ACIE

Min fødselsberetning: da Carl kom til… del 1.

Jeg har nølet lidt med at få skrevet den her fødselsberetning, men nu skal det være – i lige så høj grad, fordi jeg gerne vil gøre det mens jeg kan huske det, så jeg selv kan genlæse den en dag, hvis lysten til dét skulle være dér.

At føde anden gang, var… well… nemt.

Må man godt sige dét om en fødsel? Det føltes sådan… Nemt. For nemt?

Hvis Elises fødsel var et marathon, som jeg mødte op til velforberedt og besejrede, så var Carlsens fødsel en god lille 5kms luntetur, som jeg lige klemte ind en fredag formiddag… You know, no big deal.

Og det lyder jo dejligt. Og rart. Men honestly, følte jeg mig egentlig lidt snydt bagefter. Hvor var det der marathon? Og den der sindssyge følelse af at være den stærkeste i hele verden bagefter? En lean mean føde-machine?

Med tiden har jeg erkendt, at jeg er virkelig heldig, at jeg har fået lov til at opleve to så forskellige fødsler. Og at der også er en god ‘lean, mean føde-machine’-følelse i at kunne kalde en fødsel “nem”.

Men let’s get to it – den dag Carl kom til…

Da jeg var 37+6 havde jeg en tid til jordemoder. Det var første gang den lange skulle med, for vi var begyndt at nærme os termin og set i lyset af, at Elise vejede næsten 4800g, da hun kom til, var jeg blevet fulgt lidt ekstra og havde nogle ekstra tider i bogen til både scanninger, JM og en fødselslæge. Og nu nærmede vi os altså den tid, hvor nogle af disse aftaler kunne betyde store beslutninger om tidlig igangsættelse, hvis man mistænkte at den lille fyr derinde, så ud til at følge trop med sin søster på størrelsen.

Så vi drog til Hillerød og jeg glædede mig til at se min jordemoder, Marie, som jeg igennem hele forløbet havde haft rigtig god kemi med. Hun kom bare ikke. Det gjorde Lisbeth, tilgengæld. Og jeg fik pludselig flashbacks til min fødsel med Elise, hvor jeg den sidste måned blev kastet rundt mellem nye jordemødre, fordi min egen gik på barsel. Og ingen turde tage nogen beslutninger om noget som helst, før jeg mødte en gæv jysk fødselslæge, der ikke mente, at der var grund til at Elise blev længere inde i min mave, da vi først nåede 41+0. Anyways. Sidespor. Nu var jeg lige blevet fulgt ekstra igennem hele graviditeten og skulle det så smides på gulvet her 2 uger inden målet? Med nye mennesker, der ikke kendte mig og min historik? Suk.

Men hun var sød Lisbeth. Og vi havde en god snak. Både om fødsel og igangsættelse (som iøvrigt slet ikke var på tapetet, for alt tydede på, at han var noget mindre end sin søster). 3700g skød hun ham til, der 37+6. Tilgengæld snakkede vi meget amning, og dét får sit helt eget indlæg, men det var en god snak og jeg er så glad for at jeg havde den.

I lige de dage var jeg begyndt at være meget træt. Og begyndt at trække mig fra verden. Helt ubevidst og så alligevel ikke. Jeg trak mig i mig selv og lukkede mig om min lille familie. Skrev håbefuldt til Emily: “Blev du også meget træt, lige op til fødsel?”…. “Nææ, tværtimod” svarede hun. Hmpf. Ikke det svar jeg håbede på.

Men efter vores besøg hos JM var jeg så træt, at jeg faldt i søvn og sov 3 timer. Og først stod op helt groggy, da vi nærmede os aftensmad. Og så fik vi ellers klaret hverdagslogistikken med at få affodret, badet og puttet Elise. Og da den lange gik i seng, gik jeg med. Selvom jeg overhovedet ikke var træt, set i lyset af min enormt lange lur.

Så jeg lå og så fjernsyn. “Han, hun og drømmeslottet”. Perfekt binge-TV. Og da klokken nærmede sig midnat, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få slukket, for der var jo også en lille dame, der skulle i vuggestue dagen efter og alt det der.

Og så rullede jeg ellers mit enorme korpus om på siden. Og i dét jeg gjorde den bevægelse, sagde det skvæt. Ikke som en ballon der sprang, som nogen siger. Bare lidt som hvis jeg som højgravid havde nyst meget kraftigt. Et lille skvæt. Først var jeg i tvivl om jeg lige havde tisset i bukserne, mærkeligt og uprovokeret af hverken nys eller grin. Og så forsøgte jeg at rulle videre og helt om på siden, hvor vandet så fossede ud af mig og jeg sprang op fra sengen og panisk får vækket den lange med et “Jeg tror altså lige vandet er gået!!!!!”.

“Tror?!”, snøvlede Skjorten sovende. “Ja altså. Det må det være”, svarede jeg og krabbede ud på toilettet med vand sivende ned af lårene.

Fra fødslen med Elise havde jeg et enkelt kæmpe hospitalsbind liggende, så dét tog jeg på og så ringede jeg til fødegangen. “Øh ja hej.. Mit vand er vist lige gået”.

Efter at have afdækket at jeg ikke havde veer, at fostervandet var klart og at jeg havde mærket liv, så blev jeg bedt om at lægge mig til at sove og møde op kl 8 næste morgen. “Ej, kl 7! Det er umuligt med parkering kl 8”, grinede jordemoderen i den anden ende.

I mellemtiden havde Skjorten ringet til farmor og farfar, der drønede afsted var sommerhuset (midt om natten, sorry svigerfolks!) og var gået igang med at pakke den taske han endnu ikke havde nået at få klar, fordi.. well… der var jo god tid! Og så var Elise naturligvis vågnet af alt det påstyr og var kommet ind i vores seng.

Kl 3 kørte mine svigerforældre ind i indkørslen, taskerne var pakket og jeg lå ligeså stille og to de første forsigtige veer med armene og Elise (mens vandet stadig sev – og jeg lå på 3 håndklæder og et af de gode engangsunderlag fra Lidl).

Veerne blev aldrig rigtigt til noget i løbet af natten – enkelte gange hev de mig kortvarigt ud af søvnen og den lange (der ikke kunne lukke et øje) har efterfølgende fortalt, at han kunne høre på min vejrtrækning, når der skete noget. Selv prøvede jeg at samle kræfter til dét der ventede.

Kl 6:30 kørte vi afsted mod Nordsjællands Hospital, og fordi ingen har lyst til at føde på tom mave, måtte vi lige forbi Drive-in hos Lagkagehuset på vejen og få lidt morgenmad. Og mens vi sad der og ventede på kaffen, rullede endnu en ve ind over mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine over komikken i situationen.

Og det må vist være dét for nu – jeg havde egentlig ikke tænkt, at historien hér skulle deles op i afsnit, men jeg kan se, at jeg allerede har fået skrevet langt, så jeg må hellere stoppe hér og fortælle resten en anden dag.

 

Store smil og en status på det med at få bøjle som voksen…

For et år siden havde jeg nok ikke lagt et billede op hvor jeg griner. Ihvertfald ikke uden en passende disclaimer med, at ‘nårh ja, nok ikke det bedste billede af mig, men bla bla bla’ (exhibit A)…

Jeg var slet ikke bevidst om det, egentlig. Men sådan helt underbevidst har jeg alligevel været sådan én, der smilede ‘uden tænder’. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke havde de mest lige tænder, men Herregud, så havde jeg da så meget andet, og som jeg forklarede i sin tid, så havde jeg fået beskeden (i mine unge år), at hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om lige tænder, så var det noget med at rive tænder ud og togskinner i mange mange år.

Så den drøm havde jeg skudt en hvid pil efter – og så var det først da det ikke længere bare var kosmetisk, men også funktionelt, jeg havde problemer, at jeg fik taget mig sammen til at tage til en gratis forundersøgelse hos Smíledesígns.

[Mine tænder lige nu – de er stadig ikke lige, men der er sket kæmpe kæmpe fremskridt]

Og jeg havde ikke nogen store forhåbninger om, at mine tænder var sådan nogle, der kunne rettes med en usynlig bøjle (I kan læse mere om invisalign skinner her), men det var jo forsøget værd.

Så jeg blev altså noget overrasket, da svaret kom retur – det kunne vi godt. Men jeg var et ‘sort med sort’ tilfælde på. Og det ville tage noget tid. Nedenfor kan I se de 3D-planer som tandlægerne arbejder ud fra og som man får lavet som led i planlægning af den rigtige behandling – mit primære problem var udtalt trangstilling, eller altså mega snævert tandsæt. Der har simpelthen ikke været plads til alle mine tænder.

Og her nedenfor kan I altså se hvordan mine tænder ser ud og hvor meget de har rykket sig. Som sagt er vi jo ikke i mål endnu. Jeg er netop gået igang med runde 2 af mit behandlingsforløb og det er altså kæmpe motiverende, at jeg kan se, hvor meget der er sket med mine tænder på bare det første halve år.

[Mine tænder i februar og mine tænder nu – de små sølvdutter jeg har på inde bagved er til at sætte elastikker på. Det er ikke alle, der skal have det (langt fra), men der skal rykkes lidt på mit bid, så jeg har altså fået glæden;)]

[Carlsen til tandlæge… 30 sekunder inden han vågnede]

Jeg har været så mega glad for at komme hos Smíledsesígns og kan give det mine varmeste varmeste anbefalinger. Det er et virkelig rart sted og nogle enormt søde behandlere – jeg føler mig så tryg i deres hænder. Så guys – hvis I overvejer det, så besøg Smíledesígns til en gratis forundersøgelse. Det er sådan et godt sted!

For et par uger siden var jeg forbi og havde selvfølgelig Carlsen med – han vågnede naturligvis i det sekund tandlægestolen blev lagt ned og så gad han fanme ikke sove mere. Lidt pres. Men jeg havde de sødeste to invisalign behandlere den dag – begge to mødre – som var så cool med at jeg lige var nødt til at amme og at Carlsen lige gylpede og alle de andre spændende ting babyer nu finder på.

Til sidste endte det faktisk med, at Carlsen blev afleveret til én af de andre behandlere, som havde ledige hænder og så var hun sød og gik rundt med ham imens jeg lå og fik sat nye dutter på mine tænder. Rart. Virkelig. Og jeg følte mig helt tryg – både selvom jeg lå bænket i en tandlægestol og selvom en ‘fremmed’ forsåvidt gik rundt med mit barn.

Så der er altså store smil over hele linjen, takket være mit forløb hos Smíledesígns – eller dvs, jeg øver mig faktisk i at smile sådan ægte og tandpasta-agtigt. Nu har jeg gået hele mit voksenliv og været sådan én der smilede med lukket mund, så hjernen skal lige omprogrammeres, men det kommer nok. Jeg er ihvertfald enormt glad for, at jeg kastede mig ud i projektet og fik det fikset.

Jeg troede jeg gjorde det for at undgå at få problemer med mit smalle tandsæt (slid, spændingshovedpine etc), og at det kosmetiske var en sidegevinst og nothing more…. Lidt som hvis man skal have skiftet tag på huset – man gør det først og fremmest fordi man skal, men det er da også meget nice at taget så bliver pænt.

Men to be honest, så er det min forfængelighed, der har den største fest. Jeg havde slet ikke forudset hvor stor en forskel det faktisk gør.

Efterårsmad: flødepasta med svampe og parmesan…

Få ting er mere efterårs-appropriate end kombinationen af pasta, flødesovs og svampe i sæson, og den her opskrift er altså også en reel favorit herhjemme… Og mja – retten er måske ikke den mest fotogene, men hvad den mangler i appearance opvejer den for i smag. Og enkelthed. To gode ting, i mit køkken;)

Den tager ikke ret lang tid at lave, og er dermed oplagt som hverdagsmad for de travle. Hvis vi skal gøre den mere weekend-agtig tilføjer vi strimler af en god okseudskæring (ideelt er oksemørbrad) og et godt glas rødvin, men til hverdag kører vi den altså i vegetar-versionen.

Og det var altså også denne opskrift jeg havde leget med i forrige uges lille stemningsvideo for Rosendahl og det nye flotte Grand Cru Sense stel – det var det mest oplagte jeg kunne finde på, hvis det skulle lugte bare en smule af sensommer og efterår, selvom jeg rendte rundt med gravid mave og brune ben;)

Opskrift – flødepasta med svampe og parmesan

Det skal du bruge:

  • 1 pakke god pasta (parpadelle er bedst – kan man ikke skaffe det, så kan man klippe friske lasagneplader i brede strimler)
  • 500 gram svampe (jeg brugte champingon, kantareller og marksvampe)
  • 1 fed hvidløg
  • 1,5 dl fløde
  • Parmesanost
  • Persille
  • Salt & peber

Fremgangsmåde:

Start med at rense svampene. Det er det mest baksede ved retten. Sæt derefter pastaen til at koge, hak hvidløg fint og steg det i lidt olie på en pande. Snit svampene i passende stykker og steg dem sammen med hvidløg. Det skal have lidt tid og skal ikke tages af før de holder op med at afgive væske og har fået lidt farve.

Tilsæt fløde og lad det koge op og ind.

Smag til med salt og peber, vend pastaen i og riv parmesan i rigelige mængder fint over retten. Drys med lidt persille og servér med fx en tomatsalat on the side.

#KarriereKvinder: Natasja, 28 og leder for 10…

Så er det blevet tid til at introducere jer for endnu en sej dame – og jeg har glædet mig lidt ekstra til hende her, for efter 2 omgange karriere-mødre, ville jeg også gerne lige give ordet til én, der altså endnu ikke har sat mor-titlen på CV’et. Og også til én, der endnu ikke har rundet 30. 

…. Hvilket iøvrigt kom som en overraskelse for mig. Jeg havde kendt Natasja i flere år, før jeg fandt ud af, at hun var adskillige år yngre end mig. Jeg havde hele tiden gået rundt og forestillet mig, at vi var jævnaldrene. Sådan give and take. I virkeligheden har hun bare gjort karriere med raketfart. 

Og nogle af jer kan måske kende Natasjas navn fra min insta-bio, for det er Natasja, der er min agent og som altså sørger for at passe godt på mig. Sørger for sparring og input. Og hjælper med at sætte retningen. Men derudover har hun altså også en del andet på tallerkenen – bla. at være leder for 10 kolleger.

Og det har vi snakket lidt om – det der med at være 28 og få tildelt en masse ansvar og om, hvordan man finder sin ledelsesstil i så ung en alder.. Men også om flere andre ting, naturligvis. Det hele får I serveret lige hér – velkommen til Natasja.

Navn: Natasja Pasgaard Nielsen

Alder: 28 år

Titel: Head of Influencer Marketing hos Bloggers Delight

Uddannelse: Kandidat i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet

Hvordan har din karrierevej været so far – vil du ikke dele din historie?

Jeg har aldrig været typen, der har fulgt en på forhånd fastlagt karrierevej. Jeg er altid gået efter min mavefornemmelse og læst/arbejdet med det, som jeg finder interessant. Da jeg valgte min videregående uddannelse, var det altså heller ikke fordi, at det skulle være vejen til ét specifikt drømmejob, men mere forbi jeg fandt emnerne på studiet interessant. Og som jeg hen ad vejen fandt min passion, sørgede jeg for at vælge valgfag på studiet, der ville øge mine kompetencer inden for det pågældende felt.

I slutningen af mit studie var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville arbejde med Influencer Marketing og valgte derfor at skrive mit speciale om dette. Det blev også min indgangsvinkel til at søge job hos Bloggers Delight – og det viste sig at være det helt rigtige, for her er jeg jo stadig 😉

Hvad er det bedste ved dit job?

Det må klart være at arbejde i en branche, der er i konstant udvikling. Det kræver, at man hele tiden er klar til at tilpasse sig markedet, forstå nye tendenser/medier og forsøge at være et skidt foran. En anden ting er det sociale aspekt. I mine øjne har vi et helt unikt fællesskab hos Bloggers Delight, og for mig personligt har det også virkelig stor betydning ift at finde glæde i sit job.

Du blev chef i en ung alder – hvordan har du fundet din ledelsesstil og hvordan er man en ’god’ leder?

Det må man sige, og jeg føler mig enormt privilegeret ved at have fået et sådant ansvar tildelt i så ung en alder. Bloggers Delight har altid været en arbejdsplads med forholdsvis blød ledelsesstil, i den forstand at medarbejderne har meget ansvar under frihed – og dét er en ledelsesstil, jeg ønsker fortsat at dyrke.

Jeg anser dog stadig min ledelsesstil som værende under udvikling, da jeg som ung, ny leder bestemt også skal finde frem til min helt egen måde at håndtere tingene på.

For mig handler dét at være en god leder om, at man har øje for sine kollegaer, uanset om det handler om faglig udvikling, anerkendelse eller personlige udfordringer – og i forlængelse heraf, at man samtidig har øje for individuel udvikling.

.. Og er der særlige ting, du kigger efter, når du ansætter nye medarbejdere?

Noget af det vigtigste er, at der er god kemi, og at vi kan se vedkommende indgå som en del af teamet. Derfor går vi meget efter udsagnet, ’Hire for personality, train for skills’. Hvis man har passion for Influencer Markting og dét at skabe interessante kampagner, der fanger den pågældende målgruppe, så tror jeg på, at man sidenhen kan tilegne sig de faglige kompetencer, der kræves.

Når der altid er noget at lave, er det svært ikke at blive hængende foran skærmen – hvordan finder du balancen og hvad får dig ud af døren på kontoret?

Det er klart, at der er perioder med ret lange arbejdsdage, men fordi jeg elsker, det jeg laver, har jeg ikke noget imod at investere de ekstra timer heri. Balancen kan til tider være svær at finde, især fordi jeg også danner par med en, der ofte selv har lange arbejdsdage, så vi giver hinanden lov til, at lade arbejdet fylde meget i den her periode af vores liv.

Vi har ikke børn, så derfor er der heller ikke den slags bagkant og motivation for at forlade arbejdspladsen i hverdagen. Men selvom jeg arbejder meget, finder jeg balancen i, at når jeg så er kommet hjem fra arbejde eller holder ferie, så ynder jeg virkelig at lukke ned for computeren, ikke tjekke mails eller tage opkald.

Jeg er ikke super god til at sætte en bagkant for mig selv og sige, ”jeg skal forlade kontoret kl. X i dag”, men det, der altid får mig ud ad døren, er aftaler med mine nærmeste relationer.

… Og hvordan kobler du af?

Jeg er en sucker for reality, såsom Keeping Up with the Kardashians, The Real Housewives of Beverly Hills og lignende, og når jeg virkelig skal koble af, lægger jeg mig i sofaen (gerne med en dyne) og sluger det ene afsnit efter det andet. Det er noget, min kæreste er fuldstændig uforstående overfor – han mener, at den slags serier stresser ham, fordi der er alt for meget drama og råb og skrig, men det har altså den helt modsatte effekt på mig 😉

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Noget af det fede ved mit job er, at dagene kan være ret så forskellige – og selvom jeg nogle gange har en forventning om, hvordan min dag kommer til at forløbe, og hvad tiden skal bruges på, så kan der pludselig lande en opgave på skrivebordet, som jeg i stedet skal fokusere på og håndtere. Men i helt grove træk, så består en typisk arbejdsdag i at læse og besvare en hulens masse mails, telefonsamtaler med vores samarbejdspartnere, annoncører samt influenter, og udarbejdelse af kreative oplæg til annoncørerne.

Ovenstående kan jeg være sikker på, min dag altid rummer, men så er der selvfølgelig også dage, hvor jeg er ude af huset til møder med vores samarbejdspartnere – ligeså vel som vi har interne møder, fx har vi én gang om ugen et team-møde, hvor vi tager en fælles status.

Og lige 5 hurtige at slutte af på:

Drømmerejsemål? Jeg føler, at jeg har fået tjekket rimelig mange drømmedestinationer af, såsom Bali, Cuba, De Vestindiske Øer, Mauritius og Vietnam – men flere af stederne vil jeg virkelig gerne tilbage til og opleve endnu mere af, men lige pt må mit drømmerejsemål være USA. Jeg har aldrig været der og vil vildt gerne på en slags roadtrip i landet.
Din go-to arbejdsuniform: Jeans, sneakers og en skjorte/silkebluse – ligesom jeg tror, mange andre kvinder mener, så virker det bare altid. Hvis der er et møde i kalenderen, er jeg tilbøjelig til at skifte sneakers ud med et par hæle – Mine kolleager kalder det ”møde-skoen” 😉
5 ting du altid har i tasken: Læbepomade, tyggegummi, nøgler, kreditkort og telefon. Ville ønske jeg kunne sige, jeg altid havde et eller andet atypisk med i tasken, men kan se på det hele, at jeg er ret basic på det punkt 😉
Bedste restaurant-tip (anywhere): Det må blive Amazonico i Madrid; Super tjekket sted med den smukkeste indretning og lækreste mad. Jeg har lige været der i min sommerferie og fejrede min og min kærestes forlovelse (!) der, så det gjorde selvfølgelig også oplevelsen ekstra speciel.
Når du bliver gammel vil du: Rejse, spise god mad, drikke vin med mine tætteste – på repeat.

Elises 2års fødselsdag..

Vi fejrede Elises fødselsdag for familien igår – lidt forsinket, men vi var til bryllup i sidste weekend, så Elise var hos farmor og farfar og vi var til fest, og dermed var det altså ikke sådan meget oplagt at invitere til fødselsdags-festivitas. Og hun er jo heldigvis ligeglad <3

Det var ikke fordi det skulle være det helt store setup i år, så vi inviterede til fødselskage og kaffe – og så serverede vi lidt ost, pølse og rødvin efterfølgende.

Kagen havde jeg bestilt hos Bakemyday og det hele kunne klares online, så jeg kunne gøre det i en sen nattetime og så bagte jeg selv en oliven foccacia til tapas, lavede en hjemmelavet pesto og serverede vores favoritter fra delikatesse-afdelingen i den lokale Meny. Very easy!

Og sådan blev traktementet altså – og det virkede til at være et hit hos både store og små. Den lille hovedperson labbede kage, gaver og opmærksomhed i sig, og forældrene formåede med nogenlunde held at holde styr på både unger og gæster undervejs;)

[Den smukke kage fra Bakemyday – jeg havde bestilt til 15 personer, selvom vi var 9, for det er træls at løbe tør for kage… Men altså – vi har halvdelen til overs, så man kan godt bare bestille til det antal man er;)]

[Den lyserøde hørdug og lidt pynt fra gemmerne]

[Jeg var trukket i min nye Stine Goya-kjole, som jeg linkede til forleden dag]

[Forventningens glæde og spejden efter fødselsdagsgæster<3]

[Min foccacia – blev meget tilfreds med resultatet.. Super luftig og saftig krumme og sprød, nærmest karamelliseret skorpe]

[Lidt lyserøde tassles må der til, når det sådan er fødselsdagsfest]

[Og genbrug af sidste års ‘Happy Birthday’-guirlande.. Perfekt at have den slags liggende, for jeg har nok været lidt dårligere forberedt i år end jeg var sidste år, haha]