Stort og småt – ACIE

#KarriereKvinder: Trine, COO, partner og selvstændig on the side…

Så blev det tid til endnu et møde med én af de damer, der inspirerer mig og hvis historie jeg synes fortjener at blive delt. Det er Trine. Og selvom jeg ret beset aldrig har mødt Trine IRL, så har vi alligevel haft løbende kontakt i løbet af de sidste ca. 10 (?) år.

Trine er nemlig én af kræfterne bag TooGoodToBeBasic og det var sådan hun landede i min inbox første gang. Derudover er hun partner i PR-bureauet Related, som jeg i løbet af årene har samarbejdet med om ture for alt fra Singapore til Rømø.

Og det har været så spændende at følge Trines rejse fra sidelinjen – og mega inspirerende, for shit hvor er der bare drive på den dame. 

Navn: Trine Abild

Alder: 40

Titel: COO i Related (PR bureau med 12 ansatte, som primært arbejder med rejse-relaterede kunder – og kontorer i Aarhus og Stockholm) og medstifter af toogoodtobebasic.com

Uddannelse: Kandidat i medievidenskab og dansk fra Århus Universitet

Hej Trine, vil du ikke fortælle lidt om din career path?

Ja altså, jeg har faktisk kun været i Related – hvis man ser bort fra mine studiejobs. Jeg startede som praktikant på bureauet for 13 (!!) år siden, og ugen inden jeg skulle stoppe, sagde de 4 mest markante rådgivere på bureauet op for at starte deres eget bureau, og så blev jeg ansat som studentermedhjælper, fordi jeg sad inde med noget viden om nogen af de kunder, de efterlod. Så jeg skrev speciale, mens jeg arbejdede 20-25 timer om ugen, og da det var afleveret fik vi en kæmpe opgave, og så blev der oprettet en fuldtidsstilling som PR-konsulent til mig – og siden er det faktisk bare gået slag i slag..

Jeg tror, jeg sad et par år eller 3 med min egen kundeportefølje, hvor jeg lavede alt for alle mine kunder (altså rådgivning, content og PR), og så fik jeg – oveni det – ansvaret for at fordele kunder og opgaver i hele virksomheden, som på det tidspunkt måske talte 8 mand, på den måde fik jeg mere strategisk ansvar, og ansvar for større og større kunder – og mindre og mindre operationelt arbejde.

Og så en dag blev vi så mange, at vi skulle oprette en afdeling til de danske strategiske kunder, og så blev jeg leder af den afdeling og chef for 3-4 personer. Og i 2013 blev jeg så tilbudt at blive partner. I dag er vi to partnere – vores CEO, som står for alt salg og økonomi, og mig der står for al drift og alle medarbejderne i Danmark og Sverige.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er helt sikkert variationen – jeg får lov at være nogens chef, udvikle strategier (vores egen og for vores kunder), rådgive om kommunikation, være projektleder, redigere tekster, rejse, udvikle kunder, udvikle processer og procedurer (og tusind andre ting) – alt sammen inden for én stillingsbeskrivelse. Det elsker jeg. Og så elsker jeg, at vi er et ret lille, men virkelig godt team. Alle vores medarbejdere er megaseje, sindssygt engagerede og samtidig virkeligt gode til at bakke hinanden op. Det bliver jeg så glad og stolt over på daglig basis.

… Og det værste?

Det værste er, at det er sindssygt svært at planlægge og forudsige, hvad der sker. Jeg trives egentlig bedst med forudsigelighed og kontrol – men det er next to impossible, når man arbejder på bureau, hvor kunderne (og de opgaver, de smider vores vej) sætter dagsordenen. Jeg når stort set aldrig det, jeg har planlagt om morgenen, fordi der altid sker et eller andet uforudset, en ny opgave, en ny kunde, en ny pitch-mulighed, en medarbejder der står i en udfordring, jeg skal hjælpe med – det er både det fedeste og det værste for en kontrolfreak som mig.

Har du altid set målet og gået efter det, eller har din vej været mere flydende og tilfældig?

Jeg er aldrig gået efter noget specifikt arbejds-wise. Det ville være mega cool, hvis jeg var, men det ville være løgn at påstå. Tingene er bare ligesom sket. Jeg vil ikke sige, de er kommet af sig selv, for jeg har fandme knoklet for det, men aldrig fordi jeg ville opnå noget bestemt. Det er mest bare, sådan jeg er. Jeg knokler og tager ansvar – uanset hvor jeg er. Og så er jeg blevet belønnet for mit slid med mere ansvar og endnu federe opgaver – og med stor indflydelse, både på virksomheden og på mit eget jobindhold. Der er selvfølgelig også held og tilfældigheder indblandet. Men også virkelig mange timers (over-)arbejde 😊

Hvordan er man en god chef?

Hmmm… noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at en god chef ser forskellig ud for forskellige mennesker. De har brug for forskellige ting fra mig. Så jeg prøver på at tilpasse min ”chef-adfærd” til den enkelte – hvilket bliver nemmere og nemmere, jo bedre man lærer dem at kende.

Når det så er sagt, så er det enormt vigtigt for mig, at de ved, jeg altid er der, hvis det brænder på. Uanset hvad der er sket, hvad klokken er, eller hvor travlt jeg selv har. De arbejder alle sammen sindssygt selvstændigt, men de skal vide, de aldrig er alene om ansvaret eller arbejdsmængden, hvis det pludselig vælter ind med opgaver fra alle deres kunder samtidig – eller hvis der opstår en krise et sted.

Så min fornemmeste opgave at holde lidt øje med, hvor de er, og hvordan de har det – og skabe en relation, der gør, at de ikke tøver med at tage fat i mig, inden tingene går galt, så vi sammen kan finde en løsning. Det kan være en udfordring – især at være god chef for nogen, der sidder så langt væk (vi har 3 medarbejdere på vores kontor i Stockholm, hvor jeg kun er til stede fysisk ca 3 dage om måneden) så føler mig ikke altid som verdens bedste chef, men jeg gør det aller-bedste, jeg kan.

For et par år siden startede du TGTBB med din søster – hvordan opstod den idé? Og hvordan får du tid til at drive det ved siden af dit job i Related?

Det var faktisk min søsters geniale idé. Hun har været i tøjbranchen som indkøber i mange år og var lidt frustreret over at se, hvordan de store avancer, man kører med i den branche, gjorde de gode kvaliteter ret dyre – fordi både producent, brand OG butiksled skal tjene på varen, så hun ville gerne lave et mærke, hvor man tog butiksledets avance ud og solgte online direkte til forbrugerne, så de rigtigt lækre kvaliteter som kashmir, silke og læder kunne sælges til de samme priser, som akryl og polyester sælges til i butikkerne.

Konceptet var – og er – lækre basisvarer i basisfarver, som passer til alt, og som holder sæson efter sæson. Både på grund af det enkle design, og fordi kvaliteten er i orden. Hendes kæreste og jeg synes, det var en sej ide – så vi stiftede det sammen, og så fordelte vi opgaverne, så Rikke tog ansvar for design og produktion, Thomas for logistik, økonomi og lagerstyring, og jeg for PR og markedsføring.

Det var ret hårdt de første 3-4 år, fordi vi arbejdede virkelig meget på det – men dengang var det jo også nyt og spændende – og sindssygt sjovt og fedt at arbejde sammen om sådan et projekt med de mennesker, jeg sætter allerstørst pris på og har det sjovest med. I dag har jeg droslet en del ned for mine timer – det blev simpelthen for meget med to jobs, især fordi mit arbejde i Related meget sjældent kan klares på 40 timer om ugen.

Du har et virkelig tæt bånd med din søsters børn – hvordan finder du overskud til at være optursmoster oven på en lang uge?

Jeg synes faktisk, det er ret nemt at have overskud til dem, fordi de er så pissesøde – og de øser af deres kærlighed på sådan en fantastisk håndgribelig måde. Og fordi de ikke er mine børn, så er det jo en kærlighed helt uden alt det baksede hverdagsagtige, som (fornemmer jeg) kan spise af forældres overskud såsom for lidt søvn, tøjvask, indkøb, madlavning, alt det der… Alt det ansvar, der følger med: spiser de nok, skal de til tandlægen, er de vokset ud af deres vinterstøvler, alt det der, det slipper jeg jo for – så det er meganemt at være overskudsagtig, fordi jeg jo sover om natten og kun er ansvarlig for mig selv – og bare kæmpe-elsker at være sammen med dem.

.. Og hvordan kobler du af?

Det gør jeg, når jeg er sammen med ungerne – jeg har virkelig tit stået i en eller anden arbejdsmæssig krise og tænkt, at det var helt uoverskueligt, og så har jeg skullet løbe ud af døren fordi jeg havde ”hente-dag”, og så 5 minutter efter ungerne har slået deres små buttede arme om halsen på mig i børnehaven, så kan jeg nærmest ikke huske, hvad problemet var… Det er verdens største kliche, men de kan virkelig få mig fra 100 til 0 på 1 minut rent stressmæssigt.

Hvis jeg decideret skal stresse af efter en hård dag eller uge – for let’s face it, det er ikke altid specielt afstressende at være sammen med børn – så kobler jeg bedst af derhjemme, med bare at nusse rundt, rydde op, vaske tøj, drikke kaffe i sofaen og have nul planer – eller på min efterhånden obligatoriske årlige 2 ugers liggestols-sommerferie med en veninde, hvor vi ikke laver andet end at læse, tanne og tylle drinks.

Og lige 5 hurtige at slutte af på:

♥ Drømmerejsemål? Hmmm… det er et godt spørgsmål – vi arbejder jo med destinationer over hele verden, så har set (og været) vildt mange lækre steder, men sådan sol-og-stand-wise er det nok Maldiverne, og storby-wise er det stadig New York, selvom jeg har været der virkeligt mange gange…
Din go-to arbejdsuniform: En sort kjole og sorte hæle – eller jeans, blazer og hæle. Ret enkelt. Kan normalt bedst lide at køre det ret klassisk/kedeligt på job, og så gemme de blomstrede kjoler og farverne til weekenden
♥ 5 ting du altid har i arbejdstasken: Læbepomade, håndcreme, lakridstyggegummi, hårelastikker og så nogle sten eller en perle-kreation eller noget andet mystisk og vildt-cute, min niece eller nevø har lavet eller fundet et sted og foræret mig, og som jeg tit glemmer at få op af tasken
Bedste restaurant-tip: Jeg er ikke sådan den vilde mad-feinsmecker, men fik en virkelig fantastisk trøffelpasta tilberedt nede i en kæmpe parmensan ost på DaCaio i Hamborg sidste år, som jeg har svært ved at glemme 😊
Når du bliver gammel vil du: Jeg vil gerne rejse (endnu) mere – og så nyde at have masser af tid… til at læse bøger hele året (ikke kun de 2 uger om sommeren, hvor jeg ligger i en solstol) – og til bare at hænge ud, se fjernsyn – er frygtelig slem til at tidsoptimere og altid klemme alt muligt ind altid…. Selv min hænge-ud tid er sgu skemalagt, det glæder jeg mig til at slippe…

Fotos: Lasse Riebergård

Glædelig ‘Mors Dag’….

… til alle mødre derude – hvadend man har én, savner én, er én, prøver at blive én, snart skal være én eller iøvirgt holder af én, der ikke nødvendigvis er ens egen. 

Jeg kunne skrive mange klichéer om, hvad det har betydet for mig, at blive mor – jeg har dage, hvor jeg føler, at moderskabet er min primære raison d’etre, og andre dage, hvor jeg har lyst til at løbe skrigende væk og iøvrigt føler mig som en fiasko af kaliber.

Det er svært at skrive i generelle termer om moderskabet på en måde, der ikke kan virke ekskluderende på de, der ‘ikke er en del af klubben’ (for whatever reasons). Især på en dag, som idag. Og det vil jeg ret gerne undgå – dét med at være ekskluderende. For om noget, ligger dét (i mine øjne) moderskabet fjernt. Istedet vil jeg lade det være ved ordene foroven. En hyldest til alle slags mødre.

Og også en hyldest til mostre, fastre og tanter derude – for har moderskabet lært mig bare ét, så er det at kærligheden til en nevø og/eller niece, kan være præcis så stærk som kærligheden til ens eget barn.. Den vished vil jeg gerne give videre, hvis jeg kan<3

Majlisten – om lydbøger, all-inclusive på Mallorca og en ny cykel..

Hej og velkommen Mr Maj – du er én af mine yndlingsmåneder, for uendeligt mange yndlingsmennesker har følle i denne måned. Mon I andre også oplever det? En mængde af fødselsdage i netop denne måned? Eller er det bare i min familie, at festlighederne klumper sammen? Anyhow – ny måned og nye intentioner, ønsker, planer og hvad der ellers hører til. Listen kommer hér:

• Lytte til mange lydbøger. Efter påskeferien er jeg (igen) blevet helt grebet af formatet og labber den ene fortælling i mig efter den anden. Jeg synes især, det er en dejlig måde at falde i søvn på. For tiden er jeg igang med “En djævel i den lyse nat“.

• Tage på ferie igen. Det er fjollet tæt på påskeferien og altså heller ikke noget vi plejer at praktisere, men pga fødsel tager vi på sommerferie i midten af maj. En uge til Mallorca på all-inclusive med mine svigerforældre. Hvis nogen havde fortalt mig, at det var et ferieformat jeg frivilligt ville indlægge mig til for 5 år siden, havde jeg leet dem direkte i hovedet. Sådan bliver man ældre og klogere. Og jeg glæder mig til at holde ferie 100% på Elises præmisser, for efter 2 gange skiferie, så skylder vi nok lidt på den konto. Og når vi så er hjemme igen, så er det også slut med rejseriet for 2019 (… og antageligvis også 2020). Bortset måske fra nogle småture i vores dejlige danske land. Og en masse sommerhushæng, naturligvis.

• Spise masser af grillmad i haven… For tiden er vi særligt begejstrede for grillet spidskål og – klassikeren – grillede majs.

• Overraske Skjorten med et date-døgn, når vi er på ferie. Jeg har allieret mig med mine svigerforældre, som har lovet at passe Elise og så har jeg booket et nice lille boutique hotel med en Michelin-restaurant for en enkelt nat. Langt fra charter-cirkus. Et helt døgn. Bare os to.

• Indvie sæsonen for bare ben. Plejer det ikke at være i maj, at det kan lade sig gøre?

• At nyde den der helt særlige tid, hvor det hele springer ud – jeg er blevet ekstra bevidst om det, efter at være blevet haveejer. Prøv selv at se, hvor fint det var sidste år. 

• Cykle! Åh! Da vi flyttede blev min cykel stjålet og da jeg stod og var virkelig højgravid virkede det ikke oplagt, at gå ud og investere i en ny. Men det har jeg gjort nu! Og den skulle blive leveret idag. Jeg har også købt barnesæde og cykelhjelm til Elise og drømmen er, at hente og aflevere den lille dame på to hjul. For dem der måtte være interesserede, er det ‘bare’ denne her jeg har købt. Den var på tilbud i weekenden.

• Få ryddet op i alt mit tøj og få skrabet sammen til loppemarked – jeg er én af dem, der får en messy mind af et messy home.

• … Få udgivet nogle indlæg, der endnu bare er på tegnebrættet – ét om gode alkofri alternativer til sommerhæng, opskriften på den der greenie, jeg stadig skylder, garderoberegnskab for april, et indlæg med alle jeres gode råd til det med at købe cykelhjelm til en tumling og mere i samme dur – og så skal jeg også have fortalt jer, hvad det er for en lille reje der gemmer sig derind! Det kommer snarest – skulle bare lige fortælle det til vores nærmeste først:)

• Nyde den der bule lidt mere… Måske (?) er det sidste gang jeg er gravid og som ægte andengangsmor har jeg været lidt for god til at glemme, at jeg faktisk er gravid. Den lille reje indenbors er dog en insisterende én, så der bliver virkelig gået til den, og jeg sætter pris på de små remindere:)

Drikke masser af lemonade (preggocraving du jour), spise grønne friske ærter og holde fast i min daglige greenie, som stadig bekommer mig mere end godt.

• Genindføre den gravide middagslur – jeg synes jeg er noget træt i det for tiden….

 

 

… Kaffeslabberas: “Altså, hvad hedder du egentlig??”

Der er ting, der – for én selv – virker så selvfølgelige, at man helt glemmer at skænke dem en tanke, og sådan har jeg det lidt med mit navn. Men nu er jeg i løbet af den sidste tid, blevet spurgt et par gange (af folk som jeg har kendt i mere end 5 minutter endda). “Hvad vil du egentlig gerne kaldes?”…. Eller endnu mere direkte: “Hvad hedder du egentlig!?”….

Og jeg bliver lige overrasket hver gang.

Men senest var det altså Annemette, der spurgte. Og inden da Sofie. Og inden da Mette-Marie. Så jeg har vist forvirret mere end godt er. Og hvad er historien egentlig?

Historien er, at jeg er døbt Anne Christine – og således lider under dobbeltnavnets forbandelse. For hvis der er én ting, der kan bringe folk på glatis, så er det altså dobbeltnavne – ikke mindst, når man endda har fået ét uden bindestreg. Jeg har været vant til, at det har skabt forvirring fra jeg var helt lillebitte. På min 3 års fødselsdag, startede jeg i børnehavne. Dér gik en anden lille pige – hun havde også lyst hår og hendes mor iklædte også hende lyserøde Cappuccino-tshirts. Og så hed hun gudhjælpemig Anna-Kathrine. Og dét var altså for meget for pædagogerne, så vi blev til én enhed, så man slap for at tage stilling til, hvem der var hvem. “Jer to, I skal udenfor nu”. “Jer to, I skal sætte jer ned”. Den slags. Og således var grunden for et livslangt venskab lagt. Vi indlemmede en tredje lille lyshåret pige i fællesskabet (dog én med et kort og præcist navn, så vi ikke skabte yderligere forvirring) og dét 3-kløver består endnu. Det er historien om 2 af mine 3 brudepiger. 2 af mine 3 bedste veninder. Vi har kendt hinanden længere end vi kan huske, og er det nærmeste jeg kommer familie, uden at være det.

Nuvel. Det var et sidespor. Tilbage til navnet. Da jeg kom i skole (.. iøvrigt sammen med det øvrige 3-kløver) fortsatte forvirringen og jeg er blevet kaldt ca alle variationer over dobbeltnavne, der starter med A – Ann-Kristin, Anne-Grethe (.. min musiklærer i gymnasiet, suk), Anna-Cathrine, Anne-Mette, Anne Christina, Ann-Sofie og jeg kunne blive ved. Jeg har med alderen lært at lystre det meste. Undervejs udviklede det sig til adskillige kælenavne (for det med dobbeltnavne er tilsyneladende en for stor mundfuld i daglig tale), hvoraf “AC” var det mest dominerende. Det blev sidenhen til Acie, som jo altså også hænger ved endnu.

…. Undervejs skete der dog også noget andet – da min storebror startede i gymnasiet (.. og jeg var 10 år gammel) kom han i klasse med en mægtigt sød pige med et mægtigt pænt navn. You guessed it. Anne Christine. De er idag gift på 14. år og jeg har i langt over halvdelen af mit liv, altså levet med det skøre tilfælde, at ét af mine allernærmeste familiemedlemmer, og det nærmeste jeg kommer en storesøster, hedder p r æ c i s det samme som mig. For efternavnet fik hun jo også, da de blev gift tilbage i 2005. What are the odds?!

Og det siger sig selv, at det undervejs har skabt noget forvirring… Og på et tidspunkt, da jeg var tilpas træt af både forvirring og at folk konsekvent kaldte mig noget, der ikke var mit navn, så besluttede jeg, at bruge Christine, først og fremmest. Ikke i officiel forstand – på mit kørekort, pas etc, står mit fulde navn stadig og det er dét jeg hedder. Sådan helt ægte inderst inde. Det føler jeg stadig. Men for nemheds skyld. I offentligt regi. For ikke at blive forvekslet med min svigersøs. For ikke at blive kaldt Anne-Sofie til mine dages ende.

Mit fulde navn bliver sjældent brugt (.. som barn var det mest, når min mor var sur på mig, at hun rullede alle bogstaverne ud efter mig) – Skjorten kalder mig Christine, mine forældre kalder mig Chris, mine veninder kalder mig AC eller Acie, min storebror kalder mig Gags eller Mule (… long story) og når jeg tager telefonen siger jeg “Det’ Christine”. I venteværelset hos lægen bliver jeg kaldt Anne (.. og det føles helt forkert). Faktisk kan jeg kun komme på min moster som bruger Anne Christine.

Så jo. Det var historien. Der er dage, hvor jeg egentlig er træt af, at det skal være så besværligt, at man bliver reduceret til 2 sølle bogstaver. Men omvendt har jeg aldrig rigtigt kendt til andet, så det rør mig egentlig ikke. Dog har jeg svoret ikke at give egne børn besværlige dobbeltnavne, selvom der er mange mægtigt pæne:)

.. og en sidenote – kan I huske den lille lyshårede pige, jeg mødte i børnehaven? Vi bliver ikke forvekslede længere – hun har nemlig også kappet af navnet og går i daglig tale under ‘Thrine’, og dét i en sådan grad, at Skjorten blev helt forvirret over, hvem i alverden den “Anna-Kathrine” vi havde inviteret til vores bryllup var, da han så gæstelisten fra min side. 

Om Jacquemus, sterilisation, plastiksugerør og andre læsværdigheder til din søndags-kaf’..

I en tid, hvor det på det nærmeste er blevet hotteste mode at være klimabevidst, kan der være lidt for kort vej mellem gode intentioner og tom snak – så Tag Testen: Kan du indgå en klimaaftale… Med dig selv?

Det er alt for længe siden, at jeg har været ude og spise brunch (.. er det blevet lidt umoderne egentlig?), men Her er de 12 bedste brunchsteder i København 

Det føles som om mit forår er omgivet af lykkelige omstændigheder og veninder med gravide maver og lykken er stor<3 Men er alle egnede som forældre? Det synes Signe ikke – “Jeg har fundet mig uværdig som forælder og er derfor blevet steriliseret

Den bedste madoplevelse jeg havde i 2018 (og jeg havde mange gode!) har netop fået sig en Michelin-stjerne, og det er så fortjent. Ny hemmelig københavner-restaurant: “Idéen er at give folk noget de ikke forventer”

Nu har vi allesammen lige lært at plastiksugerør er forbudte, men Plastic Straws Aren’t the Problem

Hvis man interesserer sig for det med influencers og brancen bag, så vil man også sætte pris på denne podcast, med det ligefremme navn “Influencer“.

Sidste sommer lod vi os drømme væk i smukke billeder af solbrune ben og en KÆMPE stråhat.. Nu er Jaquemus gået i den modsatte grøft og jeg kan ikke lade være med at håbe at galskaben snart må stoppe.

Føler man sig lidt ekstra kulturel i denne weekend, så har denne udstilling på Statens Museum for Kunst netop fået hele 5 stjerner i Politiken og 6 stjerner i Børsen.

5 måder emballagen snyder dig på

Nogen der skal giftes? Så et lille tip om at få fingrene i det seneste nummer af gratis-magasinet “Liebhaverboligen” der har et fint lille bryllupstillæg. I kan smugkigge hér – og se om I kan spotte én I kender;)

Billede herfra