Ja, jeg ved ikke om man orker tænke på privatøkonomien, hvis man holder ferie. Men omvendt er det måske nu, man faktisk har overskud til at få gjort sig nogle tanker. Og jeg ved da også, at i mit ægteskab er det netop i sommerferien, at vi får snakket nogle af de der mere alvorlige ting igennem, som ingen har kræfter til, når hverdags-bussen banker derudaf.

Så nu giver vi det et skud. Og hvis ikke I orker, så må I bogmærke indlægget til en rainy day istedet. Jeg er har forsøgt at jazze indlægget lidt op, ved at lade det akkompagnere af nogle fine billeder;)

Jeg vil nemlig godt komme med en lille opfølgning på det indlæg jeg skrev om privatleasing for et halvt års tid siden. Af flere årsager. For det første fordi jeg ikke helt synes jeg fik forklaret mig godt nok. Og for det andet, fordi jeg selv er blevet klogere siden da. Eller. Har fået nogle nye erfaringer, som kan være interessante at have med.

For hvordan man finansierer sin bil er en privatøkonomisk disponering, der i de fleste hjem, fylder en del. Næst efter realkreditlånet eller huslejen, velsagtens. Det burde vi iøvrigt også snakke om en dag. Realkreditlån. Bidragssatser. Og den slags.

Men. Tilbage til bilerne. Indeværende indlæg er udgivet i samarbejde med Ford – og de både sælger og privatleaser biler, så det siger sig selv, at de ikke har præferencer for at pushe hverken den ene eller anden agenda (altså leasing vs køb). Det har jeg heller ikke. Men hvis jeg alligevel kommer til at tale lidt varmere for leasing, så er det altså fordi det er den slags jeg selv har valgt – fordi det passer mit temperament og risikoprofil bedst. Og den slags er jo virkelig individuelt – så hvad der passer mig, passer ikke nødvendigvis andre. Og nu er den disclaimer så ude af verden.

Og når jeg gider tale om privatleasing vs bilkøb, så er det fordi jeg oplever, at det for nogle er lidt en black box. At det er uoverskueligt. Og at man derfor disponerer på et lidt hullet grundlag. Lidt som når vi har snakket om aktier og investering. Jeg gider rigtigt godt bruge min taletid her på interwebbet på, at bidrage til at kvinder (og mænd, bevares – men nu er det altså primært førstnævte der findes her på domænet) tager bevidste til- og fravalg om deres økonomi. Og det er muligvis at have for høje tanker om mig selv, men jeg har tænkt mig at forsøge. Og måske, kan det lykkes mig at afmystificere for bare én der læser med, og så er det godt nok for mig. Ellers må jeg prøve igen;)

Så derfor skal vi møde Yvonne og Bente, som er søstre – og som har hhv købt og privatleaset den samme bil.

Det koster det at købe en bil…

Yvonne går ned til bilforhandleren og vil køben en Ford Puma – den koster fra 244.990kr kan hun se på skiltet.

Yvonne har mange penge på kontoen, så hun behøver ikke optage et billån. Det er klart, at sådan er det ikke for de fleste som også vil skulle medregne låneomkostninger i deres regnestykke (men som afhænger meget af hvor stor en udbetaling man evt har, ens bank og øvrige privatøkonomiske forhold, så for overskuelighedens skyld ser jeg bort fra det her. Der findes flere steder på nettet, hvor man kan beregne ydelsen på et billån – klar opfordring til at gøre det, hvis man sidder og regner for alvor). Se mere her, for det konkrete tilfælde.

3 år senere vil Yvonne sælge sin bil igen. Undervejs har hun betalt for løbende service for at overholde sin servicebog – det har hun betalt 20.000kr for samlet. Hun har også fået en mindre Bilka-bule, som hun ikke har fået ordnet.

Yvonne går ned til bilforhandleren – han siger at en bil som Yvonnes har tabt knapt 50% i værdi på de 3 år. Han vil gerne købe den for 125.000kr af hende. Hvis ikke det havde været for Bilkabulen ville han godt have givet 130.000kr for den, men koster altså lidt at få repareret.

Yvonne har defor betalt 244.990kr + 20.000kr – 125.000kr (altså 139.990kr) for at have bilen i 3 år.

Undervejs har Yvonne haft det fulde ansvar og risiko for bilen – fx risiko for at bilen tages af markedet fra forhandleren og gensalgsværdien dermed falder. Samt ansvar for at dække evt værkstedsregninger hvis bilen var gået i stykker. Men det er Yvonne ok med – det passer godt til hendes temperament.

Det koster det at privatlease en bil…

Yvonnes søster Bente vil også gerne have en Ford Puma, men hun bryder sig ikke om tanken ved uforudsete værkstedsregninger, hader at betale for løbende service og gider ikke gå og spekulere i værditab, så hun vil gerne privatlease. Det passer hendes temperament bedst.

Bente betaler 4.995kr i udbetaling og 2.945kr i leasingydelse (beløb og mere info herfra).

Efter 3 år skal hun aflevere bilen tilbage – hun har desværre fået en Bilkabule helt magen til sin søster, som hun heller ikke har fået gjort noget ved. Hun får derfor en regning, da hun afleverer bilen på 3.200kr.

Bente har betalt 4.995kr + 36 x 2.945 + 3.200kr. Bente har samlet betalt 114.215kr for at have bilen i 3 år.

Undervejs har Bente ikke haft ansvar for værkstedsregninger og bærer ikke risikoen for værditab.

Så hvad er bedst?

Kigger man kun på kroner og ører i det givne eksempel kan det bedst svare sig at lease – men det er også med en tidshorisont på 3 år. Hvis man sidder og skal have ny bil og er i tvivl om man skal gøre det ene eller andet, så synes jeg man skal stille regnestykkerne op for både Yvonne og Bente. Man skal overveje hvordan man sover bedst om natten (kan man sagtens klare en ekstra værkstedsregning eller vil det være en stressfaktor?) og man skal overveje hvor længe man har tænkt sig at beholde bilen.

De konkrete beløb i dette indlæg er langt henad vejen taget herfra, hvor I også kan læse mere.

Der er ikke noget entydigt svar. Nogle bryder sig mest om at lease (det er mig – jeg synes det er bekymringsfrit og nemt), mens andre mest er til at eje. Og jeg er på ingen måde så gift med leasing, at jeg ikke til hver en tid, ville stille regnestykket op for mig selv og vælge den løsning, jeg tror bedst vil kunne svare sig i det konkrete tilfælde – og det er kun dét jeg gerne vil opfordre til at man gør.

Regn på det. Og vælg smart❤️