Du læser nu
Om voksenvenskaber og livsvidner…

Om voksenvenskaber og livsvidner…

Jeg læste (…. lyttede) til en artikel på Zetland i sidste uge, der handlede om venskaber. Og i særdeleshed om ‘voksne’ venskaber. Aritklen kan I finde her:

Det fik mig til at tænke på mine egne. De dyrebareste af dem.

Jeg kender ikke en eneste, der ikke har oplevet hvad voksenlivet gør ved ens venskaber. Hvad karrierer, ægteskaber og børn gør ved venskaberne.

Hverdagsmøllen banker derudaf og mens man står der i frugtposer, måltidskasser, syge børn og robotplæneklippere er det altså ikke altid man (… jeg, ihvertfald) får ringet til mine veninder for lige at ‘sludre’.

Det er der nogen venskaber, der overlever. Og andre gør ikke. Og ‘endte venskaber’ kan jo lyde dramatisk – men er det sjældent. Ofte er det noget med #lifehappened og sådan gled de ud i sandet. Der er nogle af mine dvalende (sådan kan jeg godt lide at se på dem) venskaber, jeg drømmer om at tage op igen. Min bedste studieveninde fx. Måske. Om nogle år. Når børnene er større. Og roen måske (?) igen indfinder sig.

Men der er også andre tidligere venskaber, som i dag er gode minder fra en anden tid. Og ikke mere end det.

Og så er der de venskaber, der er så meget mere.

Jeg har tre. To af dem skal det handle om i dag, den sidste kan vi gemme til en anden dag, for hun er marvellous venner. Marvellous. Anyways. Det betyder ikke så meget, at der i nogle perioder går måneder mellem telefon-opringningerne. Det betyder faktisk ingenting overhovedet.

D 7. august 1989 mødte jeg 2 små lyshårede piger, og der gik ikke mange øjeblikke før vi slog pjalterne sammen. Det var på “Hvalpestuen”. Siden kom vi i samme skoleklasse. Og så i samme gymnasieklasse.

Da jeg var til køreprøve i sin tid, spurgte den motorsagkyndige, hvad jeg havde lavet i sommerferien. Jeg havde været i sommerhus med mine to bedste veninder. “Nå”, svarede han tørt. “I er 3? Det går altid galt!”. Gamle idiot, tænkte jeg, og trykkede nok lidt for hårdt på speederen af irritation. Måske var det derfor han efterfølgende udleverede kortet med et “.. men pas nu lidt på farten”. Jeg tog det og så mig ikke tilbage.

Og kære Hr Motorsagkyndig. Du tog fejl.

Siden gik vi hver sin vej, for første gang, da vi hver især startede studie. Men uden at slippe hinanden. Og siden har der været tusind flytninger, udlandsophold, ægtefæller, 6 børn til sammen, fuldtidsjobs, en bondegård og imponerende akademiske meritter (de er ikke på min kappe, men min #bff er forsker og jeg er stolt).

 

Da vi kørte på skiferie for en måneds tid siden ringede min telefon. Det var én af dem. Jeg sad der i bilen med sure børn og tænkte, at det var bedst at ringe tilbage senere. Sendte et billede af børnene på bagsædet og skrev “Jeg ringer når vi kommer hjem<3”.

Men det kunne være det samme. Hun ringede for at fortælle, at hun skulle giftes. Dagen efter. Og efter 15(ish) års parforhold var det vel også på tide;)* Men ikke destomindre kunne jeg ikke være med. Og æv mand. Det var en vigtig livsbegivenhed jeg ville misse. For første gang, har jeg lyst til at sige.

Og dér på forsædet gik det op for mig, hvorfor det ærgrede mig sådan. De er mine livsvidner. Og jeg er deres.

De har været med mig igennem det lykkelige og det ulykkelige. Det var dem jeg ringede til, den nat min mor døde. kl 4 om morgenen fra motorring 3. Det er dem, jeg ved, at jeg altid kan regne med griber mig, når jeg falder. Dem der altid vil åbne deres hjem og familier, hvis jeg skulle få brug for det. Vi kører på 33. år. Og hvad er det man siger – you can have friends for a season, a reason or a lifetime. De her hører til i sidstnævnte kategori.

 

Og dét er et helt særligt privilegie, som jeg ikke et sekund tager for givet. Og vil jeg huske, at skrive til dem i dag – måske nogen af jer, også har et par livsvidner, der fortjener en ‘bare fordi’ besked i dag? <3

*I øvrigt og en ekstra note – det grineren ved den slags ægte livsvidne-venskaber er jo også, at den ene ven nemt kan bruge 1 år og ustyrligt mange penge på at flyve hele bryllupsfesten til Italien for efterfølgende at skrive en goddamn bog om projektet, mens den anden kan beslutte sig 4 minutter i vielse og klare den på Rådhuset med ungerne på armen. 

 Kommentarer (2)
  • Jeg har delt den artikel netop den artikel med alle mine dejlige veninder, og manden min fik lektier om at lytte til den. I går havde vi en skønt snak efter madpakkesmørning, putning, lidt arbejde og alt det andet om netop venskaber…. vigtige sager

    Kh. Laura

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 ACIE.DK / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top