Acie

Jeg hedder Christine Svingkær Egholm, Acie er mit kælenavn og jeg er 33 år gammel. Jeg er mor til to og bor nord for København.

Hér på domænet snakker vi morliv, karriereambitioner, shopping, bolig, indretning, rejser, økonomi og hvad der ellers optager damer som os.

Du kan læse mere om mig, ved at trykke her.

Januar-Declutter: Uge 2 og oprydning i køkkenet…

Årlright uge 2 i min januar-declutter, og jeg begynder at blive bange for, om jeg har gabt over lidt for meget. Men vi prøver! I kan se uge-for-uge planen over hvad jeg har sat mig for, at rydde op i og organisere hvornår i indlægget HER.

Da vi flyttede ind i huset i 2017, havde jeg svært ved at se, hvordan vi mon nogensinde skulle få fyldt alle de mange køkkenskabe.

Lol.

Det gik lidt for nemt. Relatable, håber jeg. (Ik?! Sig lige, at vi ikke er de eneste..)

Og uge 2 står altså i køkkenets tegn. I weekenden fik jeg klaret et par køkkenskab, da Carl sov lur og Elise slappede foran “Den store pære”. Det startede egentlig med køkkenskabet I kan se foroven. The before. Avs et kaos!

Og jeg fik ryddet godt ud og lavet en stor kasse til Røde Kors. Sorteret og vurderet. Nogle ting, vidste jeg ikke engang hvad man bruger til, og det er vist et meget godt tegn på, at det så godt kan ryge videre.


LÆS OGSÅ: Januar-Declutter: uge 1, oprydning, en blid start og gode arbejdsbetingelser..


Slow juiceren ville mine svigersøs gerne arve. S’Mores-stativet ryger i genneren – så hvis nogen er i markedet, kan den slags altså findes i Røde Kors Hørsholm, på den anden side af lockdown 😉 De gamle sutteflasker, må også videre – den fase er vi ovre.

Og langsomt, som der blev bedre plads på hylderne, havde det en spill over-effekt. Skabet ved siden af fik også en tur. Det var egentlig ok inden, men dog ret pakket.

Alle mine termokrus fik istedet plads i dét, vi før kaldte rodeskabet. Børnenes drikkedunke ditto. Og så blev der også lidt mere overskueligt i skabet dér.

“Det var næsten en hel fornøjelse at tømme opvaskemaskinen, efter du har ryddet skabet”, proklamerede den lange i går.

Ha. Hvorfor har jeg så ikke gjort det noget før?! Han skal da endelig ikke holde sig tilbage….

Men jeg er ikke i mål. Der er stadig skabe, der sejler.

Og en fryser, der trænger til en gennemgang. Virkelig. Jeg ved, at der blandt andet gemmer sig top-laget fra en bryllupskage, der skulle have været spist, da vi havde 1-års bryllupsdag i 2017. Men. Jeg havde lige travlt med at føde. Og den står der altså endnu. Pinligt nok.

Og et par skuffer, der… well…. Suk.. jeg orker næsten ikke engang tænke på dem. Men der er progress! Og jeg har jo altså ugen ud til at nå noget mere. Og det jeg ikke når. Well. Det når jeg ikke. Og det er også helt ok – så når jeg det på et andet tidspunkt istedet. Nu er vi igang og jeg har fået taget hul på en byld, der har generet mig i LANG tid.

[Før.. Suk]

[.. Og efter… Så rart! Jeg gad stadig godt finde nogle ‘skuffe-dividers’ eller lignende, men nu er alt blevet noget mere overskueligt]

Hvordan går det med jer derude? Er I stadig med? Eller kører jeg helt solo? 👀

På det seneste: lockdown, skyggedans og mit liv som pindeholder..

Phew Januar. Du er lidt hårdere end normalt, men det siger nok sig selv.

Og på sin vis, har det været en ekstra god øvelse, at skrive det her indlæg, lige en dag, som i dag, hvor det er mandag, januar, regnvejr og savnet til ‘normal’ er helt enormt.

Der sker jo ikke ret meget. For nogen af os, går jeg ud fra.

På sin vis kan det føles som at dagene flyder sammen i en ligegyldig grå masse, hvis formål er overlevelse og ‘snart er det sommer’, ‘snart må vi igen’. Snart.

Men det duer jo heller ikke. At vi glemmer nuet. Og de fine øjeblikke, som den her januar-lockdown jo alligevel tager med sig. Og det passer jo heller ikke. For der er stadig mange gode, sjove og fine øjeblikke i mit lille elskede leverpostejsfarvede liv. Blandt andet en sjov arbejdsopgave, som foreviget foroven. Tænk at få lov til at bruge en halv arbejdsdag på at traske rundt i en sivmark og se en idé komme til virkelighed. Det er da fedt!

Og nogle af de andre gode øjeblikke får I her – på det seneste har jeg:

[nydt 5 minutters kaffepause i januarsolen]

[Jeg bager og bager. Og finder enorm ro, når jeg står med dejen mellem hænderne. Omend min surdej fryser lidt for tiden og er lidt sløv]

[Set min lille dreng opleve sne for første gang]

[Haft solbeskinnede søndage på legepladsen]

[Kæmpe humør. Elskede Carl]

[Nydt at kontoret står snorlige efter uge 1 i min Januar-Declutter ]

[Haft et sovende barn i min armhule. Jeg er så splittet, når det kommer til det der soveri. På den ene side, savner jeg at sove ved siden af den lange. På den anden side, har jeg ikke lyst til ikke at sove ved siden af hende her]

[Været mor og pindeholder. Sums up my life]

[Chillet]

[Hvordan vores hjem ser ud, det meste af tiden]

[.. Men heldigvis kan det også se sådan her ud]

[Været  mega glad for min nye lampe, som jeg købte inden jul]

[Jeg er et rigtigt godt sted i mit arbejdsliv lige nu. Det prøver jeg at huske mig selv på. Der er klart ups & downs i mit erhverv. Perioder hvor lyst og inspiration til at dele svigter totalt. Sådan har jeg det ikke for tiden, og jeg gemmer den følelse i maven til en rainy day][Nørdet. Den gamle dame på ternet papir. Vi har – siden vi flyttede ind – vidst at vi havde et projekt foran os med renovering af 1. sal. Eller. Ikke renovering, for den står faktisk vildt flot. Men planløsningen er ikke lige i skabet – vi har et toilet, men mangler bad. Og det ene børneværelse er gennemgangsværelse. Det skal vi have løst. Min ingeniør-far er på opgaven og tegner frontspidser, kviste og what not. Elsker hans streg]

[Skyggedans]

[Og udsigten fra min sofaplads. Er så glad for den hylde vi fik sat på pejsen. Og endnu mere glad over den lave januar-sols skarpe skygger]

Hey verden, du gør mig (stadig) bange…

Hvordan har I det, derude? Med lockdown, hjemmeskoling, hjemmearbejde, socialt afsavn og alt det andet, der efterhånden er blevet dagligdag i vores liv?

Er I ok?

Jeg er heldig. For mig, er der ikke gigantisk forskel at mærke. Jeg kan stadig sende mine børn i institution, og jeg arbejder hjemme hvadend det er lockdown eller ej.

Jeg savner min familie. Jeg savner mine veninder. Jeg savner afbræk i form af møder. Men det er en lille pris, at betale i forhold til mange andre.

Snart, er det ikke dét vi siger til os selv? Snart kan vi.

2021 har allerede været noget af en mundfuld synes jeg. Én ting er Corona og alle de restriktioner den har lagt ned over vores liv. Noget andet er de uhyggelige billeder fra USA i den forgange uge.

[Reklame: mit outfit er fra Ellos og modtaget i forbindelse med kampagner i løbet af det sidste år. Jeg linker på instagram i dag til de der er interesserede]

Er jeg den eneste, der sidder og tænker, at virkeligheden snart har lidt for mange spændende ligheder med ‘A Handmaids Tale’? Altså. Sat på spidsen. Bevares. Men et liv i restriktioner og højreorienteret ekstremisme, der bevæger sig på en farlig kurs.

Jeg tænkte på det, da billederne af Joe Biden og Kamala Harris gik verden rundt. Billederne af, at de netop havde vundet valget og hånd i hånd rakte armene i vejret. Iført mundbind. Tænk hvis nogen, havde set de billeder tilbage i 2019. Som en slags forvarsel fra fremtiden. “Sådan ser det ud ved det amerikanske præsidentvalg i 2020”. Jeg havde været rædselsslagen.

Det samme, hvis historierne om en stormet kongres og en præsident der nægtede at anderkende et valgresultat, var kommet ud.

Uhyggeligt.

Det synes jeg allerede sidste år. Dengang krydsede Trump klinger med Iran. Australien stod i flammer. Og flere andre ting. Tænk, hvis man havde vidst, hvad vi havde i vente.

LÆS OGSÅ: “Hey verden, du gør mig bange!”

Jeg føler det stadig. Følelsen af, at være blevet vattet med årene. Følelsen af at have lyst til at lukke mig om min lille familie. Måske fordi, det også er en øvelse vi alle har været igennem i løbet af det sidste år.

Sidste år blev jeg anbefalet at læse “Factfulness“, når den her følelse af verdens-angst rullede ind over mig. Den hjalp. Det gør den stadig. Det er opløftende læsning, der giver et much needed perspektiv på den verden vi lever i. Og ikke mindst på de historier, vi fortæller om den verden vi lever i.

Hermed er den anbefaling givet videre.

Scroll til top