Jeg elsker en god omgang ‘ost&pølse’ – og ville lidt ønkse, at vi havde et lidt mere charmerende navn for den herlige sociale ret. ‘Charc’ bilder jeg mig ind, at vores smarte svenske naboer kalder det. Velsagtens kort for charcuterie, som også lyder lidt mere appetiteligt end ‘ost og pølle’. Men men – det smager jo, så skidt med navnet.
Og til den slags hører godt brød. Både et klassisk surdejsbrød. Men også en god oliven foccacia. Begge dele bagte jeg i sidste uge, da jeg havde min familie til fredags-mad. Og vin.
Især oliven-foccacien blev rost (omend jeg tror, at det er fordi de har fået det ‘almindelige’ brød mere end en håndfuld gange efterhånden. Nyhedsværdien er ihvertfald til at overse).
Og det har jeg sådan set lavet et par gange før – tidligere med gær (den opskrift har jeg delt her, til de af jer, der ikke orker bage med surdej), men denne gang med surdej. Det tager lidt længere tid (for surdej tager den tid surdej tager), men resultatet er vidunderligt. Intet mindre. Så en varm anbefaling til at give sådan et brød et skud. Opskriften får I her:
