere.

Men hvis der er én ting, de begge har haft til fælles, så er det, at de ikke har været specielt hurtige til det med at spise hverken overgangskost eller fast føde.

Elise var over 10 måneder før hun spiste andet en grød. Det var Carl også.

Jeg bekymrede mig især over det med Elise. Snakkede med sundhedsplejersken flere gange. Prøvede og prøvede. Og lige lidt hjalp det. Indtil hun, pludselig en dag, pludselig havde fanget den. Det var faktisk på min fødselsdag, hun pludselig sad og spiste en frikadelle. Hurra. Tak for gaven, skatter. Den er jeg glad for!

Med Carl var det helt samme historie, bortset fra at mine bekymringer var mere til at tøjle, omend jeg nu stadig snakkede med min SP om det. Bare lige fordi. Og hun manede også til ro og ‘det skal nok komme’.

Og det gjorde det jo også. Begge gange. Helt uanfægtet mine bekymringer.

Og sådan har mine børn levet fint og godt med mad fra glas eller klempose. Indtil de ikke gjorde mere. Og jeg har syntes det har været dejligt med let-spiselige alternativer. Nu sidder den lille fyr dér og spiser butter chicken uden at kny.

Carls favorit var i flere måneder Lupilu-varianten med kartoffelmos og hakket oksekød – den er økologisk og må spises fra 6 måneder, men der findes flere andre varianter også (en klassisk bolo, en med kylling osv).

Det er iøvrigt ironic det med favoritten, for jeg prøvede at lave sheperds pie forleden (… rettere ‘cottage pie’, men altså) og det skulle han virkelig ikke have noget af. Istedet fik han noget agurk, en tvebakke og en frugtgrød (den her) og sådan valgte jeg så mine kampe den dag.

 

Bekymringer er der nok af. Indtil de en dag ikke er der længere. Alt er en fase – det er jo rigtigt nok, selvom det kan være svært at overskue, når man står dér midt i fasen. Og herhjemme har mine børn altså ikke være særligt gode til at spise fast føde indtil de pludselig en dag lærte det. Og jeg så kunne finde noget nyt at bekymre mig om 😉

 

Og PS: der er aldrig en mor, der har taget skade af en lille overskuds klat af barnets frugtgrød på morgenens havregrød. Har jeg hørt. Fra en ven. 

Weekendtid… Livet med en threenager, mor-vin og en tur på’en gyldne måge..

Klar, parat, weeeeeeekeeeeend!

Og jeg glæder mig særligt.

Jeg skal nemlig ud i morgen. Ikke sådan. Ud ud. Forstås. Men jeg skal ud og spise med en veninde, og det har jeg ikke været i tusind år.

Bare os to. Ingen mænd, ingen børn. Men et glas vin, eller to. Og imens vil jeg så prøve, at lade være med, at have alt for dårlig (kone)samvittighed over at have efterladt min mand alene med to kids til ulvetime, aftensmad og dobbeltputning. Det er ikke for sjov, når de sådan skriger af én på samme tid.

Det skete for mig nede foran vuggestuen forleden dag. “Du tog det nu meget roligt”, skrev en med-mor, der havde været vidne til mine børns simultan-nedsmeltning, opmuntrende på instagram efterfølgende. “Jeg er blevet hærdet”, svarede jeg. Which is true. Og det er den lange også. Men derfor er det nu stadig ikke en særligt sjov eller særligt lidt stressende situation.

Anyways. Sidespor. Weekeden. Den starter NU! Så jeg vil lukke computeren og hente mine unger – og satste på at min threenager for første gang i denne uge vil lade være med at blive sur på mig over, at jeg enten henter hende for tidligt (igår var hun midt i bagning af en sandkage og der var kriiiise) eller for sent. Det er enten eller med hende. I can’t win.

… Tilgengæld kan jeg bruge det hurtigste mor-trick i bogen: “Skatter, vi skal have Kyllenosser til aftensmad”. Og det skal vi. Mor orker ingenting, får først leveret varer i nat og den lange kommer sent hjem. Så hurra for Mac’en. Og don’t judge;)

Rigtig god weekend!

Scroll til top