På solferie med en 1årig – lidt erfaringer og learnings.. – ACIE
Dagens outfit: "Altså skal man stå sådan med hånden på maven, når man er gravid eller hva'?!"

På solferie med en 1årig – lidt erfaringer og learnings..

I er et par stykker, der har spurgt om jeg ikke vil skrive lidt om vores ferie – ud fra sådan et ‘ferie med tumling’-perspektiv, og det kan I tro jeg vil, og jeg synes også, at vi gjorde os nogle gode erfaringer undervejs, som jeg håber, at jeg kan give videre, så andre måske kan få glæde af dem. For jer, der bare leder efter svaret på hvilket hotel vi boede på, så får I det her: Viva Cala Mesquida Resort & Spa.

Destination: Vi valgte Mallorca fordi det er en overskuelig flyvetur på under 3 timer med en tumling. Jeg vil iøvrigt gerne give lufthavnen i Palma 10 point for hurtig bagagehåndtering, nem adgang til billeje, separate familiekøer og generelt en smooth oplevelse fra start til slut.

Vejr: Vi oplevede generelt pænt vejr – nogle-og-tyve grader og sol. Der var en enkelt formiddag, hvor det var overskyet og blæsende, men ellers ikke noget. Når solen gik ned blev det dog lidt køligt. Vi var afsted i midten af Maj, for reference.

Rejsebureau: Vi havde booket hotel og fly gennem Spies og fløj således med Thomas Cook. Det er virkelig charter-agtigt og min lange mand har svært ved at klemme sig ned i de små chartersæder, men Elise fik en snack-pose med banan, smoothie, rosiner etc på både ud- og hjemtur og vi oplevede ingen forsinkelser. Eneste minus er dog, at flyvetiderne er helt horrible for små børn.

Det kan muligvis gøres bedre med almindelige rutefly – men det er værd at tage med, at charterflyene generelt er fyldt med børn, og dermed lidt større forståelse fra ens medpassagerer, hvis barnet skulle skrige fra start til slut. Eller drøne op og ned af midtergangen. Eller andre festligheder.

Fordi vi ikke brugte lufthavns-transfer havde vi iøvrigt ikke noget at gøre med rejsebureauet, da vi var på destinationen – udover at jeg skrev en sms og spurgte hvor vi fik udleveret vores babypakke (mere om den nedenfor) og fik lynende hurtigt svar.

Hotel: Vi boede på Viva Cala Mesquida Resort & Spa i Cala Mesquida på Nordøst-spidsen af Mallorca og havde halv-pension – det ligger en god times kørsel fra lufthavnen i Palma. Vi havde booket et værelse med havudsigt og egen privat have . Sidstnævnte fortjener en klar anbefaling – det var så fedt, at Elise kunne drøne rundt i haven og det var ligeså fedt for de voksne, at have et ude-areal til afslapning, selvom Elise sov lur på værelset. Den værelsestype har iøvrigt egen jacuzzi på terrassen.

Det er pænt og nydeligt og virkelig gearet til børn med piratdisko, virkelig fed børnepool, flere legepladser, legeområde i buffet-restauranten og masser af andre børnefamilier. Hvis man er mere til strand end pool, så er der også direkte adgang til en virkelig fin strand med det smukkeste turkisblå vand – bølgerne kunne dog være til den friske side.

Der var også spa (det brugte jeg altså ikke) og flere voksenpools med vandfald, palmer og poolbar – men vi holdt os mest til børnepoolen (som de iøvrigt var søde at fylde varmt vand i den formiddag det var overskyet).

Jeg ville aldrig komme her uden børn (eller børn ældre end 10), men så længe de er små, så er det bare fedt, at forholdene er lavet til dem.

Nårh ja. Der var åndssvagt mange tyskere. Det er hvad det er, men nu er det nævnt;)

Mad: Booker man halvpension er der morgenmadsbuffet, aftenbuffet og 3 á la carte restauranter at vælge imellem. Igen er det hele gearet til børn med masser af højstole, plastikbestik til de små og børnemenuer. Det er rart, at man ikke behøver sidde og stresse over at barnet strøer pastaskruer ud over gulvet eller andre af den slags festligheder. Maden er fin, men ikke den store kulinariske oplevelse – her er dog rigt udvalg og overall ikke en finger at sætte.

Billeje: Det vil jeg anbefale – både fordi man slipper for at skulle stoppe ved tusind andre hoteller undervejs med en lufthavnstransfer, men også fordi der ikke er ret meget andet end 3 resorts og en mini Spar i Cala Mesquida – vi synes det er rart, at kunne komme lidt rundt selv. Vi betalte ca. 2000kr for at leje en SUV (plads til 4 voksne og barnestol inkl bagage) i en uge. Vi lejede gennem Hertz og herigennem lejede vi også autostol – den var spritny omend et mærke jeg ikke kender. Det fungerede upåklageligt.

Andet: vi havde booket en ‘babypakke’ gennem Spies, så vi havde babyseng, højstol og en paraplyklapvogn på værelset. Det er jeg ikke sikker på, at vi ville gøre en anden gang – paraplyklapvognen var sådan set fin, men klart en spansk model, der ikke er lavet til mennesker af vores højde. Næste gang tager vi vores egen med – men nu skulle det prøves.

Jeg vil også virkelig anbefale, at købe et par badesko til sådan en lille størrelse – jeg så de første 10 børn glide på de glatte fliser og det var rent held, at jeg selv havde fået købt et par. Elises er bare disses fra H&M.

2 kommentarer

  • Ej hvor lyder det helt rart! Og jeg har ellers aldrig været på charterferie og måske endda også forsvoret at jeg heller aldrig skulle det 😆🙈 Men nu sidder jeg helt træt efter en uges camping med en 10 måneder gammel baby og forstår godt, hvorfor man vælger charter. Camping var fedt, hyggeligt og dejligt, men det var også hårdt. Og det må jeg nok bare sande at ferie kommer til at være fremover efter der er kommet børn i billedet 😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle på charter, men det spiller bare med børn – og i de år, hvor de bare stæser rundt og skal underholdes, så er det altså bare rart, at de bliver underholdt lidt af faciliteterne:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens outfit: "Altså skal man stå sådan med hånden på maven, når man er gravid eller hva'?!"