Morliv – ACIE

Og moderskabets tusind facetter og om at alle mødre er de bedste mødre for netop deres børn…

Annonce for Faaborg Pharma

Jeg elsker de her billeder. Af min lille, store dreng, der nu er 9 måneder og kan stå op helt selv. Det føles som 1000 år siden, han var en lillebitte baby, og på samme tid, føles det som om det var i går.

Kan slet ikke forstå hvor tiden bliver af.

Og lige bortset fra, når han er ved at få tænder, så er han sådan en lille mild fyr.

Det er en helt ny oplevelse at være mor til Carl – og jeg, som ellers tænkte, at jeg da havde ok fod på moderskabet oven på Elise, er igen blevet sendt ud på dybt vand, med erkendelsen af, hvor forskellige børn er. Det har vi snakket om før.

Han har allerede lært mig mange ting, ham Carl.

Og nogle af dem, er jeg altså blevet bedt om at sætte lidt ord på i dag, som led i mit ambassadørskab for Faaborg Pharma. De vil gerne hylde de stærke løvinder – og det gør mig, da stolt at de synes jeg er sådan én. Koblingen mellem Faaborg Pharma og de stolte løvinder kommer jo iøvrigt fra deres logo – og fra deres brand filosofi. Grundstenen i Faaborg Pharmas produktportefølje er Helo-serien. Det er milde og virksomme basis-produkter til hele familien – ingen flashy forpakninger, ingen parfume og kun nødvendige i ingredienser. Helt enkelt. Men i vores hverdag, er det ikke nødvendigvis det nemmeste, at tage mest enkle valg. Det kræver, med deres ord, en stærk og stolt løvinde, der tager et bevidst valg – både i livet generelt og når det kommer til hudpleje.

Om at bygge lidt mor-selvtillid…

D har givet min mor-selvtillid et kæmpe boost, at blive og være Carls mor. Af mange årsager. Men mest fordi ‘sådan et barn ku’ jeg ogs’ finde ud af’.

Og det gør mig stolt. Hold kæft mand, jeg er fanme en god mor.

Ja, det sagde jeg lige. Det øver jeg mig på hver dag.

Og jeg øver mig også på, at sige det til mødrene omkring mig. Der er ingen tvivl om, at der ligeså mange forskellige måder, at være mor på, som der er børn i denne verden. Og som jeg skrev for et par måneder siden, har jeg givet endegyldigt slip på sammenligningerne, for det kan man ikke, altså sammenligne. Så hvis jeg oplever en mor, der gør noget andet end jeg selv gør eller har overvejet at gøre, så øver jeg mig i at tænke “You do you, mama! Du er sej!”. Om det er hjemmepasning, langtidsamning, daglig zoneterapi, krystalhealings eller andre ting, som jeg har erkendt ikke er for mig. You do you, mama. Du er sej.

Og det er jo svært. I en tid, hvor vi konstant bombarderes med andres måder at være mødre på. Via sociale medier, forstås.

Om at tage andre ud af de ligninger, der er lidt svære…

Og det med at sætte en stopper for sammenligningerne, synes jeg er et vigtigt budskab. Så også en lille tak til Faaborg Pharma, for at sætte emnet på dagsordenen. Som led i mit ambassadørskab har jeg gået og tænkt meget over det der med ‘stærke kvinder’ og hvad jeg egentlig synes kendetegner sådan nogle. Hver gang kommer jeg tilbage til dét med, at jeg synes det er dem, der står ved sig selv.

Og det er så bestemt, lettere sagt end gjort. Det ved jeg. Da min amning med Elise var en kamp op ad bakke, kunne jeg godt mærke et stik i maven, når jeg så andre det lykkedes for, uproblematisk og bare sådan lige til, virkede det som om. Og den følelse var ikke fed.

Og det tog også en aha-oplevelse, før jeg kom over det. En aha-erkendelse af, at selvom det var fristende at kanalisere min egen skuffelse over på dem det lykkedes for, så handlede det jo om mig. Og jeg skulle give mig selv lov til at være ærgerlig. Og iøvrigt tage andre ud af ligningen. Og det hjalp helt enormt meget.

Jeg øver mig selv, hver dag. Jeg øver mig i, at stå ved egne valg og fravalg. Egne prioriteter. Egne kan’er og kan ikke’r. Egne succeser, egne short-comings. Og bare være i dem og dét. For tilbage til den der med, at jeg er fanme en god mor. Og jeg bliver hverken en værre eller bedre mor, af at andre ikke nødvendigvis gør tingene på samme måde som mig.

Så med de ord vil jeg gerne hylde mangfoldigheden i moderskabet. Hylde hvor forskelligt vi alle kan gøre tingene.Jeg har aldrig mødt en mor, der ikke er den bedste mor i verden, for netop deres barn.  Og vi vælger alle til og fra med de absolut bedste intentioner for vores børn – fra højt til lavt. Fra opdragelsesfilosofi til vinterstøvler og hudpleje.

Og tilbage til dét det skulle handle om…

Og med de ord, må jeg hellere også knytte et par ord om Helo-serien fra Faaborg Pharma, der – som nævnt – er hele årsagen til indeværende indlæg. Og til alle mine tanker om det med stærke kvinder.

I ved, hvordan jeg har det med den slags hudpleje, man kan få på apoteket – jeg elsker produkter der både kan rumme effektivitet og mildhed (er det et ord?… I ved hvad jeg mener!) for det skal til, når man har en hud som min.

Jeg har siden barns ben lidt af eksem af den slags, der kræver hormoncreme. I nogle perioder er det værre end andre – i de milde perioder kan jeg nøjes med cremer, der har højt fedtindhold (virker lipid-genopbyggende) og er kløestillende. I de træls perioder bruger jeg samme hudpleje, som supplement til dét jeg får på recept – hvis jeg er flittig med hudplejen, kan jeg bruge mindre hormoncreme og er ikke nødt til at smøre lige så ofte.

Jeg nyder gerne en lækker velduftende bodylotion nu og da, men ikke til hverdag og ikke i de perioder, hvor min eksem er værst.

Min hudplejefilosofi, når det kommer til mine børn er i øvrigt ingen parfume, ingen farvestoffer, højt fedtindhold. Carlsen har nemlig også lidt tendens til eksem, det lille skind.

Og Helo er et rigtigt godt bud på netop den slags hudpleje. Og iøvrigt en række produkter, jeg godt tør give mine allervarmeste anbefalinger – de er i orden. Helt igennem. Både til store og små. Alle Helo produkter er parfumefri og AllergyCertified og kan købes på de danske apoteker.

Hej mor…

I dag er det Mors Dag… En dag der, for mig, bliver mere og mere særlig med årene. I år som mor til to. Og i år lidt ekstra skrøbelig.

Jeg tænker på min mormor, som jeg aldrig har mødt. Og på min mor, som jeg – dag for dag – bliver mere og mere lig. På godt og ondt. Der er mange ting, jeg bedre forstår, nu jeg selv er blevet mor.

I dag er det mødrenes dag. Dem der er det. Dem der gerne vil være det. Dem der kæmper for at blive det. Dem vi har aldrig har mødt. Dem vi har mistet. Og dem vi elsker.

Og også dem, der måske ikke er det af blod, men af sind. Og som reserve. Stedmødre, tanter og mange flere. Jeg skulle have mine egne børn, før jeg virkelig forstod, hvor sandt det er, at man kan elske børn, som var de ens egne, selvom de ikke er det.

Hej mor. I dag er en hyldest til dig❤️ Og på instagram fejrer jeg med den (måske) bedste give-away i bloggens historie.

Godt Google ikke kan sladre… Vol II.

Did Carole Baskin feed her husband to the Tigers? #såmeget

Alkoholisme objektiv definition? #askingforafriend

Hvordan tegner man en kylling? #morsvuggestuehardetvildt

Gode planter til krukker? #nemmeatholdetak #minterrasseertrist

Kommer man til at lugte af hvidløg, hvis man spiser ramsløg? #vedudetmåske

Hvordan spænder man et surdejsbrød op? #tingvifiklockdowntilatgåmed

Baby eksem under hagen? #vedikkehvilketresultatjegforventer

Hvor lang tid varer tandfrembrud? #must.sleep.now

Dagsplan baby 8 måneder? #kaningentinghuske #hvorermanualentildenherbaby

Meget morglad 2årig? #erdetvirkelignormalt #apparentlyyes

Legehus maling inspiration? #stjælermedarmeogben

Hvornår skal min baby senest have lært at spise? #Carlforfaen

Om børn, søvn og små mirakler…

[Mig hjæpper moar]

.. Jeg tror efterhånden, at vi har prøvet alle mulige kombinationer i jagten på mest mulig nattesøvn til alle husets beboere. Tyngdeposer, søvnkonsulent, drømmeflasker, putteritualer, søvnmeditationer og bla bla blaaaa…

Elise har, fra det sekund hun kom til verden, været virkeligt dårlig til at sove. Både til at falde i søvn. Og i særdeleshed til at blive i søvnen.

Det hjalp heller ikke, at hun var ørebarn og fik dræn, da hun var 14 måneder.. Alt i alt har nætterne med Elise været opslidende. To say the least. Og nu, hvor jeg har prøvet at have et andet barn (og altså konkluderet at den slags kan falde utroligt forskelligt ud på trods af fælles genetisk ophav), så er jeg ret glad for, at vi har fået vores børn i den rækkefølge vi har. Med første barn har man jo hørt alle historierne om manglende nattesøvn, men ved jo ikke rigtigt hvad man skal forvente. Med andet barn har man prøvet det og ens første barn vil uundgåeligt blive et referencepunkt, et sammenligningsgrundlag.

 


LÆS OGSÅ: En mors erfaringer: fra væske på ørerne til dræn på 8 måneder…


Der har været masser af gange med Elise, hvor jeg har tvivlet på mig selv. På os. Er det bare sådan det er? Oplever alle det her? Er det bare mig, der piver? Kan det virkelig være rigtigt? Måske er jeg bare svagt anlagt? Alle børn sover jo dårligt om natten, så er det ikke bare normalt?

Jeg kunne jo godt høre på min veninder, at det var det ikke. Men det kan også være svært rigtigt at stole på. Sådan. Helt ægte. Nede i alle mor-usikkerhederne.

Og det har været det rene cirkus med det nattesøvn. Hun var ca. 20 måneder, da hun endelig gav slip på sin natflaske. Det stressede jeg meget over. Vi prøvede at udfase tusind gange (for tænk nu hvis det var dén dårlige vane, der gjorde at hun blev ved med at vågne), men det lykkedes aldrig. Til sidst skete det af sig selv. Og hun vågnede nu stadig.

Da hun var ret 18 måneder havde hun også en periode, hvor hun vågnede og var helt ulykkelig om natten. Umulig at komme i kontakt med, helt ulykkelig og slog ud efter os, hvis vi prøvede at trøste. Det er vist meget normalt i netop den alder, men det føltes også meget voldsomt. Jeg var gravid i 1. trimester og træt i forvejen – det hjalp ikke med de skøre nætter. Men også dét stoppede igen…


LÆS OGSÅ: Når baby ikke vil sove om natten, og alle de gode råd om søvn…


Og så kom Carl. De første mange måneder med Carlsen sov han og jeg i kælderen. Så han ikke vækkede sin storesøster om natten, mere end hun allerede vågnede af sig selv. Ingen orkede tanken om, at de kunne vække hinanden på skift.

Vi delte os op – tog et barn hver. Jeg tog ham der skulle ammes og den lang tog hende, der ikke skulle. Vi prøvede med en sej storesøsterseng. Vi prøvede med ‘strygetøjsmetoden’. Og tusind andre ting. Men putningerne af Elise tog stadig tusind år. Og når hun endelig sov, kunne hun let vågne igen og igen aftenen og natten lang. Hendes far har sovet på gulvet ved siden af hende. Har haft hende med inde i dobbeltsengen. Har prøvet at lade hende falde i søvn det ene sted for at bære hende tilbage i seng. Og tusind andre ting. Men nothing worked.

Imens lå Carl og jeg i kælderen og ammede. Som man jo nu engang gør med små babyer. Han har alle dage været nem til at få til at falde i søvn igen efter end amning. Ja egentlig føles det næsten som om han sover igennem det hele. Hvilken kontrast til mit andet barn. Jeg husker, hvordan jeg travede rundt med hende som spæd om natten. I cirkler. I håbet om at hun dog snart ville sove videre. Puha. Sådan nogle nætter har der været ganske ganske få af med Carl.


LÆS OGSÅ: Vi er flyttet hver for sig…


Og for en måneds tid siden… Eller.. Den sidste tid er lidt flydende (… #lockdownandistoppedcountingdays) flyttede Carl og jeg tilbage i soveværelset. Vi satte hans babyseng op ved siden af min side af sengen og en del af mig håbede, at så kunne han sove dér og jeg kunne sove ved siden af den lange (… for shit mand.. kæmpe savn..). Sådan er det ikke helt gået. Men det er ikke all bad…

Carl sover stadig bedst i min armhule. Han har endnu ikke sovet mere end et par timer i sin egen seng. Sådan er det. Jeg nyder at have ham helt tæt på. Min lille milde Carl.

Et stede undervejs besluttede vi, at vi var nødt til effektivisere vores putninger. Det kunne ikke nytte noget, at vi begge to brugte tusind år på at putte børn i hver sit værelse, når tid var en mangelvare. Altså. Arbejdstid. Så vi besluttede at jeg skulle prøve at dobbeltputte og på den måde frigive noget arbejdstid til den lange. Sådan kunne regnestykket gå op med to små børn hjemme, sådan kunne han istedet hjælpe mere til i løbet af dagen.

Så det gør vi lige nu. Jeg dobbeltputter. Nogle dage går det helt af helvedes til. Og andre dage, er det den bedste beslutning vi nogensinde har taget.

Jeg putter børn, den lange arbejder og når han er færdig kommer han op i soveværelset og så ser vi et afsnit et eller andet sammen. Med høredutter i. Men altså. Voksentid. Midt mellem to sovende børn.

Og så hopper han ind og sover ved siden af, for han drømmer tit at han er Zlatan (…), Elise sover som en søstjerne og jeg ammer til højre og venstre og SÅ meget action har intet soveværelse brug for.

Og det fungerer. Lige nu. I nat har vi allesammen sovet mere og længere end vi har siden 2017. Crazy ik?! Elise skulle have sutten en enkelt gang og lige nusses på ryggen med et ‘mor er lige her skatter’ en anden gang. Carl har jeg ammet… 2 gange? Tror jeg nok. Og begge unger sov til lidt over 7, hvor Carl vågnede og hev sutten ud af munden på sin søster, grinede og kravlede op på hende.

Og nok sover jeg ikke sammen med min mand lige nu, men det er ok. Vi har resten af livet til at sove sammen. Men lige nu er børnene små. Og jeg elsker-elsker-elsker at ligge dér imellem dem og sove. Elsker at høre deres tunge åndedræt, elsker at mærke deres små varme fødder på mit maveskind, elsker at få lov til at sove.

Og det blev et frygteligt langt indlæg, som måske er lidt rodet… Min pointe er egentlig til jer, der måske kæmper med babyer og søvn lige nu

1. Det er ikke bare dig – nogle babyer sover virkligt helt sygt dårligt. Det er ikke bare ‘sådan det er, at have små børn’.

2. Do whatever works og blæs på hvad andre synes og hvad man ‘bør’.

3. Det går over. Virkelig. Historierne om at det går over er meget få i sammenligning med dem, der handler om at stå midt i det, men hér er altså én. Omend det nok er lige tidligt nok. Vi ser lyset for enden af tunellen. Og det skal man også huske at fortælle, når man iøvrigt har fortalt om at stå midt i mørket og være tæt på at give op.

Og hey – hvis nogen af jer skulle stå midt i det lige nu og har spørgsmål, brug for at høre erfaringer eller andet, så skriv endelig endelig en mail (hello @ acie.dk). Jeg ved hvor sindssygt det er og vil hellere end gerne bidrage med noget sindsro, hvis jeg kan…

[Nej skatter, mors sko skal ikke op i sengen på det rene sengetøj…]

I dag genåbner Elises vuggestue… Men Elise er der ikke.

I dag er det 2 uger siden, at Mette Frederiksen meldte at vuggestuerne kunne genåbne. Og jeg tror, at vi var mange der blev lidt forskrækkede. På samme måde, som vi blev forskrækkede, da landet i sin tid blev lukket ned. Eller. Jeg kan naturligvis kun tale for egen regning, men det er min opfattelse.

Og jeg tror, at noget af forskrækkelsen også kom af en oplevelse af, at de ‘voksne’ ikke længere dannede fælles front. At der var mere og mere palaver om blokpolitik og jeg ved ikke hvad. Men det vil jeg, iøvrigt, ikke gøre mig klog på. Det er bare et par efterrationaliseringer af  min egen usikkerhed. Hvor kom den fra? Når min hjerne-hjerne sagtens kunne se logikken og det ‘rigtige’. Opfattelsen af modsatrettede beskeder fra dem, der burde have forstand på det, er mit bedste bud:)

Og altså. Der er ingen tvivl om, at min mor-hjerne og min hjerne-hjerne, stadig er i en daglig konflikt med hinanden. Om tusind ting, der vedrører mit moderskab. Og ikke kun om dét, der handler om genåbning af daginstitutioner. Er det ikke bare sådan, det er at være mor? 😅

Nå. Tilbage på sporet. I dag genåbner Elises vuggestue. Og hun er der altså ikke.

Ikke fordi jeg ikke var tryg ved det – hun starter såmænd på torsdag*. Men fordi der var et par bedsteforældre, der var ved at gå til. Og som gerne ville have lov til at låne hende i sommerhuset i et par dage, inden hun startede i institution igen. Så det har de fået lov til – dét sæt, der er for unge til at være i risikogruppen.

Og Elise var helt eksalteret. Snakkede i flere dage om at hun skulle ned i ‘såmmerhujset’ til sin ‘sasa og samor’. Så vi kørte hende derned i går. Spiste en friskfanget rødspættefilet (hvad smager mere af sommerhus end frisk fisk?) og gik en tur ved vandet. Og sidst på eftermiddagen vinkede vi farvel. Jeg var lidt nervøs – ville hun nu virkelig acceptere, at vi kørte uden hende?

Øh ja.

Da jeg forklarede hende, at nu kørte mor og far og lillebror. Kiggede hun på mig og sagde: “Mig ik. Mig lege med samor og sasa i såmmerhjuset’. Og så vinkede hun ellers grinende og hoppende, da vi trillede afsted. Og sendte et par luftkyssere.

I morges facetimede vi og hun fortalte glad, at hun havde fået is. Men “ik sik” – hun er ikke så meget for l’er og f’er, så der menes altså sLik. Og om dagens planer. Om at hun skulle hjælpe i haven. Og at farfar havde købt hende en lille trillebør, haveredskaber og handsker. Og hun kunne næsten ikke få alle ordene frem, fordi de snublede over hinanden af ren iver.

Jaja, og efter hele denne svada, kan I nok regne ud, at selvom hun måske ikke er ramt er savn, så er hendes mor. Hulk og vræl. Men jeg er glad for, at hun har mange gode omsorgspersoner i sit liv. Og glad for, at hun har så tæt et bånd til alle sine bedsteforældre. Og også lidt stolt over, at hun er sådan en lille sej, selvstændig type. Sådan har hun, iøvrigt, været fra hun var helt lille. Og sådan oplever jeg ikke Carl – men han kan jo nå det endnu;) Den forskel, skrev jeg lidt mere om her, iøvrigt.

Og på torsdag starter hun altså igen. Jeg skal finde ud af detaljerne, for dem har jeg ikke helt fod på endnu. Jeg ved kun, at vores vuggestue kun har åbent på deltid. Og at de primært vil være ude (ved ikke lige hvordan med lur?). Jeg ved også, at vi skal vinke farvel ved lågen og at vi får tildelt et ‘timeslot’ til aflevering og afhentning. Men alt det falder nok på plads inden længe!

Er jeres mon kommet afsted? Og er det gået fint i dag?

(hver mor kender sit barn bedst, og jeg er s.i.k.k.e.r. på, at alle vælger det de synes er bedst for netop deres familie. Har absolut ingen mening om hvad der er rigtig, forkert eller hvad nogenbør’ ❤️You do you, mama. Du er sej!)

*Altså det siger jeg ihvertfald til mig selv. Men selvfølgelig bekymrer jeg mig – ikke så meget for om hun bliver syg. Mere for at hun skal tilbage til en helt ny skør hverdag. Og hvordan med de stakkels pædagoger og deres resourcer? Og kys og kram? Og nærhed? Og og og.. Jaja, det var dét med mor-hjernen dér.