En måned med dig, Carl.. – ACIE

En måned med dig, Carl..

Tænk, idag er det en måned siden, at Carl kom til verden. Vandet gik 37+6 og 38+0 var han der. Og når nu Elise lå og nølede indtil 41+0, var det så absolut en overraskelse. For min hjerne ihvertfald. Min krop, havde fortalt mig noget andet. Jeg er bare så dårlig til at lytte.

Og det burde ikke have overrasket sådan, for helt ærligt. Sådan har han jo været fra start. Den lille bestemte Carl, der vil frem i verden.

Tilbage i marts, skrev jeg følgende om hans tilbliven:

“Nu har jeg fundet ro i, at der var et lille frø, der helt bestemt havde besluttet sig for, at det var klar til at komme til verden. Og det lille frø har bestemt fra første sekund og har ikke været bleg for meget tydeligt at fortælle mig, hvordan det her skulle forløbe. Jeg er bare en glorified rugemaskine – frøet inde i maven er den ægte chef. (…) Og jeg kan ikke lade være med, at smile af min lille chef inde i maven. Frøet der ville frem i verden. Hvis det allerede er sådan nu, hvordan skal det så ikke ende, når mit lille frø en dag er voksen?”

 

Så det har jo været sådan fra start. Han bestemmer. Og det skal hans mor lige lære. Hvis hun kan. Og sådan er der så mange ting, man lige skal (gen)lære, når man bliver mor. Jeg havde glemt, hvor stejl læringskurven er. Også selvom man har prøvet det før. Lidt som om tavlen og hukommelsen er hvisket totalt ren. Og hermed altså en lille liste over ting, jeg har erfaret. Igen eller for første gang.

♥ Hvor hurtigt man glemmer, hvordan man har en nyfødt. Til mit babyshower, holdt jeg min Guddatter, som var lidt fuzzy. Jeg panik-svedte og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Og fik så endnu mere panik ved tanken om, at lige om lidt, var det min egen baby jeg stod med, fremfor én jeg kunne aflevere til en mor, der vidste hvad hun lavede.

♥ Hvor mange bleer de der små krapyler bruger. F*ck mand.

♥ Hvor vild ens intuition er. Hvor vild ens krop er. Det var først til fødslen, da min jordemoder roste mig for, at ‘have så godt styr på hvor jeg var henne’, at det gik op for mig. Den vibe jeg fornemmede her var bare det første. Gennem fødsel og de første uger. Kroppen har styr på det. Intuitionen har styr på det. Jeg skal bare turde lytte.

♥ Hvordan kærlighed kan være så forskellig. Lige stor, men så forskellig. Fra den instinktive man øser ud over sit spædbarn til den boblende man giver sin tumling.

♥ Hvordan man kan savne én, der hele tiden er der. Jeg savner Elise. Det har været det sværeste. Tidligere var det mor, der var den primære. Nu er det far. Og ligeså meget som det glæder mig, at se de to sammen, så savner jeg hende også. Savner det der ubrydelige bånd. Det kommer igen. Min lille store pige.

♥ Hvor hårdt det er, at have verdens mest utilregnelige chef…

♥ At det ikke var mig, der var noget galt med, da amningen af Elise (delvist) kuldsejlede, men at det snarere var systemet.

♥ Hvor meget man kan glæde sig til bare en lille smule struktur på rytmen og døgnet.

♥ Hvor hurtigt tiden går… En måned! Allerede! Jeg bliver både sentimental og lettet ved tanken.

♥ Hvor meget man kan lade usikkerheden fylde, hvis man ikke gør sig gevaldigt umage for det modsatte. Jeg var forbi SP i sidste uge – bekymret. Jeg synes han var fuzzy, og vaklede hele tiden mellem at tænke ‘Åh Gud – han er sulten. Han får ikke nok mad!’ til ‘Åh Gud – han får for meget mad. Han har jo ondt i maven!’. Fra den ene ekstrem til den anden. Det viste sig, at han lå perfekt på sin kurve og antageligvis får præcis det han har brug for. Og at han bare er et spædbarn på 3 uger, der er fuzzy nogle gange. Meget normalt.

♥ Hvor svært det er at lade være med at netshoppe, når man ammer om natten. Lord give me strenght!

♥ Hvor glad jeg har været for ‘ikke at have travlt’. Med Elise havde jeg travlt. Travlt med at prøve mor-livet af. Komme ud og trille med barnevognen. Få barselsbesøg. Tage på barselsudflugt. Den her gang, har vi ikke haft travlt med noget. Vi har mest bare ligget derhjemme under dynen og set GoT.

♥ Hvor mange sindssygt ting, man googler når man får et barn.

Moderskabet er for vildt.

Billederne har dygtige Kiri Boserup taget. Jeg troede slet ikke det var noget for mig, men nu elsker jeg dem. Måske fordi jeg allerede har glemt, hvordan det føles, at være højgravid (eller gravid i det hele taget). Måske fordi jeg ikke ved, om jeg får lov til at opleve det igen. Måske fordi mit maveskind pt er så slapt, at jeg har svært ved at forestille mig, at det nogensinde bliver anderledes. 

 

3 kommentarer

  • Rebecca

    Hvor er det dog nogle smukke billeder af dig, Christine.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Molly

    Skønne skønne billeder!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Smuk mor og smukke billeder👍🏻 Ville ønske jeg selv havde fået taget så fine billeder dengang især fordi jeg næsten ingen har da jeg tog så mange kilo på, så gemte mig i 2×40 uger😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læsværdigheder à la September: skal vi holde op med at få børn, for at redde miljøet, jade rollers, GVFB og 27 bøger til læselisten...