Som jeg skrev på instagram i går, så blev Carlsen et helt halvt år i går. Det er et helt halvt år siden, han landede i mine arme ovenpå en fødsel jeg kun havde kunnet drømme om.

Sådan en fødsel, der efterfølgende fik mig til at tænke (med overrasket stolthed), at jeg slet ikke troede, at min krop kunne finde ud af sådan noget. Jeg troede slet ikke min krop kunne finde ud af at gå spontant i fødsel. Og tænk sig at være én af de 10-15% der får lov til at opleve spontan vandafgang. Så skørt, så sjovt. Og en stor kontrast til min anden fødsel, der var alt andet end spontan, men ligeså vidunderlig og – langt henad vejen – en noget større kraftpræstation.

Og selvom det var sjovt med vandafgang og spontan fødsel, så ville jeg stadig vælge fødslen af Elise, hvis jeg kun måtte vælge én af dem – for shit jeg følte mig stærk bagefter. Og shit, hvor har jeg taget den følelse med mig videre ind i mit moderskab. Og i min kropsforståelse. Og selvforståelse. Og mange andre gode ting. Fødslen af Elise gav mig nogle seriøse hård på brystet, som jeg ikke ville være foruden i dag.

Og det sidste halve år har været en virvelvind. A crazy ride, om man vil. Der er gode dage og dårlige dage. Og jeg ved aldrig rigtigt hvilket ben jeg skal stå på, når folk spørger mig, hvordan det er, at have to små derhjemme. De spørger typisk fordi de selv er gravide og så siger man jo ikke “DET ER HELT FUCKING HJERNEDØDT”, men forsøger at vare sine ord, så man ikke skræmmer unødigt.

Og sandheden er jo, at det kommer an på så meget. For det er jo forskelligt. Det er den aller-aller-tydeligste learning, jeg har gjort mig som mor til to. Hvor forskellige børn er. Hvor forskellige mine børn er. Som nat og dag på nogle punkter. Både på sådan nogle lavpraktiske ting med udviklings-hastighed, men også sådan noget med sind og temperament.

Og med erkendelsen af hvor forskellige mine børn er, er også kommet en erkendelse af hvor forskellige andres børn så unægteligt også må være. Og det har givet mig en enorm ro. For det giver slet ikke mening at spejle sig i andre mødre og “åh wow, tænk at hun kan dét og dét med sine børn”. Hendes børn er ikke mine børn, så det kan ikke sammenlignes.

Der var et helt konkret tilfælde, der slog mig forleden. Da Elise var på samme alder, som Carl er nu, tog jeg væk i 2 dage. Uden hende. På champagne-tur med Moët*.

Det ville jeg ikke drømme om at gøre med Carl. Han er et andet barn. Elise har altid været enormt selvstændig. Jeg kan ikke forklare hendes temperament bedre end det. Carl er en anden. Anderledes.

Og hvis nu jeg havde fået Carl først. Og havde set en anden mor ‘forlade’ sit barn, som jeg forlod Elise, så havde jeg nok tænkt for mig selv ‘shit mand, tænk at hun kan’. Men det kunne jeg, fordi Elise… well… hun er Elise. Mit lille vidunderlige festfyrværkeri. “Der er fart på”, siger folk gerne, når de møder hende første gang. Og det er der. All day and all night (sidstnævnte ville være meget fedt, hvis hun snart parkerede…).

Og den erkendelse har helt og aldeles lært mig at lade være med at tænke noget som helst om noget som helst andre mødre gør (andet “power to you” og “you do you”). For jeg kender ikke deres børn. De kender deres børn. Faktisk tror jeg at mødre har sådan en helt særlig radar indbygget, når det kommer til egne børn. Som om vi, somehow, føler det de føler, så vi kan reagere på det, også selvom de ikke selv kan udtrykke sig. Vi ved når de er trætte, vi ved når de er sultne, vi ved når de trænger til nærhed, vi ved når de keder sig. Vi ved det bare. Vi mærker det. Det er næsten lidt magisk.

Så altså. Hvis der er én ting det sidste halve år har gjort mig klogere på, så er det at lade være med at gå rundt og sammenligne mig selv og mit moderskab med andre. På godt og ondt. Jeg mærker ikke stikket i maven, når jeg ser andre mødre gøre noget, som jeg ville ønske jeg kunne. Eller indignationen, hvis nogen gør noget jeg ikke selv ville gøre. Hvadend det nu måtte være.

Og dét er et rigtigt rart sted at være landet❤️

*En oplevelse for livet i øvrigt, så jeg ville gøre det igen in a heartbeat og er glad for at Elise ikke var eller er som Carl…

Hejhej, her er vi i dag. For et par timer siden. På vej til babysalmesang. Hver gang når vi til præcis samme sang og så bliver Carlsen sur, vil ammes og er færdig med at lege med. Super.

Vi kæmper lidt med nattesøvnen for tiden, så jeg render rundt med en konstant træthedshovedpine – hvilket iøvrigt (hvis nogen overhovedet skulle have tænkt over det), er forklaringen på, at jeg ikke helt kan holde vanligt aktivitetsniveau hér og dér.

Det er modeuge i den her uge – måske I har set det rundt omkring? Jeg holder lav profil. Det har jeg gjort de sidste mange år. Uden at der i øvrigt er nogen dybe årsager hertil. Og måske er det dumt, ikke at komme ud og vise flaget, who knows?

I morges, da jeg kørte mod babysalmesang, kunne jeg ikke lade være med, at tænke tilbage på dengang for en menneskealder siden, hvor det der med blogs var heeelt nyt. Til én uge kan jeg huske, at HP hyrede mig og Frede til at sidde front row til et par shows med vores laptops åbne, fordi det ligesom var det nye og det hippe. Det var helt åndssvagt. Hvem sidder med sin laptop åben til et modeshow? Jeg har prøvet at finde et billede i arkivet, men det er ikke lykkedes. Tilgengæld fandt jeg ét fra dengang Frede og jeg var til Cheap Monday show i Stockholm, det var også fjollet. 

… Det var i øvrigt i samme periode, at jeg skrev fast for SIRENE både online og i magasinet. Kan I huske det? Altså magasinet? Ak ja. Der er sket et par ting og sager i gennem tiden:)

Og lige for tiden går der så altså babysalmesang og deslige i den.

Og det bringer mig til indlæggets overskrift. Jeg læste den her artikel forleden, og synes den fortjente at blive delt. Og selvom den (… som meget af det ASH i øvrigt forfatter) er skrevet helt ude på spidsen, så synes jeg stadig at der er noget fint i budskabet. En god lille reminder. Også til mig selv. “Titlen »Lortemor« kommer fra mødrene selv og er emblemet på deres selvpålagte undertrykkelse. Hvis man er en lortemor, fordi man passer sit arbejde eller har glemt en myggespray, hvad er en stiknarkoman så for en slags mor? ”

Fair point. Og den næste, der kalder sig selv for en ‘lortemor’, fordi hun har glemt stofbleen, skiftetøjet, legeaftalen, serverer McD til aftensmad for 3. dag i træk eller whateeeever, får en røffel med en våd avis af undertegnede;) Også selvom det bliver sagt delvist i sjov.

… Og da jeg snakkede om det med en god veninde forleden, sagde hun følgende, som jeg synes er så klogt, at det fortjener gentagelse hér også: “[moderskabet kan ikke sammenlignes mødre i mellem så] istedet skulle vi sige: jeg ser dig! Du knokler, mor! Du gør det så godt – gør det nemt for dig selv, hvor du kan, hvis du kan”

Det var bare dét❤️

Tilbage i sommers skrev jeg det her indlæg “Skal det virkelig være så ind-viklet?!”, fordi jeg havde en ambition om, at jeg som andengangsmor ville have større held med vikleriet end jeg havde som førstegangsmor.

Med Elise havde jeg en strækvikle og vi blev aldrig venner. Det gjorde vi, ej heller, med den bæresele jeg sidenhen anskaffede mig.

Hun var, og er, bare ikke et bærebarn.

Men jeg havde hørt fra flere, at de virkelig havde god gavn af at have frie arme med nr 2. Og det forstår jeg godt. Så jeg håbede sådan, at Carlsen og jeg kunne få det til at lykkes.

Og det har vi også gjort – så sent som i dag, valgte jeg, at tage bæreselen med på tur istedet for barnevognen, og der er få ting jeg synes er mere hyggeligt, end at gå rundt dér med min lille nysgerrige fyr på maven. Helt helt tæt.

Jeg har også gjort mig et par erfaringer, og dem er I flere, der har bedt mig dele. Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ved ca. ingenting om at vikle. Altså udover det jeg selv har erfaret. Men der er altså virkeligt mange steder man kan få mere kyndig vejledning og rådgivning end her. Indeværende indlæg skal alene læses som en ‘ikke-vikle-agtig’ mors sparsomme erfaringer, som nogen måske kan se sig selv i.

Det jeg har lært om at bære:

Få hjælp… Af nogen der ved noget om det. Ikke Youtube (omend det kan være en god ven i nøden). Men der findes flere steder, hvor man kan møde bærevejledere. Bærebarn på Nørrebro er ét af dem. Hér kan man prøve forskellige bæreredskaber og finde præcis det der passer til én og ens barn. Og få hjælp til at få barnet til at sidde ordenligt.

Fastvikle vs. bæresele… Flere har skrevet og spurgt mig, hvad der skal bruges hvornår. Og det er jo så absolut en smagssag. Jeg synes, at Carl sidder bedre i fastviklen end i bæreselen. Men den er også mere bøvlet at få på. Så mit svar går på noget med, at det kommer lidt an på, hvor lang tid de små poder skal sidde der. Bæreselen er nem at klikke af og på, og vupti så sidder han dér.

Jeg har også erfaret, at det en bæresele er noget nemmere at have med at gøre, hvis man fx er på tur og skal have barn fra autostol til bæreredskab. Det er ikke specielt nemt (for en nybegynder som mig ihvertfald), at stå på en parkeringsplads og få viklet sit barn uden at enderne rammer en vandpyt eller det der er værre. Så det er værd at overveje hvilket liv man lever, inden man bestiller enten det ene eller det andet. Er man sådan en, der bruger sin bil meget? Eller går man mest?

Jeg får ikke brugt vores fastvikle nok mere (synes jeg), fordi vi lever sådan et forstadsliv med biler, og jeg går ikke så meget rundt med ham derhjemme, så jeg har besluttet at få syet min fastvikle om til en ringslynge istedet. Ringe fås relativt billigt i handlen (jeg har lyst til at sige under 100kr) og så gælder det bare om at finde én, der er ferm med en symaskine. Jeg håber, at vi vil få mere glæde af den på den måde.

Er Artipoppe pengene værd? Jeg har selv købt og betalt for det jeg har – min fastvikle har jeg købt brugt på Reshopper og så har jeg to bæreseler, som jeg skifter imellem. En i lyse farver og en i mørke farver. Jeg vil egentlig ikke anbefale, at man køber en lys for det er sateme nemt at få dem snavset til – men så langt havde jeg altså ikke selv tænkt, da jeg bestilte min første. Men ja. Det synes jeg de er. Ved jeg om der andre (billigere) alternativer, der er ligeså gode? Nej, det er mit erfaringsgrundlag for småt til. Men altså – utvivlsomt!

Men de er gode ergonomisk, de er nemme at få af og på, mit barn gider sidde i den og jeg sætter pris på, at de er lidt “smarte”, når nu jeg iøvrigt forsøger at umage mig med ikke at falde i joggingfælden.

Og så holder de også værdien ret godt, så man kan sælge dem igen til en ret fornuftig pris, når man er færdig med at bruge dem.

Det her link giver 50eur rabat hos Artipoppe – hvis man bruger det, får jeg også 50eur rabat, men det har jeg ikke så meget at bruge til. Alle der køber hos Artipoppe kan få sådan et link, så hvis I selv kender én personligt, der har en Artipoppe-vikle eller -sele, så bed evt dem om deres link så de kan få glæde af jeres køb.

Alle børn er forskellige… Så måske laver man bare et barn, der ikke gider, og så må man jo vurdere med sig selv, om man gider tage kampen. Carlsen var nok ca. 2.5 måned før jeg for alvor havde succes med at bære ham. Inden da, gad han slet ikke. Nogle har succes med bare lige at træne det nogle minutter hver dag, når barnet i øvrigt er mæt, puslet og i godt humør. Men altså. Det må man jo selv lige gå og tygge lidt på. Jeg gjorde ikke selv noget for det med Carlsen – jeg prøvede bare nu og da, og så en dag gad han det.

Der findes adskillige gode Facebook-grupper… hvor søde bære-entusiaster sidder klar til at hjælpe og vejlede, hvis man har brug for det. I det hele taget findes der et kæmpe ‘bære-community’ med hemmelige hilsner og jeg ved snart ikke hvad – det kan man jo engagere sig i så lidt eller så meget man lyster. Min oplevelse er, at folk er meget hjælpsomme. Jeg kender selv til Slyngegalleriet og Zeitgeist Mom DK.

Det var vist det? Har jeg mon glemt noget?

“Er du klar til barnedåb?”, spurgte min søde mødregruppe i fredags. “Mjaaaa… Det bliver nok sådan en ‘fake-it-till-you-make-it’-omgang”, svarede jeg tilbage, og forsøgte at lægge ansigtet i de rette folder. Og da Sofie, samme eftermiddag, spurgte om jeg ville med hende og Louie ud og trille en tur i det gode vejr (.. naturligvis op til slikbutikken), og jeg svarede, at jeg var igang med at stress-støvsuge hele huset inden barnedåb, svarede hun “Gud, jeg vidste slet ikke, at det var nu!”. Og nej. Jeg følte mig måske også selv lidt snigløbet af det. På trods af selv at have planlagt det. Og bestemt datoen.

Men phew. Nogle gange, nogle perioder, så ruller livet, og for tiden (med de der to små krudtugler) så ruller livet i en helt stram rutine, for at få hverdagen til at gå op. Og pludselig og før man ser sig om, så er tiden gået.

Men i går var altså dagen, hvor vores lille Carl skulle have sit navn. Eller. Det havde han jo sådan set fået. Men I ved, hvad jeg mener. Da vi skulle planlægge, havde vi egentlig snakket om, at vi gerne ville holde det ude, netop for at undgå stressstøvsugning og efterfølgende oprydning, men vi kunne ikke få det til at gå op med kirke og dét sted vi gerne ville holde det.

Så det blev til en hjemme-omgang istedet.

Jeg bestilte maden hos Madklubben og det fungerede virkelig godt – det var super lækkert og virkelig nice, at det blev leveret til døren anrettet på fade, klar til at blive sat på bordet. Og så var det meget rimeligt i pris, synes jeg. En anbefaling værd, hvis I er andre, der skal holde festligheder snart (jeg plukkede fra deres ‘små retter’-menu, men der er vist flere forskellige. Vores koncept var ‘let frokost’ og jeg har listet hvilke retter vi havde bestilt længere nede.

Og så bestilte jeg, lidt impulsivt i tirsdags, en kage fra Lagkagehuset. Jeg skulle have en kaffe med til frisør (#mortid, ahhh) og så de havde en flot udstillingskage stående, som jeg blev lokket af. 4 hurtige minutter senere havde jeg bestilt en lyseblå sag med jordbær- og chokolademousse, lyseblåt overtræk og “CARL CHRISTIAN” på toppen. Tjek.

Derudover serverede vi bobler, rødvin og lemonade til de små. Og så naturligvis kaffe til kagen.

[Små øjne på en glad mor. Jeg fik lige min svigersøs til at nappe et hurtigt billede – mit barn skreg i autostolen og min far var ved at bakke ud i os, så hvis I ser panikken i mine øjne, så er det bare en kombination af de to ting.. #lyfe]

[Jeg havde bestilt brød og pisket smør, røget laks med citron, dild og tørrede blomster, ristede jordskokker med brunet smør og gammelknas, spicy kødboller med tomatsauce, sliders med asiatisk pulled pork syltede agurker og kaffirlime mayo, rørt oksetatar med trøffelmayo, syltede løg og sprødt rugbrød, Vesterhavsost med dadelsirup og ristede nødder og romkugler med brombær og mørk rom. Derudover havde jeg bagt en oliven foccacia, men det var overflødigt. Jeg betalte 25kr per ret pr person – det synes jeg er ret rimeligt.]

[Pynten var langt henadvejen genbrug fra mit babyshower – bortset fra ballonerne. Den slags er svære at genbruge.. Og selvom jeg tidligere har tænkt, at nu måtte jeg også lige styre mig og ‘det får jeg jo aldrig brug for’, så var jeg virkelig tilfreds med mig selv, da jeg kunne grave det frem i fredags og lige lave en lyn-oppyntning, når nu jeg ikke lige havde fået planlag det bedre…]

[Dåbskjolen har min mor syet af Pix&Nix’s mormors brudekjole. En ret fin historie – og hun er dygtig, min mor. Når jeg godt kan lide, at bruge hænderne, har jeg det nok ikke fra fremmede;) Nu er både Pix, Nix, Elise og Carlsen døbt i den. Både Elise og Carl har også haft en lille strikket hvid cardigan på, som deres farmor har strikket. Jeg tænker, at den nu er en del af ‘sættet’..]

[Vores lokale kirke er ikke voldsomt stor, men meget meget smuk.. Og har nogle virkeligt dygtige præster tilknyttet – den slags, der engagerer sig i lokalsamfundet og får kirken til at være et moderne samlingspunkt med alt fra babysalmesang til spaghettigudstjenester. Vi havde valgt en lørdagsdåb og havde kirken helt for os selv. Det gjorde det virkelig fint og hyggeligt – og meget intimt]

[En Gudmor med fart på – sådan er hun<3 Jeg har ikke fået lov til at dele billedet, men regner med tilgivelse. Jeg holder hende oftest og helst for mig selv, men hun er et af de fineste mennesker der findes, så nogle gange kan jeg ikke styre mig. Som i dag.]

[Impulskagen fra Lagkagehuset – det er vist noget nyt, at de er leveringsdygtige i den slags (?), men det fungerede godt. Jeg betalte 59kr pr person og vi kunne hente den i den lokale Lagkagehuset i går morges. Nemt.]

[Se lige en lillebitte sød og krøllet hånd. Dagens yngste gæst var præcis 14 dage gammel. Jeg havde sagt til min veninde, at de var selvfølgelig inviteret, men skulle selvfølgelig lade være med at komme. Altså. Hun havde jo lige født. Bliv lige hjemme. Istedet troppede hun op med den lille fyr på armen og iført skinny jeans. Typen. Vi har været veninder i over 30år og hun har altid været badass – også som nybagt førstegangsmor, tydeligvis.]

Altså. Smart er jo et spørgsmål om smag, så det kan naturligvis diskuteres. Men det er dét jeg prøver – at kombinere blødt og smart. Og en forhåbning om ikke at se alt for træt og slap ud. Fake it ’till you make it, er det ikke sådan det er?

… Og selvom jeg er på barsel nu, og dét således har været afsættet for dette indlæg, så kan det ligeså vel handle om en fornuftig og blød weekendgarderobe, for de der altså ikke lige er dér lige nu. Jeg husker alt for godt, hvordan man i weekenden kunne ende i nogle ret slappe outfits, fordi man endelig kom ud af de corporate gevandter. Og mange af de ting, jeg hér har valgt vil også let kunne styles med sorte slacks og høje hæle til hverdag, for et ganske nydeligt corporate look.

—ooo—-

Jeg faldt i hullet under min første barsel. Jogging-hullet, om man vil. Levede livet i praktisk hestehale og sweatshirt. Rart, for så vidt. Men jeg følte mig ikke særligt godt tilpas. Der er noget ‘dress the part’-psykologi i det, tror jeg. Altså for mig – jeg vil ikke gøre mig klog på andres vegne. Men det der med, at hvis man sjosker (fedt ord) rundt og ligner én, der ikke har sovet i et år (.. make that two), så bliver ulideligheden nærmest bare forstærket. Hvis man, omvendt, ligner én der har styr på det, så føles det også mere sådan. Altså, igen taler jeg 100% for egen regning. You do you! <3

Så den her gang har jeg forsøgt at umage mig lidt mere. Forsøgt ikke at falde i joggingfælden. Forsøgt at ‘passe på mig selv’ i samme grad som jeg ville gøre, hvis jeg ikke var på barsel – har fået bukket vipperne nu og da, har været til frisøren, har været flittig med epilatoren, har været til træning og har fået lagt den der maske om søndagen, der holder den værste vinter-tristeste væk fra mit ansigt. I perioder lykkes det bedre end andrem, og det er vigtigt at understrege, at det er udelukkende af hensyn til eget velbefindende. Og der er så absolut dage, hvor jeg alligevel ligner en død kat, melder afbud til træning og finder mig selv iført sutsko out in public (.. nej selvfølgelig snakker jeg ikke om i dag, host host).

Og garderobe-opskriften der altså fungerer for mig, får I her. Den er overkommelig og det er ting de fleste af os har i skabene i forvejen. Bruger man primært sin barsel med at rulle vogn ude i naturen, så er følgende nok at skyde over målet – jeg tænker mere på de dage, man gerne vil hænge ud med veninder, i babybio, shoppe eller hvad man nu ellers bedriver en barsel med.

Klassiske farver: Når jeg er allermest træt, har jeg hverken energi eller overskud til at ting skal ‘matches’. Så det hele skal gerne passe sammen – jeg går efter en klassisk og neutral farvepallette.

Blød strik: Man ser bare mere put together ud i en striktrøje i god kvalitet – i enten uld, merino eller cashmere. Jeg har lavet en gylper og har erfaret, at er man hurtig med en stofble, så kan man nå at tage det værste, fordi ulden ikke absorberer den slags alt for hurtigt – i modsætning til fx en sweatshirt. Jeg har været særligt glad for løse modeller i  cashmere og cardigans med smukke knapper, der lige giver et ekstra pift til et outfit. De billige varianter med lidt for meget akryl bliver hurtigt så grimme – og hvis mit tøj ser nusset ud, så ser jeg også nusset ud.

Leggings: Jo sgu. Jeg havde ikke klaret den uden leggings. Jeg sværger til nogen i en tyk kvalitet, der sidder godt til og hjælper med at holde lidt sammen på det hele. Jeg kan også bedst lide den slags, der efterlader lidt ankelkig. Tilsat blød strik og en god blazer og så er man langt. Selvfølgelig havde det været oplagt også at have gode jeans med, men jeans er ikke bløde – og det er jo præmissen for indeværende indlæg;)

Blazere og frakker: Alt kan nærmest reddes af en god blazer i et boxy snit og de fleste af os har allerede den slags i garderoben. Dernæst har jeg været mere end glad for min klassiske camel-frakke, jeg købte først på sæsonen – den får mig til at føle mig smart og put together, selvom jeg egentlig ikke er det.

Oversize skjorter: Jeg havde heller ikke klaret mig uden gode oversize skjorter.  Både under strik og alene. Og vælger man nogle i lidt oversize fit, der går ned over numsen, kan de også (i min bog ihvertfald) gå til et par kraftige leggings og en blazer.

Hårpynt: Ligegyldigt hvor gerne jeg ville, så får jeg bare ikke vasket hår hver dag, og så kan en god hårbøjle være en god ven til at skjule, hvis hårbunden begynder at fedte lidt, og håret har fået nogle lidt sjove elastikmærker fra en soveknold.

Sko: Tidligere på sæsonen var jeg meget glad for mine ballerinaer, men det er naturligvis for koldt til den slags nu. Nu holder jeg mig til ankelstøvler – enten af den varme slags med foer (… jeg har bakset lidt ekstra med brystbetændelse), eller mine sorte klassiske flade støvler i ruskind. Et par gode sneakers er naturligvis også en kvik idé, hvis man skal rulle langt – tricket er at finde et par man synes er lidt smarte. Jeg er særligt glad for et par camelfarvede der ikke skriger ‘kondisko’ alt for meget.

Accessories: Alt lys er skarpt, når man ikke har sovet, så solbriller er et must. En god to-go kop, ditto (sidenote, men bla. hos Lagkagehuset er det nu muligt at få fyldt sin egen medbragte kop). Og høretelefoner man kan holde ud at have på længe.

På billedet:

1 Cashmere cardigan // 2. Leggings  // 3. Cashmere strik  // 4. Ballerinaer med firkantet snude // 5. Oversize skjorte // 6. Blazer i uldblanding // 7. Hårbøjle // 8. Varme støvler // 9. Uld/Cashmere cardigan // 10. Solbriller // 11. Klassisk frakke