Du læser nu
5 hurtige til skønhedsekspert Anette Kristine Poulsen fra en træt mor..

5 hurtige til skønhedsekspert Anette Kristine Poulsen fra en træt mor..

De af jer, der har læst med over længere tid, vil vide, at jeg er kæmpe fan og gerne henviser til Anette Kristine Poulsen, når vi snakker hudpleje, ingredienser, hvad der er fup og hvad der er fakta.

Hvis ikke I kender hende, så gør I det nok alligevel – for hun gæster jævnligt Go’Morgen Danmark og siger kloge ting. Og så er hun forfatterinden bag hudpleje-biblen “Sådan får du superhud” (og “Slip rynkehysteriet!“) og bloggen Beautyspace. Derudover kan man finde hendes ord på siderne af Børsen – og naturligvis hendes instagram-profil, som I finder lige her.

Jo. Hun har travlt. Og derfor er jeg også ekstra glad for, at hun gad svare på 5 hurtige fra mig.

♥ Hej Anette. Tusind tak fordi du ville være med hér. Jeg er en træt mor – hvad er dit bedste skønhedstip, til de af os, der ikke får nok søvn?

Det er at træde et skridt tilbage og overveje to små ting, der rent faktisk gør en forskel for nattesøvnen: At sikre sig lidt lavendel-selskab i soveværelset. Det kan enten være en ansigtscreme med lavendel, det kan være søvndyssende pudepift med lavendel eller en luftspreder med lavendelolie (Thisworks.com har dem). Lavendel har papir på at virke afslappende og søvndyssende.

Den anden ting er sovebriller, der lukker lyset ude – du kan også kombinere de to ting ved at vælge sovebriller foret med lavendel.

Når det er sagt, så er der ingen hudpleje- eller skønhedsprodukter, der kan veje op for søvnmangel. Du ligner en, der er mere frisk ved at være fugtmæt i huden og hente lidt concealer-hjælp, men det er lappeløsninger.

♥ Og tænk sig – jeg har faktisk lavendel i rigt mål i haven. Det må jeg igang med! Dét og så fugt, forstås. Hvad er så den bedste hudpleje-opskrift til at undgå at blive tør og grå nu, hvor efteråret er på vej?
Det er at eksfoliere huden dagligt med en almindelig bomuldsvaskeklud – under bruseren eller ved håndvasken. Derefter i dagtimerne vælge et serum, der indeholder fugtbindende ingredienser som hyaluronsyre eller glycerin sammen med antioxidanter. Et C-vitaminserum med fugtbindende indhold er oplagt. Efterfulgt af en dagcreme med SPF 15.

Om aftenen er det en god idé at sove med et A-vitaminserum eller A-vitamincreme, evt. sammen med ekstra fugt afhængig af din hudtype. A-vitamin virker som et velopdragelsesvitamin på huden – trækker den mod balance, sørger for at nye friske celler kommer op til overfladen og holder kollagen-niveauet (huden vigtigste byggesten) oppe.

Så lidt skal der til for at være godt beskyttet, kampklar og på forkant med sin hud.

♥ Det lyder jo overkommeligt! Faktisk er ét af mine yndlings C-vitamin produkter, ét du netop har anbefalet på din blog. Jeg bliver så glad, når det sker, for så har jeg ikke skudt helt skævt selv. I en anden boldgade – hvilke makeup-produkter sværger du til, hvis du skal hurtigt ud af døren?
En eyeliner på de øverste låg – virker optiske løftende. Derudover sørger jeg for at have gode bryn, som man rent faktisk kan se (dvs. de er farvede). Endelig har jeg min tryllecreme, som giver lidt dække, glød og fugt. Flere laver dem, lige fra Avénes B-Protect til Orgins VitaZing.

♥ Mange gravide oplever at få pigment-pletter i løbet af graviditeten – hvad er dit bedste tip til at komme dem til livs?
Du kommer langt ved at forebygge med antioxidanter, C-vitamin, niacinamid (B3-vitamin) og SPF. Det er samtidig billigt. At få dem væk kræver i meget korte og grove træk tålmodighed, peelende frugtsyrer og A-vitamin – og altid i ly af solens UV-stråler. Hvis pletterne skyldes hormonelle forandringer som p-piller, graviditet, hormonspiral eller andet, så giver det sig selv, at den udløsende faktor har en aktie i forløbet.

♥ Og det sidste: hvor ofte er det din beautyboks kommer? Og kan man få den på abonnement?
Haha, jeg burde nok lave abonnement, for mange sidder klar klokken otte om morgenen, når den frigives. Der kommer en ny én gang om måneden, og som regel er den udsolgt i løbet af et par timer. Men jeg bryder mig ikke selv bindende abonnementer, så indtil videre er det et nej til en abonnementsløsning.

For mig er det vigtigt, at nogle af de bedste ting, jeg prøver og støder på, også skal være noget mine Beautyspace-læsere kan prøve til en lav pris. Jeg kalder konceptet Book’n Beautybox, fordi du kan få min Superhuds-bog med, hvis du har lyst (CE: boksen kan findes og købes i Anettes shop hér, når der kommer en ny). Som regel teaser jeg om indholdet på min Instagram @beautyspace.

Og til sidst – 5 indlæg fra Anettes blog, som jeg synes alle burde læse:

 Kommentarer (5)

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top