Jeg går og pusler med 2021 i hovedet for tiden.
Det fik jeg vist også afsløret, da jeg forleden dag, kom til at skrive 2021 istedet for 2020 på et instagram-post. Jeg var træt, I var hurtige og således fik vi tjept spolet tiden tilbage til 2020 igen.
Men with that being said, så har 2020 nu været noget af en prøvelse.
Ikke blot pga Corona, men også pga sygdom i min nærmeste familie og omgangskreds, en barsel jeg ikke nødvendigvis trives 100% i. Og mere af den slags.
Så jeg er klar til 20212. Mega. Faktisk.
Og der er konkrete ting jeg går og glæder mig til. Og over.
Jeg glæder mig til en planlagt skiferie til Schweiz i slutningen af januar med gode venner – men hvem ved om det på nogen måde kan blive en realitet.
Jeg glæder mig til en lang og dejlig sommer i det nye sommerhus mine svigerforældre er ved at få bygget. Og håber, iøvrigt og en sidebemærkning, også at kunne tage jer med på ‘ny-bygger’-rejsen når vi når lidt længere. Indtil videre står det gamle sommerhus stadig, hvor det altid har stået:)
Jeg glæder mig til sjove og fede arbejdsprojekter, og er igang med planlægningen heraf. Jeg vil gerne gøre det anderledes end jeg hidtil har gjort. Prøve noget nyt. Min ambition er at finde x antal partnere, som vil være med til at fortælle nogle af de historier jeg brænder inde med. Lidt som Nordnet, der har været seje og er hoppet på som partner på ‘Investeringsføljetonen (som der iøvrigt er et nyt indlæg på trapperne af! Jeg skriver og researcher as we speak)’.
Det er den slags samarbejder jeg gerne vil forfølge i højere grad. Der er vinskolen, jeg stadig gerne vil skrive. Sommerferie-føljetonen, der rumsterer i baghovedet. Forslagene til de gode familie-udflugter. Og den slags.
Og udover de ting, jeg glæder mig til. Så er der også den der mærkelige usikkerhed, som Corona har bragt med sig, og plantet som fast inventar i vores alles liv.
Lukker vi ned igen? Hvad gør vi hvis børnehaven og vuggestuen pludselig skal holde lukket? Hvordan skal vi dele os i familien til jul? Kommer vil til at kunne fejre bryllupper/barnedåb for dem vi har kær?
Og tilbage til den med sygdommen blandt de nærmeste. Dem man allerhelst vil se, men som man ikke tør, fordi tanken om at komme til at smitte er for meget at bære.
Jeg kan føle, at det gælder om at trække luft ind i store åndedrag, inden hovedet igen forsvinder under vandet igennem en lang, mørk vinter med social afstand og afsavn.
Og så kan jeg heller ikke lade være med at tage mig til hovedet over hvor meget jeg ramte hovedet på sømmet med det her indlæg tilbage i januar. Tænk, hvis jeg havde vidst what was coming. Tænk hvis jeg havde vidst, hvordan verden ville se ud bare kort tid efter.
Suk.
Følelsen består iøvrigt. I varierende grad. Jeg blev anbefalet at læse bogen ‘Factfulness‘ af én af jer, og den synes jeg faktisk hjalp (jeg læste den iøvrigt ikke, men lyttede, men det er en detalje – ville blot give tippet videre).
Men puh. Det amerikanske præsidentvalg og de konsekvenser det har for vores verden, synes jeg heller ikke er for sjov. Jeg har for nyligt set dokumentaren “Opgør med Donald Trump” på DR – den kan anbefales, omend det ikke er for sarte sjæle. 
Jo. Jeg synes det er en splittet tid. På mange planer. Og jeg synes det kan være svært at navigere i. Jeg forsøger at koncentrere mig om det nære. Om det, måske, trivielle.
Så i første omgang glæder jeg mig over det smukke efterår vi ser lige nu. De her uger, hvor træerne nærmest ser ud til at stå i brand er for vilde. Og så glæder jeg mig til jul. Til glade børn og flæskesteg. Og pynt og glögg og kager. Og den slags.
Og så må al alvoren blive glemt for en stund. Selvom jeg ikke altid synes det er lige nemt.
Tak for et godt indlæg. Jeg synes det lyder som nogle gode tiltag og samarbejder, du har på programmet. Selv glæder jeg mig meget til næste afsnit om investeringer, de er meget inspirerende. Tak for dem.
God weekend.
Kh Katrine
Great outfit! I really like your coat!
Life is a Shoe
Sikke en dejligt skriv, der også rammer mine splittede tanker. Tak for god læsning her på bloggen, hvor du virkelig rammer mig og mine tanker i mange af dine indlæg pt.
🙂 Laura
Jeg hører dig. Jeg bor i USA, og ud over det shitshow der udspiller sig med præsidentvalget lige nu (jeg bog endda i en af svingstaterne) som fylder virkelig, virkelig meget og ikke på den opløftende måde – ja, så er det nu også langt over et år siden vi har kunnet se vores familie. Som i nogen som helst af dem. De må ikke rejse hertil, vi kan ikke tage hjem. Mine børn savner deres bedsteforældre (og den anden vej rundt, nok endnu værre), fætre, kusiner osv. Jeg savner. Hele tiden. Og savnet bliver værre af, at der bare ikke e noget lys, nogen udsigt til, at vi snart igen kan kramme dem vi savner.
Jeg synes 2019 var lidt af et bæst. Men 2020 manner… Jeg er så ovre det.
Ej Julie, vi er i PRÆCIS samme situation og det er bare så så hårdt! Og mange i DK er bare slet ikke bevidste om, at grænserne stadig er lukkede og alle os i USA (uden green card eller citizenship), vi er stuck her. Jeg er foreløbig gået glip af begravelse i Danmark og vi er hele tiden bange for, at familien rammes af Corona. For så starter et shitshow. Hvis vi skal hjem i 2020, så mister vi begge jobs og vi skal essentielt flytte herfra. Og hvad man ved om Corona, så har man max to uger inden forløbet bliver dårligt, hvis det går den vej, så vi ville skulle pakke alt ned, sige op, flytte og sige farvel til vores liv inden for max to uger. Det er bare katastrofetanker i ét væk, når man først kommer igang. Vi har en lille mulighed for at få fornyet visum i én uge i januar, that’s it. Ellers ramler alt og jeg mister arbejdstilladelse. USA kører bare ikke for tiden og rigtig mange er i problemer.
Vi har været hjemme siden marts og ingen skolebørn er i skole i vores kommune. Vores overbo har haft deres to skolebørn hjemme i 7 mdr nu samtidig med at de begge går i remote skole og har haft max 1-2 ugers sommerferie pga ja USA, der er ingen sommerferie for forældrene. Det er hårdt at se danskere klage så meget om deres lockdown, når mange har det meget værre. I know, det er ikke fair for alle har det hårdt pt! Men, tror de færreste danskere kan forestille sig at have haft børn hjemme siden marts og bare aldrig have haft den pause, som Danmark fik i sommers. USA har haft ingen pause fra Corona, det er næsten tragikomisk. Jeg forstår, men er nok bare lidt misundelig på hvor “let” lockdown ser ud i DK – selvom det jo slet ikke er let! Andre lande (fx Indien) har det jo værre end USA, så alt er relativt.
Læste en artikel i New York Times, hvor par beskrev, at de var begyndt at sige “honey, it’s the COVID!”, når de tabte modet og blev sure og kede af det. It’s the COVID! Det er mit nye motto, it’s just the COVID, alle er ude af balance lige nu, på en eller anden måde. Jeg synes også, at 2020 har været enormt hårdt og vi venter også spændt på tirsdagens valg, for meget af vores skæbne afgøres der. Og samtidig… Så afgøres intet. For som dansker har man en gylden billet hjem til verdens mest privilegerede land, så man kan altid tage hjem, heldigvis. Nogle af mine kolleger er ikke så heldige. Pyh, sikke et kaos. Lad os håbe at 2021 bliver bedre 🙂
Sikke nogle vidunderlige efterårsbilleder! Jeg tager mig selv i i disse dage at tænke, at så flot et efterår som i år har jeg da lige godt alligevel aldrig oplevet. Men det er nok hukommelsen, der spiller mig et puds.
Jeg kender ikke “Factfulness”, men lyttelæste “Håb” af Kristian Leth, mens jeg gik lange ture med barnevogn i min barsel, og den kan nok noget af det samme. Den sætter i hvert fald spot på alle de (underbelyste) steder, hvor det ikke går helt så skidt, og man får fornyet tro på, at verden måske alligevel ikke er fortabt. Den kan jeg godt anbefale.