Den bløde (barsels)garderobe, der får mig smart (?) igennem hverdagen…

Altså. Smart er jo et spørgsmål om smag, så det kan naturligvis diskuteres. Men det er dét jeg prøver – at kombinere blødt og smart. Og en forhåbning om ikke at se alt for træt og slap ud. Fake it ’till you make it, er det ikke sådan det er?

… Og selvom jeg er på barsel nu, og dét således har været afsættet for dette indlæg, så kan det ligeså vel handle om en fornuftig og blød weekendgarderobe, for de der altså ikke lige er dér lige nu. Jeg husker alt for godt, hvordan man i weekenden kunne ende i nogle ret slappe outfits, fordi man endelig kom ud af de corporate gevandter. Og mange af de ting, jeg hér har valgt vil også let kunne styles med sorte slacks og høje hæle til hverdag, for et ganske nydeligt corporate look.

—ooo—-

Jeg faldt i hullet under min første barsel. Jogging-hullet, om man vil. Levede livet i praktisk hestehale og sweatshirt. Rart, for så vidt. Men jeg følte mig ikke særligt godt tilpas. Der er noget ‘dress the part’-psykologi i det, tror jeg. Altså for mig – jeg vil ikke gøre mig klog på andres vegne. Men det der med, at hvis man sjosker (fedt ord) rundt og ligner én, der ikke har sovet i et år (.. make that two), så bliver ulideligheden nærmest bare forstærket. Hvis man, omvendt, ligner én der har styr på det, så føles det også mere sådan. Altså, igen taler jeg 100% for egen regning. You do you! <3

Så den her gang har jeg forsøgt at umage mig lidt mere. Forsøgt ikke at falde i joggingfælden. Forsøgt at ‘passe på mig selv’ i samme grad som jeg ville gøre, hvis jeg ikke var på barsel – har fået bukket vipperne nu og da, har været til frisøren, har været flittig med epilatoren, har været til træning og har fået lagt den der maske om søndagen, der holder den værste vinter-tristeste væk fra mit ansigt. I perioder lykkes det bedre end andrem, og det er vigtigt at understrege, at det er udelukkende af hensyn til eget velbefindende. Og der er så absolut dage, hvor jeg alligevel ligner en død kat, melder afbud til træning og finder mig selv iført sutsko out in public (.. nej selvfølgelig snakker jeg ikke om i dag, host host).

Og garderobe-opskriften der altså fungerer for mig, får I her. Den er overkommelig og det er ting de fleste af os har i skabene i forvejen. Bruger man primært sin barsel med at rulle vogn ude i naturen, så er følgende nok at skyde over målet – jeg tænker mere på de dage, man gerne vil hænge ud med veninder, i babybio, shoppe eller hvad man nu ellers bedriver en barsel med.

Klassiske farver: Når jeg er allermest træt, har jeg hverken energi eller overskud til at ting skal ‘matches’. Så det hele skal gerne passe sammen – jeg går efter en klassisk og neutral farvepallette.

Blød strik: Man ser bare mere put together ud i en striktrøje i god kvalitet – i enten uld, merino eller cashmere. Jeg har lavet en gylper og har erfaret, at er man hurtig med en stofble, så kan man nå at tage det værste, fordi ulden ikke absorberer den slags alt for hurtigt – i modsætning til fx en sweatshirt. Jeg har været særligt glad for løse modeller i  cashmere og cardigans med smukke knapper, der lige giver et ekstra pift til et outfit. De billige varianter med lidt for meget akryl bliver hurtigt så grimme – og hvis mit tøj ser nusset ud, så ser jeg også nusset ud.

Leggings: Jo sgu. Jeg havde ikke klaret den uden leggings. Jeg sværger til nogen i en tyk kvalitet, der sidder godt til og hjælper med at holde lidt sammen på det hele. Jeg kan også bedst lide den slags, der efterlader lidt ankelkig. Tilsat blød strik og en god blazer og så er man langt. Selvfølgelig havde det været oplagt også at have gode jeans med, men jeans er ikke bløde – og det er jo præmissen for indeværende indlæg;)

Blazere og frakker: Alt kan nærmest reddes af en god blazer i et boxy snit og de fleste af os har allerede den slags i garderoben. Dernæst har jeg været mere end glad for min klassiske camel-frakke, jeg købte først på sæsonen – den får mig til at føle mig smart og put together, selvom jeg egentlig ikke er det.

Oversize skjorter: Jeg havde heller ikke klaret mig uden gode oversize skjorter.  Både under strik og alene. Og vælger man nogle i lidt oversize fit, der går ned over numsen, kan de også (i min bog ihvertfald) gå til et par kraftige leggings og en blazer.

Hårpynt: Ligegyldigt hvor gerne jeg ville, så får jeg bare ikke vasket hår hver dag, og så kan en god hårbøjle være en god ven til at skjule, hvis hårbunden begynder at fedte lidt, og håret har fået nogle lidt sjove elastikmærker fra en soveknold.

Sko: Tidligere på sæsonen var jeg meget glad for mine ballerinaer, men det er naturligvis for koldt til den slags nu. Nu holder jeg mig til ankelstøvler – enten af den varme slags med foer (… jeg har bakset lidt ekstra med brystbetændelse), eller mine sorte klassiske flade støvler i ruskind. Et par gode sneakers er naturligvis også en kvik idé, hvis man skal rulle langt – tricket er at finde et par man synes er lidt smarte. Jeg er særligt glad for et par camelfarvede der ikke skriger ‘kondisko’ alt for meget.

Accessories: Alt lys er skarpt, når man ikke har sovet, så solbriller er et must. En god to-go kop, ditto (sidenote, men bla. hos Lagkagehuset er det nu muligt at få fyldt sin egen medbragte kop). Og høretelefoner man kan holde ud at have på længe.

På billedet:

1 Cashmere cardigan // 2. Leggings  // 3. Cashmere strik  // 4. Ballerinaer med firkantet snude // 5. Oversize skjorte // 6. Blazer i uldblanding // 7. Hårbøjle // 8. Varme støvler // 9. Uld/Cashmere cardigan // 10. Solbriller // 11. Klassisk frakke

8 kommentarer

  • Links til hvide skjorte virker ikke hos mig. Hjælp? Den ligner virkelig en jeg må eje!

    • Det er fordi den er blevet udsolgt i mellemtiden – øvv!! klem

  • Åh, jeg kan så godt følge dig i, at man kan komme til at føle sig ved siden af sig selv, hvis man sumper for meget hen i træls og uformeligt tøj. Også når kroppen ændrer sig under graviditeten, synes jeg, at det ligesom bliver stivet lidt af, af at tage pænt tøj på. Det er noget med stadig at føle sig som sig selv 😊

  • Uhhh…. den lækre cashmere trøje røg i kurven ( også selvom man ikke er på barsel ) 🤪

  • Kan du anbefale nogle gode leggings? Jeg ender altid med nogle der er for tynde, og så synes jeg ikke de dur i offentligheden 😆

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *