Et nyt kapitel: jeg har sagt op..

Der er nogle indlæg, der kræver lidt mere tilløb end andre. Det her er ét af dem. Og jeg ved dårligt, hvordan jeg skal starte. Eller slutte. Eller nogle af ordene derimellem. For der er så mange ting og årsager til, at jeg igennem det sidste lange lange stykke tid, har gået og overvejet, hvordan mit liv skulle se ud.

Jeg luftede de første tanker hér, uden at jeg forventer, at I kunne læse hvad der lå mellem linjerne – jeg var 3 måneder henne, og så snart jeg havde set de der to streger på graviditetstesten begyndte tankerne at rulle… Tja.. Måske nagede de allerede inden jeg blev gravid – sådan langt tilbage i baghovedet..

Efter 6 år i karrieremøllen havde jeg fået afløb for nogle af de ambitioner, der drev mig i midten af mine tyvere. Nogle af de ambitioner, der gjorde, at jeg i sin tid valgte bloggen fra og noget andet til. På de 6 år var jeg nået at blive nogens chef, få ansvar for egne store budgetter, få en virkelig lang titel og andre af den slags ting, som kan være en drivkræft for karriereambitionerne.

… men jeg havde også nået at erfare, at man ligesom aldrig kom i mål. Eller, at det aldrig føltes sådan. Mere ville have mere og man blev ligesom aldrig rigtigt tilfreds, rigtigt glad. Man tonsede bare videre – videre mod næste trin på stigen. Og på en eller anden måde havde dén erkendelse modsat effekt på mit ambitionsniveau, ihvertfald i den form, jeg tidligere havde følt det.

Og da Elise så landede dér i mine arme og rykkede rundt på alle mine prioriteter i livet, var tankerne ikke længere til at tøjle. At skulle forsøge at forene vores to karrierejob med et sundt familieliv virkede umulig. Men helt ærligt – det er intet jo, og hvor der er vilje er der vej.. Så min modløshed, skal nok rettere tolkes som modvilje.. Og jeg har iøvrigt alt mulig respekt, for kvinder der holder fast i både karrierer og småbørnsliv. Det er benhårdt og man skal være gjort af et helt særligt stof. You are my heroes!

Jeg er selv klart inspireret af dem omkring mig – især af min svigersøs, der pausede advokat-karrieren for at drage med min storebror til New York, og på fineste vis og meget tydeligt demonstrerede hvilke fordele det kan have for en familie med små børn, at undgå diskussioner om hvis møde er mest/mindst vigtigt, når barnet er sygt, hvem der skal lave aftensmad, hvem der har vasket tøj og hvem der skal sørge for at få ringet til kommunen/maleren/vuggestuen/kloakmanden/værkstedet osv osv… Og så hører det jo med i vores ligning, at jeg har en hobby og passion, der ovenikøbet har ageret selvstændig virksomhed og fuldtids-bijob i snart mange år. Og hvis mit almindelig dagjob skulle overleve, så skulle jeg takke af for universet hér… En tanke, jeg ikke kunne bære. 

.. Ja, faktisk fylder netop dét ret så meget. For med alderen begyndte tankerne om ‘hvad mon det kan blive til’ og ‘fortyder jeg det, hvis jeg aldrig prøver’ og den slags, også at fylde mere og mere… Jeg har brugt 10 år på at bygge et brand og en lille virksomhed – ville jeg komme til at fortryde, hvis jeg aldrig gav den en ægte chance? Ville jeg fortryde, at jeg ikke startede mit eget? Byggede mit eget. Og istedet brugte hele livet på at bygge nogle andres.

Så jo. Helt kort kan det vel koges ned til noget med, at jeg så muligheden for at kombinere ambitionerne om at bygge min egen virksomhed med et mere fleksibelt familieliv.. Og så greb jeg den. Jeg tror ikke det skal være for evigt, men snarere for en periode mens Elise (og evt søskende) er små. Og så må vi jo se hvad fremtiden bringer. Det kan også være, at jeg kommer tilbage om et år og keeeder mig sådan, at jeg har fået den corporate kløe tilbage. Who knows? Lige nu er jeg enormt motiveret af det der med at starte eget og går og funderer om man skulle tage det et step endnu længere en dag, sådan helt uden for blogregi – men altså.. det er en anden snak og iøvrigt noget, der ligger ude i fremtiden.

Jeg har ingen ambitioner om, at I skal kunne mærke en forskel iøvrigt. Eller jo. Det har jeg. Jeg vil gøre det bedre. Mere gennemarbejdet. Have tid og overskud til at dele flere af de lange indlæg, om dét der virkelig betyder noget. Farvel til venstrehåndsarbejdet – goddag til det vedkommende.

Så jo. There you have it. Jeg har skyldt jer en udmelding og I er mange, der har spurgt. Men jeg håber at I også forstår, at jeg lige skulle tage tilløb. For det er en stor beslutning. Og det sværeste, har klart været arbejdet med min egen selvopfattelse. Altså. Jeg er jo ikke blogger, for alvor vel. Jeg har jo et rigtigt arbejde også. Men det har jeg så ikke mere. Jeg har sagt op. Og pr 1/9 er min barsel slut og min nye chef er altså mig selv. Og Elise selvfølgelig. Og hun starter som nævnt i sidste uge ikke institution før november, så min opstart som selvstændig bliver nok noget flydende…

Jeg sætter umådeligt meget pris på, at I følger så trofast med. Men det håber jeg, at I ved. Og jeg håber, at I vil følge mig på rejsen fortsat <3

Kærligst,

Christine

Fotos: HoneyStudio