Du læser nu
Vi skal bygge nyt sommerhus: bag om projektet, de indledende tanker og den nye plantegning..

Vi skal bygge nyt sommerhus: bag om projektet, de indledende tanker og den nye plantegning..

Og når jeg skriver ‘vi’ er det egentligt mine svigerforældre, men jeg har været ret så involveret i projektet. Det er lidt blevet min og min svigerfars fælles ting. Sommerhuset.

Egentlig startede tankerne for flere år siden, og dengang kontaktede min svigerfar Planet Huse og fik et tilbud på et nyt sommerhus i standardmodel. 3 soveværelser, 1 badeværelse og køkken al-rum (jeg mener det var sådan et her) Kontrakter blev underskrevet og arbejdet gik igang.

Men efter jordbundsundersøgelserne fandt vi ud af, at et nybygget sommerhus ville skulle funderes for r e t mange penge. Det står ud til Karrebæk Fjord, så jordbunden er.. well.. blød. Meget blød. Hvilket også har vist sig om en alvorlig sætningsskade på det gamle hus.

Og funderingen skulle koste så mange penge, at projektet igen blev skrinlagt, fordi vi rent ud sagt var i tvivl om huset og grund økonomisk kunne bære det.

Og så gik tiden. Og vi brugte sommerhuset mere og mere. Og fik flere og flere børn.

[Det gamle sommerhus. De gamle laminatgulve var blevet helt underligt lysegule de steder, hvor der ikke har ligget tæpper og huset havde sat sig så meget, at når børnene lagde en bold på gulvet, så ville den trille mod hjørnet]

Og til sidst kunne min svigerfar godt se, at vi var vokset ud af det lille hus. Så vi brugte adskillige weekender på at tage til åbent hus og mine svigerforældre nåede også at byde på et hus, som desværre blev solgt til anden side, for som bekendt er (også) sommerhusmarkedet ret glødende.

“Han lytter kun til dig!”, har min svigermor opgivende sagt mere end en enkelt gang. Og det ved jeg ikke hvordan jeg har fortjent, men jeg sætter stor pris på det. Og synes det var dejligt, at han altid sagde til ejendomsmæglerne, at han ville have sin svigerdatter med når et hus skulle ses.

Og hver gang jeg gik ture i området med barnevognen (hvilket jo var en del, for Carl var ikke så stor i sommer), spejdede jeg efter tomme huse, tomme grunde og til salg skilte. Men uden den mindste smule held.

Og til sidst kom vi igen til at snakke om, om vi skulle bygge et nyt alligevel. Med tanke på, hvor meget sommerhuspriserne var steget i området siden vi fik det første tilbud, kom vi frem til, at det nok alligevel var den bedste måde, at få indfriet alle vores ønkser.

Og ønskerne går på:

  • Et hus med plads til flere generationer
  • Et hus med minimal vedligeholdelse, så mine svigerforældre kan nyde deres otium uden at skulle ordne sommerhus.
  • Et hus med to badeværelser, så vi kan holde ud at være dernede samtidig i mange uger af gangen
  • Et hus med 3 soveværelser
  • Et hus med et godt stort køkken – min svigerfar elsker at lave mad.
  • Et hus med vaskesøjle, da mine svigerforældre tit er dernede i lang tid af gangen (de bor i lejlighed på Frederiskberg ’til daglig’).
  • Et god stor træterrasse med plads til både endeløse glas rosé og masser af leg

[Igang med nedrivning. I dag er der kun en jordbunke tilbage. Lidt vildt. Det tog dem et par dage og så var huset væk]

Og så gik jeg ellers igang med at tegne. For selvom den slags huse findes i typehus-modeller, så findes de ikke, når man ikke har mere end 80m2 at bygge på. For det har vi ikke – grundende på Enø tæt på Karrebæksminde by er ikke ret store. Sådan er de udstykket i sin tid. Helt tæt på byen er de koloni-have-størrelse og jo længere ud man kommer, jo større bliver de. Mine svigerforældres grund ligger ca. 10 minutters gang fra downtown Karrebæksminde og er ca 600m2. Men min svigerfar elsker udsigten over fjorden, så selvom vi også overvejede at finde en ny byggegrund, så var altså mine svigerforældres ønske at blive. Og så måtte jeg jo bare være kreativ med tegningerne.

[Det gamle køkken. Alle skabe har vi gemt, for at kunne bruge til opbevaring i det skur vi også får bygget]

Så jeg tog udgangspunkt i Planet Huse’s “Nova Hus”, som mine svigerforældre var glade for, og væltede alle væggene indvendigt, for så at tegne dem op igen på en måde der kunne give mening. Da vi synes vi havde et godt forslag, tog vi igen fat på den kontakt mine svigerforældre have hos Planet Huse og fik sat et møde op.

Planet Huse bygger træhuse og man kan selv vælge mellem færdige typehuse (se mulighederne her) i forskellige modeller eller et ‘Super Medbyg’-hus  med friere rammer (se mere om konceptet her) Vi er landet et sted midt i mellem 🙂

Vi har været igang med dialog siden august og forventer at sommerhuset står klar til indflytning i løbet af juni. I praksis bygger Planet Huse træhusene af færdige elementer som de laver på fabrik i Ribe (og er dermed uafhængige af vejret) og så sætter de elementerne op i løbet af ganske få dage. Det er ret cool.

[Den nye plantegning – vi har forsøgt at udnytte hver eneste kvadrat-centimeter på den begrænsede plads]

Vores planløsning kan I se her ovenfor.

Udover de 3 soveværelser, har vi også tegnet en hems, som giver ekstra sovepladser, men som også vil være et fedt legerum for børnene. På hemsen har vi også isat et dobbelt Velux-vindue, så man kan ligge deroppe og kigge ud over fjorden med en god bog og en kop kaffe – and I can’t wait.

I sidste uge blev det gamle sommerhus væltet og nu er der kun en jordbunke tilbage. Det er lidt vildt at se. Og det gav også et stik i maven første gang jeg så det, men det er jo det der med lukkede kapitler og nye kapitler, og at det ene er en forudsætning for det andet.

Og to be honest, var det gamle hus heller ikke noget at skrive hjem om sådan rent byggemæssigt – et 70er hus bygget af letbeton-klodser med en alvorlig sætningsskade (ikke mulig at reparere) grundet utilstrækkelig fundering, laminat- og linoleumsgulve, et meget brunt badeværelse og dårlig udnyttelse af kvadratmeterne. Men dog fyldt med gode minder og hyggelige stunder<3

Så nu starter vi forfra og det skulle gerne stå klar til sommer. Og I kommer med på hele rejsen – det her var lidt de indledende tanker og ord. Men der er jo stadig masser at sige om materialevalg, køkken, badeværelser og indretning iøvrigt. Jeg glæder mig så meget til det står færdigt, kan I tro!

 Kommentarer (3)
  • Jeg glæder mig til at følge rejsen. Mine forældre skal i gang med samme projekt, da deres sommerhus også både har en sætningsskade og er blevet for lille. De har faktisk også kig på PlanetHuse, så det bliver spændende at følge jeres projekt. Vores skal først stå færdigt næste sommer, så vi kan jo nå at lade os inspirere inden vi river det andet ned! 🙂

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top