Noget af det jeg får rigtigt mange beskeder om, er det der med at have sagt karrierejobbet op – for en periode, ihvertfald. Jeg tror, at vi sidder rigtigt mange kvinder i starten af 30erne, der har brugt anywhere mellem 5 og 10 år i erhvervslivet og har konstateret at det ikke var all that and a bag of chips, men tilgengæld er igang med at stifte familie… Og har opdaget at, det er svært at få kabalen til at gå op, når man ‘kan det hele‘…
Og hvordan går det så? Keder jeg mig?
Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at det har jeg endnu ikke haft tid til. Min barsel sluttede 1/9 og Elise startede i vuggestue 1/11, så de første to måneder var sådan en flydende overgang, hvor jeg fik hjælp af bedsteforældre til at klemme nogle fulde arbejdsdage ind, men samtidig også var virkelig meget fuldtidsmor. Og jeg glædede mig virkelig til vuggestuestart. Virkelig.
Det var klart udfordrende, at være ’tilbage på arbejde’ og stadig være fuld tid på Elise – jeg var træt til sidst. Træt af at bruge aftener på arbejde, efter at have brugt hele dagen på at løbe rundt efter min hyperaktive 1årige – og træt af, aldrig at sove om natten…
Så da d. 1/11 kom og gik og Elise virkede til at trives i vuggestuen tænkte jeg, at lykken var gjort. Nu kom overskuddet tilbage. Nu kom der lidt mere ro på. Arbejde kunne være noget, der blev gjort indenfor normal arbejdstid og resten af tiden kunne jeg være mor. Der ville komme lidt struktur på hverdagen og det trængte vi til… Men så gik det jo hverken værre eller bedre, end at Elise har været hårdt ramt af alskens vuggestue-herligheder fra det sekund, hun satte sine små fødder dernede.
Faktisk har hun været så meget syg, at hun endnu ikke har formået at have en fuld uge i vuggestue. Og selvom jeg havde forventet, at hun ville blive syg, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville være i dét omfang som det har vist sig at være tilfældet.
Og når vuggestuen ringer for Gud-ved-hvilken-gang og jeg har måttet smide alt jeg havde i hænderne, har jeg ikke kunnet lade være med, at sende jer corporate moms en kærlig og medfølende tanke. For shit. Jeg ved ikke, hvad vi ville have gjort, hvis jeg ikke havde den fleksibilitet, som jeg har. Hvad vi ville have gjort, hvis én af os først lige skulle ud af et møde og hjem fra byen, når vuggestuen ringede. Hvad vi havde gjort, hvis ikke mit lille firma havde en yderst lempelig ‘barns første/anden/tredje/tyvende sygedag’-politik.
Én af pigerne fra min mødregruppe fortalte, hvordan hun havde måttet ringe sin mor over fra Jylland i en uge – bede hende flytte ind og passe barnet, for hvad skulle de ellers gøre? Og selv vi herhjemme har måttet trække på bedstemødre, der stiller op igen og igen – som da jeg ringede og stress-hikstede til min mor, da Elise blev ringet hjem dagen før min boligreportage og jeg netop havde kastet sofabetrækket i vaskemaskinen og iøvrigt havde noget der ligner 3 måneders rod, der gerne skulle gemmes af vejen. Ikke en opgave, man lige klarer med hende hér om benet.
Når det er sagt, så havde jeg jo bare kunnet aflyse. Re-schedule. Men jeg tænker, at de fleste kender det der med, at man hader at lave om i en aftale, der har været i bøgerne i flere måneder. Og så er det jo dejligt, at have en mormor og farmor, der gerne træder til. Men hvad med dem, der ikke har de muligheder? Der ikke lige har bedstemødre i baglommen?
Igår fik Elise lagt dræn (det kan vi komme tilbage til, hvis det har interesse?) og da jeg efterfølgende og helt uden snert af dårlig samvittighed kunne bruge resten af dagen på at sidde og putte med min lille pige, der lige skulle ovenpå efter en tur i fuld narkose, kunne jeg ikke lade være med at mærke følelsen af at brikkerne landede. At det var lige dér, det for alvor gav mening, at jeg (og vi) havde valgt, som vi har. Når man på sygedage nr +20 stadig bare har ro i maven over at sidde dér i sofaen med en lille hånd i sin, så er det svært ikke at tænke, at man er præcis dér, hvor man skal være.
Og nu er det ingenlunde, for at puste til nogens dårlige mor-samvittighed. Jeg kan love jer for, at den kender jeg nu altså også. Det er kun for at dele nogle erfaringer og for at svare på nogle af de beskeder der lander i min inbox. Jeg ved, at spørgsmålet fylder hos mange af jer og det forstår jeg godt. Indlægget hér er skrevet med kæmpe respekt for jer, der jonglerer krævende jobs, rejsedage, hverdagslogistik og børn. Og også velvidende, at det virkelig kræver nogle ofre – og at den der først ofrer sig starter med m og slutter med or.
Så det er kun for at fortælle en historie der går på, at det er en mulighed at skrue ned – ikke nødvendigvis starte selvstændigt, men gå på nedsat tid, få en ugentlig hjemmearbejdsdag eller hvad der nu ellers kan være af muligheder, der kan give lidt luft.. Også selvom man ved, at det måske ikke ligefrem er karrierefremmende. At man godt kan være glad alligevel – også selvom det havde været svært at forestille sig for 5 år siden:)
Hmm. Hos os arbejder jeg mest og tjener mest. Det er jo også en mulighed
Ud over det så arbejder jeg i en virksomhed hvor der er ret stor forståelse for syge børn, børn der skal hentes osv. Da jeg kom tilbage fra barsel sagde min chef til mig: nu skal du lære ikke bare at være leder men at være leder OG mor med de forpligtelser det giver. Det var bare så fint synes jeg
Ja du har helt ret – den nuance kom først med lidt længer oppe i kommentarsporet… Det skulle jeg have haft med i indlægget fra starten af (det ligger bare ikke lige så lige for, set i lyset af egen situation:) ).
Jeg er mor til to små piger. Der gik ikke ret lang tid, før jeg vidste, at et alm fuldtidsjob ikke var vejen frem. Så efter 2,5 år på barsel, startede jeg som selvstændig. Har det krævet økonomiske ofre? Ja. Har det betydet, at der er ting, vi ikke har råd til? Ja. Vi har fx valgt at udsætte totalrenoveringen af vores hus (som vi købte billigt), men så er der penge til at rejse sammen 3-4 gange om året. Igen handler det om prioriteringer. Vi kan ikke få det hele, men når man har styr på sine prioriteringer er det let at vælge til og fra – og lige nu vægter vi tiden og oplevelser med børnene højt. Livet med mig som selvstændig er helt sikkert det rigtige for os. Personligt tror jeg at rigtig mange glemmer at mærke efter og prioritere.
Der er så mange måder at leve livet på, og der er i denne tråd også bare sneget sig enormt mange antagelser ind om, hvad der måske kunne være hos den ene eller anden og hvad der er det gode liv. Jeg har respekt for dit svar til hende, som mente, at din mand tjente alle pengene. Men jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, for her i mit hjem er det min mand, der tjener alle pengene, og mig, der kun bidrager økonomisk meget lidt. Det er også mig, der har meget nedsat tid. Og sørger for alt i hjemmet. Men jeg er ikke ked af det, aldrig!! Min mand kunne ikke gøre det han gør – uden mig, og min søn kunne ikke være den glade lille julegris han er – uden mig. (Min søn har autisme og brug for rolige rammer og få timer i skole.) Så jeg bifalder dit indlæg her. Meget! Jeg kan kun anbefale, at man forsøger at få mere ro og fleksibilitet ind i ens hverdag, mens man har små børn. Jeg ville ønske at jeg selv havde set det tidligere, jeg pressede selv på for længe for at jeg skulle være perfekt på alle fronter. Men nu er jeg den mor, jeg gerne vil være, ligesom du er <3 Det er jeg glad for at kunne spejle mig i. Og hvordan det så løses bagved de lukkede døre, det synes jeg ikke er så vigtigt. Det vigtigste er, at man har modet til at se i øjnene hvad man helst vil, huske at alle er forskellige, og handle på det der er vigtigst, sammen med ens partner.
Jeg er meget enig i din kommentar. Her bidrager min mand også klart mest, fordi han tjener 4 gange så meget som jeg. Jeg er så på nedsat tid og ordner meget i hus og med børn. Sådan har vi prioriteret i fællesskab, og det er perfekt for os.
Det er spændende at læse alle kommentarerne og de mange holdninger og antagelser bag. Jeg er fuldt bevidst om hvor privilegeret vi er, at vi har den økonomi vi har og samtidig kan bo nord for København i et dejligt hus. Men jeg har svært ved at forstå det med, at fordi man er i en særlig position og måske ikke repræsenterer den gennemsnitlige familie her i landet, så har ens historie om hvordan man gør og indretter sig ikke værdi, fordi alle andre ikke nødvendigvis kan gøre det samme? Det er (selvfølgelig) ikke møntet her på din kommentar, men på præmissen bag flere af de andre kommentarer. Jeg forstår det simpelthen ikke.
Jeg er vild med dig indlæg. Det er så vedkommende for mange af os mødre.
Da vi fik vores datter arbejdede jeg i en privatvirksomhed og var ude som konsulent. En branche og et fag der ikke byder familielivet velkommen. Jeg kunne ikke have familie, på den måde som vi ønsker det. Så jeg skiftede karriereræset ud med en stilling i det offentlige, hvor der er mindre arbejdstid (stadig fuld tid), fleksible arbejdstider og en kultur hvor man prioriterer familielivet. Samtidig har jeg spændende arbejdsopgaver.
Så ja jeg er stået af karriereræset for en stund, så jeg har tid til min datter og hendes kommende lillebror/lillesøster. Jeg er så glad for min beslutning.
Så når jeg læser dit indlæg bliver jeg aå glad for, at andre også træffer den type valg i livet for en periode 😊
Rigtig glædelig jul.
Sådan!! Godt brølt, Acie! Uanset om det så havde set anderledes ud, så er det hver families egen private sag, hvordan de får hverdagen til at fungere. Det er usmageligt at sætte sig til (smags)dommer over andres private forvold på den måde og sikker langt mere om afsenderen af den kommentar. Jeg synes i bor SÅ lækkert og ser ud til at ha det SÅ lækkert og jeg tænker absolut intet om, hvordan det kommer i stand, for det interesserer mig slet ikke! Det gør dine smukke billeder, din fine familie og dine hyggelige vlogs derimod❤️🎄👪✌🏻
FYI. Min datter er 6 år og ikke blevet ammet, da jeg producerede så meget, at jeg ikke kunne følge med og fik brystbetændelse tonsvis af gange. Det kan seriøst tælles på én hånd, hvor mange gange hun har været syg i alle sine 6 år 🙈 Og hvis hun har det nok mere været pjæk end noget andet ☝🏻
Hvor rammer det her indlæg bare spot on – og hvor er det dejligt at høre at i har fundet en hverdag der bare passer jer så godt. Jeg er simpelthen så enig i at man sagtens kan være ambitiøs og arbejde målrettet uden at det nødvendigvis behøves at være fuldtid. Før jeg fik min datter arbejdede jeg som leder, hvor en uge snildt kunne snige sig op på 60 timer. Og så snart jeg havde fået min datter vidste jeg at jeg ikke kunne komme tilbage til sådan en måde at arbejde på. Heldigvis kunne det lade sig høre at jeg fik en ny stilling i firmaet på nedsat tid med spændende arbejdsopgaver, mulighed for en del hjemmearbejdsdage og en ugentlig fridag med min kæreste og datter. Og nu glæder jeg mig faktisk virkelig meget til at komme igang her i det nye år. Selvom jeg ved at det selvfølgelig bliver hårdt når sygdom osv rammer – men bare det at man har fleksibiliteten gør at jeg allerede har mere ro i maven ❤️ Det er selvfølgelig ikke alle der har den mulighed for at komme ned i tid, men hvor er jeg dog glad for at det kunne lade sig gøre hos min arbejdsgiver! Så der både er plads til karriere og familie ❤️ Og det er dejligt at se at det også kan æde sig gøre hos andre!
Rigtig dejlig jul til dig og din familie – håber i får den skønneste af slagsen og at vuggestuevirusserne snart er ude af systemet. Og tak for altid velformulerede og tankevækkende indlæg – det er en fornøjelse at læse med 😊❤️
Jeg bliver så glad for, at høre om jer, der sidder i virksomheder, der har fattet at det ikke er all or nothing – at ambitioner godt kan gå ned i tid i en periode, og at man på den måde kan fastholde dygtig, motiveret og stærk arbejdskraft!
Det er da bestemt ikke alle, der bare kan gå på deltid, tage en ugentlig hjemmearbejdsdag eller lignende. Det har jo ret store økonomiske konsekvenser… ikke bare på kort sigt, men også på pensionsopsparingen på lang sigt.
Du skal nyde, du har den mulighed, men det er jo også super priviligeret at have en mand, der (forestiller jeg mig) hiver langt størstedelen af jeres fælles indkomst hjem. I bor i et mega flot hus i et af de dyreste områder i Danmark, så det er måske ikke så repræsentativt for alle dine læsere, tænker jeg. Og ikke et ondt ord om det… det er jo super lækkert, at I har den livsstil, og at du kan trække stikket lidt ud i en periode og leve af din blog. Det er da kun dejligt, men nok de færreste forundt.
Hos os var vores dreng også konstant syg det første år i vuggestuen. Han startede 1/9, og han tog alt med hjem. Omkring sin 1års fødselsdag var han syg i 3 uger i træk. Vi havde ingen bedsteforældre, der kunne passe. Min mor var terminal (kræftsyg), min far passede min mor og min mands forældre bor i Jylland, hvor farmor på daværende tidspunkt plejede farfar, der også er syg.
Min mand er selvstændig og arbejder hjemmefra, så der var en vis fleksibilitet i det, og så alligevel ikke, da han havde hamrende travlt. Jeg har ret til 1. og 2. sygedag, og ellers delte vi dagene imellem os, og vi hyrede min brors svigermor til at komme nogle timer hver dag i den sidste sygeuge.
Det var pissehårdt, men vi kom igennem det. Men hold op, hvor savner jeg nogle bedsteforældre, der kan hjælpe.
Det bliver heldigvis bedre med mindre sygdom efter det første vuggestueår. Vi deler alt imellem os. Min mand har vores søn om morgenen og afleverer, jeg henter og underholder vores søn indtil aftensmaden og putter bagefter. Jeg arbejder fuldtid, men heldigvis tæt på, så jeg bruger kun 15 minutter i transport. Det kan ikke lade sig gøre med et job inde i byen med +1 times transport hver vej, så jeg må blive i lokalområdet, hvor der ikke er så mange stillinger for en cand.mag. Heldigvis har jeg et super godt job i en god virksomhed med gode forhold, så på den måde fungerer det.
Når jeg skriver ‘mulighed’, mener jeg ikke økonomisk (with that being said, så holder jeg på, at alt er en prioriteringssag), men ‘mulighed’ i den mentale forstand. Fordi drevne, ambitiøse, karrierekvinder (som dem der læser med her) godt kan glemme/overse at det er en mulighed (i teorien – det kan være mere eller mindre bakset i praksis. Både pga økonomien, som du skriver, men også fordi ens arbejdsgiver ikke synes det er fedt og mange andre ting). Bortset fra dét, skal det stadig ikke forstås som om jeg synes ‘det er det eneste rigtige’. I don’t. Jeg vil bare gerne have, at folk er glade og lykkelige – og husker at mærke efter hvor lykken ligger.
Tilgengæld bliver jeg ret provokeret over dine antagelser om min privatøkonomi, og selvom jeg egentlig har som princip, at det ikke rager andre, så let me be completely clear: vi deler alt 50/50 herhjemme. Fra lortebleer til regninger. Jeg bærer PRÆCIS ligeså meget af økonomien som min mand. At vi har haft råd til at købe det hus vi har, er derimod 100% min fortjeneste, fordi JEG havde tjent (ikke arvet eller fået) gode penge på en invetering jeg gjorde i midten af 20erne.
Så hvis du føler for at sende en undskyldning for 1. at gøre dig urigtige antagelser om fremmede mennesker privatøkonomi og 2. for at reducere mig til en trophy wife på min mands forsørgelse, så vil det blive taget velvilligt imod.
Respekt for dit fint formulerede svar, Acie! 😊
Hvor er like-knappen?!
Hvor er dis-like knappen??
Fair nok! Jeg tog fejl i mine antagelser, men det er heller ikke det, der er det primære. Jeg beklager, at jeg har trådt dig over tæerne. Det var ikke min mening. For mig er det dog irrelevant, hvem der tjener mest, hvem der forsørger hvem, om fordelingen hedder 50/50, 90/10 eller hvordan man nu har indrettet sig. Min pointe er bare, at det koster at gå på nedsat tid (uanset om det er mor eller far, der gør det), og at det altså ikke er noget, alle bare lige kan. For nogen er det en prioriteringssag – det er det fx i jeres tilfælde. Men det kræver et vis økonomisk råderum at kunne lave den prioritering, og det er ikke alle, der har det. Fx lavindkomstfamilier med børn, hvor begges indkomster er nødvendige for at få hverdagen til at hænge sammen.
Apology accepteret:) Og vi er sådan set ikke uenige – men (som altid) snakker jeg til jer, der kommer her på domænet, og I er skåret over en bred kam, bedre stillet end gennemsnittet af danske familier (I know, fordi I har fortalt mig det). I minder om mig – på godt og ondt. Og det ville jo være helt fjollet, hvis jeg begyndte at adressere en læsergruppe der ikke findes hos mig 🙂
Avs! Den med throphy wife sved! Min mand hiver flere penge hjem end mig – han er advokat, jeg jurist. Da jeg var færdiguddannet havde han allerede fuld skrald på karrieren. Han arbejde 60 timer om ugen og stod til at tjene en god løn. Min drøm var den samme som hans – en karriere som advokat med masser af arbejdstimer. Vi var klar over, at to advokatjobs ikke rimer på familie, skulle vi have familie måtte en af os gå på kompromis, så da jeg blev tilbudt et ph.d.-stipendiat – med fleksible arbejdstider og knap så god løn, takkede jeg ja. Og så må min karriere vente til senere.
Jeg betragter absolut ikke mig selv som en throphy wife, selvom vi ikke deler alt 50/50 – hverken ift. økonomi eller husligt arbejde. Karrieren som advokat mit offer lige nu, så 1. vi kan være en velfungerende familie, 2. min mand får chancen for at udnytte, at han er hamrende dygtig til sit arbejde! Jeg under min mand al succes i verden, og så glæder jeg mig til, at det bliver min tur om nogle år.
Åh Rikke – det er jeg ked af. Det var slet slet ikke min mening, men jeg kan godt se, hvorfor du læser det sådan.
Jeg tror, at man som blogger bliver mødt af så mange fordomme og “man skulle være blevet blogger” (som har undertoner af alt fra at det ikke er et rigtigt job, det er verdens letteste tjans, bloggere er lidt til grin, det er både totalt overbetalt samtidig med at vi nok lever af goodiebags og cupcakes, det ikke kræver hverken talent eller hjerneceller osv osv osv), at det er (var) svært ikke at blive provokeret over at få en kommentar med præcis samme undertoner – at jeg var priviligeret, at have en mand der tjente mange penge (så jeg, underforstået, kunne rende rundt og hygge mig med at spise cupcakes).. Ikke mindst, set i lyset af hvordan virkeligheden forholder sig – og ville man nogensinde have sagt det samme til en anden, der havde brugt 10 år på at bygge en selvstændig virksomhed? Det tror jeg ikke.. Men bloggere er lette at gøre grin med.
Så for at gentage mig selv – jeg er ‘ligeglad’ med hvordan folk indretter sig. Bare de er glade. Og bare de husker, at mærke efter hvor lykken ligger. Det kræver prioriteringer og ofre. Jeg forstår godt, at I har gjort som I har. Det lyder i mine ører enormt fornuftigt. Og som PHD-studerende (modsat erhvervet som ‘blogger’), ville jeg ikke være bekymret for at havne i kategorien trophy-wife;)
Den følelse kan jeg godt forstå du reagerer på.
Jeg ser dig nu som en badass business woman uanset om du er chef i den ene eller den anden biks 😉
Rigtig glædelig jul og godt nytår.
<3
Der er ingen i verden der tror at du er en trophy wife
Altså det var der jo én der gjorde 😉
Det er ikke muligt at skrue ned for arbejdstiden, hvis ikke man har økonomien til det. Vi har en sammenbragt familie, som binder os til et dyrt område, jeg er ubrugelig cand.mag, og vi kommer ikke af pengestærke familier. Jeg er pt på barsel og har allerede knude i maven over, hvordan vi skal få hverdagen til at gå op, når jeg er tilbage på arbejde, og vi skal jonglere tre børn, en jagthund og to fuldtids pendlerjobs… men det MÅ vi jo, for ellers skal vi bo utroligt småt (eller et andet sted), og det lader sig ikke gøre. Så… ja. Det Er fint og sundt at kunne skrue ned for arbejdspresset, men det kræver et vist økonomisk overskud.
Hmm… Det er ikke for at provokere – jeg er bare uenig. Alt i livet (og i særdeleshed når det kommer til økonomi) er en prioriterings-sag. Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår de prioriteringer du lister! Vi har selv lige haft snakken herhjemme for et par uger siden – prioriterer vi rigtigt og ‘aligned’ med vores drømme og det liv vi gerne vil leve?
SÅ enig i, at alt er en prioritering. Fx overvejer vi meget, hvor vi kan købe hus og hvor stort det kan være, udfra at vi begge gerne vi have deltid og kunne have fleksible jobs – og så må vi justere vores forbrug og faste udgifter derefter, fordi det tjener man bestemt ikke kassen på 🙂 Der er desværre mange akademiske kobs hvor det er svært at gå på deltid, men så skulle man måske overveje ufaglært/anden branche i en periode, hvis prio er at have tid til familien.
“Alt er en prioriteringssag”… det er et udsagn, som jeg er enormt træt af. For der er forskel på at prioritere “nice to have” og “need to have”. Og der er forskel på at prioritere med baggrund i en lille og en stor indkomst. Det er også et meget forsimplende udsagn, fx set i konteksten af vores hverdag med sammenbragt familie. Prioriteringer kræver et vist råderum, både økonomisk og praktisk.
Jeg er fuldstændig enig med dig, Stine. Det er så nemt at sige, at alt er en prioriteringssag, når man i forvejen har et stort økonomisk råderum. Ofte er sandheden mere kompleks. Fx i jeres situation med sammenbragt familie. Så er der en hel del flere mellemregninger, før ligningen går op, som andre måske ikke tænker over.
Alt er ofte mere sort/hvidt, når man ikke selv står i det, og for alvor kan se alle nuancerne af grå derimellem:) For mig at lyde, lyder det nu alligevel som om I prioriterer at børnene kan bo tæt på alle forældre og ikke få for lang transport til skole/institution i nogle uger, prioriterer et kæledyr, prioriterer plads osv osv. Tilgengæld ofrer I så noget tid der skal lægges på at pendle og arbejde – og det forstår jeg godt. Så godt. Det lyder kun fornuftigt, kærligt og rigtigt. Det er kun dét jeg mener med, at alt er en prioriteringssag. Jeg forstår godt, at nogle gange giver prioriteterne sig selv, fordi alternativerne er så stort et tradeoff at det slet ikke giver mening overhovedet at tænke tanken.
Hvis det dog bare var muligt at gå på nedsat tid! Der starter hele problematikken, for det er meget svært i hvert fald i det private.
Jeg er selv cand.merc uddannet og har arbejdet indenfor FMCG marketing i flere år, og må bare sige at det har været umuligt at komme til at arbejde på nedsat tid alle steder, jeg har været. Det er så ærgerligt.
Så jeg tror vi sidder mange, der rigtig gerne vil skrue ned, men muligheden for det er der simpelthen ikke.
Jeg har selv taget konsekvensen efter mit 3.barn og sagt mit job op til fordel for et 25 timers kontorassistent job i en interesseorganisation, som jeg er klart overkvalificeret til. Det er klart et offer ja, jeg ville meget hellere arbejde indenfor mit fagområde bare i færre timer, men det findes stort set ikke. Så ja jeg synes det er en god beslutning du har taget,og du er også heldig du har muligheden via din blog 🙂 Ikke for at underkende den, jeg ved godt, at den ikke er bygget op på et par måneder 🙂
Årh, dit indlæg rammer spot on. Selvom jeg ingen planer har om at gå selvstændig. Er også corporate mor med ambitioner. Min lille søn på 10 måneder startede også i dagpleje d.1. november. Puuuha. Hveranden weekend og uge har vi været lagt ned. Omgangssyge til alle, mellemørebetændelse, forkølelse og hoste, mellemørebetændelse igen, forkølelse, øjenbetændelse, ørerne igen osv. Fuck altså. Pt. er min søn næsten helt rask. Så selvfølgelig er min mand nu lagt ned med mellemørebetændelse og bihulebetændelse. Ikke så meget the season to be jolly this year haha. Jeg har haft helt ekstremt mange barns sygedage (selvom vi deler ligeligt) og sygedage selv. Overskredne deadlines gang på gang. Dårlig samvittighed overfor arbejdet. Dårlig samvittighed over ikke at være hjemme og passe vores lille mus noget mere. Vidste godt han ville blive syg ved dagplejeopstart, men wow det er for vildt. Vi får det til at hænge sammen med søde, forstående chefer og farmor/mormor, som stadig arbejder, men kan flexe og tager fridage. Jeg er så misundelig på den arbejdsmæssige indretning, der har været mulig for jer 🙂 Kan godt forstå det føles helt rigtigt.
Hvor er det dejligt, at det var en beslutning, der har vist sig som værende rigtig – jeg har selv ingen børn med arbejder meget fleksibelt og på deltid, ganske overlagt 😀 Det trives jeg fantastisk med, og når jeg en dag skal have nogle, tænker jeg, det nok skal være smart med den vej i livet.
– A
Jeg har en chefstilling – på 32 timer om ugen. Det får livet til at hænge sammen og jeg skal ikke give køb på ambitionerne. Det kan lade sig gøre, men det kræver en rigtig god arbejdsgiver!
Ja, det gør det virkelig. Hvor er det bare fedt for dig – jeg håber sådan, at erhvervslivet følger med, når de opdager, at de kan få super dygtig, motiveret og værdifuld arbejdskraft på nedsat tid. At det ikke behøver at være all or nothing – men godt kan være både og!
Jeg fik lagt dræn, da jeg var 5. Det var fantastisk! Det tog vitterligt kun 5 minutter, jeg måtte spise is til aftensmad, skulle sove sammen med mine forældre, og næsten dag så jeg børnetime på lydniveau 4 (dagen før var det over 20). Jeg ved ikke, hvordan det føles, når man er 1 år, men håber det hjælper på søvnen og at hyggen opvejede narkosen. God bedring ❤️
Her er vi to karriere-forældre med 100%+ jobs, der kræver rejsedage og arbejde til midnat jævnligt. Og det kan sagtens gå op, fordi vi deler ALT børne-relateret lige mellem os. Skiftes til at hente og passe, når hun syg, bringer og henter på skift etc. Det behøver ikke være mor, der altid er den, der “ofrer” sig først eller mest – ligestilling i forældreskabet er også en mulighed. Det kræver selvfølgelig fravalg andre steder, fx kommer Bo Bedre ikke forbi hos os lige foreløbigt, og det med middage ude er der ikke tid til, for vi prioriterer familie og arbejde og ikke andet. Men det er et valg og fungerer rigtig rigtig godt for os. Ligesom jeres model ser ud til at fungere rigtig rigtig godt for jer. Og det er fedt at se, at der er flere måder at gøre det på, og det er fedt, at du deler tankerne om dine valg og fravalg.
Og så vil jeg lige sige, at man altså også er fuldtidsmor, selvom man arbejder udenfor hjemmet. Man bliver på ingen måde mindre mor eller deltidsmor af det…
Jeg er helt sikker på, at Acie’s kommentar ift. at være fuldtidsmor ikke var ment som en nedgørelse eller “formindskning” af arbejdende mødres mor-skab, men derimod en henvisning til at der bare ER forskel på at arbejde hjemme + have et barn hjemme samtidig kontra at arbejde og have sit barn i institution. For nej, selvfølgelig bliver man ikke mindre mor af at arbejde, det er jo helt almindelig logik, så jeg ser ingen grund til at blive fornærmet eller stødt over beskrivelsen af at være fuldtidsmor. 😊
Yes, tak Sara! Netop <3
Hov – jeg tænker, at du (måske?) læser noget ind i mit indlæg, som jeg ikke mener. 1. at Skjorten og jeg (som udgangspunkt) ikke deles ligeligt om alt (ikke kun børnerelaterede ting, men også opvask, rengøring, havearbejde osv osv). Jeg ville være ked af, hvis min mand ikke får den credit han fortjener:) Og 2. med ‘fuldtidsmor’ mener jeg ikke med hjertet, men sådan rent lavpratisk med tid. Altså. Passe barnet på fuld tid. ‘Hjemmepasse’ eller barsel eller hvad vi nu skal kalde det. Jeg forklejner ABSOLUT ikke working mamas mor-skab (jeg har snarere the outmost respect for jeres stamina og de ofrer jeg ved I bringer) – det fremgår måske tydeligere i dette indlæg: https://acie.dk/2018/11/07/bidt-af-en-gal-bjoern-og-andre-stroetanker-om-det-fallerede-moderskab-og-vipper-med-buk/
klem
Jeg ville så gerne gøre dig kunsten efter og springe ud som selvstændig, spørgsmålet er bare lige, hvilken ydelse jeg skal forsøge at sælge til nogen? 😂
Jeg er PhD-studerende på deltid og det er på mange måder et luksusliv. Jeg er færdig om et halvt år og er lidt panisk for at skulle arbejde fuldtid med krav om at møde fysisk op på en arbejdsplads hver dag, transporttid og hvad ved jeg. De der djøf-jobs på deltid hænger ikke lige på træerne…
Karriere-tip: få nogle års erfaring og netværk i en branche eller jobtype, hvor det er relativt nemt at blive selvstændig. Når du har et netværk og et godt omdømme, er det meget nemmere at starte op selv. Alternativt så søg job i en start-up, hvor du kan suge kulturen til dig og lære af andres erfaring, før du selv springer ud i det. Tjek Control Alt Delete podcast ud, der er masser af inspiration. God vind 🙂
Fed kommentar – tak! Må finde ud af hvilken branche det kunne være…
<3
Glædelig 19.december og god bedring med datter og det nye dræn!
Jeg synes det er fornuftigt at skrue ned og klare sig for lidt mindre især når der er små børn.
Det har jo vist sig at være godt, især nu hvor din datter har været syg.
Jeg husker selv hvor tit jeg blev ringet hjem fra mit lederjob, der var jeg ikke populær på jobbet, havde jeg blot haft muligheden for at skrue ned ligesom du, ja så havde jeg valgt det.
Pas på dig, din familie og alt du har kær og brænder for:-)
Jeg er Corporate mor og min mand arbejder 80%. Vi får enderne til at mødes om end det er en kamp til tider. Vi kan ikke rigtig trække på bedsteforældre, da det ene hold bor i udlandet og det andet stadig arbejder. Jeg ammer stadig. M er 20mdr gammel. Både for at bibeholde vores tætte bånd og samtidig holde en del sygdom for døren. Det har været hårdt arbejde, særligt når jeg rejser og så skal sørge for at holde gang i produktionen, men det giver mening for os. Vi har virkelig ikke haft mange sygedage i vuggestuen, hvilket, jeg tænker, er hjulpet på vej af langtidsamning. Nu ved jeg godt at I ikke har haft den mulighed. Men vil gerne sende en hilsen alle mødre, at længere tids amning kan hjælpe mod de værste opstartssygdomme, når nu man gerne vil det hele. Kram til jer! Håber at E snart er helt frisk igen!
Sindssyg godt indspark, at det ligeså godt er manden kan være manden der går på nedsat tid!
Din kommentar om amning gør mig tilgengæld lidt øv – jeg ved godt, at det ikke er tilsigtet, men du kommer med en udokumenteret påstand, der går lige i mormaven og får mig (og andre, sikkert) til at føle mig som en mor, der ikke har kunnet gøre det allerbedste for vores børn. Der er ikke videnskabeligt dokumentation for det du siger. Det er kun din egen personlige erfaring (og with all due respect, tænker jeg, at der er virkeligt mange faktorer, der spiller ind – fx kan sæson for vuggestuestart også have stor indflydelse… Og jeg vil tillade mig at nævne, at Elise går på stue med ihvertfald 2 drenge, der er blevet langtidsammet, der har været mindst ligeså hårdt ramt som hende). Det er virkelig dejligt for jer (og jeg er lidt misundelig), at I har været forskånet for sygdom – men før videnskaben dokumenterer det, synes jeg vi skal tilskrive det mange gunstige faktorer fremfor at fremhæve én.
En anden erfaring (og dermed heller ikke evidensbaseret videnskabelig fakta 😉): Jeg har to børn, min søn er fra august og begyndte i vuggestue i september, min datter er fra januar og begyndte i vuggestue i februar måned. Begge har jeg langtidsammet (ammer stadig min datter, som er næsten to år). Min søn var aldrig syg, min datter var konstant syg det første halve år i vuggestuen. Så jeg vil egentlig bakke op om, at mange andre faktorer end amning kan spille ind, og hos os har sæson for vuggestuestart helt sikkert haft noget at sige.
Jeg ammede slet ikke og min søn startede i vuggestue 15/11. Han har haft max 5 sygedage pr år (7-9-13). Og er nu 10 år gammel. Der er vist ingen formel for hvad der afgør det med sygedagene 😊
Min søn er blevet ammet i under 2 måneder og han er aldrig syg trods storvuggestue og opstart i efteråret. Der er så mange ting der spiller ind på immunforsvaret. Genetik nok værende en ret afgørende faktor (desværre kan man sige… det er svært at gøre noget ved). Jeg har ikke ammet i lang tid (og bliver så træt af ikke-amnings udskamningen), men min søn har altid fået lov til at spise jord og være sammen med andre mennesker selvom de er syge, og jeg støvsuger heller ikke så tit😄 Måske det er det der spiller ind. Måske har jeg bare været heldig😬 Men man kan i hvert fald sagtens have et vuggestuebarn uden mange sygedage, selvom man ikke har langtidsammet!
… men sjovt nok er det mest mødre der får den ide. Eller faren der får ideen om at mor skal på nedsat tid! Men det er jo også er simpelt regnestykke. Hvis indkomst er størst? Hvad kan vi bedst undvære? Det plejer bare at være sådan at når den ene går ned i tid, går den anden lidt op!… en af mine bygherre sagde til mig: “husk at når du står med diskutioner om hvem der skal blive hjemme og du taber, så når du sidder med dit syge barn og passer på det, så er det alligevel dig der har vundet” …Og det har hun egentlig ret i 🙂
Ja du har helt ret – og så bliver diskussionen jo pludselig en anden og én om ligestilling og den slags. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af mig selv, om jeg bliver træt af det (altså at mænd konsekvent tjener mere end kvinder), eller om jeg deep down har det helt fint med, at det var mig, der fik lov til at sige op og bruge livet på at være den mor jeg allerhelst ville være (for som du siger – I feel like I won!).
I see you are really busy and therefore I’m not surprised you are not bored.
xx from Bavaria/Germany, Rena
http://www.dressedwithsoul.com