I anledning af, at jeg har søgt tilflugt under varmere himmelstrøg, tænkte jeg, at det ville være helt passende, at snakke lidt om solbeskyttelse. Solsæsonen er liiiige rundt om hjørnet, så måske nogle af jer, står og skal have indkøbt lidt SPF.
Efter 7 år i branchen har jeg erfaret, at den allerbedste solcreme, der fås overhovedet er den, der bliver brugt. Punktum.
Det er altså ikke uvæsenligt, hvad vi allesammen går rundt med af præferencer for tekstur, spray/ikke spray, SPF, filtertype osv… Nedenstående skal altså i høj grad læses, som mine præferencer og er derfor ikke nødvendigvis et match med jeres præferencer:)
Først lige den korte version – hvilke produkter har jeg pakket i tasken?
Til ansigtet: mit all time yndlingsprodukt er La Roche-Posay Anthelios Shaka Fluid – der er (i min optik) ingen produkter, der når det her til sokkeholderne. Teksturen er let, den er helt usynlig og jeg får den brugt hver dag. I Frankrig har jeg endda haft held til at finde den i en version med lidt farve i (altså som en farvet dagcreme) – så er det pludselig all I need i hele sommerhalvåret. Til hverdag ihvertfald. Derudover er jeg også svært begejstret for Vichy’s Idéal Soleil Face Mist – den er genial til at opfriske i løbet af dagen og lægger sig pænt over ens makeup. Sidst men ikke mindst, sørger jeg for at pakke nogle sticks – én til ører, næse og andre udsatte steder og én til læberne. Det er altså vigtigt – vi glemmer de stakkels læber alt for ofte. I år har jeg pakket den her klassiker fra Labello.
Til kroppen: Det ser ud til, at mit yndlingsprodukt er udgået (.. sådan går det tit), men solsprayen fra Vichy er en klar vinder. Jeg mistænker at efterfølgeren er denne, så den vil jeg se om jeg kan få fat på. Den fedter ikke og sprayen er nem at fordele – også på skuldre og andre steder, der kan være svære at nå.
Til Elise: Til den mindste har jeg pakket Anthelios Dermo-Pediatrics lotion – den er ultra vand og sand-resistent og har høj UVA og UVB beskyttelse. Jeg er klar over, at mange forældre sværger til spray-varianter (og igen – den bedste solcreme er den der bliver brugt), men jeg vil helst og primært bruge creme til Elise. Mest fordi jeg så føler mig lidt mere sikker på, hvor det lander henne. Til opfriskning fungerer spray dog upåklageligt og hér har jeg pakket Nivea Sun Kids Protect & Play spray.
Og så til den lidt længere snak – for nok er det ikke uvæsentligt med tekstur, flakon og de andre ting, jeg kommer ind på foroven, men bag i hovedet er der altså også nogle andre ting, jeg tager med i ligningen, når jeg vælger solbeskyttelse. Dem får I her.
UVA og UVB: Når vi snakker SPF snakker vi om UVB-stråler. En gammel huskeregel siger dog at UVB stråler er dem der brænder (B) mens UVA stråler er dem der aldrer (A). Og kombinationen er den der giver cancer (A+B=C). UVA-beskyttelsen er altså også vigtig. Reglen er, at UVA faktoren i et produkt skal være min 1/3 af SPF-faktoren. Bruger man SPF 30, så skal UVA-beskyttelsen altså være min 10. Det er heldigvis ikke alle producenter, der holder sig til minimumskravet, så jeg går efter produkter med høj UVA-beskyttelse også. Det er svært at hitte rede i hvilke der har det – spørg personalet, når du køber, for de bør vide det. Læs mere om UVA og UVB-stråler her.
SPF: Der er meget debat om hvad der er tilstrækkelig solfaktor – herhjemme råder Kræftens Beskyttelse til SPF15. Det lyder af meget lidt i mine ører, og jeg kan ikke lade være med, at have min egen lille lommefilosofi om hvorfor det nu er, men vil holde konspirationsteorierne til mig selv. For egen regning går jeg efter SPF50+ til børn og ansigt og min SPF30 til krop, men også 50+ først på sæsonen. Nogle vil mene, at man ikke får meget ud af at gå fra fx faktor 30 til 50, men jeg kan ikke forstå hvorfor man ikke bare ville tage det hele med. Ikke mindst set i lyset af den 1/3-regel for UVA-beskyttelse jeg forklarede ovenfor. Læs mere om SPF her.
Kemiske og fysiske filtre: De kemiske solfiltre har den fordel, at de ikke efterlader et hvidt skær på huden og iøvrigt er meget behagelige at påføre (tilbage til den med, at den bedste solcreme er den der bliver brugt), men tilgengæld er nogen kemiske filtre mistænkt for at være hormonforstyrrende og kan forårsage irritation hos nogle (.. få) mennesker. De fysiske filtre er dem vi kan se på huden – og det vil de fleste voksne mennesker synes er liiidt irriterende. Jeg bruger kemiske solfiltre langt henad vejen og er ikke bekymret for de produkter vi finder på hylderne herhjemme – til Elise kan jeg dog godt se fordelen i et fysisk filter, for så kan jeg ret nøje holde øje med, hvor jeg har smurt og hvor den lille orm er sluppet udenom. Og hun er jo ligeglad:) Læs mere om solfiltre her.
Hvor længe holder det: “Det kommer an på…” er nok det bedste svar. Bader du? Sveder du? Har du tørret dig med håndklæde? Solcreme skal påføres 20minutter inden soleksponering og det er vigtigt at bruge nok. Ikke at være fedtet med det. Og så iøvrigt generelt holde sig til de gode solråd.