Ja, undskyld mit franske. Men jeg er godt nok og fanme træt.
Jeg er helt med på, at det er mit lod i livet, som småbørnsmor, men shit mand. Jeg drømmer hede drømme om en uforstyrret nat. Evt i en stor blød hotelseng. Med friskt og lidt stift sengetøj, der dufter af mildt skyllemiddel. Aaaah.
Vi er inde i en søvnperiode, der er helt af helvedes til. Mig og ham den lille. Det bliver sjældent til mere end 45 minutter af gangen om natten og det begynder at kunne mærkes. Jeg har prøvet det før. Jeg ved det er en fase. Og vi skal jo nok overleve. Jeg er bare træt. Jeg tror faktisk, at jeg faldt lidt i søvn, da jeg stod i badet i morges. Bare lige sådan kortvarigt. Kender I det?
Vi har os, af samme årsag, en lidt slap barselsuge. Sådan én der står på mødregruppe-hygge, babysalmesang, barselstræning, 5mdrs-vaccine, masser af kaffe og lydbøger i ørene ude på trilleturene.
Og så har vi os et lillebitte møde på fredag og en skydning i weekenden, som jeg – for så vidt – glæder mig til. Jeg håber bare ikke, at jeg ser alt for træt ud. Der sker en del bag mine små kulisser (… skærm?!) for tiden, og jeg hader de perioder, hvor jeg ikke kan fortælle hvad, hvorfor og hvornår – mest hvis jeg synes, at det stjæler tid og skaber fravær hér. Et par uger endnu, så er vi ude på den anden side<3
Men jeg har altså med vilje ladet være med, at lave for mange sociale planer. Af hensyn til os begge to – ham den lille må jo også være lidt træt i det. Og jeg har erfaret, at vi (i de trætte perioder) fungerer bedst, hvis vi respekterer rutinen. Forsøger at ramme den.
Lige nu hvor Carl er 5mdr, prøver jeg ret meget at læne mig op af den rutine den gode netsundhedsplejerske (lige gyldigt hvad jeg googler, så havner jeg enten hos Helen eller på Hestenettet – der er sådan 50/50) skitserer i det her post.
Det føles lidt vildt, at jeg har været selvstændig i et år. Været ‘blogger’ i et år. I starten manglede jeg noget af min identitet, hvis man kan sige det sådan. Manglede at kunne sige ‘Jeg er digitalchef med ansvar for bla bla bla’. Jeg har aldrig været specielt komfortabel med at sige ‘Jeg er blogger’, og når nye bekendtskaber spørger mig hvad jeg laver, så svarer jeg stadig noget i retning af ‘at jeg skriver – en blog, noget bog – og laver noget instagram og den slags’.
Ikke noget specielt præcist svar, med andre ord.
Men det er jo dét jeg er. Blogger.
Da jeg fortalte jer, at jeg havde sagt op, skrev jeg også: “Det kan også være, at jeg kommer tilbage om et år og keeeder mig sådan, at jeg har fået den corporate kløe tilbage. Who knows?”.
Det har jeg ikke. Fået den corporate kløe tilbage. Ikke for alvor ihvertfald.
Jeg regner nu stadig ikke med, at jeg skal være blogger for evigt, men nu til dags, er det vel også de færreste af os, der har et job, som vi forventer at have til vores dages ende.
Men jeg elsker mit blogger-job. Og det var så sundt for mig, at komme lidt væk fra dér hvor jeg var. Jeg er håbløst dårlig til at ‘mærke efter’, når jeg står i noget. Og jeg har aldrig fortalt jer om dengang, min læge spurgte hvordan jeg havde det, og jeg svarede ved at bryde hulkende sammen. Ikke pisse godt, med andre ord.. Det var, da jeg var gravid med Elise.
Og jeg har lært meget, det sidste år. Både om mig selv. Men også om ‘branchen’. Og om at være selvstændig og selv skulle sætte retningen – det er faktisk svært (synes jeg). For det er let, bare at lade sig rive med og ‘go with the flow’ og mulighederne. Men jeg synes jeg skylder mig selv, min uddannelse og min tidligere karriere, trods alt at bruge nogle af de erfaringer jeg har, med selv at udstikke en retning og bevæge mig i den retning.
I perioder lykkes det, i andre not so much. Men det er nok normalt.
Og hvordan er det så gået? Godt, synes jeg. Bedre end (jeg havde) forventet, ihvertfald.
Jeg er stolt af de indlæg jeg skriver hér. Forsøger at lave indhold, der er læsværdigt. Stolt af den nye føljeton om #KarriereKvinder, stolt af de snakke vi har haft om investeringer, penge og privatøkonomi. Og stolt af de mere ‘inspirerende’ kategorier som bolig og opskrifter.. Og de hyggelige hverdags- og familieindlæg. Og stolt af kvalitetsniveauet generelt – både hvad angår tekster og billeder. Jeg ved godt, at dét jeg laver hér ikke er for alle. Og det er ok. For jeg ved omvendt, at det er noget for nogen. Og jeg når heller aldrig selv i mål på ‘hold kæft, nu har jeg grejet den’-måden. Det ville være kedeligt. Det lille univers hér, skal helst være i konstant udvikling for at fastholde min interesse. Og sikkert også jeres, bilder jeg mig ind.
Og jeg bliver glad og stolt over at se, at jeg på 12. år stadig kan skabe noget, som virkelig mange mennesker gider bruge deres tid på. Som kloge Sofie sagde for noget tid siden, så er blogger-jobbet måske det mest demokratiske erhverv der findes – man er i sandhed folkevalgt. Så tak, virkelig, for at I vælger mig på goddamn 12.år. What the fuck, guys. TAK<3
Og hvis jeg skal svare mere business-agtigt, så er det også gået godt, for at være lidt jysk. Så godt, at jeg med helt ro i maven, kan takke nej til samarbejder jeg ikke synes passer ind hér, eller ting som jeg bare ikke har lyst til at lægge ansigt til (uagtet at det sagtens kan være fine brands, som kan passe så fint i nogle af mine kollegers feeds istedet…). Det er den vigtigste økonomiske parameter for mig – at man har ‘råd’ til at sige pænt nej tak.
Og det bringer mig videre til næste tanke. For hvad har været det sværeste? Det sværeste er at være en del af en wild west-branche, hvor der er brodne kar (blandt både bureauer, influenter og annoncører). Jeg kender ikke en eneste, der ikke har mærket den stigende ‘bloggerlede’ på egen krop. Og jeg forstår det godt, men bliver stadig ked af det. Og lidt træt. Da jeg også havde et andet arbejde, tror jeg, at jeg havde lettere ved at distancere mig fra det. Det handlede jo ikke om mig. Jeg var jo ikke ‘rigtig’ blogger… Men det kort kan jeg ikke rigtigt trække længere.
Det påvirker os alle negativt, når der igen-igen-igen har været en sag med nogen, der opfordrer til vandkure, kviklån eller andre dumheder. Og det påvirker os alle negativt, når der er sager, som den om Smilebright* vi alle lige har været vidner til. Det er bare vand på mediemøllen og endnu en grund til, at jeg stadig godt kan være lidt tøvende med at introducere mig selv som ‘blogger’.
Jeg synes, der er rigtigt mange af mine kolleger, der gør et smadderflot stykke arbejde. Som helt tydeligt umager sig – både med at producere godt og inspirerende indhold, men også med at udvælge deres samarbejdspartnere, og så er det bare pisse træls (for nu at snakke godt gammeldags dansk), at der sidder nogle paphoveder og fjoller rundt på den måde. “Opfør jer ordentligt!”, sagde den sure mor. “I ødelægger det for os andre!”.
Men når der sidder sådan nogle tossehoveder og giver folk anledning til at være sure (og det med rette), så bliver vi alle skåret over én kam. Og alle en legal skydeskive. Og ja, det er altså dét der har været det svære.
Både at mærke, at man er én af dem, som nogle folk elsker at hade (og hvor det had er blevet alment accepteret) eller i det mindste rynke på næsen af, men også at finde sig selv i situationer, hvor man helt uforvarende skal ‘forsvare’ sin egen ‘rådne’ branche. “Jow, ja, altså.. Nu er det jo ikke alle, der gør sådan. Der er helt sikkert nogle idioter… Men sådan er det jo i alle brancher.. Der er bestemt også gode, dygtige folk i blogger-branchen” og cykle cykle cykle…
Men men – det var ikke dét det skulle handle om. Det skulle handle om, at jeg har været selvstændig i et år. Og at jeg trives. Ikke mindst på min families vegne. For et par måneder siden, spurgte én af Elises pædagoger mig hvad det egentlig var jeg arbejdede med, for hun ‘synes bare at vi kørte det så skide godt’ med reference til hente/bringe-tider, overskud og engagement. Og udover at give hende det lidt vævende svar jeg skitserede øverst, så blev jeg så pisse glad. Pisse pisse glad. Det var derfor, jeg gjorde det. Det var derfor jeg sagde op. ‘Hun blomstrer!’, fortsatte pædagogen.
Og jeg håber, at I efterhånden også ved, at jeg iøvrigt ikke mener, at det er et mål i sig selv, at kvinder skal sige deres jobs op og gå hjemme og passe deres børn. Nej for faen. Det var bare sådan vi fik kabalen til at gå op. Ikke mindst fordi jeg har en lille selvstændig forretning der giver glæde, udfordringer og muligheder on the side.
Så jeg betragter det som den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg er så glad. Og sådan et godt sted. Både professionelt og privat. Det er vidunderligt rart, efter nogle ellers lidt barske år og jeg skylder jer en stor tak for, at I gør det muligt for mig<3
(*jeg vil skynde mig at tilføje, at jeg ikke vil skælde på de af mine kolleger, der faldt i Smilebright-fælden – om noget synes jeg de har været naive, men det er svært at skælde folk ud for deres naivitet. De er blevet snydt og har ikke haft grund til at udvise agtpågivenhed – det har de, og vi alle, i højere grad nu).
… og en læbestift, men det tæller somehow ikke rigtigt, hvis man spørger mig 😉
Jeg tænker, at de fleste er kommet godt igang efter sommerferien nu, og også at den corporate garderobe måske trænger til en saltvandsindsprøjtning, så den er klar til den kommende sæson.
Og hermed altså et par sager til de corporate garderober derude – som altid et forsøg på at skabe et office look, der ikke føles som om, man har klædt sig ud som voksen, men stadig er ungt og smart.. Og den slags 😉 Men som vi også har snakket om et par gange, så er det jo meget forskelligt hvad der er appropriate fra virksomhed til virksomhed, så det er altså med passende forbehold, at mine forslag skal læses.
En god klassisk blazer, der holder sæson efter sæson og som bør være grundstenen i enhver corporate garderobe
Åha venner – jeg synes det begynder at være lidt tungt. Opad bakke, når der endnu er over en måned til termin, men altså – til 3D-scanning i sidste uge blev han skønnet til 2600g svarende til ca. 35+0 så det er måske ikke så mærkeligt endda, at jeg synes det kan mærkes.
På mandag står den på scanning igen. Som nævnt et par gange, bliver jeg fulgt lidt ekstra denne gang, fordi Elise kom ud og vejede 4800g og de vil altså helst undgå babyer større end 4500g.
Derfor forbereder jeg mig også på, at jeg ikke nødvendigvis får lov til at gå tiden ud – og at jeg helst skal være klar til at holde barsel allerede om nogle uger.
Som jeg skrev i det her indlæg, så vil jeg gerne være bedre til at holde ‘fri’ på barsel end jeg var første gang (ja undskyld, jeg skal være den første til at skrive under på, at man altså på ingen måde holder fri, når man holder barsel, men i blog-forstand), og det betyder, at jeg har forsøgt at være bedre forberedt denne gang, end jeg var første gang.
Og jeg ved ikke hvor godt det er lykkedes, men jeg har ihvertfald forsøgt. Planlagt alt muligt forskelligt indhold. Fra en lille føljeton, hvor I skal møde nogle seje damer fra mit netværk til en lille snak om lederskab, moderskab og den slags. Til besøg og boligsnak hos nogle af dem, der inspirerer mig mest på den front. Og til et par opskrifter. Og bolig-indlæg og beauty-indlæg. Og så håber jeg, at finde overskud til at dele nogle “live” glimt, tanker og refleksioner fra barselsboblen, når jeg sidder dér. Så det altså bliver en blanding af indhold, præcis som det plejer.
Jeg har takket pænt nej til alle invitationer jeg har modtaget fra 1/8 og frem (.. på ubestemt tid.. jeg tænker, at jeg må se tiden an, og se hvornår jeg er klar til at komme ud igen.. Med Elise blev jeg det ikke før hun startede i vuggestue) og ser frem til et efterår i min lille puppe med min lille familie.
Og nu – nu lukker jeg computeren og triller i sommerhus i et par dage <3 Vi ses i sommerlandet!
Hov, så blev det godt nok varmt, hva’?! Jeg havde ellers lykkeligt fortrængt, hvordan det føles, sådan at gå rundt med konstant fugtig overlæbe, men jeg skal da lige love for, at jeg blev mindet om det igår og i forgårs;) Men men – man skal jo ikke brokke sig, for det er da herligt, at sommeren er her, og jeg håber da på, at den holder ved, for vi har planer om at tilbringe det meste af sommerferien på Enø, og der er trods alt sjovere, når det er godt vejr. Og man kan bade. Åh, hvor jeg glæder mig til at bade.
Kjolen er en gammel favorit, som jeg har fundet frem igen. Jeg fik den ikke rigtigt brugt sidste sommer, hvilket egentlig er underligt, for det er ikke en særlig ‘preggo model’, men nu er den altså kommet frem igen. Jeg købte den, da jeg var gravid med Elise og den er fundet i Berg Shop på Østerbro – jeg kunne godt forestille mig, at de havde noget lignende i år, selvom lige den her altså er købt for et par år siden.
Og goddaw, iøvrigt, til 3. trimester og slutspurten inden jeg skal være mor til to. Jeg føler mig top uforberedt, men tænker, at det hele nok skal gå. Jeg er langsomt (… meget langsomt), begyndt at overveje en smule babyindkøb – alt fra søskendevogn til autostol og babyalarmer. Sidstnævnte har jeg iøvrigt lovet Skjorten (han er ansvarlig for lige dét indkøb), at spørge jer om I har gode forslag til. Til Elise købte vi en Neonate med video-funktion og den har vi været glade for og videoen har vi også haft glæde af ved flere lejligheder – men vi synes batteriet holder for dårligt, og det er simpelthen så træls, at den altid er død, når man står og skal bruge den. Så derfor – har I mon gode erfaringer at dele?
Jeg har stadig ikke fået købt mere end et enkelt par bukser i Mødrehjælpen til den lille mand, men det går nu nok. Tilgengæld er vi igang med at gøre noget ved en masse andre praktiske hængepartier – fx erfarede vi, at det ville være enormt rart med en pusleplads på hver etage (én af de få ulemper ved at bo i et hus i mere end et plan), så det har vi tænkt os at få etableret. Og så har Skjorten lovet at bygge mig et ordentligt (aflåst og isoleret) skur, så jeg har et sted at parkere lillemandens barnevogn udendørs – indtil nu har vi kun haft et halvtag og har således båret barnevognskassette ind og ud i en uendelighed.
Og så har jeg også bestilt en lift – sådan en havde jeg slet ikke til Elise. Kæmpe fejl. Og lidt dims til det nye børneværelse:) Jeg vil også gerne finde en Voksi Mini (vi er absurd glade for vores arvede Voksi Classic, men der gik alt for lang tid før jeg fik den i brug, for jeg synes den var alt for stor til Elise, da hun var spæd), men den håber jeg at finde brugt i en ordentlig stand (sig endelig til, hvis én af jer tilfældigvis skulle ligge inde med én – gerne med bæreplade) 🙂
Nå. Det blev vist lidt ævlet. Undskyld. Det må være varmen, der trykker 😉
Jeg hedder Anne Christine Svingkær Egholm, Acie er mit kælenavn og jeg er 33 år gammel.
Jeg er mor til Elise og Carl, gift med Skjorten, Mads, og bor nord for København i en gammel dame fra 1934, som jeg hygger mig med at indrette og lave om på.
Jeg drikker meget kaffe, elsker blød strik, bander over at træde i en Duplo-klods mindst én gang om dagen, serverer gerne pizza og champagne for mine gæster, skifter en milliard bleer, er lidt af en beautynørd med en fortid i skønhedsbranchen, slapper af i køkkenet, elsker lydbøger og tyer oftest til det klassiske valg, hvad end det angår min garderobe, boligindretning eller noget helt tredje.
Hér på domænet snakker vi morliv, karriereambitioner, shopping, bolig, indretning, rejser, økonomi og hvad der ellers optager damer som os.
