Om at gøre familiestatus og passe på hinanden i parforholdet..

Jeg spiste frokost med en veninde i fredags.

Hun skal starte på et nyt job efter en lang barsel. I dag faktisk.

Vi har snakket meget om det med kvinder og karrierer i den venindegruppe. Snakket om hvordan man lander, hvordan man prioriterer hver især, hvordan man løser kabalen.

Lidt ligesom vi snakker om det hér på domænet, nu og da.

Og der er jo ligeså mange løsninger og valg, som der er forkellige damer. Det er nok det jeg synes er interessant egentlig. At høre hvordan andre har valgt. Og hvorfor de har valgt som de har.

I venindegruppen har vi snakket meget om det med at blive selvstændig. Jeg er det. En anden blev det efter barsel. Og et par andre har også overvejet det.

Det er nogle driftige damer altså – men det tror jeg er en sidegevinst af at være på barsel (og det har vi jo snakket om før, at man burde være bedre til at skrive sin barsel på CV’et).

Anyways. Hun så ét jobopslag, søgte det ene job og nu er hun landet dér.

Det er ikke et 9-16 job. At all faktisk.

Sådan et har hendes mand heller ikke.

Og i den forbindelse snakkede vi lidt om hvordan man så gør. Hvordan man løser den. Både rent praktisk – men også…. ehr.. menneskeligt.

Det er nok et dårligt ord, men… Én ting er hvordan man får tøjvask, hente/bringe-cirkus og madpakker til at lykkes. Men så er der den ekstra dimension, der handler om at gøre det uden at man selv føler sig kørt over. Strukket helt tyndt.

Den følelse tror jeg alle mødre kender. Når man har helt små børn og ens liv er én lang udsættelse af egne behov.

Og så er der den med parforholdet. Og den nuance har jeg ikke tænkt over tidligere. Eller fået snakket så meget om.

Honestly, fordi jeg ikke selv har haft overskud til at bekymre mig mere end 3 minutter af gangen om mit parforhold. Og heldigvis, 7-9-13 og bank under bordet, ikke har haft behov for det.

Vi lovede hinanden, da vi fik Elise, at ligegyldigt hvad, så holdt vi ud i 5 år. Det er jo noget fjollet noget, at love hinanden, men den bagvedliggende erkendelse af at de år, hvor man har små børn bare er hammer hårde, er jo god nok.

Og her kom min veninde altså med en god idé, som jeg vil tillade mig at kopiere.

I erkendelse af at når hamsterhjulet kører og hverdagen ruller, så er det ikke altid man får snakket sammen. Eller mærket efter. Hvad fungerer? Hvad fungerer ikke?

Så derfor har de sat datoer i kalenderen hver 3. måned. Og så bliver der åbnet en flaske vin og gjort status.

Jeg smilede især, da hun nævnte “Er vi ved at drukne i listen over projekter?” som ét af punkterne på ‘status-listen’. For den kan jeg relatere til. Sådan en liste har vi også. The joys of being a home owner. Der er altid et eller andet, der skal ordnes eller fixes. (Og totalt sidespor: Samme erkendelse så jeg iøvrigt at Miriam Thejl var kommet til, og selvom jeg ikke er det samme sted, så synes jeg det var rart, at der var nogen der sagde det højt – og måske er det netop de ord, nogen af jer, der læser med her, har brug for at læse: “Alt den tid vi i ejet hus kommer til at skulle bruge på ting som at skifte tagrender, fjerne blade, rengøre pillefyr, etc, er tid jeg langt hellere vil bruge med mine børn! “)

Vi startede i lørdags. Den lange lavede trøffelrisotto og vi åbnede en flaske vin. Og så snakkede vi – for første gang i noget der føles som umindelige tider. Det passer ikke helt, for vi snakkede også sammen, da vi havde bryllupsdag – men det var på lidt mere langsigtet plan.

Her var vi nede i detaljerne. Hvad vil vi gerne, som familie, de næste 3 måneder? Hvilke husprojekter prioriterer vi? Hvilke ‘kampe’ tager vi og hvilke lader vi passere? Hvordan synes vi børnene har det? Og hvordan har vi det selv?

Jeg er ikke vildt god til at ‘gå og mærke efter’ til daglig. Det er andre utvivlsomt bedre til og for dem vil det så være en helt håbløs øvelse… Men nu prøver vi sådan her hjemme hos os<3