Der har altså været knald på efterårssolen her i weekenden. Ikke mindst dér på havetrappen, der vender stik Syd og altså er det perfekte spot at hænge med en kop kaffe, mens der leges i sandkasse, gynges, cykles og hvad vi ellers finder på i haven.
Det er et godt lille barselsspot med andre ord.
Og det går faktisk meget godt, dét der med barsel.
Jeg var ret bange for den, inden jeg fødte. Det kan I måske huske, at vi snakkede lidt om her? Bange for at kede mig, bange for trætheden, bange for ensomheden og bange for den der latente stress, der altid driller under overfladen, fordi min barsel kun er på deltid. Og så snart Carlsen sover, så skal jeg arbejde. Svare på en mail. Ringe tilbage. Skrive et blogindlæg. Sende et oplæg.
Og derudover vil jeg også gerne lidt ud. Se andre, med små babyer og snakke om dét man nu snakker om, når man har sådan nogle. Gylp, lortebleer og ‘har din også virkelig meget luft i maven?’.
Outfit:
Strik – Designers Remix // Jeans – H&M // Hårbøjle – &Copenhagen // Jakke – H&M (gammel) // Solbriller – byIC // Støvler – New Zealand Boots (reklame, gave)
Og psssst – ovre på min IG-profil kan I vinde et par støvler magen til mine.
Men det går heldigvis meget godt. Både det ene og det andet.
Det er ikke fordi ‘jeg har regnet den ud’, på nogen måde. Især fordi Carlsen endnu ikke er sådan én, man kan sætte et ur efter. Det kommer, med alderen, det ved jeg godt. Og således har jeg heller ikke været drøn god til at komme ind til byen – det er lidt stress, at skulle pakke hele cirkuset sammen og drøne afsted, når man ikke ved, om barnet vågner efter 3 minutter på motorvejen. Så kan der pludselig være langt, selvom det kun tager 20 minutter.
Men det skal nok komme.
I relation til at jonglere barsel og blog, så synes jeg også det går meget nemmere end jeg havde frygtet. Både fordi jeg var lykkedes med at lave en rigtig god buffer, som kunne holde mig og os kørende, mens jeg bare lå og sumpede i min babyboble. Ens hjerne er jo helt svampet, når man lige har født – sådan har jeg det ihvertfald. Og så er det virkelig svært at producere noget, der er bare den mindste smule interessant for andre. Så jeg var glad for, at have nogle indlæg med substans liggende – og så kunne jeg selv stikke næsen ind forbi med svampet babybobble-lykke.
Nu hvor jeg så småt er gået igang med at arbejde igen, synes jeg også det er lettere end første gang – måske fordi jeg første gang var på 100% barsel, både i min egen og mine nærmestes optik.
Denne gang ved alle godt, at jeg stadig skal arbejde. Det kræver lidt ekstra fleksibilitet – og fx at min mand tager en fridag hist og hér, som i går da jeg var på shoot med GRAM hele dagen. Det er ok, det løser vi sammen.
Så jeg er fortrøstningsfuld. Jeg glæder mig til at få lidt mere struktur på dagene, selvom det omvendt også betyder færre lure i løbet af dagen. Det er ok – det er svært at udnytte lurene til fulde, når man aldrig ved om de varer 4 minutter eller 4 timer. Og så prøver jeg at tage én dag af gangen – og lade være med at sige ja til for meget og være overmodig.
Det hele er lidt nemmere, når man ikke har så mange forventninger til alt det man skal nå og alt det man skal gøre.
Vi tager livet i adstadigt tempo mig og Carlsen, og det fungerer så godt lige nu.
Jeg venter stadig på at få tildelt en mødregruppe, for der er ikke helt nok, der har født til at vi kan danne én i kommunen endnu, men det er ok, for jeg har to gode veninder, der er flyttet til Rungsted og som også er på barsel for tiden. Vi mødes og drikker kaffe et par gange om ugen. Og det er rigtigt dejligt.
Og lige om lidt, så holder Soffen jo op med at arbejde igen, og så satser jeg da stærkt på også at genoptage de ugentlige kaffe-dates med hende. Og liiiige så langsomt får jeg nok også mod til at tage ind lidt mere ind til byen. Min bedste veninde er på barsel. Og Emily er på barsel.
Og måske på et tidspunkt finder jeg også modet og overskuddet til at tage til et bette blogevent. Eller et job-møde. Eller hvad der nu måtte være. Men ikke endnu. Jeg er der ikke endnu. Omend jeg føler, at det er noget mere overskueligt her anden gang end det var med Elise – ikke mindst fordi amningen bare kører og jeg altid har maden klar. Det kræver et separat indlæg, og det skal det få, men det var alligevel værd at nævne i denne snak også, for det betyder virkelig noget.
Så det er status. Det blev lidt mere snik-snakkende det her indlæg end jeg lige havde tænkt. My apologies. Det er barselshjernen der spiller ind – den er stadig lidt svampet i det, omend i bedring ;)08
