ACIE

En funklende barselsgave fra mit lille hold..

Det er altså ikke fordi der er tradition for barselsgaver hér på matriklen. Så jeg havde virkelig heller ikke sat næsen op efter nowet som helst denne gang..

Men jeg har jo giftet mig med sådan ca. den bedste mand i verden, så meget overrasket burde jeg naturligvis ikke være blevet. Men det gjorde jeg nu. Da han et par dage efter fødslen bad mig lukke øjnene og række hænderne frem. Han havde en gave. Han ville have haft den klar på hospitalet, men nogen kom jo liiiige lidt før hans forældre havde forventet, så hans far havde altså ikke nået, at få gaven hentet….

Men et par dage efter vi var kommet hjem fra hospitalet blev jeg altså begavet med disse diamant-øreringe fra Halberstadt. Én for hvert barn. “Og heldigvis har du ikke 3 ører, såeehh….”, grinede han.

Jeg har en klar idé om, at min bedste veninde har haft en finger med i spillet og har puffet den lange i den rigtige retning. Han er god, men ikke overmenneskelig;)

Og de har altså siddet i mine ører lige siden. Helt klassiske og vidunderligt smukke – og med en helt særlig betydning. Den slags man kan bruge til hverdag, men også til fest. Og sådan nogle man har for livet – indtil Elise kan arve dem en dag:)

På besøg hos: Mette fra Møllebakken…

Jeg har været på besøg hos nogle af mine yndlings-boligdamer for dem vil jeg gerne dele med jer – instagram er min absolut største kilde til boliginspiration, og jeg har en håndfuld profiler, som jeg elsker elsker at følge. I har tidligere mødt Carla Sofie, og nu er turen altså komme til Mette fra Møllebakken. 

Også her vil I kunne se inspirationen – y-stolene og den store runde lænestol i velour to mention a few;)

Hej Mette, tak fordi jeg måtte komme på besøg. I bor helt vildt flot – hvordan ville du selv beskrive din boligstil?

Hmm… Det er nok en god blanding af nordisk minimalisme, rene linjer kombineret med hotel stemningen, som jeg har en kæmpe svaghed for.

Jeg er helt med dig på den med hotel-stemningen. Hvor finder du selv boliginspiration?

Av det gør jeg mange steder, hvilket ofte også gør det lidt svært at holde tungen lige i munden så jeg ikke taber den røde tråd i vores indretning. Jeg elsker de sydlandske tendenser, toner og det rustikke udtryk. Hotel-stilen har jeg også bare en kæææmpe svaghed for. Det lidt pompøse, nogen gange volumiøst og masser af velour. Jeg finder inspiration på instagram, pinterest, magasiner, rejser… ja overalt.

I har renoveret 420m2 og jeg kan blive helt stakåndet ved tanken. Hvordan får man mod og overskud til sådan et projekt, når man samtidig er mor til 5?

Hahah… modet det tænker man ikke over før man står i det eller efterfølgende, da kunne der mærkes, at jeg havde været på, -specielt fordi jeg havde min daglige gang i huset og dialog med samtlige håndværkere og leverandører for at være sikker på vi ikke gik fejl af hinanden eller der blevet valgt “nemme/forkerte” løsninger i svinget. Omvendt var det også mega fedt at være tovholder. Børnene var også med på rejsen, så det blev lidt et fællesprojekt og noget alle glædede sig til/over. Jeg er vant til at have mange bolde i luften, børnene er jo “bare” min hverdag 🙂

Jeg er slem til, at ’rykke rundt’, få nye idéer og skifte ud – har du det på samme måde, eller er du typen, der har en helt klar vision og når du er færdig med at indrette, så er du færdig?

Færdig bliver jeg aldrig, men det er faktisk sjældent jeg rykker rundt på mine møbler. De er købt til at udfylde en specifik plads i rummet. Jeg bliver næsten stresset hvis det ændrer sig. Tilgengæld dimser jeg ofte rundt på lamper, vaser eller andet nips.

Hvis du kun måtte vælge én ting, hvilket møbel er du så allergladest for i dit hjem?

Uhhh… den er svær. Men vores spiseafdeling er det sted vi bruger allerflest timer. Så det må klart være vores Y stole.

 

Som mor til 5, har du så gode tip til det med at forene ønsket om et smukt voksen-hjem med ønsket om at ens hjem også skal være et sjovt barndomshjem for ens børn, hvor der skal være plads til grin og leg?

Et “smukt voksen-hjem” er jo basen for vores børn. Jeg fungerer hverken i rod eller kaos. Så hvis hele vores hjem lignede en farvelade, oveni al det legetøj som (bevares) ligger spredt overalt på samtlige etager, så ville jeg få seriøs stress, ligeledes tror jeg børnene ville. De er alle opdraget til eksempelvis. at rede deres senge hver morgen, og deres værelser skal ligeledes være opryddet når de går i seng. Det skaber både ro, og tryghed og de har styr på deres ting, når de altid har en fast plads.
Her er bestemt både hjerterum til både leg og udfoldelse, vi (jeg) er bare mere stangente ifht. regler. – Ingen mad i sofaen eksempelvis. Tilgengæld nyder vi den sammen ved spisebordet. Togbaner, biler og andet er der masser af plads til i hele hytten, tumlelege og krea, foregår i tumlerummet i kælderen, hvor der ligeledes er klæd ud tøj, ribber, madrasser mv.
Måske handler det ligedele om opdragelse men også om, vi er ret mange mennesker (endnu flere når de har lege kammerater på besøg), så der er ikke plads til for meget slinger i valsen, hvis man vil undgå for mange konflikter eller kaos for den sags skyld 🙂

Og til en slut – hvad er dit bedste indretningstip mon?

Hold en klar rød tråd. Man kan sagtens blande og mixe stilarter, men de må ikke konkurrere, så drukner “budskabet” hurtigt. Vælg gerne få volumiøse nips/møbler fremfor meget nips/mange møbler, det skaber ro.

Copy, stort fremfor meget. Det er noteret! Tusind tak fordi jeg måtte komme på digitalt besøg i dit smukke smukke hjem. Få mere Mette på hendes instagram @moellebakken – den er et stort follow værd.

Når et mor-hjerte går i tusind stykker…

Det ser jo meget let ud, ik?! Sådan med Chanel-tasken i den ene hånd og barnevognen i den anden. Jeg mangler bare en to-go kaffe i kopholderen og så havde det været perfekt.

Men det er det altså ikke. Let. For mig altså. Og bag solbrillerne skjuler der sig et par trætte øjne. Og hårbøjlen camouflerer en frisure, der både trænger til en vask og en hårbørste.

Men man gør det så godt man kan. Prøver så godt man kan. Og det meste af tiden, går det også….. hæderligt.

Men der skal ikke ret meget modvind til, før end skibet kæntrer og filmen knækker. Den sidste uge, har været en kamp, for at sige det mildt.

En kamp, der startede med en eller anden omgangs-virus den mindste fik slæbt med hjem fra vuggestue og givet til hele familien (bortset fra Carl, Thank God), og mens hendes far havde travlt med at kaste op, udviklede jeg galoperende brystbetændelse oven i hatten. På 40 i feber og penicillin-måden. Man er ikke ret meget værd, når man har 40 i feber og samtidig skal holde liv i et spædbarn.

Og når to forældre bliver lagt ned samtidig, så er det opad bakke med to børn under to – så må der hjælp til. Så Elise har sovet hos sine bedsteforældre til både den ene og den anden side, alt for mange nætter den sidste uge.

Og jeg savner hende. Og jeg føler mig som den dårligste mor i verden. Og som om, at jeg lader hende betale prisen for hele det her to-børns-projekt (og ja – den rationelle del af mig, ved stadig godt, at hendes lillebror forhåbentlig vil være en stor gave for hende resten af livet, på samme måde, som min storebror er det for mig… Men den rationelle del af mig er taget på ferie et sted langt væk og er blevet afløst af en træt nybagt mor med hormonerne rasende i hele kroppen, feber og let til tårer, så altså…).

Og jeg ved godt, at hun har det godt. Jeg ved hun bliver forkælet. Med saftevand, institutions-fri og Ramasjang til den store guldmedalje. Men jeg savner hende, som sagt. Og føler mig top-utilstrækkelig som mor.

Jeg troede, inden jeg fødte, at det svære ville være ham den lille. Med amning, afbrudt søvn og alt det cirkus der følger med en nyfødt. Men alt det kunne jeg nærmest gøre med lukkede øjne. Det svære er, at man ikke kan være to steder på samme tid. At man ikke kan både amme den ene (og være nærværende, give tryghed og alt det andet vigtige mor/barn-bonding den slags indebærer) og lege med Duplo med den anden. Samtidig. At man er nødt til at sige “Mor kan ikke lige nu, skatter. Lige om lidt!”, alt for tit.

… Jeg håber det vender, lige om lidt <3

Skønhedsprodukterne jeg køber igen.. Og igen.

Jeg skal være den første til at indrømme, hvor illoyal jeg er overfor en lang række af mine skønhedsprodukter. Det er ikke ret mange af dem, som jeg er meget trofast overfor. Jeg bilder mig ind, at det til dels skyldes min interesse (og gammel arbejdsskade) for emnet, at jeg synes jeg er sjovt at prøve nyt. Og også derfor jeg synes, det er sjovt, at abonnere på sådan noget som Goodiebox, men det har vi jo snakket om før.

Men – der er altså også nogle enkelte sager, jeg køber igen. Og igen. Og igen. Og de fortjener lidt spotlight, så det får de idag.

Listen er ikke udtømmende og når de er favoritter idag og har været det længe, behøver det jo ikke betyde, at de vil være det for evigt. Det betyder bare, at jeg endnu har til gode at finde bedre alternativer – men det kan jo komme. Det er nok derfor man bliver ved med at prøve nyt. For hvad nu hvis miraklet venter rundt om hjørnet? 😉

Essie “Spin The Bottle”: Den perfekte nude neglelak, der hverken er for beige eller for lyserød. Bare helt perfekt. Alle damer, burde have den liggende i deres makeup-skuffe 🙂

BIO:Effect EGF-serum: En lille sag med stor effekt (.. og ditto prislap, av), men skidtet virker og er hver en krone værd. Og spørger man mig, er det ikke tilfældigt, at netop dette produkt har opnået kultstatus blandt skønhedsjournalister og og beauty-nørder worldwide.

Darphin Melaperfect: Lidt snyd, for jeg har ret beset ikke haft lejlighed til at gen-købe dette produkt endnu. Jeg har dog allerede panik ved tanken om, at det kan løbe tør, så nu kom det med alligevel. Det dækker perfekt til hverdag og giver en smuk ensartet glød – og har SPF15, som naturligvis ikke er alverden, men lidt har også ret.

MAC Shape and Shade Brow Tint: Det bedste brynprodukt, som jeg fabler om igen og igen – men det er skide godt. Det giver perfekte bryn, selv til os, der ikke rigtigt har nogen;) Jeg bruger kun den våde ende og har lagt en lille step-by-step på min instagram under det highlight, der hedder Beauty.

L’Oréal Paris Paradise Mascara: Alle har forskellige mascara-præferencer, men den her rammer altså alle mine. Det har jeg efterhånden også sagt et par gange. Mine sørgelige små vipper får både længde og volumen og mascaraen bliver hvor den skal, også på de lange dage. Børsten er stor og god – og en ‘rigtig’ børste, ikke det der gummi-pjat.

La Roche-Posay Lipikar Balm AP+: En gammel favorit, som eksembarnet ikke kan lade være med at nævne. Højt fedtindhold og kløestillende effekt takket være niacinamid. En rigtig apoteker-darling. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der nok ikke kææææmpe forskel på de franske apoteker-fedtcremer, men den her har jeg et lidt særligt forhold til så nu var det den, der fik lov til at komme med.

Ole Henriksen Truth Serum: Han kan ét og andet, den gode Ole Henriksen og hans c-vitamin range er noget helt særligt. Både det her serum og hans Power Bright 3 trins-system kan virkelig noget, og giver gløden et kæmpe boost. Ikke dumt nu hvor efteråret er på vej.

Clean Skin: Det tætteste jeg kommer en signatur-duft. Jeg har brugt den samme parfume i mere end 5 år og det er altså den her. Nu og da prøver jeg noget andet, men jeg vender altid retur til denne. Det er duften af mig.

 

Jo. Det var (nogle) af mine favoritter. Hvad mon I køber igen og igen?

En måned med dig, Carl..

Tænk, idag er det en måned siden, at Carl kom til verden. Vandet gik 37+6 og 38+0 var han der. Og når nu Elise lå og nølede indtil 41+0, var det så absolut en overraskelse. For min hjerne ihvertfald. Min krop, havde fortalt mig noget andet. Jeg er bare så dårlig til at lytte.

Og det burde ikke have overrasket sådan, for helt ærligt. Sådan har han jo været fra start. Den lille bestemte Carl, der vil frem i verden.

Tilbage i marts, skrev jeg følgende om hans tilbliven:

“Nu har jeg fundet ro i, at der var et lille frø, der helt bestemt havde besluttet sig for, at det var klar til at komme til verden. Og det lille frø har bestemt fra første sekund og har ikke været bleg for meget tydeligt at fortælle mig, hvordan det her skulle forløbe. Jeg er bare en glorified rugemaskine – frøet inde i maven er den ægte chef. (…) Og jeg kan ikke lade være med, at smile af min lille chef inde i maven. Frøet der ville frem i verden. Hvis det allerede er sådan nu, hvordan skal det så ikke ende, når mit lille frø en dag er voksen?”

 

Så det har jo været sådan fra start. Han bestemmer. Og det skal hans mor lige lære. Hvis hun kan. Og sådan er der så mange ting, man lige skal (gen)lære, når man bliver mor. Jeg havde glemt, hvor stejl læringskurven er. Også selvom man har prøvet det før. Lidt som om tavlen og hukommelsen er hvisket totalt ren. Og hermed altså en lille liste over ting, jeg har erfaret. Igen eller for første gang.

♥ Hvor hurtigt man glemmer, hvordan man har en nyfødt. Til mit babyshower, holdt jeg min Guddatter, som var lidt fuzzy. Jeg panik-svedte og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Og fik så endnu mere panik ved tanken om, at lige om lidt, var det min egen baby jeg stod med, fremfor én jeg kunne aflevere til en mor, der vidste hvad hun lavede.

♥ Hvor mange bleer de der små krapyler bruger. F*ck mand.

♥ Hvor vild ens intuition er. Hvor vild ens krop er. Det var først til fødslen, da min jordemoder roste mig for, at ‘have så godt styr på hvor jeg var henne’, at det gik op for mig. Den vibe jeg fornemmede her var bare det første. Gennem fødsel og de første uger. Kroppen har styr på det. Intuitionen har styr på det. Jeg skal bare turde lytte.

♥ Hvordan kærlighed kan være så forskellig. Lige stor, men så forskellig. Fra den instinktive man øser ud over sit spædbarn til den boblende man giver sin tumling.

♥ Hvordan man kan savne én, der hele tiden er der. Jeg savner Elise. Det har været det sværeste. Tidligere var det mor, der var den primære. Nu er det far. Og ligeså meget som det glæder mig, at se de to sammen, så savner jeg hende også. Savner det der ubrydelige bånd. Det kommer igen. Min lille store pige.

♥ Hvor hårdt det er, at have verdens mest utilregnelige chef…

♥ At det ikke var mig, der var noget galt med, da amningen af Elise (delvist) kuldsejlede, men at det snarere var systemet.

♥ Hvor meget man kan glæde sig til bare en lille smule struktur på rytmen og døgnet.

♥ Hvor hurtigt tiden går… En måned! Allerede! Jeg bliver både sentimental og lettet ved tanken.

♥ Hvor meget man kan lade usikkerheden fylde, hvis man ikke gør sig gevaldigt umage for det modsatte. Jeg var forbi SP i sidste uge – bekymret. Jeg synes han var fuzzy, og vaklede hele tiden mellem at tænke ‘Åh Gud – han er sulten. Han får ikke nok mad!’ til ‘Åh Gud – han får for meget mad. Han har jo ondt i maven!’. Fra den ene ekstrem til den anden. Det viste sig, at han lå perfekt på sin kurve og antageligvis får præcis det han har brug for. Og at han bare er et spædbarn på 3 uger, der er fuzzy nogle gange. Meget normalt.

♥ Hvor svært det er at lade være med at netshoppe, når man ammer om natten. Lord give me strenght!

♥ Hvor glad jeg har været for ‘ikke at have travlt’. Med Elise havde jeg travlt. Travlt med at prøve mor-livet af. Komme ud og trille med barnevognen. Få barselsbesøg. Tage på barselsudflugt. Den her gang, har vi ikke haft travlt med noget. Vi har mest bare ligget derhjemme under dynen og set GoT.

♥ Hvor mange sindssygt ting, man googler når man får et barn.

Moderskabet er for vildt.

Billederne har dygtige Kiri Boserup taget. Jeg troede slet ikke det var noget for mig, men nu elsker jeg dem. Måske fordi jeg allerede har glemt, hvordan det føles, at være højgravid (eller gravid i det hele taget). Måske fordi jeg ikke ved, om jeg får lov til at opleve det igen. Måske fordi mit maveskind pt er så slapt, at jeg har svært ved at forestille mig, at det nogensinde bliver anderledes.