En ny hverdag efter sommerferien og tusind splittede mor-følelser…

På den måde (ja, faktisk på mange måder) er moderskabet jo festligt. Et dagligt sammensurium af modsatrettede følelser. Komplet irrationelle og et helt nyt mig.

Jeg har alle dage bildt mig ind, at jeg er både pragmatiker og sådan en der tager rationelle fremfor følelsesbetonede beslutning.

L-O-L.

Then I had kids.

Ses rationalitet. It was nice knowing you.

Vi har snakket om det tusind gange før. Måske fordi det er kommet sådan bag på mig. Måske fordi det – for mig – har været den største forandring ved at blive mor. At se sig selv gå fra at være småt firkantet (…well…) til at være… ehr… alt andet. En følelsesflødbolle. Ihvertfald når det kommer til mine børn.

Og lige i øjeblikket går de modsatrettede følelser altså på det der med vuggestue-start for Carl. Det er planen efter sommerferien. På den ene side glæder jeg mig. Glæder mig til at komme tilbage til et arbejdsliv, der ikke hele tiden hænger i babyalarmens klokkestreng.

Glæder mig til at være mig. Og ikke bare mor.

Glæder mig til at kunne bestille en frisørtid og en tandlægetid. Eller andre af den slags ting, som man godt kan savne efter 12 måneder bag en barnevogn.

Og jeg er også helt tryg ved at sende ham ned i armene på søde vidunderlige Lisbeth og hendes ligeså søde og vidunderlige kolleger i vuggestuen. Denne gang kender jeg jo dem, der skal passe på mit barn. Og hurra. Der findes ingen (i.n.g.e.n.) jeg er mere tryg ved. Carl var kun et par dage gammel, da han var på besøg første gang. Siden da er han blevet nusset og dikket on a regular basis.

Men jeg kan heller ikke lade være med at føle mig ramt af de, der mener at det er omsorgssvigt, at vi som forældre sender vores børn i vuggestue. De taler direkte til mine mor-usikkerheder, til mine tvivl. Gør jeg det ikke godt nok? Er jeg bare en blind samfundslemming? Ord som ‘omsorgsrevolution’, ‘adskillelseskultur’ og ‘institutionaliseringsbedrag’ går lige i kødet på mig. Den stigende tendens til hjemmepasning, ligeså. Er dét det rigtige?

Det er ikke fordi jeg nødvendigvis er enig. Men der kan jo også være noget ganske sundt i at lytte til de, der har et andet perspektiv end én selv. Både i den ene og den anden retning, naturligvis. Og så må man så navigere selv. Ud fra egne overbevisninger, omstændigheder, behov, muligheder osv… Og iøvrigt minde sig selv om, at alle de der vælger anderledes netop har andre overbevisninger, omstændigheder, behov, muligheder osv en én selv, hvorfor sangen om sammenligningernes ende igen fortjener en afspilning.

Men det er altså dét med navigationen, nævnt foroven, jeg kan synes er svær. Og som kan få mig til at vakle. Og tvivle. Og efterlader mig med de der skøre modsatrettede følelser, som jeg ikke før har kendt.  Kender I det?

 

25 kommentarer

  • Åh, jeg står med mange tanker lig dine i slutningen af en barsel – og hvad så nu. Det føles som om, at det er NU jeg skal definere mit moderskab og forsvare hvad end jeg gør over for andre. Jeg er indtil videre landet på, at jeg vist nok skammer mig lidt over, at jeg ikke har lyst til at hjemmepasse lige nu. Jeg har brug for at mærke hvad jeg også kan uden et barn på armen, men er bange for at fortryde, når børnene er ældre. Ååh av mit moderskab. Tak fordi du også fremlægger din tvivl <3

  • Jeg kunne ikke være mere enig. Har altid været selvsikker, ambitiøs og pragmatisk – og så fik jeg et barn 🤯 Nu aner jeg simpelthen ikke hvad det rigtige er. På den ene side er jeg jo stadig ambitiøs og vildt glad for mit arbejde og jeg saaaavner det sådan nu imens jeg er på barsel. På den anden side kan jeg næsten ikke rumme at min lille skønne dreng skal være afsted hos fremmede de fleste af hans vågne timer, blive trøstet af andre end hans mor, spise sammen med andre, blive lagt til lur af andre 💔 Noget af det der gør det svært er at jeg har nattevagter, hans far arbejder halvdelen af tiden i udlandet og vi har ingen bedsteforældre der kan passe – så det er et logistikhelvede der skal gå op og jeg er bange for at min dreng kommer til at “svæve rundt” uden et anker og en tryg base. Kunne jeg hjemmepasse? Ja måske, hvis ikke det var at det med at gå på barsel nok er noget af det sværeste jeg har prøvet rent psykisk og jeg tror simpelthen ikke jeg ville klare at gøre det fast i længere tid. Jeg håber og tror på at meget ser vanskeligt ud før man går igang med det – tanken om det er sværere end realiteten, når først vi er igang så skal vi jo nok finde ud af det 🤷🏻‍♀️

  • En hurtig strøtanke: som måske kommer til at kaste negative kommentarer af sig:

    Jeg har fuld respekt for de (blogger)-mødre, som holder deres børn hjemme og hjemmepasser dem. Deres liv deres valg. MEN, hvor er det en skam, at disse bloggere netop er influencers, som gør os andre leverpostejmødre med 8-16 jobs usikre på os selv, når vi sender vores små poder afsted.

    Desuden synes jeg det er en skam, at ingen af disse influencers-mødre tager forskning op, som viser, at det ikke nødvendigvis er skadeligt at sende børn afsted i institution – og som du selv skriver om din institution: mange institutioner klarer det glimrende, børnene trives, og der er masser af nærhed, ømhed og kram og kærlighed. Synes tit, at diskussionen om institution/ikke-institution bliver ekstremt ensporet. Og når noget bliver ensporet, er det altid en skam!

    • Men Signe, med al respekt, er det så ikke lidt for snævert at ‘skyde skylden’ på influencere?

      For mig går debatten ihvertfald langt langt udover hvad jeg ser på sociale medier. Jeg ser kronikker, debatindlæg, forsker-udtalelser etc på tværs af mange medier, og betragter egentlig de af mine kolleger, der har valgt anderledes end mig selv, som mødre der sikkert føler, at de er nødt til at retfærdiggøre det de nu engang synes er det rigtige for deres familie.

      Og så synger jeg lige sangen om sammenligningernes ende igen – det skal vi holde op med, allesammen <3

  • You know what …. du har et mega fleksibelt arbejde, så jeg tænker egentlig bare heldige Carl og heldige Elise, der BÅDE går i en skøn vugger og kommer ud og være sammen med andre mennesker og bliver aktiveret – og samtidigt har en dejlig mor, der kan hente tidligt, aflevere sent, eller holde en hyggedag, såfremt der er brug for/lyst til det <3

    And with that being said … jeg har selv kontorarbejde, og er indrettet sådan at hvis jeg vil holde en fridag med min dreng, så er det det jeg gør. Så det skal ikke lyde som en "ja nu har du jo et rimelig nemt og frit arbejde"-kommentar. For alle kan sgu tage sig en fridag. Det er udelukkende ment positivt – heldige unger altså <3

    • Ej hov, det passer altså ikke at “alle kan sgu tage sig en fridag”. Jeg er læge og tør ikke tænke på hvordan systemet så ud, hvis alle lige tog sig en fridag med ungerne i ny og næ – her skal kollegaerne jo dække ind for manglende personale, hvis man skal undgå at aflyse ambulatorier, operationer mm.
      Bevares, man kan jo tage sig en feriedag. Med 3-4 måneders varsel, så vagtplanen kan gå op…
      Hvor er det dejligt for dig, at du kan holde dine børn hjemme, når de trænger til en fridag, men bare husk at vores virkeligheder ser meget forskellige ud også på det punkt lige så vel som med muligheden for/ønsket om hjemmepasning og alle andre dilemmaer for den sags skyld 🙂
      Kh Nanna

    • Hej Nanna

      Du bekræfter blot min pointe – du har da også mulighed for at tage en fridag så? Jeg er med på at det slet ikke er ligeså fleksibelt, som for mange af os andre – men igen, alle har mulighed for at tage en fridag 🙂 Og som jeg skriver til Christine, så tænker jeg i hendes situation bare heldige unger, idet hun jo så ikke har 3-4 måneders varsel, for at kunne holde en hjemmedag. Men igen, alle kan holde en fridag 🙂
      God dag!

  • Åh hvor jeg kender det der. Så mærkeligt at man kan stå og argumentere imod sig selv, og ikke finde sine egne holdninger! Bare fordi bebs smiler med de mest nuttede kinder. Uanset om det så er det ene eller andet spørgsmål man overvejer!
    Her var det planen at min mindste pige skulle være startet i vuggestue lige efter påske. Men takket være Corona (Må man godt skrive sådan??? Den er jo noget l***!) fik jeg lidt mere end en måned ekstra med hende hjemme! Og det gjorde godt for os begge to tror jeg.
    Da hun startede i vuggestue var hun næsten 1 år – og hun så sig slet ikke tilbage. Fra jeg satte hende ned og hun fik øje på sine nye legekammerater kravlede hun vitterlig bare væk fra mig. Hun bliver vanvittig glad når jeg henter hende om eftermiddagen – men hun smiler hver morgen når hun ser de andre børn og det varmer mig lidt. For hjemmepasning er bare ikke en mulighed her om jeg vil eller ej.
    Og altså! Hvor er Carl bare nuttet – han bliver charmebøf i den vuggestue! <3

  • SPOT ON!!
    Gik med de samme bekymringer om det mon var egoistisk af mig at sende min lille bitte baby (okay 11 mdr…) i vuggestue når jeg gik hjemme og søgte job men har været den helt rigtige beslutning han er de rnogle timer hver dag – mor får ro til ansøgninger og han får lidt socialt samvær og brændt krudt af med andre unger 🙂

  • Jeg tænker ofte på Kierkegaards “enten eller” bog. Essentielt, gør A og du vil fortryde, gør B og du vil fortryde. Måske med modsat fortegn; pas hjemme og det vil føles som det rigtige, arbejd ude og det vil føles som de rigtige. Jeg tror ikke, at der er EN rigtig løsning i familier, men mange der kan virke. Og nogle man langsomt arbejder hen mod. Jeg var glad og lykkelig, da jeg havde fuldtidsjob og min søn var i vuggestue. Jeg er glad og lykkelig (omend enormt træt!) nu, hvor vi stadig har lockdown og stadig ingen vuggestue efter 4 mdr hjemme med min søn og fuldtidsarbejde samtidig.

    Nu føles det “forkert” at sende ham afsted igen – men det føles også forkert ikke at arbejde samtidig. Either you do or you don’t, you’re damned (or blessed) either way. Tror alle disse meget hårde streger i sandet er med til at få folk til at tvivle endnu mere. Altså enten er man OMSORGSSVIGTENDE karrierekvinde (sidenote: hvorfor kaldes det aldrig karrieremand?) eller også er man langtidsammende hjemmepasser. Mon ikke de fleste lander i en gråzone, hvor man prøver forskellige elementer af? Tror også, at mange får pip af, altid at høre “forskningen siger”, når dette aldrig følges op med fx kildereference til studiet, en kritisk holdning til sample size og et literature review af andre samtidige og lignende studier. Man får bare råbt “forskningen siger!!!!!” som et endeligt argument i hovedet, hver gang disse to lejre kommer op og diskutere. Jeg tror, at alle vi mødre er langt mere ens end forskellige, og jeg tror, vi alle bærer disse modstridende følelser.

    • Btw hvor er Carl dog cute – og dine tænder lige!! Haha, lagde lige mærke til det, den skinne har da virkelig gjort det godt. Ikke at du havde skæve tænder før, what do I know, men nu er det et sandt Colgate smil på det billede!

    • Amen, Sofie!!! Jeg er så enig! Af samme årsag synes jeg også “Er du i tvivl, er du faktisk ikke i tvivl”-kommentarer er så ubrugelige, uanset hvad de handler om og hvilken løsning de peger på. For mig er tvivl en fuldstændig uundgåelig del af at være mor og den hjælper mig til at overveje ting fra mange sider og er ofte forudsætningen for at jeg ender med at træffe den bedste (men sjældent perfekte) løsning.

      En tvivlende mor er for mig en kærlig mor der tager sin opgave alvorligt og er sit ansvar bevidst <3

    • Amen, Sofie! Af samme grund synes jeg også “Er du i tvivl er du faktisk ikke i tvivl”-kommentarer er så ubrugelige uanset hvad de handler om og hvilken løsning de peger på. For mig er tvivl en fuldstændig uundgåelig del af at være mor, den hjælper mig til at se ting fra mange sider og er ofte forudsætningen for, at jeg ender med at træffe den bedste (men sjældent perfekte) beslutning.

      En tvivlende mor er en kærlig mor der tager sin opgave alvorligt og er sit ansvar bevidst <3

    • Hvor er det rigtigt, Sofie!!! Tak for (igen!) at sætte flere ord på mine tanker. Og som tilføjelse – jeg tror også, at de hårde streger i sandet avler flere hårde streger, fordi de får folk til at føle, at de skal forsvare noget. Jeg har hjemmepasser-veninder, der føler de skal forsvare dét valg. Og vuggestue-veninder, der føler de skal forsvare dét valg. Og tænk, hvor er det dog synd<3

    • Netop Emilie, jeg tror også, at tvivlen er en essentiel del af vigtige valg i livet. Altså, hvordan er man HELT sikker hver gang? Det kan man kun ved at leve to parallele liv og så tage alt op til revision bagefter. Not possible. Nogle valg tages med tvivl men samtidig med stor tro på sit valg – ikke sikkerhed i sit valg. Nå, ville bare lige sige, at jeg også tvivler enormt i disse tider. Vores vuggestuer kan kun åbne op med restriktioner som fx at pædagoger skal have mundbind på hele dagen og ikke må røre børnene. Børn skal blive indenfor små “bokse” på gulvet hele dagen og ikke røre pædagoger eller andre børn. Og ikke dele legetøj. Tell that to a toddler, det er voldsomt.

      Hvornår er man pylre-mor og hvornår sætter man en fornuftig grænse? Det er meget meget svært. Hvis jeg var sikker på noget, så havde jeg gjort det men som du skriver, så er moderskabet ikke så sort-hvidt. Måske hvis man er overbevist om, at det modsatte valg er den rene ondskab (som jeg føler mange sætter det op), så kan man føle sikkerhed, måske? Men det er at lukke øjnene for virkeligheden og cherry-picke data og studier for at understøtte sin “sandhed”.

  • Hej!

    Det var så fedt det indlæg, hvor du skrev, at vi hver gør, hvad der er bedst for lige præcis vores barn.
    Sådan tænker jeg, at det nok også er sådan med institution.

    Jeg har valgt at passe min datter hjemme, fordi jeg kender hende, og jeg ved, at jeg kan tilbyde hende en bedre, tryggere, sjovere hverdag – fordi hun er hende, og jeg er mig.

    Andre forældre har det sikkert anderledes, og de kender jo så deres børn og ved, at barnet vil have det lige så godt (eller bedre?) i vuggestue.

    Så når du ser på Carl, så ved du nok også, hvad du mener, er bedst for ham – og så er det jo bare stærkt og fedt, at du følger den viden. Uanset om det så er at holde ham hjemme, sende ham i institution eller en mellemting.

    Alt godt herfra!

    • Jeg tror måske du har misforstået mit indlæg <3

      "Så når du ser på Carl, så ved du nok også, hvad du mener, er bedst for ham" – njaa.. Hele min pointe er egentlig, at jeg netop synes det kan være svært at vide hvad jeg mener. Og at jeg synes det er enormt nemt at blive i tvivl om, hvad der er bedst for mit barn. Og at jeg synes det er enormt nemt at blive påvirket af den debat, der hersker på området. At det får mig til at stille spørgsmålstegn ved mig selv.

      Så jeg håber ikke, at du læser en kritik ind af fx hjemmepassere i mit indlæg (jeg fornemmer at du måske føler dig lidt ramt? Undskyld i så fald. Så har jeg formuleret mig klodset), for jeg har vitterligt absolut ingen holdning til hvad andre mødre gør for deres børn. Jeg har rigeligt travlt med at finde ud af, hvad min egen holdning er til hvad jeg selv gør;)

  • Jeg har det på samme måde! Du rammer det virkelig godt. Jeg kan stadig sidde med en følelse af, at jeg svigtede min ældste, da hun skulle i dagpleje som 15 måneder gammel. Og nu… Hun er SÅ glad og tryg.
    Og nu sidder jeg på barsel med lillesøster og glæder mig over, hun skal ned til samme dagplejemor og at pigerne ovenikøbet får overlap sammen. Men… Så er der alle de tanker og følelser, du også så fint beskriver.

  • Jeg kan helt sikkert kende alle bekymringerne og overvejelserne.
    Jeg er en af de vuggestuepædagoger, det har blandet sig i den offentlige debat ang normeringer, samtidig er jeg mor til tre. Min ældste gik i dagpleje, min mellemste i vuggestue og jeg er pt på barsel med den mindste.
    Dilemmaerne bliver ikke mindre, når man kender det hele indefra + at jeg også selv sidder med en faglig stolthed og en masse ambitioner 🙂
    Hvis du (eller nogen af dine læsere) har spørgsmål til en på indersiden (pædagog såvel som moderskab 🙂 ), skal I være hjertelig velkommen <3

    • Ej ok, det blev måske lige arrogant nok 🙂
      Jeg er på ingen måde alvidende, men hvis jeg kan bidrage med noget, så sig endelig til 🙂

    • Jeg synes bestemt ikke det var arrogant, men derimod et vildt sødt tilbud. Tak!!

      Jeg føler ikke selv jeg sidder med ubesvarede spørgsmål, for jeg kender jo den konkrete vuggestue og er mere end tryg ved den. Virkelig. Jeg kan bare mærke, at jeg også bliver påvirket af den retorik der iøvrigt er om emnet, og at det kan få mig til at spørge mig selv om jeg bare overhovedet ikke har fattet en skid af noget som helst, siden jeg alligevel sender mine børn i daginstitution. Om jeg er naiv, om jeg har sat mig godt nok ind i tingene osv osv.. Så spørgsmålene er mere indadrettede, hvis man kan sige det sådan <3

  • Jeg kender følelserne, du beskriver så uendelig godt! Men min oplevelse er, at sende sit barn i vuggestue/dagpleje giver noget helt andet – giver sit barn nye muligheder for læring og relationsdannelse til andre mennesker. Min usikkerhed er forsvundet efter vuggestue start, hvor der ellers var en kæmpe klump i maven. Det er selvfølgelig vigtigt, af huske på, at børn er forskellige og har forskellige behov – men i mit tilfælde var det ren morbekymring. Kram!

    • Jamen min egen erfaring er sådan set fuldstændig den samme.. Men jeg er (åbenbart) blevet en letpåvirkelig følelsesflødebolle, der hurtigt kan komme til at vakle, når jeg læser de der skræmmende ord om ‘adskillelseskultur’ osv.. #themomstruggleisreal

  • Jeg er bare lige der med dig! Så meget i tvivl.
    Og så ville man jo gerne følge ens mavefornemmelse, jeg synes det er svært at mærke ens mavefornemmelse, når stemningen i samfundet(eller på sociale medier) er så tydelig. Jeg er altså ikke upåvirkelig og aner ikke helt hvad jeg synes.
    Jeg er så enig i at vi skal lytte til hianden og eksperter. Vi skal naturligvis også lytte til vores børn og mænd(der kunne jeg godt stramme op ;))
    Og så skal vi naturligvis være rummelige overfor os selv og ikke føle vi skal gøre alting helt rigtigt.
    Men altså!!
    Så svært – godt at du sætter ord på.

    • Ja præcis – det er ret svært at følge en mavefornemmelse man ikke ved hvad er. Eller. Ikke helt kan mærke. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *