… at den er individuel. Og ligeså forskellig som os allesammen. Så de følgende punkter er ikke andet end mine egne erfaringer. Ingen generelle sandheder. Men måske de alligevel kan ræsonnere.
… at den kommer i bølger. Kan lamme én. Uden forvarsel.
… at ensomheden har været min værste fjende. Sammen med lediggang. Jeg har brug for at lave noget. For at være sammen med nogen.
… at det er mere end rørende at mærke verdens omsorg. Men at selv samme omsorg også er udmattende. “Hvordan har du det?”. Jeg ved det ikke. Og jeg orker ikke forholde mig til det. “Jeg har det”, svarer jeg.
… Minderne dukker op overalt. Elises regnvejrskrøller. Guldarmbåndet på mit håndled. En dame i Hornbæk med den samme frisure. Rabarbersyltetøj. Hårtørreren. Over det hele.
… på den ene side føles det som en livstid siden. på den anden side føles det som i går.
… “Hvornår kommer mormor ned fra himlen igen?”, spørger Elise. Og jeg har endnu ikke fundet på et godt svar.
… det tog min iPhone 3 uger, at holde op med at foreslå ‘Mor’ som modtager, når jeg skulle sende en sms. 3 uger.
… Den der mærkelige følelse af at se livet og verden ufortrødent fortsætte. Når den, fra mit perspektiv, er gået i stykker og i stå.
… at den fylder meget. men ikke alt.
Virkeligt godt beskrevet og smukt også 🙂
Det er som en ven engang sagde: De gode mennesker drager bort alt for tidligt!
Al verdens forståelse din/jeres vej.
Min far døde pludseligt for halvanden uge siden. Jeg har holdt mig fra det meste af internettet siden. Særligt blogs og Instagram og alt det perfekte har jeg haft svært ved at rumme. Men i dag var jeg klar på en runde og finder så det her indlæg. Og føler mig meget set og du beskriver det så godt.
Jeg ved godt i mit hoved, at jeg nok skal klare det. Men det føles ikke sådan. Og jeg kan slet ikke overskue, at det ikke bare finder sin plads meget snart og så kan livet blive normalt igen.
Jeg gider slet ikke have den her nye verden.
Tanker til alle andre, der også har mistet et anker.
Selvom sorg er individuelt, så genkender jeg alle punkter. Mistede min mor for 1,5 år siden. faktisk er det især spørgsmålet om hvordan man har det der er så svært at svare på. Og man bliver jo spurgt om det meget fra velmenende mennesker. Dit svar “jeg har det bare” er virkelig godt beskrevet! Tanker til dig…
“Hvornår kommer mormor ned fra himlen igen?” <3 <3 <3
Du rammer det så fint. Vi er samme alder, og jeg mistede også min mor for 1,5 år siden.
Sorgen kommer vitterligt i bølger. Man sidder jo ikke altid og er ked af det, for kroppen vil heldigvis gerne selv-nivellere til et udholdeligt niveau. Men bang, så rammer den pludselig. Især når jeg kigger på min 1-årige søn og synes han ligner min mor mere, end han ligner mig.
Jeg tror ikke, man kommer videre i en sorg. Men man kommer igennem.
Og jeg er ved at forstå, at sorg ikke er farligt, sorg er en grundfølelse og en følelse som gerne må være her. Den er her i hvert fald.
♥️♥️♥️♥️
Kæreste AC, jeg er på halen over at du forstår at ræsonnere så fint og sætte ord din sorg.
Kæmpe kram fra Østerbro ❤️
Et rigtig fint skriv, og kæmpe kram til dig! <3
Jeg ved præcis hvad du føler og tænker – og det er super individuelt, men alligevel også meget genkendeligt. Det er en kæmpe sorg at fortælle sit barn, at rulletrappen op til stjernerne kun går en vej, men at mormor passer godt på stjernerne og tænder dem om natten.
I går var det to år siden min mor døde, og det er (måske…) blevet en smule lettere at “styre” sorgen, selvom den stadig er der.
Kæmpe kram til dig
Sikke dog et fint skriv, ven <3 Kæmpe kram til dig!
Kære Acie. Sikke dog et fint skriv! <3 Alverdens kærlighed og god energi til dig og din familie. Jeg synes du sætter meget præcis ord på hvordan det føles at stå lige dér, midt i orkanens øje mens resten af verden går fri.
Kærlighed og varme tanker til dig herfra ❤
Fineste skriv. Giver stof til eftertanke over livet som en dyrbarhed. Sender dig gode tanker <3 Er også nødt til at skrive at det er befriende at du deler.
Da min far døde for tre år siden, havde jeg ret svært ved helt at fatte, at han ikke kom tilbage. Efter de første dages praktikaliteter – ringe rundt til familie og venner, skrive dødsannonce, få ham hentet af bedemanden, og den næste tid med planlægning af begravelse + selve begravelsen, havde jeg det sådan, “fint, nu har vi gjort det, så kan han godt komme tilbage”. Jeg tror, at jeg havde svært ved at tage det ind at han faktisk var død. Her tre år efter kan jeg stadig få kvalme over, at han ikke kommer igen.
Virkelig godt formuleret – Den kvalme kender jeg godt! Den kan være frygtelig lammende.
Det allerstørste kram til dig <3 <3 <3