december 2017 – Side 2 – ACIE

En julestjerne med kanel… og lidt snyd.

danerolles-kanelstjerne-1-of-7 Ja, det er altså ikke den smukkeste kanelstjerne verden nogensinde har set, men den blev lavet med én hånd og var slet ikke tiltænkt dette forum… Men da jeg handlede til mit indlæg om pølsehorn bad Skjorten købe mig en ekstra dåse dej, så jeg kunne gen-bage de kanelsnegle jeg viste for nogle måneder siden, for dem var han svært tilfreds med.

danerolles-kanelstjerne-2-of-7 Og hvis der er noget jeg godt kan lide, så er det at bage til min mand, så der røg selvfølgelig et par ekstra dåser i kurven… Og intet havde jo været lettere end, at køre en reprise på helt klassiske snegle i fad – men flere steder havde jeg set den smukke kanelstjerne og tænkt, at sådan en måtte jeg prøve at lave. Og egentlig er det jo bare en stor kanelsnegl/snurre, så jeg tænkte, at det måtte være ét fedt for Skjorten, hvordan bagværket nu så ud. Og måske er der nogen, der står og mangler et lille hyggeligt bageprojekt hér på bagkant af julen? Man kan jo også bare kalde det en nytårsstjerne, hvis det endelig skal være;)

danerolles-kanelstjerne-3-of-7 En eftermiddag i sidste uge gik jeg således igang. Og da min mand opdagede det fik jeg et ekstra kys under misteltenen – hele besværet værd, med andre ord. Eller. Besvær er der ikke ret meget af, for jeg brugte to dåser Danerolles (men skal for god ordens skyld nævne, at dette blogindlæg ikke er en del af noget samarbejde eller noget – blot lille let jule-hygge-projekt for egen regning) og lavede ellers en klassisk remonce (jeg delte en opskrift til snegle-indlægget hér).

danerolles-kanelstjerne-4-of-7Og så skal man ellers bare igang med at bygge stjernen – hvilket ser sværere ud end det er. Omend min blev noget rustik, fordi jeg var sløset med at få lukket enderne – sådan er det, når barnet vågner halvvejs i bagningnen;) Nuvel – jeg lavede min med to lag, for det var jo i den hurtige og lette ånd, at denne stjerne blev til… Men man kan altså også lave den med fire lag og det bliver f l o t.

Start med at dele dejen i 2 klumper (easy, hvis man bruger to dåser Danerolles, for så er det jo allerede klaret) og tryk/rul dem begge til en flad pandekage på størrelse med en middagstallerken. Smør den ene cirkel med remonce og læg den anden cirkel ovenpå. Stil så et vandglas i midten af cirklen og skær en stjerne ud fra glasset – start med at skære kvarte (kl 12, 3, 6 og 9) og del så hver kvart i yderligere 4 (halvér to gange).

Tag så to nabostråler og vrid dem væk fra hinanden to gange og klem spidsen sammen. Fortsæt hele vejen rundt. Hvis det lyder bakset, så se denne video fra 3:14 – det er super simpelt;)

danerolles-kanelstjerne-7-of-7

Min fødselsberetning – del 2

foedsel-1[Ét af de sidste billeder jeg har af maven – på det her tidspunkt er der under et døgn til jeg ligger med min Cornichon i armene.. Jeg ved det bare ikke]

Læs del 1 HER

Vi kom selvfølgelig for tidligt til vores tid på Riget…. Meget for tidligt. Slog tiden ihjel med et par croissanter og blev så kaldt ind 8:20. Jordemoderen kørte en CTG og mærkede på maven – hun kunne se, at de havde scannet hende til 4370g om fredagen (… men kun sagt 4300g til os), men hun gættede nu på ca 4100g. Og så kom beskeden: “Jeg må desværre ikke tage dit vand – vi har simpelthen for travlt… Fødegangen er fuldt belagt. Jeg må lige snakke med den koordinerende jordemoder og se om du kan komme igen i aften, eller om vi skal finde en tid i morgen”. Mit hjerte sank. Helt nedslået. Nu troede vi lige. Et par minutter senere kom hun retur. “Jeg kan give jer en tid i morgen kl 8… Og så kan vi jo prøve med en hindeløsning igen”. Jeg var virkelig skuffet og ked af det. Efter fredagens hindeløsning havde jeg ikke meget tiltro til metoden, men takkede alligevel ja.

Og så kørte vi hjem. Jeg fældede et par tårer på vejen hjem. Skrev til søde veninder, der havde sendt heppende sms’er og forklarede situationen. Øv. Lagde mig hjem på sofaen i fosterstilling og synes det hele bare var så tarveligt. Skjorten var sød, selvom han var mindst lige så skuffet. Sørgede for snacks, dyner og ‘Modern Family’-marathon… Og pludselig henmod slutningen af første afsnit gik det op for mig, at den der murren jordemoderen havde sat igang med hindeløsningen faktisk kom og gik med ret faste intervaller… Kunne det mon være?!

Jeg begyndte at time dem. Sagde ikke noget til Skjorten før jeg var sikker. 5 veer senere, var jeg ikke i tvivl. “Jeg tror altså jeg har veer”, fik jeg sagt. “Men jeg ved det ikke?”. Skjorten overtog timing-tjansen. De var ikke slemme – som spændinger der kom og gik, og som langsomt tog til i styrke over de næste timer. Helt langsomt.

Omkring 14:30 lagde jeg mig ned i badekarret for at lindre lidt. Det satte skub i noget. Skjorten sad ved siden af mig i en stol og timede. Nu kom veerne med 4 minutters mellemrum og varede ca 45 sekunder. Jeg fik håndbruseren til at spule maven, når der kom en ve. Kl 15:30 besluttede vi at ringe til fødegangen – vi kunne bare komme, sagde jordemoderen i den anden ende.

Så op af karret med mig. På med noget tøj. Det tog evigheder. Jeg krabbede mig op ad trappen. Det lyder dramatisk, men føltes ikke sådan, Skjorten pakkede bil igen. Og en times tid senere var vi på vej… Midt i myldretiden. Suk. Jeg kunne mærke veerne gå i sig selv på vej derind og havde kun 3 “gode” på den halve time det tog os at komme igennem trafikken. Pis. Bare de ikke ville sende os hjem.

Vel oppe på fødegangen (eller rettere – igangsættelsesafsnittet, hvor jeg hørte til pga hindløsning samme morgen) blev jeg taget imod af en sød jordemoder. Hun installerede os på en stue, kørte en ‘strimmel’ og undersøgte mig. Jo. Den var god nok – vi var i fuld gang. Hun havde en studerende med, som også fik lov. Efterhånden var klokken blevet omkring 17:30 og de veer der ellers var gået lidt i sig selv på turen igennem myldretidstrafikken var retur for fuld hammer, men jeg kørte igennem på den laboro-vejrtrækning jeg havde lært til fødselsforberedelse, visualisering og mellemtider fra min mand. 50 sekunder, 45 sekunder, 40 sekunder, 35 sekunder, 30 sekunder, 25, 20, 15, 10, 5 og mål. Puh. Igen og igen. Timerne gik og lige i den periode var vi meget alene – vi vidste at vi ventede på en ledig fødestue, men ikke ret meget mere end det. På et tidspunkt midt i en ve får jeg nok og flår i den røde snor. Nu må de komme. Jeg har brug for at vide, hvordan udsigterne er.

Den studerende fra tidligere kommer ind. Hun ved ikke rigtigt noget. Jeg spørger, hvad mine muligheder for smertelindring er. Jeg kan få en varmepude så længe vi ikke har fået en fødestue. Great. Jeg takker ja, men den hjælper ikke ret meget. En times tid går igen. Jeg sender min mand ud for at få en ny statusopdatering på fødestuen. Jordemoderen kommer ind – vi kan snart blive flyttet, lover hun. Og så lægger hospitalsskjorte, håndklæder og nettrusser frem, så jeg kan få et bad.

Det er rart. Jeg sidder på stolen ude i brusenichen og spuler maven. Må råbe efter Skjorten undervejs for at sige, at jeg altså er ok selvom det tager lang tid. Jeg kan ikke overskue at rejse mig og får det meste af en time til at gå under bruseren inden jeg får taget mig sammen til stoppe for vandet og hoppe i mit nye smarte hospitalsoutfit.

Og endelig – da klokken har passeret 21 – kommer jordemoderen ind og melder, at nu er der en fødestue klar til os. Og en jordemoder. Hun hedder Nanna og vil være hos os lige om lidt. Jeg snegler mig de 20 meter ned af gangen fra igangsættelsesafsnittet til vores stue. “I skal være hér i nummer 7”, siger jordemoderen. “Perfekt – det er et godt tegn”, siger jeg og går så i stå midt i en ve. “Er det dit yndligstal?”, spørger jordemoderen. “Nej – det er hendes fødselsdag”, forklarer Skjorten.

…. Næste del får I én af de kommende dage <3

En julehilsen – må I få en glædelig jul..

jul-pa%cc%8a-kysten-1-of-1

Så blev det endelig Julefreden har langsomt sænket sig over det lille hjem på Kysten. I skrivende stund danser en liflig duft af den første julemad gennem stuerne, Cornichonen sover formiddagslur og Skjorten har sat klassiske Christmas crooners på anlægget.

juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-7-of-9 Kl 15 indtages huset af vores nærmeste og vi har lagt op til pakkeleg, champagne, julemandsbesøg og en masse andet hyggeligt med dem vi holder allermest af.

juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-9-of-9Indtil da, vil jeg trille rundt i mine julesokker (fine ik?), dække bord, støvsuge lidt og nyde min lille familie, vores hus og vores første jul i dette nye liv.

juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-6-of-9 Hvis I for præcis et år siden havde fortalt mig, hvad 2017 ville bringe og hvordan vores jul i år ville se ud, er jeg ikke helt sikker på, at jeg havde troet jer – men heldigvis er det sådan, at virkeligheden nogle gange (omend ikke altid) overgår drømmene. Jeg er i sandhed taknemmelig for alt jeg har.

juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-4-of-9

Og 2017 har – langt henad vejen – været magisk. Et år fuld af nye begyndelser. Men også et år fuld af afslutning. Og perspektiv. Sådan er det jo med de nye begyndelser – noget må slutte, for at andet kan begynde. Men det var egentlig ikke dét det skulle handle om her. Den kan vi tage, når vi når til nytåret.

juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-3-of-9

juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-5-of-9

Idag vil jeg blot benytte chancen til at sige rigtig glædelig jul til jer og jeres. Og tak. Fordi I følger med. Gider. På 10. år. I er efterhånden og med tiden blevet et godt gammelt venskab og den slags hænger ikke på træerne, så af hjertet (virkelig!) tak for jer.

Jeg håber, at I får en magisk aften derude i de små hjem. Og en særlig tanke og et lille digitalt klem til de, der måske synes julen kan være svær af den ene eller anden årsag<3

juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-2-of-9 juleaften-jul-pa%cc%8a-kysten-1-of-9

Familietur i skoven og den perfekte barselsjakke..

parka-hafnium-juletra-8-of-14Billederne hér er fra sidste weekend, da vi var på tur for at finde årets juletræ. Familietur. Min bror og mand bevæbnet med sav, os andre bevæbnet med tålmodighed og snacks, for det perfekte træ er jo sjældent det første og det bedste;)

parka-hafnium-juletra-1-of-14

Måske er der nogen af jer, der skal bruge denne Lille Juleaften på selv samme aktivitet? Det var virkelig hyggeligt, og så absolut ikke sidste gang, vi finder årets træ på den facon – måske var det startskuddet på en ny tradition? Det håber jeg<3

parka-hafnium-juletra-2-of-14

parka-hafnium-juletra-11-of-14 Og jeg var altså hoppet i min nye perfekte barselsjakke. Min julegave fra mig til mig. Jeg har fablet om den mere eller mindre hele efteråret og til sidst måtte det altså være. Den er fra Hafnium og jeg elsker at den er både praktisk, mega varm og mega pæn.

parka-hafnium-juletra-3-of-14 parka-hafnium-juletra-6-of-14 Lige den model jeg har valgt, er vist ikke kommet på hjemmesiden endnu, men jeg er sikker på, at man kan skrive en mail til Malene (der står bag Hafnium) og bede om den, hvis man er interesseret.

Og nu kan vinteren altså bare komme an, sådan for alvor. Med kulde, regn, blæst, slud, sne og the works. Jeg er klar. Og kommer antageligvis til at se meget sådan her ud.

parka-hafnium-juletra-12-of-14

parka-hafnium-juletra-13-of-14 parka-hafnium-juletra-4-of-14

Min fødselsberetning – del 1

Jeg har nølet lidt med at få den delt – af flere årsager. Jeg skulle lige finde ud af med mig selv, om jeg brød mig om at dele noget af det mest private jeg har, men også fordi jeg vidste at jeg ville blive ked af det, hvis der kom en lidt hård kommentar med på vejen – og med snart 10 år i bagagen, har jeg efterhånden lært, at man skal lade være med at dele dét, man ikke kan tåle, at folk har en mening om – men med tiden bliver alt mindre ømt og sårbart, og nu tør jeg godt… Omend i en lidt mindre detaljeret version end den jeg har skrevet ned til mig selv<3… Det er en lang historie, så I får den i omgange i løbet af julen. Jeg tænker, at det vel kan gøre det som en slags juleeventyr<3

20-september-2017-1-of-3

Jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte på, fortællingen om hvordan Cornichonen kom til verden, for i virkeligheden starter historien ret præcist en uge før jeg faktisk går i fødsel…

Vi skal til jordemoder og møder troligt op på Aldersrogade og jeg ser sådan her ud. Den jordemoder, der ellers har fulgt mig gennem graviditeten er selv gået på barsel og den sidste måned af graviditeten bliver jeg derfor mødt af en ny jordemoder hver gang jeg er til konsultation. Det er ikke optimalt, men omvendt heller ikke noget man kan bebrejde hverken systemer, jordemødre eller andre. Det er bare sådan det er.

Min oprindelige jordemoder har fra ca uge 35 nævnt at det så ud til at Cornichonen ville være en ‘stor’ baby, men at det også var at forvente, når man kiggede på både Skjorten og jeg, og vores egne fødselsvægte. Det ville omvendt bare betyde, at jeg nok ikke ville få lov til at gå for meget over….

Det lød rimeligt – men pludselig var hun der ikke mere. Pludselig var det nye jordemødre hver gang. Og pludselig var der ikke rigtigt nogen, der kunne lide at tage ‘drastiske’ beslutninger og alle ville gerne bare ‘se tiden lidt an’.

Til min sidste JM-konsultation får den nye JM sagt noget á la “… men bare fordi hun er stor behøver det jo ikke at betyde, at hun sætter sig fast med skuldrene”. Den tanke havde slet ikke strejfet mig, men skulle forfølge mig den næste uge, så selvom vi egentlig aftalte at vi skulle komme tilbage en uge efter, så voksede usikkerheden og frygten for at noget ville gå galt i løbet af de kommende dage. Jeg gik fra, at føle mig helt klar og top forberedt til at være usikker og nervøs. Øv. Så da vi nåede fredag og min Skjorte havde forsøgt at adsprede mit utålmodige væsen med en softice på havnen, der endte med at jeg sad og snøftede ned i vaflen, insisterede han på at vi ringede til fødegangen.

Det gjorde vi så. “Hvad kan vi så gøre for dig?”, spurgte jordemoderen i den anden ende. “Jeg ved det ikke.. Jeg tror bare, at jeg har brug for nogen til at fortælle mig, at det er helt normalt og at det nok skal gå”… Det kunne hun godt forstå – hun synes vi skulle komme ind forbi til et tjek, så det gjorde vi.

På fødegangen blev vi modtaget af den rareste JM, der lyttede og forstod bekymringen. Hørte hvordan kommentaren om skuldrene, havde sat sig fast i mit hovede, og forstod hvorfor. Mærkede på maven og var enig i, at det nok ikke var en lillebitte baby vi skulle have, men synes iøvrigt også, at vi skulle blive scannet af en læge, for nu at få lidt mere vished. Vi takkede pænt ja.

Blev scannet først af én læge. Så af en anden. Cornichonen havde det strålende, men lå langt nede og skyggede for sig selv. “Det bliver altså et ret rough estimate det her”, undskyldte lægerne. “Vi kan tage fejl med +/- 10%”. Det er alligevel plus/minus et halvt kilo-ish. Vi nikkede indforstået og de gik ud og regnede på deres mål. “4300g får vi det til… Men det er altså et usikkert estimat… Vi har konference om lidt, hvor vi lige vil vende sagen blandt læger og jordemødre, men umiddelbart kan I bare tage hjem – lad mig lige få jeres telefonnummer, hvis nu vi skulle ombestemme os”. Ok. Jeg følte mig rolig og lyttet til. Der havde været læger inde over og Cornichonen trivedes. Så vi tøffede ned til bilen og knugede hinandens hænder lidt ekstra på turen ned i elevatoren. Det skulle nok gå.

Skjorten havde dårligt nået at trække ud af parkeringsbåsen før min telefon ringede. “Jeg håber ikke du er kommet for langt”, sagde lægen i den anden ende af røret. “Vi vendte lige sagen og en kollega vil godt lige se dig – kan du ikke komme op igen?”. Jo, svarede jeg. Selvfølgelig. Vi trillede tilbage og blev mødt af endnu en læge. Jeg nåede aldrig at læse titlen på hans navneskilt, men det var tydeligt, at han var én af de erfarne. Og så var han jysk og meget ‘spade-for-en-spade’-agtig. Den slags gør mig tryg.

Vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at vente længere, men omvendt heller ingen grund til at starte en medicinsk igangsættelse – derfor fik jeg en hindeløsning for at se om det kunne sætte noget igang henover weekenden, og hvis ikke det hjalp, så foreslog lægen, at vi tog vandet mandag morgen. Vi fik en tid til kl 8:40, men “.. jeg vil nu sige, at du har gode prognoser for at gå i fødsel henover weekenden..”.

Fedt. Fedt fedt fedt. Der var lys for enden af tunellen. NU skulle vi snart møde hende. Vi kørte hjem, men det blev ikke rigtigt noget og weekenden gik, uden noget at rapportere. Jeg gik rundt og så sådan her ud – og så havde vi ovenikøbet bryllupsdag. Den fik vi ikke rigtigt fejret.

Mandag morgen vågnede jeg kl 5:30, spændt og klar. Jeg skulle møde min lille Cornichon snart. Måske allerede samme dag. Jeg puttede mig ind til Skjorten og vi vågnede sammen, mens solen stod op og fik himlen til at stå i flammer. Jeg tog et par sidste billeder af maven og vi pakkede alle vores ting. Kl 7:15 tog vi et sidste cheesy kysseselfie med den lyserøde himmel som baggrund inden vi kørte afsted.

… og dét virker som et passende sted at stoppe for idag – resten kommer, som nævnt, drysset lidt ud over julen<3