Kan vi lige snakke lidt om havremælk?

Nogle dage inden vi tog på ferie havde jeg en ‘mig-dag’. En fridag. En pjækkedag. Fra mor-livet. Og don’t get me wrong – mor-jobbet er det B E D S T E job jeg nogensinde har haft. Nogensinde kunne forestille mig. Men nu har jeg så også været på det job 24/7 de sidste knap 10 måneder, så jeg syntes helt ærlig talt at en lille fridag var på sin plads (jeg er helt med på, at andre mødre ikke nødvendigvis kan relatere – power to them!).

Anyways. Jeg havde alt muligt rart på programmet, mens Elise legede med sin farmor og farfar. En lur blandt andet. Lidt tid med en lydbog. En lang telefonsludder med Emily (… om de royalties jeg så absolut synes jeg fortjener for idé og titel til hendes nye bog, der – bevares – stadig kun findes i mit hovede, men nu er frøet sået), lidt shopping på Gl Kongevej og en brunch på Les Trois Cochons med Simone.

Og det er altså hér, at det med havremælken kommer ind i billedet. For sér I – jeg drikker almindelig mælk. Det har vi vist snakket om. Men omvendt har jeg det også som helt fast grundprincip hér i livet, at hvis der er noget jeg ikke forstår, så handler det altså om mig og intet andet. Lad mig forklare – når jeg ikke forstår, at andre mennesker frivilligt drikker havremælk i deres kaffe, så handler det altså om, at det er mine smagsløg den er gal med, og ikke dem, der bor på tungen hos dem, der drikker havremælk. Giver det mening? Dét jeg ikke forstår, handler – om noget – om en egen shortcoming. Ikke andres. Sådan kan det jo ellers godt lyde ik? “Jeg forstår virkelig ikke dem der drikker havremælk…”. Det kan næsten lyde hånligt, hvis ikke man ved hvilket livssyn, der ligger bag. Det ved I så nu… Det er m i g den er gal med.

Nuvel. Og når man sådan har erkendt dét. At det er én selv, den er gal med, så bliver incitamentet til at prøve nye sager jo også dét større. Man går ligesom til opgaven med en anden åbenhed. Så da min brunchmakker bestilte sin kaffe med havremælk (.. og jeg iøvrigt få dage inden havde set en video på instagram af en der kaldte havremælk for “virkelig cremet”), så tænkte jeg, at det måtte jeg fanme prøve. Fanme. Så jeg bestilte en latte på havremælk. Og tænkte, at jeg måske og endelig ville se lyset. Og man kan jo heller ikke tillade sig ikke at forstå, det man aldrig har prøvet…

Den søde servitrice kiggede skeptisk på mig – og præcis hvordan ordene faldt, kan jeg ikke huske. Men hun synes ihvertfald at det med havremælk var en virkelig dårlig ide. Men hun gav mig credit for at ville prøve, så hun indvilligede i at lave en latte på havremælk til mig, hvis jeg tilgengæld ville love, at komme ind og bede om en ny, hvis nu den smagte for sløjt. “Jeg er altså en sødmælkspige”, sagde hun. Og det kunne jeg jo godt nikke med på, omend jeg oftest styrer mig og drikker den på mini.

Og så kom hun altså med en kaffe på havremælk. Og jeg – der ellers havde høje forventninger ovenpå beskrivelsen som “cremet” – blev fælt skuffet. Det var altså ikke lige dén dag, mine smagsløgs grænser skulle udfordres. Efter jeg er blevet mor er kaffen blevet lidt hellig. Mit frirum, når barnet sover. Min overlevelse ovenpå hårde nætter. Så jeg gider heller ikke gå på kompromis med den. Slet ikke, når man nu har mulighed for at få andre til at lave en virkelig lækker én af slagsen til én. Så jeg gik hurtigt ind. “Det smager jo fælt”, grinede jeg. Og den søde servitrice kiggede på mig og grinede tilbage: “det var jo det jeg sagde”… Og det var det. Det var dét hun havde sagt. Men i det mindste prøvede jeg da;)

Fotos: HoneyStudio