Så blev det sidste dag inden juleferien og det har jeg glædet mig til. Jeg har ikke planer om at holde juleferie fra domænet hér, men ved omvendt heller ikke hvor meget det kan blive til med div. juleplaner og to børn hjemme. Jeg tænker vi tager det som det kommer<3
Jeg var helt ved siden af mig selv i går. Sådan helt skiløjet. Og Carlsen var også helt off. Jeg ved ikke hvad det var. Men nok en blanding af for lidt søvn og for megen juletravlhed.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er vi lidt ramte på privatfronten. Skjorten har åndssvagt travlt og så er der alvorlig sygdom i vores nærmeste familie. Det er træls. Og koster energi og bekymringer.
Og i formiddag trængte jeg simpelthen til at give mig selv et skud julestemning og tænke på noget andet. Det er min sidste dag i ‘fred’ i lang tid. De næste uger bliver fuld drøn på, og selvom jeg glæder mig til at ferietid med min lille familie, så er mine rolige barselsdage også balsam for trætheden.
Så i dag har jeg altså taget tylkjolen og julesweateren på. Carlsen sover i slyngevuggen, så jeg hører “Driving Home for Christmas” på laveste volumen, men lidt har også ret. Og så har jeg bagt brunkager. Jeg havde købt sådan noget brunkage-krydderi i sidste uge, og skulle det være, så skulle det være nu.
Og nu skal jeg og mine brunkager se et afsnit af “Hjem til Jul” på Netflix med en kop kaffe. Den er sød. Og letbenet. Og hjælper også på julestemningen.
Opskrift – klassiske brunkager
- ½ dl vand
- 100g smør
- 80g sirup
- 80g sukker
- 50g fint hakkede mandler (jeg brugte minihakkeren til at hakke, så de blev meget fine, men altså… det var mest dovenskab)
- 1 pose brunkagekrydderi
- 200g hvedemel
Fremgangsmåde:
- Smør, vand, sirup og sukker smeltes i en gryde.
- Bland imens de tørre ingredienser i en skål
- Bland de tørre ingredienser i smørmassen
- Ælt dejen til den er smidig og rul den til en pølse
- Læg pølsen på frys i ca 30 minutter
- Skær så skiver á 3-4mm og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir
- Bages i 10-12 minutter ved 180gr (alm ovn)
Sikke et dejligt indlæg – og ikke mindst billederne, du ser så glad ud! God jul på Kysten til alle mand (;
Tak for reminderen – en af vores læsere anbefalede den serie til os for nylig, og kom helt fra det igen 😀
Håber brunkagerne hjælper på julestemningen, og alle er ovenpå til Juleaften 😀
Selv går jeg på juleferie d. 23 kl. 22.30, der strækker sig over tre dage 🙂
– A