Der er få ting, der har fyldt mere i mit moderskab end søvn og amning.
Men jeg mistænker, at det er meget normalt og, iøvrigt, noget som flere af jer også vil kunne genkende.
Og i dag skal det altså handle om amningen.
Min forhistorie er, kort fortalt, et kompliceret ammeforløb med Elise der aldrig rigtigt blev godt (og stoppede da hun var 4 måneder) og så et totalt ukompliceret og ‘walk-in-the-park’-agtigt forløb med Carl, der nærmest ikke ville slutte.
Jeg har skrevet om mit ammeforløb med Carl i indlægget her: “OM AT FÅ AMNINGEN TIL AT LYKKES ANDEN GANG..“.
I indlægget her “JEG KAN MÆRKE, AT AMMEBITIONERNE ALLEREDE ER VED AT KRIDTE SKOENE…” har jeg beskrevet mit forløb med Elise – og snakket lidt om hvilke følelser det efterlod mig med, da jeg så var gravid med Carl. På et tidspunkt spurgte jeg faktisk jer der læser med om jeres ammeforløb og samlede derigennem lidt interessant amme-statistik som I kan finde her.
Og inden vi fortsætter vil jeg godt lige tillade mig at citere mig selv, for sådan noget med amning kan være en frygtelig øm tå, det ved jeg selv. Men jeg mener virkelig det jeg skrev for snart 2 år siden:
Som mor til et (delvist) flaskebarn og mor til et fuldammebarn kan jeg helt ærligt og med hånden på hjertet sige, at jeg ikke føler, at jeg har gjort noget bedre for det ene eller andet barn. Jeg tror fuldt og fast på, at de har fået præcist det de skulle have – and a whole lot’ta love on top;)
Men. Fokus for indeværende indlæg er jo iøvrigt noget andet. Det handler ikke om at etablere en amning. Det handler om det modsatte. At komme ud af den, på en god måde.
Og det er ikke fordi jeg ved noget som helst om noget som helst. Men jeg kan da dele min historie. Og måske den så kan give ro til nogen. Det er håbet <3
Tilbage i januar delte jeg det her indæg: “MOR ER ‘TOUCHED OUT’, AMMESTOP OG OM AT SAVNE AT HAVE SIN KROP FOR SIG SELV..“. På det tidspunkt var Carl 1.5år og ammede stadig adskillige gange hver dag. Og jeg var træt. Og ‘touched out’.
Amningerne var ikke længere hyggelige – han hang i brystet på mig fra det sekund vi kom ind af døren fra vuggestue til han skulle puttes om aftenen. Det var umuligt for mig, at være der for Elise om eftermiddagen. Og umuligt at gå på toilettet. Eller lave aftensmad.
Og han asede og masede, når vi ammede. Hev og sled.
Så noget måtte gøres. I var søde. Og kom med hep. Og på et tidspunkt fandt jeg ud af, at der var noget ‘Pavlos og hundende’ over hele vores situation. I Carls hovede betød det at vi skulle amme, når jeg satte mig i sofaen.
Det var en ‘aha-oplevelse’, at komme frem til. Og gjorde det meget nemmere, at nedtrappe til et niveau, hvor jeg igen kunne være i det.
For jeg var stadig sentimental om amningen og heller ikke helt klar til at stoppe helt. Det var bare for meget, dér omkring de 18 måneder.
Det tog en weekend (hvor jeg ikke kunne sætte mig i sofaen, så jeg stod meget op, ha). Og ekstra nus og kram. Og snacks. Og “Mors bryster er tomme, lille skat. Der er ikke mere lige nu”.
Og sådan landede vi i et nyt leje, hvor vi begge trivedes. Og det fortsatte indtil sommerferien, hvor jeg igen var begyndt at mærke, at jeg ikke længere var i det. Og at han måske egentlig heller ikke var. At det var en vane, for os begge.
Og så en dag, besluttede jeg mig slet og ret for at stoppe. På det tidspunkt var vi nede på én (lidt rodet) amning om eftermiddagen og han accepterede når jeg sagde, at der ikke var mere lige nu. Og dagen efter sidste amning, skulle den lille fyr alligevel på forkælelses-retreat hos farmor, og på den måde gik der lige et døgn, hvor det slet ikke var et issue.
De efterfølgende dage efterspurgte han og blev kortvarigt hidsig, når jeg sagde nej. Men det gik hurtigt over og så var han igang med en ny leg igen.
I løbet af sommeren er han nogle gange kommet over og har hevet op i blusen. Det har han fået lov til. Så har han kigget lidt på sagerne, grint fjoget og hevet blusen ned igen, for så at stikke af over i en ny leg. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tolke det udover en måde for ham også at føle kontrol over situationen. I don’t know, måske jeg tillægger den lille fyr for meget hjernekapacitet, men altså.. You know. Det har været udramatisk, og jeg har ikke haft behov for at ‘skælde ud’ når han kom og hev i trøjen.
I løbet af den første måned efter ammestoppet, ammede vi enkelte gange. Én gang han faldt og slog sig og var helt ødelagt. En anden gang fordi han kom og efterspurgte og jeg ikke orkede en konfrontation (jaja, sikkert meget forkert, men I do my best). Og det var så dét.
Et ligeså udramatisk ammestop, som etableringen var det i sin tid. Han var klar. Og det var jeg også. Jeg blev enig med mig selv om, at når jeg slet ikke var sentimental om ikke at skulle amme længere, så var det tid. Og det var det så, da Carl var 22 måneder og lidt til.
Super sejt, at det hele gik så godt! Jeg synes, at hormonkaoset, der kommer efter afsluttet amning var virkelig hårdt, som om ens humør bare faldt 1000% med det samme. Den slags påvirker sikkert folk meget forskelligt, men det er helt klart et “før” og “efter” sådan en lang amning. Vi havde 25 mdrs amning og synes først, at ens krop kom helt “tilbage” til sig selv da amningen sluttede.
Jeg oplevede også et gigantisk humørdyk i dagene efter ammestop som dig Sofie, og kunne nærmest ikke finde noget info om det. Det er en del år siden. Rart at høre jeg ikke er den eneste ihvertfald. Ville gerne have hørt om det på forhånd da det var en ret voldsom og skræmmende oplevelse. Men det gik jo over og det ville have været rart at vide imens det stod på.
Hej Emilie! Ja, det var også meget voldsomt for mig. Havde heldigvis læst om det, så jeg var forberedt men blev overrumplet alligevel. Den der daglige hormon-boost af at amme, den forsvandt bare, og jeg blev næsten sindsyg i et par dage, det var crazy. Kunne fysisk mærke hormonerne falde tilbage på plads, selvom det lyder skørt. Jeg ved at mange slet ikke oplever den rutsjetur, heldigvis, men for mig var det meget dramatisk.
Hvor lyder det dejligt med uproblematisk ophør.
Jeg ammer vores søn på knap 17 måneder og trives med det. Han er meget ammeglad – både for mælken, hyggen og trygheden. Han efterspørger det ofte. Her er udfordringen ikke om han og jeg trives med det, men min mand er ved at være træt af det. Han mener, at han er ved at være for stor, når han kan spørge efter det og bliver meget ked af det, hvis han får nej og han er meget afhængig af mig . Samtidig er det lidt problematisk med de afhængighed, når jeg har meget svingende arbejdstider, så far skal have han alene minimum en nat om ugen. Der giver meget gråd når han helst vil puttes ved amning eller ammes videre i søvne. Vi arbejder med, at han skal lære at kende forskel på hvornår mor er hjemme og hvornår far og ham er alene hjemme, så der ikke kan ammes.
Havde totalt brug for det her indlæg. Tak ❤️
Her måtte amningen stoppe da jeg meget overraskende blev gravid igen og det simpelthen gjorde så ondt med de ømme bryster. Min søn på 16 måneder blev ammet to gange til sidst, når vi kom hjem fra vuggestuen og inden putning, men så en dag var han med sin far på tur og efterspurgte det ikke, da de kom hjem og dagen efter undlod jeg også at sætte mig i sofaen om eftermiddagen og så var det det. Jeg havde forventet en masse skrig og skrål, ligesom da vi tidligere havde stoppet natamning. Men det gik så let og var sådan en rar afslutning, selvom jeg blev meget vemodig over ikke at have vist at den sidste amning var den sidste.
Dine begreber forvirrer mig Hvad er touched out?