Jeg har efterhånden underholdt adskillige gange med den lidt kaotiske sove-situation herhjemme på matriklen.
Og jeg ved godt, at der nok sidder nogle derude og ryster på hovedet, og tænker at vi lader vores børn køre rundt med os.
That’s fine.
De har ikke mødt mine børn;)
I korte træk så sover Carl og far sammen, mens Elise og jeg også sover sammen.
Gode kurve til opbevaring af legetøj og til en god pris – den store HER og den lille HER
Og jeg savner at sove sammen med min mand. Og nogle gange, kan jeg også blive helt ræd over dameblad-artikler der mener at det er trin 1 på vej til skilsmisse at sove hver for sig. Det håber jeg da virkelig ikke.
Og jeg er også splittet. For ligeså meget, som jeg savner at sove ved siden af min mand, så elsker jeg også at ligge og putte med mit varme sovende barn hele natten. Elsker at mærke den tryghed det giver hende. Elsker at snuse til hendes hår, når hun trækker vejret tungt. Elsker at trække hende ind til mig og lægge armene om hende.
Og gid livet var indrettet, så man kunne få i pose og sæk;)
Men vi er med andre ord langsomt på vej ind i en overgangsfase. Eller. Vi har faktisk været det i noget tid. Og det er bestemt en glidende overgang (det kan jeg også blive i tvivl om nu er rigtigt eller forkert – nogle vil sikkert mene, at man meget hellere bare skulle gøre kort proces og ‘rive plasteret af’, men altså… nu har jeg og vi valgt en anden approach, der føles mere rigtig hjemme hos os).
En glidende overgang, der startede med, at Elise fik lov til at tage med ud og vælge en ny seng.
Inden Carl blev født, begik vi en fejl (eller mange, men lige i denne sammenhæng forstås). Indtil Carl blev født sov Elise nemlig også i vores seng og vi kunne ikke lige se, hvordan vi skulle få det til at gå op med en nyfødt og en 2årig i samme seng, så vi prøvede at købe en ‘sej storesøsterseng’ til Elise. Og havde iøvrigt besøg af søvnkonsulenten igen, for at få hjælp til at lave en konkret plan, for hvordan vi skulle gribe projektet an.
Men. Elise var for lille til at forstå det med sengen. Og i vores (… mest min) iver for at gøre det så godt som muligt, havde jeg bestilt en seng, jeg selv synes var totalt sej og forestillede mig måtte være drømmen for en lille dame. En lyserød drøm af en halvhøj seng, med trappe og hule under. Møg dyr, men hvad er penge i jagten på familiens nattesøvn!?
Og det duede jo ikke med en høj seng. En høj seng hun ikke selv kunne komme op og ned fra. Shit mor, hvorfor tænkte du ikke på det?!
Havestolen er rykket indendøre for at blive skånet lidt for vejret i vintermånederne – jeg synes den gør det ganske fint på børnenes værelse:)
Så øh. Lær gerne af mit fejltrin, hvis I skal indrette børneværelse. De høje senge er populære og seje, men måske ikke så geniale til de små… (altså hvad ved jeg – der sidder sikkert nogle, der har haft vildt god succes med sådan en seng, men nu er tanken da plantet:)).
Heldigvis har Elise en kusine, der kunne overtage sengen i 7 års fødselsdagsgave og hun ELSKER den. Den er genial til hendes alder. Hun springer op og ned, og har indrettet hulen med tæpper og lyskæder. Dejligt. Og måske det passer med, at Elise kan arve den retur, når kusine en dag, bliver for stor til den. Det ville gøre mit fejltrin mere spiseligt (for mig selv… alle andre er nok ligeglade).
Så da kusine Nikoline i efteråret fik Elises seng kørte vi ud og bestilte en ny til Elise i Ilva. Hendes største ønske, var at der skulle være skuffer under. Okay. Det kan vi godt løse.
Havestolen er rykket indendøre for at blive skånet lidt for vejret i vintermånederne – jeg synes den gør det ganske fint på børnenes værelse:)
Og takket være én af jer, bestilte vi en seng med en udtræksmadras under – i en skuffe;) Den er smart nu, i overgangsfasen hvor jeg så sover på udtræksmadrassen. Og med tiden og måske en dag, kan de være god, når Elise skal have små veninder eller kusiner på sleepover. Så TAK for det input. Jeg havde tænkt, der skulle være legetøjsskuffer under sengen, men det er jo genialt med en madras!
Vi valgte en hvid ‘basis’ seng fra Flexa, som mathcede ønskerne om udtræksseng og skuffe. Og som jeg tænker vi kan finde en matchende variant af til Carl en dag, når han bliver for stor til tremmesengen (… som han imidlertid aldrig har sovet en nat i sit liv… Men det er en anden historie til en anden dag).
Nu står det fælles børne-soveværelse klar og Elise og jeg har sovet nogle nætter derinde. Jeg presser ikke på, men opfordrer forsigtigt. Og så bestemmer hun. Jeg gider ikke tvinge hende, og nogle dage har hun bare mere brug for at ligge og putte sig ind til sin mor end andre. Det er fint nok. Og jeg husker mig selv på at nyde det, for en dag gider hun jo ikke sove med sin mor længere.
