Det ser jo meget let ud, ik?! Sådan med Chanel-tasken i den ene hånd og barnevognen i den anden. Jeg mangler bare en to-go kaffe i kopholderen og så havde det været perfekt.
Men det er det altså ikke. Let. For mig altså. Og bag solbrillerne skjuler der sig et par trætte øjne. Og hårbøjlen camouflerer en frisure, der både trænger til en vask og en hårbørste.
Men man gør det så godt man kan. Prøver så godt man kan. Og det meste af tiden, går det også….. hæderligt.
Men der skal ikke ret meget modvind til, før end skibet kæntrer og filmen knækker. Den sidste uge, har været en kamp, for at sige det mildt.
En kamp, der startede med en eller anden omgangs-virus den mindste fik slæbt med hjem fra vuggestue og givet til hele familien (bortset fra Carl, Thank God), og mens hendes far havde travlt med at kaste op, udviklede jeg galoperende brystbetændelse oven i hatten. På 40 i feber og penicillin-måden. Man er ikke ret meget værd, når man har 40 i feber og samtidig skal holde liv i et spædbarn.
Og når to forældre bliver lagt ned samtidig, så er det opad bakke med to børn under to – så må der hjælp til. Så Elise har sovet hos sine bedsteforældre til både den ene og den anden side, alt for mange nætter den sidste uge.
Og jeg savner hende. Og jeg føler mig som den dårligste mor i verden. Og som om, at jeg lader hende betale prisen for hele det her to-børns-projekt (og ja – den rationelle del af mig, ved stadig godt, at hendes lillebror forhåbentlig vil være en stor gave for hende resten af livet, på samme måde, som min storebror er det for mig… Men den rationelle del af mig er taget på ferie et sted langt væk og er blevet afløst af en træt nybagt mor med hormonerne rasende i hele kroppen, feber og let til tårer, så altså…).
Og jeg ved godt, at hun har det godt. Jeg ved hun bliver forkælet. Med saftevand, institutions-fri og Ramasjang til den store guldmedalje. Men jeg savner hende, som sagt. Og føler mig top-utilstrækkelig som mor.
Jeg troede, inden jeg fødte, at det svære ville være ham den lille. Med amning, afbrudt søvn og alt det cirkus der følger med en nyfødt. Men alt det kunne jeg nærmest gøre med lukkede øjne. Det svære er, at man ikke kan være to steder på samme tid. At man ikke kan både amme den ene (og være nærværende, give tryghed og alt det andet vigtige mor/barn-bonding den slags indebærer) og lege med Duplo med den anden. Samtidig. At man er nødt til at sige “Mor kan ikke lige nu, skatter. Lige om lidt!”, alt for tit.
… Jeg håber det vender, lige om lidt <3
Kære du♥️
De allerbedste tanker fra mig!
Vores ældste er født med 18 måneders mellemrum og da yngsteguldet var tre uger brækkede ældsteguldet armen, så han skulle være hjemme i en måned! De efterfølgende måneder var han i vuggestue ca 14 dage om måneden – ellers syg.
Jeg overlevede ved at begynde at løbe, da yngsteguldet var 5 måneder.
Det er SÅ hårdt!
Min mand rejste meget mens børnene var små og nu hvor de er 10 og 11, tænker jeg ofte på hvordan jeg overlevede, men faktum er at jeg kunne meget mere dengang endnu.
Ros dig selv for at være mor til to små børn – det er vanvittigt hårdt!
Du har givet dem de bedste forudsætninger for en barndom med en legekammerat og ven for livet. Vores er hinandens bedste venner!
Kære søde lille dig
Som mor til 4 og med stærk tendens til brystbetændelse (og ja på den der 40 i feber og penicilin måde) så kan jeg bare så godt nikke genkendende til den følelse, du beskriver så fint. DET VENDER IGEN (det har du sikkert hørt mange gange, men det gør det altså). Mine er nu 13, 11, 7 og 4, og efter 5 års sammenlagt amning, hvor mindsten blev forfordelt, så har jeg nu igen mulighed for at dele mig mere jævnt ud mellem dem alle fire. ❤️❤️❤️
Det er lige præcis humlen ved hele det mor/hormon-show, at hvad hovedet tænker, og hjertet føler ikke altid kan forenes. Og så vinder et blødende hjerte altid. Derfor ved jeg også godt, at det kan være svært for dig at tage imod – med hjertet – når andre fortæller dig, at du er en super mor, og at du gør det så godt! Heldigvis peger du selv på noget ret centralt: du savner Elise! – det er dig, der bliver straffet, og det er hårdt, men det er lettere at leve med på sigt. Og ja, så må du prøve at huske på, at med den lille aldersforskel, der er på jeres børn, går der ikke lang tid, får E slet ikke husker et liv uden C. Den gave kommer til at hele et momentant knust mor-hjerte mange gange, er jeg sikker på!
Jeg ligger selv gravid med hyperemesis gravidarum (fæl graviditetssyge med mange opkastninger), og mit hjerte knuses hver dag over, at jeg må afvise min to-årige tumling, der naturligvis ikke forstår, hvorfor mor pludselig er blevet en gråhudet sofakartoffel. “Det er bare en fase” messede jeg altid, når nætterne med et spædbarn var hårdest, og nu gør jeg det lidt igen – og prøver at visualisere alle de oplevelser og dejlige hverdagsstunder, vi har til gode.
Så fint og ærligt! Sender en masse kram din vej. Du gør det godt! 💕
Sender kram til dig!
Har selv idag sendt storebror på 2,5 år på weekend hos mormor (som bor 2 timer væk 🙁) bare for at give ham noget ro fra en 5 uger gammel lillebror (som bare ikke trives og vi har stadig ikke luret hvorfor 😭) og for at han kan få fuld fokus af nogle andre som virkelig elsker ham og forkæler ham. Mit moderhjerte føler at vi er nødt til at sende ham væk fordi vi har valgt at være en familie på 4 🤦 men ved han har det max hyggeligt! Men gud hvor jeg savner ham… ❤️
Vi klarer den !
Av kram til dig. Der hr jeg også været. To gange endda for det viser sig sandelig at det også er sådan når man går fra to til tre – der er stadig en lille nybagt storebror eller storesøster som kræver ekstra omsorg og tid til at lande.
Det går over! I lander alle sammen godt igen og alt bliver 1000 gange bedre end før.
Og så har jeg lært at baby sagtens kan tåle at ryge lidt i baggrunden når de store kommer hjem fra institution. Og at man sagtens kan amme samtidig med at man leger/tegner/læser/wht ever sammen med de store. Så kan hud mod hud og hygge høre formiddagene og nætterne til.
Åhr, jeg føler med dig – da min mindste var 14 dage, og min kæreste skulle tilbage på job, fik den 3-årige storebror omgangssyge. Jeg var alene med dem begge (og seriøse mængder håndsprit og kogevaske) i 4 dage, der føltes som flere år. Det var kort sagt ganske forfærdeligt.
Heldigvis gik det hurtigt den anden vej. Og i dag, hvor de er 7 og 3 år, er det vist kun mig, der kan huske det. 😉
Lang historie kort: Hæng i – det bliver bedre! Om et par år er to nemmere end én, og du får mere tid til de ting, du selv vælger. Det er skønt, så du kan godt glæde dig. <3
Kram til dig – har det på præcis samme måde – med en på 3 år og 8 måneder og en lille på knap 4 måneder og en mand der rejser meget med sit arbejde er der ikke meget overskud på kontoen. Især ikke til den store som ikke altid synes det er fedt at være stor.
Vil bare sende dig en virtuel krammer 🌸
Jeg forstår dig så godt! På alle punkterne.
Mht. fokus på den store, da anbefalede min sundhedsplejerske mig, at jeg dagligt kunne have en lille stund, hvor far tog den lille og jeg så havde levetid med den store. Lidt mekanisk at lege efter skema, men det betød, at der VAR tid til sen store. Og ikke kun afvisninger fordi lillebror skal have mad.
You look so cute and happy!
xx from Bavaria/Germany, Rena
http://www.dressedwithsoul.com
Du rammer lige på kornet ift. at få et barn mere. Det er utroligt, så nemt det er at få et spædbarn igen. Så dejligt, at føle at man kan finde ud af det og famler meget mindre. Men det hårde er, at man ikke kan dele sig, at den store faktisk er ret lille og at man pludselig bare aldrig har et sekund til sig selv.
Det bliver bedre!
Tusind tak fordi du også deler, når alt ikke er fryd og gammen. Sender gode tanker din vej 🙂
Den mest ligegyldige ting først, fuck dit udseende ! Du ser stadig hammer godt ud – bedre end mig de fleste dage på barsel med kun ét barn 😆
Det vigtigste. Husk du gør alt du kan. I gør alt i kan ❤️ og alle de dumme tanker, dem har vi alle. Fordi vi elsker de små SÅ højt, at man nærmest altid kan finde “fejl”. Men det er ikke fejl, det er udvikling. For barn OG forældre. Vi er ikke perfekte, og det er sgu sundt nok for dem at opdage 😉 Og som du siger, dage ved bedsterne er top luksus for hende 😎 Ikke at jeg ikke selv græd for få dage siden da Liam hellere ville blive ved bedsterne og sove end med hjem. På trods af han selv valgte det, og stor hyggede sig, så føltes det SÅ forkert at køre hjem uden ham når det nu ikke engang var planlagt 🙈
Det vender, og før du ved af det. Prøv om du kan se det som en mulighed for far og Elise, hvor de kan connecte ekstra meget og lave ting sammen, nu hvor du er optaget af ham den lille (altså når far ikke også er syg!).
Hilsen en mor til en på 5 og en på 2, som også havde samme følelse af afmagt og frustration over ikke at kunne dele sig i to.
Her er det også en på 3 mdr og en på 3,5 år. Genkender alt det du skriver. Når folk spørger “Nå… er det hårdt?” – og man tænker “Shit JA, men ikke pga den lille, pga alle de ting du skriver” utilstrækkelighed, at man føler sig laaangt væk fra den store i en god periode. I går måtte jeg simpelthen malke ud og ud af huset med den store. Nok mest for min egen skyld, fordi man savner! Og gerne vil være der 100% i stedet for “lige om lidt”. Jeg synes det bliver bedre og bedre – dog er der stadig relapses. Men igen – på et tidspunkt giver det hele vel mening!(?)
Det er umenneskeligt hårdt. Er et par år længere fremme end jer bloggere, der nu får to børn med kort tid imellem – og har vitterligt tænkt nedern tanker i genren : ‘ I har ingen idé om, hvad der venter jer’. Men det kan man slet ikke begribe, før man selv står i det. Alle gode tanker jeres vej.
Jeg hepper på dig! ❤️ Det er så hårdt og jeg er sikker på du og skjorten gør det fantastisk!
Årh altså, det lyder hårdt – er sikker på hun absolut kommer til at værdsætte at have fået en søskende, men det betyder ikke, at processen ikke kan være hård (:
Håber også for Jer, at I får tid og rum til at få indhentet noget hverdagskvalitetstid, bare Jer to.
Pyha, kender det alt for godt. Første hjemme fra længere sygehusophold med nyfødte tvillinger, kom storebror hjem fra dagpleje med feber og opkast. Lidt brugt i skroget er man pludselig efter 1,5 uge hjemme alene med 3 unger under 2 år 😭
Det skal nok gå ❤️ Det er så usandsynligt hårdt på alle planer; fysisk, mentalt, følelsesmæssigt, ja, jeg kunne blive ved. Herhjemme er den store (blev to den 3. september) rigtig glad for lillebror på fem måneder, men fuck hvor har jeg grædt (og græder stadig) store salte tårer over savnet og de følelser den største af dem må brænde inde med. Det er bare så svært! Men hver dag er blevet bedre og hvor jeg før følte jeg slet ikke slog til, er det som om at det for hver dag der går, bliver en my bedre. YOU GOT THIS 🙌🏻😎
1 : 1 identifikation – med 30 års forsinkelse… Tag det fra en, som er kommet ud på den anden side: det går over. Og du gør det godt nok. Og ‘godt nok’ er alt hvad nogen kan håbe på 💕
Kunne ikke være mere i samme båd, omkring nybagt mor til 2 følelsen! Herhjemme er det dog til en på 3,5 og en på 3 måneder…
Herhjemme er det dog blevet markant nemmere de sidste 2 uger – vi har ligesom alle fundet vores plads og ro! Det er stadig hårdt og travlt, men der er ligesom bare kommet meget mere ro på den ængstelige følelse af utilstrækkelighed ♥️
Alle er ikke ens, men jeg krydser fingre for at det går samme vej hos jer ♥️ God bedring herfra ♥️