Jeg hedder Christine Svingkær Egholm, Acie er mit kælenavn og jeg er 33 år gammel. Jeg er mor til to og bor nord for København.

Hér på domænet snakker vi morliv, karriereambitioner, shopping, bolig, indretning, rejser, økonomi og hvad der ellers optager damer som os.

Du kan læse mere om mig, ved at trykke her.

Hjælp, det klør: pleje af den tørre eksem på hud og krop hos både børn og voksne…

Sikke en sexet overskrift. Selv tak;)

Men jeg har altså besluttet at skrive en lille række indlæg med særligt fokus på den tørre eksemhud – krop, ansigt og hovedbund til en start. For det virker til, at vi er flere der døjer med den slags. Eller har børn der døjer med den slags. Eller begge dele.

Sådan er det hjemme hos os. Ikke mindst nu hvor vinteren er på vej.

Jeg er ramt og Carl er ramt. Elise gik fri. Men Carlsen er en lille eksem-fyr, og det bakser vi så lidt med. For nogle er det så slemt, at det ødelægger nattesøvnen, fordi de små ligger og kradser og kradser uden at kunne finde ro. Sådan er det heldigvis ikke hos os, men børneeksem er noget djævelsk noget.

Eller atopisk dermatitis, som det vist nok hedder på fagsprog.

Lider du eller dit barn af eksem, så kan jeg anbefale at læse:Atopisk eksem, oversigt” på sunhed.dk af speciallæge Tove Agner. 

Dernæst vil jeg også anbefale at man snakker med ens praktiserende læge, der kan hjælpe med at vurdere om det kræver receptpligtig behandling, besøg hos hudlæge eller noget tredje.

Dét jeg vil snakke om i indeværende indlæg er udelukkende personlige erfaringer – og hvad jeg gjort mig af learnings i den kategori, der hedder ‘supplerende pleje’. ‘Over-the-counter’-sager.

Behandling af eksem på kroppen

Igen, kan jeg ikke understrege nok, at man skal gå forbi sin læge. Det er overraskende mange, der ikke synes de vil ulejlige deres læge med den slags, men afsted med sig venner. Jeg bruger noget receptpligtigt stads og det er den eneste måde, jeg for alvor kan holde mit eksem i skak. Jeg får fornyet min recept hver 2. år og så holder sådan en tube der indtil næste gang. Jeg bruger altså ikke ret meget – og hormoncreme er skrappe sager, så det er med vilje. Hvis jeg skal være ærlig, burde jeg nok bruge lidt mere end jeg gør, men life happens.

Til gengæld er jeg flittig med den supplerende pleje. Fedtcremerne. Fugtighedscremerne. Jeg har to krav til dem jeg bruger:

  • De skal have højt fedtindhold
  • De skal indeholde en eller anden anti-irriterende eller kløestillende ingrediens. De findes i forskellige slags – nogle bruger havre-ekstrakt, andre syricalm, niacinamid og jeg kunne blive ved.

Jeg ville ikke tøve et sekund med at anbefale nogen af dem der står på apoektets hylder. Jeg vil vove at påstå, at de over en bred kam er meget ens – og at man som forbruger må finde den man har præference for. Hvadend der står Faaborg Pharma, La Roche-Posay, A-Derma, Bioderma eller Avène på mærkatet.

Personalet på apoteket er typisk også gode til at vejlede – og jeg ved fra mit tidligere job at de modtager en del træning af de forskellige brands, så de burde være godt klædt på (men vær ikke blind for, at de forskellige brands også prøver at charme personalet til at anbefale netop deres produkt – “studieture” til Franske spa-byer og deslige er ikke unormalt. Just saying).

Plejen starter i badet…

Og så vil jeg gerne slå et slag for, at man overvejer at lade plejerutinen starte i badet. Vælg et sæbeprodukt uden sæbe – og gerne med førnævnte kløestillende ingrediens. Sæbeprodukter uden sæbe findes fra den billige basis (fx Sanex) til de dyrere varianter – betaler man mere end basis-prisen, så tjek lige at der faktisk er årsag til det, eller sagt med andre ord; tjek at der er en ingrediens i, som retfærdiggør den dyrere pris (fx niacinamid eller andet beroligende).

Sprays, sticks og andet…

Jeg har både sprays og en lille creme-stick i mit arsenal og jeg er glad for dem. Der findes alt muligt på apotekets hylder som kan hjælpe med at lindre kløen og igen vil jeg anbefale, at man prøver nogle forskellige ting af og ser om man ikke kan finde noget, der kan hjælpe netop én. Det er beyond enerverende, når huden klør. Frygteligt. Så alle kneb gælder!

Karriere: Caroline, Ph.d., manager og mor til to…

For nogle måneder siden, faldt jeg i snak med Caroline på instagram om at man godt kan det med karriere og børn samtidigt. Og at vi begge to blev lidt provokerede over, at retorikken omkring kvinder og karrierer ofte er meget unuanceret og meget sort/hvid. Enten eller.

Det er ofte ekstremerne der fremhæves – dem der trækker sig helt fra arbejdsmarkedet og bliver hjemmegående eller dem der bare tonser derudaf med tusind rejsedage, au pair-ordning og what not. Måske fordi det er dem, der er de ‘gode historier’, I don’t know.

Men der er jo en stor gruppe af kvinder, der får det til at lykkes. Dem der jonglerer ambitionerne og karrieren med tilværelsen som nærværende mor. Og de fortjener, i høj grad, også taletid.

Caroline er én af de kvinder, der er lykkedes med at blive forfremmet mere eller mindre oven i sine barsler. Det kræver også noget af arbejdspladsen – men jo ikke udelukkende. Og som hun meget rigtigt påpegede, så har moderskabet også givet hende et sæt færdigheder hun ikke nødvendigvis havde haft ellers – der er ting hun er god til, takket være sine børn og ikke på trods af..

Effektivitet, overblik, stresshåndtering, projektledelse – det kræver sit at være på barsel. Måske vi skulle blive bedre til at skrive det på vores CV’er? Ingen chefer er mere krævende end dem, der endnu ikke har rundet et år.

Godt. Det var introduktionen. Nu skal Caroline have ordet. Tag pænt imod hende<3

Navn: (Ditte) Caroline Raben Mogensen

Alder: 32

Privat: Gift med Mads, mor til Agnes fra 2014 og Laura My fra 2019

Uddannelse: Kandidat i Folkesundhedsvidenskab (Cand.scient.san.publ) og Ph.d. fra Sundhedsvidenskabelig fakultet, Syddansk Universitet

Titel: Manager hos Rambøll Management Consulting (Afdeling: Social & Economic Impact)

 

Hej Caroline. Tak fordi du ville snakke med mig. Det er jo en lidt skør situation, for vi kender ikke hinanden udover en fælles veninde, og så har det vist sig, at jeg har gået i gymnasiet med din storebror. Så hvad er din (karriere)historie? Hvordan er du havnet det hvor du er i dag?

Når jeg sådan tænker tilbage, startede det nok så småt allerede på mit studie. Jeg kan huske, at vi allerede på de første semestre på bacheloren, talte om forventninger til fremtiden og jobmuligheder. Der sagde jeg vist nogle gange, lidt for kækt, at jeg gerne ville være sygehusdirektør, uden rigtig at vide, hvad det egentlig indebar. Så jeg researchede en overgang rigtig mange danske sygehusdirektører, for at udforske deres karrierevej, der ofte var ret klassisk med noget forskning, offentlig udvikling/ledelse kombineret med konsulentbranchen.

Mine venner og familie joker tit med, at Caroline har en ’Masterplan’ til alt i hendes liv, så i vanlig stil, startede jeg fra en ende af, og gik direkte fra mit studie til mit ph.d.-studie (forskningsvejen). Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at det der med i flere år at fordybe mig i ét specifikt emne, egentlig ikke passede til min personlighed, hvor jeg er glad for tempo, fremdrift og det at have mange bolde i luften. Så halvvejs inde i min ph.d. begyndte jeg at drive små projekter ved siden af, og et år inden jeg var færdig blev jeg tilbudt en stilling, hvor jeg skulle sidde som ledelseskonsulent i en region og bidrage til udviklingen af et nationalt ledelsesprogram på sundhedsområdet, sammen med en af de sygehusdirektører, jeg tidligere havde researchet (læs: nærstuderet), fordi jeg syntes han var skide dygtig.

Da jeg så afleverede min Ph.d. gik jeg målrettet efter et job i konsulentbranchen, hvor jeg blev ansat ved Rambøll Management Consulting som seniorkonsulent, som sidenhen blev til chefkonsulent og nu manager. Så i min nuværende stilling, sidder jeg og styrer meget forskellige projekter på velfærdsområder, mens jeg også internt i organisationen står for at understøtte kompetenceudviklingen blandt vores konsulenter.

Føler du, at du har givet afkald på noget i din karriere ved at blive mor?

Både og. Jeg troede egentlig altid jeg skulle være en ’rigtig karrieremor’ (apropos den der retorik), men da jeg fik vores første datter, gik det ret hurtigt op for mig, at jeg gerne ville begge dele. Jeg kunne ikke helt affinde mig med at være hende, der ikke deltog i forældremøder, havde faste dage, hvor jeg ikke så hende i hendes vågne timer eller hvad jeg ellers syntes, retorikken af karrieremoren ellers er præget af.

Sidenhen har jeg øvet mig i, og forsøgt at få balancen mellem mor og manager til at gå op, og jeg syntes faktisk det går meget godt. Haha.

Hvis der er noget jeg syntes jeg har givet afkald på, er det nok det sociale forhold til mine kollegaer. Vi er en social arbejdsplads, hvor vi har forskellige arrangementer, af og til er længere på kontoret eller spiser sammen på kontoret. Der prioriterer jeg tit at nå hjem og læse godnathistorie eller spise med mine børn. Det kan godt have en lille omkostning, at man ikke er lige så stor en del af det sociale fællesskab udenfor arbejdstiden. Jeg prøver dog at kompensere, ved at være nærværende og engageret når jeg endelig er med.

Hvordan får I helt lavpraktisk logistik-kabalen til at gå op hjemme hos jer til hverdag?

Vi har helt faste aftaler med hente og bringe dage. Jeg ved altid, hvornår jeg forventes at hente og aflevere vores piger i vuggestue og skole. Det er så opdateret i min kalender på arbejde, så møder og andet tilrettelægges så det kan hænge sammen. Det vil så også sige, at jeg præcis ved, hvilke dage jeg kan arbejde længere, hvis jeg har meget om ørene. Ofte gemmer jeg nogle mere lavpraktiske opgaver, som jeg tager mig af om aftenen, i sofaen, så det ikke går på kompromis med vores fælles aftener for ofte.

Hvis jeg i perioder har travlt, arbejder jeg desuden tidligt om morgenen, dvs. mellem 4:30-6:30. Så står jeg op – laver mig en kaffe, tænder lidt lys, og forsøger at skabe noget hyggelig stemning. Der er heller ingen mails, der forstyrrer eller telefoner, der ringer. Så jeg kan fordybe mig bedre, end om dagen, hvor møder, opkald og mails tager noget fokus. Kl. 6:30 går jeg så i bad, inden jeg tager pigerne op og vi tager afsted.

Du arbejder et sted, hvor der er opmærksomhed på, at der er nogle særlige behov i de år, hvor man har små børn – hvordan mærker du det i praksis?

Der er rigtigt, at Rambøll sidste år annoncerede det de kalder ’Family Friendly-pakken’, som har været flittig delt i medierne i mange sammenhæng. 😊

Pakken i sig selv, indeholder nogle ret konkrete praktiske greb i livet med små børn; nogle ekstra sygedage i ekstraordinære situationer, kompensation for tab af pension under barsel, mulighed for nedsat tid efter tilbagevenden fra barsel (med nedsat løn), løbende check-in med ens leder under barsel og mulighed for en mentor efterfølgende, der selv har jongleret familie og arbejde.

Det er selvfølgelig i sig selv gode og relevante tiltag, men for mig er det egentlig ikke det, der i praksis gør forskellen. Det handler mere om den generelle lederstil og kultur, som jeg syntes er meget anerkendende overfor behovet for fleksibilitet som familie. Jeg tror, der er mange konsulenthuse, hvor balancen er sværere at få til at gå op, fordi der er en anden kultur og arbejdstilrettelæggelse, der kan gøre det svært at gå kl. 16. Sådan er det absolut ikke her – der er stor forståelse fra både ledere og kollegaer, til at få tingene til at gå op. Så længe den forståelse er central for kulturen, tror jeg meget kan lade sig gøre. Det er i hvert fald min oplevelse.

Og hvor ser du dig selv (karrieremæssigt) om 10 år?

Det åbenlyse svar, ville nok være at vende tilbage til begyndelsen og sige, sygehusdirektør. Men der har virkeligheden og forståelsen nok ramt mig i mellemtiden. Haha, jeg syntes nogle gange sygehusdirektioner bliver skældt ud og stillet til ansvar når ting går galt, mens de sjældent bliver anerkendt (i den bredere befolkning), for at stå i spidsen for (i min optik) en af verdens absolut bedste sundhedsvæsener. Og det er jeg ikke sikker på jeg længere er så hooked på.

Jeg kunne sagtens forstille mig stadig at være i Rambøll om 10 år, hvor jeg så (forhåbentlig) er steget yderligere i graderne og til den tid har et strategisk eller personalemæssigt ansvar.

Hvis jeg ikke er i Rambøll, forestiller jeg mig, at jeg er i en af vores store danske medicinalvirksomheder, (F.eks. Novo Nordisk eller Coloplast) som for mig er kendetegnet ved en meget høj kvalitet og ordentlighed, som jeg drømmer om en dag at blive klogere på.

Og de hurtige:

  • Hvad er din go-to arbejdsuniform: En højtaljet nederdel og en klassisk skjorte eller en kjole (Så er der færre elementer at forholde mig til)
  • Hvad har du altid i tasken:
    • Hvis det gælder arbejdstasken er jeg nok rimelig kedelig: Min arbejdscomputer, hørebøffer, hårelastikker og notesbog.
    • Privat: læbepomade, sut og telefon
  • Når du går på pension vil du: Ser jeg på udviklingen for pensionsalder i de seneste år, kan jeg godt blive i tvivl om, hvor meget pension man overhovedet når at holde. Men når jeg kommer så langt, håber jeg at Mads og jeg rejser en masse og får mulighed for at hjælpe vores piger, (som måske til den tid har fået børn – syret tanke 😊) med at få hverdagen og, hvis det er det de vil, karrieren til at fungere.

Til den tid er retorikken forhåbentlig også væsentlig anderledes og mulighederne og fleksibiliteten uendelige.

Garderobe: Chanel, Balenciaga, Givenchy og lidt til… Min taskesamling.

Jeg var lige ved at kalde indlægget “mine tasker”, men efter to børn og amning er de ikke meget at skrive hjem om, høhø.

Taskesamling. Det er vist også mere rammende.

Min mor siger, at jeg har det fra min mormor – det der med interessen for sko, tasker og deslige.

Jeg har aldrig mødt hende, men jeg ville ønske jeg havde. I en sådan grad, at Elise har fået hendes mellemnavn som det samme. Rigmor. Det har jeg vist aldrig fortalt. Men det hedder hun altså også.

Og jeg kan ikke lade være med at føle én eller anden forbindelse til hende. Min mormor.

Og den viser sig, også, ved interessen for dét vi skal snakke om i dag. Tasker. Det er et indlæg, der er blevet efterspurgt, for hvis jeg skal være helt ærlig, så var interessen for de dyre tasker nok større i mine tyvere. I ved. Da vi var #dink’s. Double income, no kids.

Og boede i en lejlighed i byen. Og havde meget lidt fritid. Men tilgengæld fik udbetalt bonusser og den slags. Det kunne være jeg skulle snakke med min chef om dét egentlig. En bonus-ordning. Hun er lidt fedtet, hvad det angår;)

Og de sidste par år har jeg brugt de fleste af mine snolder-penge på boligkøb. Og aktier, bevares. Det skal også nævnes. Det koster jo også. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke er enormt glad for mine tasker stadig eller fortryder mine køb in any way. Absolut ikke. Hvis man endelig skal bruge sine penge på noget, så synes jeg det er helt smart at bruge dem på tasker man bruger år efter år. Og måske endda kan lade sin datter arve.

Så altså – let’s get to it. Min samling indeholder:

Balenciaga Velo, GGH: 

Min første dyre taske købt for min første bonus. En Velo fra Balenciaga. Som jeg købte i Printemps i Paris, hvor en lidt tvær fransk ekspedient kiggede på mig og med tyk fransk accent sagde ‘Diz iz lamb zkin leatherr. Diz you do NOT pyt on ze floor’. Bevares. Det var i 2013, og jeg elsker den endnu.

Alexander Wang Mini Rocco: 

Købte jeg i New York i 2015 (tror jeg nok). Jeg købte den fordi den ikke var for stor, men alligevel stor nok til at jeg kunne have mit kamera i. Det er jo vigtigt for sådan en bloggertype. Og så havde den skulderren og farven. Well. Den behøver jeg vist ikke forklare;)

Chanel 2.55 Re-issue Double Compartment: 

Min første Chanel (til højre) er en klassisk sag købt vintage i 2014. Bonus nr 2. Jeg bruger den ikke så meget for tiden og har overvejet om den skal videre. Meeeen jeg har altså ikke helt kunnet skille mig af med den.

Chanel Boy:

I grå velour. Åh. Købt i Paris på en arbejdstur og én af de tasker jeg har brugt allermest. Jeg købte den i 2015 på en tur og jeg elsker den endnu. Jeg er glad for at den kan bruges både til hverdag og til fest.

Chanel Maxi: 

Købt vintage i 2018, for at fejre at jeg havde sagt mit corporate job op og var klar til at spring ud i en ny tilværelse som selvstændig. You got this. Siden da har den hængt på mig og jeg fylder den med alt fra sutter til smoothieposer og selv en ble. Den er genial.

Gucci Dionysus: 

Købt i Firenze i 2016, da vi var afsted på planlægningstur i forbindelse med bryllup. Jeg var så meget i tvivl, kan jeg huske. Skrev hjem til pigerne (Cath, Chris og Emily) og måtte gå en tur rundt om bloggen. “Hvad synes I? Skal jeg? Fortryder jeg?”. Needless to say skubbede de mig bare ud over kanten. “JAAA HVOR ER DEN FLOT. KØB KØB KØB!”. Ha. That’s what friends are for. Og jeg er også glad for den endnu.

LeoWullf:

Lidt en odd one out, men købt brugt af LaChrissen og én jeg er virkelig glad for. Den kan rumme en computer og har skulderstrop. To ting jeg bestemt kigger efter, når jeg leder efter tasker, der også kan bruges til arbejde. Og så kan jeg godt lide farven. You know.

Givenchy Nightingale: 

Og så den sidste. Min Givenchy. Den perfekte arbejdstaske, som jeg havde stået og klemt på i Printemps sammen med den lange, engang han var taget med mig på arbejdstur. Jeg lod den hænge, i et fornuftigt øjeblik. 3 måneder senere fik jeg en mail på kontoret fra vores piccoline om at der var kommet en stor pakke til mig og jeg aaanede ikke hvad det var. Den lange havde husket Givenchy-tasken. Og da han, i forbindelse med job, selv skulle afsted på en arbejdstur sendte han den her som kærlig hilsen mens han var væk. I’m not crying, you are. Hah. Så unge og forelskede.

Og så er der én til, som ikke er med på billederne, fordi den er på udlån hos en veninde. En YSL clutch i nude. Den klassiske I ved. Jeg købte den i New York i 2014 og den hænger på mig hver gang vi skal til fest, bryllup eller andet. Den er genial til at pifte en sort kjole op. I kan se skimte den her.

Det var samlingen. Ikke så ringe, hvis jeg selv skal sige det. Og lige nu føles den ganske komplet. Jeg mærker ihvertfald ikke kløen efter at føje til den, og sådan har jeg nu haft det i 2 år, og det er vel et meget godt tegn:)

Scroll til top