6 måneder som mor til to og et endegyldigt farvel til sammenligningerne og stikket i maven.. – ACIE
Et lille beauty-mirakel, der gør en stor forskel for en træt mor..

6 måneder som mor til to og et endegyldigt farvel til sammenligningerne og stikket i maven..

Som jeg skrev på instagram i går, så blev Carlsen et helt halvt år i går. Det er et helt halvt år siden, han landede i mine arme ovenpå en fødsel jeg kun havde kunnet drømme om.

Sådan en fødsel, der efterfølgende fik mig til at tænke (med overrasket stolthed), at jeg slet ikke troede, at min krop kunne finde ud af sådan noget. Jeg troede slet ikke min krop kunne finde ud af at gå spontant i fødsel. Og tænk sig at være én af de 10-15% der får lov til at opleve spontan vandafgang. Så skørt, så sjovt. Og en stor kontrast til min anden fødsel, der var alt andet end spontan, men ligeså vidunderlig og – langt henad vejen – en noget større kraftpræstation.

Og selvom det var sjovt med vandafgang og spontan fødsel, så ville jeg stadig vælge fødslen af Elise, hvis jeg kun måtte vælge én af dem – for shit jeg følte mig stærk bagefter. Og shit, hvor har jeg taget den følelse med mig videre ind i mit moderskab. Og i min kropsforståelse. Og selvforståelse. Og mange andre gode ting. Fødslen af Elise gav mig nogle seriøse hård på brystet, som jeg ikke ville være foruden i dag.

Og det sidste halve år har været en virvelvind. A crazy ride, om man vil. Der er gode dage og dårlige dage. Og jeg ved aldrig rigtigt hvilket ben jeg skal stå på, når folk spørger mig, hvordan det er, at have to små derhjemme. De spørger typisk fordi de selv er gravide og så siger man jo ikke “DET ER HELT FUCKING HJERNEDØDT”, men forsøger at vare sine ord, så man ikke skræmmer unødigt.

Og sandheden er jo, at det kommer an på så meget. For det er jo forskelligt. Det er den aller-aller-tydeligste learning, jeg har gjort mig som mor til to. Hvor forskellige børn er. Hvor forskellige mine børn er. Som nat og dag på nogle punkter. Både på sådan nogle lavpraktiske ting med udviklings-hastighed, men også sådan noget med sind og temperament.

Og med erkendelsen af hvor forskellige mine børn er, er også kommet en erkendelse af hvor forskellige andres børn så unægteligt også må være. Og det har givet mig en enorm ro. For det giver slet ikke mening at spejle sig i andre mødre og “åh wow, tænk at hun kan dét og dét med sine børn”. Hendes børn er ikke mine børn, så det kan ikke sammenlignes.

Der var et helt konkret tilfælde, der slog mig forleden. Da Elise var på samme alder, som Carl er nu, tog jeg væk i 2 dage. Uden hende. På champagne-tur med Moët*.

Det ville jeg ikke drømme om at gøre med Carl. Han er et andet barn. Elise har altid været enormt selvstændig. Jeg kan ikke forklare hendes temperament bedre end det. Carl er en anden. Anderledes.

Og hvis nu jeg havde fået Carl først. Og havde set en anden mor ‘forlade’ sit barn, som jeg forlod Elise, så havde jeg nok tænkt for mig selv ‘shit mand, tænk at hun kan’. Men det kunne jeg, fordi Elise… well… hun er Elise. Mit lille vidunderlige festfyrværkeri. “Der er fart på”, siger folk gerne, når de møder hende første gang. Og det er der. All day and all night (sidstnævnte ville være meget fedt, hvis hun snart parkerede…).

Og den erkendelse har helt og aldeles lært mig at lade være med at tænke noget som helst om noget som helst andre mødre gør (andet “power to you” og “you do you”). For jeg kender ikke deres børn. De kender deres børn. Faktisk tror jeg at mødre har sådan en helt særlig radar indbygget, når det kommer til egne børn. Som om vi, somehow, føler det de føler, så vi kan reagere på det, også selvom de ikke selv kan udtrykke sig. Vi ved når de er trætte, vi ved når de er sultne, vi ved når de trænger til nærhed, vi ved når de keder sig. Vi ved det bare. Vi mærker det. Det er næsten lidt magisk.

Så altså. Hvis der er én ting det sidste halve år har gjort mig klogere på, så er det at lade være med at gå rundt og sammenligne mig selv og mit moderskab med andre. På godt og ondt. Jeg mærker ikke stikket i maven, når jeg ser andre mødre gøre noget, som jeg ville ønske jeg kunne. Eller indignationen, hvis nogen gør noget jeg ikke selv ville gøre. Hvadend det nu måtte være.

Og dét er et rigtigt rart sted at være landet❤️

*En oplevelse for livet i øvrigt, så jeg ville gøre det igen in a heartbeat og er glad for at Elise ikke var eller er som Carl…

19 kommentarer

  • Sabina

    Åååh Gud er smukt preggo-billede 😍😍

    Og fantastisk smukt skrevet. Nu har jeg kun ét barn, men alligevel så lærerigt. Du var ret. Som så ofte. Vi skal passe vores egen business, da vi jo ikke kender andre; eller deres børn, og selv hvis vi gjorde, så skal vi da ikke blande os i hvordan andre gør.

    Har selv tænkt, hvordan kan man tage fra sit barn, eller omvendt, hvordan kan man ikke når barnet er SÅ gammel, og selvom der ikke ligger andet end undren bag, så skal vi da bare lade folk være forældre som de vil, og tænke “fedt dét spiller for jer”.

    Ps skønne og smukke børn i har fået 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Hvor er du god. Selvom jeg endnu kun er mor til én, så forbereder dit indlæg mig på en måde på, at nummer to selvfølgelig bliver en helt anden (tror jeg da), for jeg har en dreng med fart på, hele tiden, han har aldrig været typen, der bare “chiller”, og bestemt ikke typen der har brug for at kramme hele tiden eller ligge tæt – efter de første par måneder var det tydeligt, at han faktisk sov allerbedst i sin egen seng, uden forstyrrelser fra os. Jeg har godt kunne komme til at sammenligne mig med andre, når andre mødre fortæller om samsovning, hvor godt det er osv.
    Tak for at minde mig om, at jeg kender mit barn bedst, og at han er helt sin egen, ligesom nummer to også bliver helt sin egen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Det der øverste billede… Det er måske det smukkeste billede jeg i mit liv har set!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare et fint indlæg, at læse, også når man sidder her og ingen børn har endnu 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg tænker på dig nærmest hver gang jeg går ind og ud af Nordsjællands Hospital, og der er jeg en del i øjeblikket, fordi graviditetsundersøgelser og scanninger med nr. 2 😂 Jeg husker billedet før og efter din fødsel af Carl. Well done 💪🏼
    .. og dejligt at du er landet 🧡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg har været mor til to i fem måneder og nøj hvor skal jeg lære ikke at sammenligne mine to piger! Men holy moly det er svært når de begge entrerede verden så identisk med hinanden. Veerne startede med nr. to præcist som nr. 1 – og som jeg blev “lovet” på sygehuset ville det hele bare gå endnu stærkere med nr. to, and so it did! Der er så mange fællesnævner i mine fødsler, at jeg til tider kan glemme at resten ikke også bare er a walk down memorylane – så tusind tak for en skøn reminder 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg kommentere aldrig på hverken denne eller andre blogs.
    Men må bare sige kæmpe meget GODT gået til det her indlæg, Det aller bedste indlæg om moderskab i hele blogland ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Virkelig fint indlæg. Der er håb forude for os, der endnu er førstegangsmødre😅 Jeg vil gerne sige tak for, at du er så “real”, Acie☺️ Jeg elsker at følge med hos dig – dine posts giver mig aldrig dårlig samvittighed, som andre “perfekte” influensers kan komme til det…😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Virkelig fint indlæg. Der er håb forude for os, der endnu er førstegangsmødre😅 Jeg vil gerne sige tak for, at du er så “real”, Acie☺️ Jeg elsker at følge med hos dig – dine posts giver mig aldrig dårlig samvittighed, som andre “perfekte” desværre influensers kan komme til det…😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linn

    Tak for et megafint og tankevækkende skriv. Kh en etbarns-mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Interessant skriv. Også for en som mig, der endnu ikke har fået børn, men som ofte kommer til at kigge med naiv undren på de af mine veninder, der har.
    Hvordan mærkede du, at du godt kunne være fra Elise, men ikke fra Carl nu? Det er sindssygt interessant, synes jeg, for tænk nogle individuelle små væsner de allerede er så tidligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh ja. Jeg har også en Elise og en Carl, som du beskriver dem. Det er godt nok storebror og lillesøster, men mange tanker og følelser kan jeg genkende. Den der energi den store har har været rettet meget mod den lille, så når andre har spurgt .. 😳😑 haha. Faktisk er det få, der har. Resten har set hvordan det går med egne øjne 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Så fint indlæg! Du rammer hovedet på sømmet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Sikke et dejligt indlæg. Vi har lige fået vores første barn, der er en måned og jeg havde drømt om lange ture med barnevognen, når far er på arbejde. Men lige nu øver vi os i at spise ovenpå en hård start med gulsot og lidt tidlig fødsel og når den lille fyr så samtidig vil være vågen fra 23-3 om natten, så er det bare ikke barnevognsture vi når endnu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Åh det er så fint skrevet! Og mine to ædleste er så meget samme form; en vild og selvstændig pige og en rolig mild lillebror. Nu har vi fået lillesøster som nummer tre for en måned siden, og det er så crazy at skulle navigere rundt i, men her hjælper mine to mini mennesker mig for når jeg mister kompasset, så gør de, som vi har gjort ved dem (og det er jo som du siger lidt forskelligt), og så finder jeg vejen. Og sammenligninger mellem egne børn er også noget jeg prøver at begrave. De er bare forskellige og skal have lov til det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabina

    Tænk engang.. Hvis alle gjorde sig nogle ligeså kloge erfaringer, som du har gjort, så ville “mor-politiet” måske slet ikke findes.. Hvor ville det gøre verden meget nemmere for især nybagte (usikre) mødre. Tak fordi du deler 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Dejligt dejligt indlæg kære. Du har så ret <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Sindssyg godt skrevet ❤️ Og fedt lige at få læst dine tanker om det der med to…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kæft, hvor er det bare godt skrevet, det der. Du rammer hovedet lige på sømmet. Tak for at sætte ord på så vigtigt et emne. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et lille beauty-mirakel, der gør en stor forskel for en træt mor..