Du læser nu
Takt & tone: 5 ting du ikke skal sige til en gravid..

Takt & tone: 5 ting du ikke skal sige til en gravid..

takt-og-tone-graviditet-1-of-1

Tidligere på året læste jeg med stor fornøjelse med, da Emily Gad snakkede takt og tone når det kommer til ‘potentiel graviditet’. Ikke mindst fordi jeg selv var helt sprillans ny-gravid på dét tidspunkt og på samme vis som Emily, havde oplevet de mange nysgerrige spørgsmål igen og igen.

Nuvel. Nu kan jeg ikke længere løbe fra graviditeten, og bulen på maven fylder efterhånden så meget i landskabet, at jeg langt hellere vil spørges end gå og fundere over om, folk mon bare tror jeg er blevet virkelig tyk på en lidt skør og deform måde;) Tilgengæld har jeg også oplevet et par spørgsmål/kommentarer, der for mig har været… ahem… off, så jeg vil tillade mig med samme glimt i øjet som Emily, at liste et par kommentarer, jeg på det kraftigste vil fraråde, at man kaster efter en gravid…

  • “Er du sikker på, at der ikke er to?!” – denne har jeg heldigvis ikke selv fået, men jeg overhørte en kollega modtage den, og var nærmest ved at tabe kæben i tastaturet. Det blev sagt i sjov, men det var helt tydeligt, på modtagerens tonefald, at den snarere ramte lige dér hvor det gør ondt. Alle graviditeter er forskellige og det er i forvejen lidt af en proces, at opleve hvordan ens krop forandrer sig med raket-fart. Der er ingen grund til nogensinde at kommentere på en gravids kropsform. Nogensinde.
  • “Hvad skal barnet så hedde?” – jeg er klar over, at denne kun bunder i kærlig interesse, men jeg vil klart opfordre til at man istedet lader det gravide par fortælle den slags uopfordret. For nogen er det en lang frem-og-tilbage-proces, mens det for andre bare føles lidt privat indtil barnet er født. Sidstnævnte er tilfældet for os. Vi har haft navnet klar siden før jeg blev gravid – ingen kender hele hendes navn. Kun Skjorten og jeg. Men hvad nu hvis hun kommer ud og det bare virker helt forkert? Og vi så har gået dér og snakket til højre og venstre. Nej tak. Det er hendes navn og vi vil godt lige selv møde hende først og være sikre, før vi fortæller det til resten af verden.
  • Råd du ikke er blevet bedt om at give – den her er (næsten) den værste synes jeg. Og igen ved jeg godt, at alle “gode råd” kun gives i allerbedste mening, men jeg er personligt ved at svømme over af de mange enormt velmenende råd (.. jeg ikke har bedt om.. det er noget andet med de råd jeg faktisk efterspørger). Jeg ved godt at mødre gør sig mange dyrtkøbte erfaringer og derfor kun vil bidrage med de mange learnings, de har gjort sig – men igen, alle graviditeter er forskellige, alle børn er forskellige, alle mødre er forskellige. Og med mindre du bliver direkte spurgt, så hold igen. Ligegyldigt om det er din allernærmeste veninde eller i et kommentarspor på en blog – råd du ikke er blevet bedt om give, vil i 99% af tilfældene være enten irriterende eller forvirrende, og det er spild af dine gode erfaringer… (spørger man mig gælder dette iøvrigt for rådgivning generelt, men altså… for nu at stay on topic…)
  • “Var det planlagt?” – eller føljespørgsmålet “Hvor lang tid prøvede I så?”. Bare awkward. Jo. Dine allernærmeste-nærmeste veninder kan du godt spørge om den slags. Men chances are, at hvis det er et naturligt samtale-emne imellem jer, så kender du allerede svaret. Véd allerede at din veninde og hendes mand prøver. Véd hvornår de startede. Og selvom det kan virke som et lidt uskyldigt spørgsmål, så kan det virke som om du står og banker på døren til soveværelset – og enten kan man svare selvom det egentlig virker lidt grænseoverskridende eller også kan man sige, at det vil man ikke svare på, og virke grænsende til sippet. Så derfor – hvis du ikke allerede ved det, så don’t ask.
  • “Du synes det er hårdt nu, men bare vent” – eller alle andre kommentarer, der bare er sådan lidt skøre, bedrevidende og forklejnende. Altså, det er jo unødvendigt, selvom kommentaren meget vel kan være sand. Hvis en gravid står med smerter eller enorm træthed, er det mest sympatiske svar næppe noget, der går på ‘at det bliver meget værre senere’. Jeg kan ikke forestille mig, at man ville sige den slags i nogen anden situation, hvor et medmenneske gav udtryk for ubehag af den ene eller anden karaktér.

Jo. Det var listen. 5 ting, der har fået mig til at trække lidt på smilebåndet i løbet af de sidste par måneder. Er der mon nogen af jer fellow preggos derude, der har noget at tilføje? <3

 Kommentarer (73)
  • Ha ha… jeg må nok desværre gøre mig skyldig i at have sagt “Du synes det er hårdt nu, men bare vent” 🙂

    Og jeg ved ikke engang hvordan det er at være gravid… Well… ind imellem er man bare nederen.

  • Jeg fik sindssygt mange kommentarer om der mon ikke var to – både første og anden gang. Det var der ikke – men i al fairness skal det også siges at jeg havde en kæmpe mave (og at jeg er ret lav – med en kort overkrop) – og primært kun tog på på maven. Så jeg kan på sin vis forstå spørgsmålet 😉
    Det der til gengæld fik mig op i det røde felt var da en jordemoder til et tjek, fik fyret et eller andet af om, at jeg var godt i stand… wtf?! 🙄 (Jeg havde en stor (baby)mave – men det sker
    med to graviditeter på 2 år) Hun burde da om nogen vide, at det er dumt at sige til en gravid…

  • Det er ret utroligt, hvor lidt situationsfornemmelse folk har. Jeg synes aldrig det har været svært at skelne mellem, hvad jeg spørger en tæt veninde om og en mere perifær bekendt ift graviditet. Jeg kunne fx ALDRIG drømme om uopfordret at røre nogens mave! Det synes jeg må være helt vildt grænseoverskridende! Jeg vil helst ikke selv røres af fremmede mennesker generelt, gravid eller ej haha.

  • Til min egen store overraskelse er jeg helt ligeglad med spørgsmål – før jeg blev gravid, troede jeg, at det ville irritere mig, men egentlig synes jeg, at det er hyggeligt. Den bedste reaktion på min graviditet kom fra en chokeret kammerat, der sagde: Åh fuck, hvordan skete det?!! Min mand og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine, var ikke helt sikker på, hvor mange detaljer, han ville have 😉
    Og så tillykke med graviditeten Acie, vi er næsten lige langt henne og det er så hyggeligt at følge dig.

  • Min datter er fire måneder, og for mig var det på ingen måde grænseoverskridende at folk spurgte til navn selvom hendes navn var hemmeligt. Også graviditetsgener fandt jeg det helt ok at tale om selvom det kunne undre mig at folk gad høre om det… Hvad der derimod virkelig fik mine hormoner i kog var, når den der “bare vent”-kommentar kom med et sødt smil om afsenderens mund. Det er unødvendigt og handler mest af alt om at folk lige kommer til at fremstå som en del af den hemmelige klub, man som førstegangsgravid endnu ikke er indviet i. For mig/os har det at få et barn selvfølgelig været en kæmpe omvæltning, og ja der er pressede perioder, men så har det heller ikke været værre. Og ja, i øvrigt er det utroligt som folk finder det nærliggende at kommentere på en gravids krop og sige ting, jeg i hvert fald ellers aldrig har hørt. Man får virkelig lyst til at svare igen på samme måde!

  • Alle ” hvor er du blevet stor” kommentarer… hvis du endelig bare ikke kan lade være, så vær’ i det mindste lidt specifik: “din mave er stor!” Og alle der spurgte om de måtte røre – altså fint nok at I spørger, men jævnt akhavet bagefter, når jeg sagde nej… og alt det fokus på, hvad jeg spiste… “tag en portion til”, “man spiser nok for to”….

    • … jeg tog på et tidspunkt et ekstra stykke kage flankeret af joken “1 til mig og 1 til babyE”, hvortil jeg fik kommentaren “Jaja, husk nu du skal tabe det hele igen bagefter”. Jeg har taget 3kg på siden uge 8. Gider du knytte sylten din store idiot!? #denskulleligeud

  • Jeg har ikke selv børn, er ikke engang tæt på og fokuserer egentlig bare på uddannelse lige nu, så jeg har ikke gjort mig så forfærdeligt mange tanker om graviditet og alt det der medfølger, men jeg ved så meget at graviditet for mig vil være enormt personligt og jeg giver uden tvivl folk et rap over fingerne og en lang tale, hvis de på nogen måde vover at røre den hypotetiske gravide mave uden at spørge først! Jeg ved godt, at det synspunkt kan ændre sig, men jeg synes bare det er SÅ upassende når man ser sådanne situationer, for oftest der den gravide bare så ubehageligt til mode.. Og jeg har da også hørt fra flere, at det rent faktisk er en ting, som folk bare gør uopfordret – dét ville så klart være så langt over min grænse (og synes også de fleste af dine punkter virker fornuftige – kan lidt bedre sætte mig ind i Emilys, da jeg selv er tættest den situation, dog uden at være i fast forhold) 😃

  • Jeg forstår udemærket mange af de nævnte punkter på listen og i kommentarsporet. Men jeg synes også pludselig, det så kan blive svært at tale med gravide – for når man møder en veninde/bekendt/familiemedlem/tidligere kollega, og de fortæller, at de er gravide, så er det i mine øjne totalt mærkeligt grænsende til upassende, hvis ikke man spørger lidt ind til det – det er jo for gudd skyld en kæmpe og fantastisk ting! Og næst efter “tillykke”, “hvornår har du så termin?” og “hvordan har du det?” så er det mest naturlige for mig at spørge ind til ting som køn og navn… Kunne aldrig drømme om at kommentere på svaret med andet end positive tilkendegivelser, men hvis ikke man må spørge om det, hvad så? Bare sige tillykke og så i øvrigt tale om vejret??

    • Åh – du må ikke misforstå mig, men hvis først du når ned til spørgsmål 5 på listen (jeg har aldrig skrevet noget om køn, så dén vil jeg ikke have skudt i skoene) og din gravide samtalepartner ikke selv har grebet bolden, ville jeg nok fange et vink med en vognstang og ja, rent ud sagt, skifte emne istedet for at bore videre. Hvis eneste anden mulighed er at snakke om vejret, så so be it – men mon ikke, der skulle kunne være andre (mere spændende) sager, at tage hul på.

      Har din samtalepartner derimod grebet én af de mange muligheder for at snakke videre om egen graviditet, så burde dine spørgsmål være helt overflødige – men som jeg også skrev til en anden, så kan man jo også snakke om så meget andet end lige graviditet. Jeg er jo stadig mig og vil også gerne fortælle om vores nye hus, høre hvordan du har det, hvad du skal i sommerferien og what not:)

      KH

  • Jeg er ikke den højeste og ved ikke om det har betydning i forhold til hvor stor min mave syner. Men jeg får i hvert fald dagligt kommentarer om, hvor stor jeg er, og at det da må være lige oppe over. Nej, det er det faktisk ikke, der er to måneder endnu! Kors i hytten – jeg er træt af det.

    • Åh, det forstår jeg virkelig godt:-S Vi må iøvrigt have termin tæt på hinanden – hyggeligt <3

    • Den fik jeg også fra 7. måned – nååååhh nu må det være snart.
      kan huske jeg bestilte en taxi for at kommet til undersøgelse på hospitalet og da han kom troede han gud hjælpe mig at jeg var i fødsel fordi jeg prustede som en hest i varmen.

    • jeg forstår din liste, og kan ikke lade være at tænkte tilbage til hvor meget være det blev med “gode” råd og bedrevidenhed da min datter endelig KOM. – Og du er en “offentlig person” med dit liv “semi” udstillet – så mon ikke du også får din del. Mit bedste og eneste råd – når din datter kommer, så luk ørene for alles råd, med mindre du selv opsøger dem, og lyt til din egen mavefornemmelse! DU er hendes mor og ved best!

  • Kommentarer som “nå, du er da ikke så stor af at være så langt henne”, “sørg for at få sovet, dét kommer du ikke til de næste mange år” og andre nu-er-det-snart-slut-med-rejser/søvn/kærestetid/evt var på min liste!

    • Ja – det er jo ment i sjov langt henad vejen, men også bare svært rigtigt at svare på. “Nåmen. Så glæder jeg mig da til det. Eller”. #akavetstilhed

  • Er tvillinge gravid med enæggede.. og ved ikke hvorfor folk skal fortælle den ene skræk historie efter den anden når de hører de er enæggede.. har man da slet ikke brug for at høre som gravid.. Har nu 2 gange sagt til folk ” det har jeg altså ikke lyst til at høre om”..

    • Sejt – det er ikke let, at lukke folk ned, når de sidder og siger noget i (sikkert) bedste mening, men forstår virkelig godt, hvorfor det ikke er rart at høre. Der er usikkerheder nok i sådan en graviditet 🙂

    • Glæd dig!! Jeg har enæggede tvillinger på 5 måneder og de er bomben! Føler mig nogle gange som et lille cirkus når jeg går med barnevognen, men har endnu ikke mødt en der ikke synes tvillinger er fascinerende!

  • Det der. Det er ingenting. SÅ skal du bare vente at se, hvad folk kan finde på at sige og rådgive om, når barnet er kommet 😀 (jeg håber, at du kan fornemme ironien – “der er altid noget værre i vente”-ironien). Jeg ville egentlig bare sige, at jeg er helt med dig vdr. den med gode råd. Der kommer SÅ mange gode råd under graviditen, men så sandelig også efter. Inkl. 1000 holdninger! Puha. Det kan være meget anstrengende. Det er det for mig i hvert fald. Så det er vigtigt at holde fast i sig selv, og det virker til, at du er rigtig god til det!

    • Ja, det er en jungle at navigere nogle gange – især fordi meningerne ofte er så forskellige, at de bliver decideret modsatrettede. Man må bare forsøge at følge egen mavefornemmelse og iøvrigt være indstillet på at lave nogle fejl i jagten på egne erfaringer:)

    • Præcis! Og det bedste ved de fejl, man helt sikkert kommer til at lave, er, at man kan grine af det sammen med sin partner (altså når overskuddet er der 😀 ) og det er så forløsende og dejligt. Alle de eventuelt spildte penge værd 😀 ha ha.

  • Må man gerne sige til folk, at de er flotte gravide, fordi det kun er på maven, de har taget på? Altså det er jo også at kommentere på andres krop, hvilket for nogen måske kan virke grænseoverskridende, selvom det er positivt ment?

    • Tja – jeg ville nok holde mig til første del af kommentaren. Altså “du er flot gravid”, og så holde mig fra “fordi det kun er på maven de har taget på”. At kommentere på folks vægt er (selvom det er sødt ment) ville man jo aldrig gøre ellers:)

  • Nu har jeg aldrig prøvet at være gravid, og er endnu usikker omkring, om jeg overhovedet vil have børn – og ingen behøver at “change my mind”, det er min egen beslutning og jeg vil helst ikke have at andre blander sig i den. Dét er nemlig det mest irriterende og sårende for folk, som aktivt vælger ikke at få børn, at få kastet forargelse, anklager og manipulationer i hovedet. Ved at det er kærligt ment og at det for en mor er den bedste oplevelse/følelse nogensinde, det behøver man ikke forklaring på, for det er naturligst oftest en selvfølge. Men som du, Acie, selv skriver: alle er forskellige, og det er bare ikke alle der nødvendigvis vil trives med moderskabet. Lige en lille bøn og tanke fra en kvinde i “den anden boldgade”, som er rigtig led og ked af, at skulle føle sig forkert, fordi nogle kvinder ikke forstår ens valg, og faktisk kan finde på at angribe verbalt. Håber på forståelse herfor, selvom mange kvinder selvfølgelig er dejlige mødre, som bare onder alle at få den fantastiske oplevelse, som de har/havde 🙂

    MEN! Når det så er sagt, så er jeg åndssvagt nysgerrig og fascineret af dét at være gravid. Ikke at jeg nødvendigvis selv vil prøve det, men dén tanke at et selvstændigt tænkende væsen vokser inde i én virker så fremmed og bizar for mig, at jeg er helt fascineret af at tanken om, hvordan det mon må være at være gravid + den forandring en kvindekrop undergår og dét at den egentlig kan gro et nyt liv (what the effing f*ck, altså!) inde i dig. Og netop af den årsag elsker jeg at spørge gravid (altså veninder og folk i min omgangskreds, hvor det virker rigtigt at spørge xD) om hvordan graviditeten går og hvordan det føles, gener osv. MEN, så vil jeg gerne høre fra jer gravide/tidligere gravide: hvor går grænsen? Er det ok at spørge eller ikke så ok, eller er der nogle ting man godt må/ikke må spørge om? Hvad synes I? 🙂

    Mvh. Anna-Sophie

    • Hej Anna-Sophie

      Tja – jeg synes det kommer meget an på, hvem du spørger. Lige den snak du ligger op til her (gener, hvordan det føles etc.) ville jeg nok holde til mine nærmeste veninder. Og så iøvrigt være ærlig og sige, at man godt ved, at man er lidt ekstra nysgerrig, og at den veninde man nu spørger endelig bare skal sige fra, hvis det bliver for privat.

      Og jeg kan godt forstå, at det er frustrerende med folk, der forsøger at påvirke ens beslutning – det er rent ud sagt at umyndiggøre voksne mennesker og deres ret til at tage private beslutninger, og dét ligner ikke noget. To each their own!

      Kh

  • Jeg kan ikke helt sætte mig ind i det med at det skulle være problematisk at blive spurgt om man har valgt et navn. Vi svarede bare at vi vistnok havde et navn, men at vi ikke meldte noget ud før vi havde set om han lignede det. 14 dages tid efter fødslen meldte vi det så ud.

    Blev til gengæld enig med min mødregruppe om 3 ting man altid skal sige til nybagte mødre – også selvom man lyver:
    1) du ser skidegodt ud!
    2) sikke et fint navn!
    3) nååååhr, hvor er han/hun dejlig!

  • Godt indlæg!
    Min lille dreng er 11 måneder, men da jeg var gravid, havde jeg ret meget væske i kroppen og da jeg normal er slank af bygning så det bare voldsomt ud med 30(!) ekstra kilo på min krop – hvilket der var MANGE der gerne ville fortælle mig næsten dagligt. Blandt andet med: “Er du sikker på der ikke er to?” og “Du er da GODTNOK blevet stooor” og “Er der godtnok stadig 2 mdr. til?”
    Havde lyst til at lukke mig inde til sidst. Prikken over i’et var da en mandlig bekendt valgte at sige en uge efter mit kejsersnit: “Jeg troede at du havde født?! hahaha”
    Og ja, hvad er det med folk med at ha så travlt med at spørge om man skal ha nr. 2? Min dreng var knap en måned før folk begyndte at spørge.. Så slag dog af…..
    – Tak for en skøn blog. Kh Ditte

    • Min mors kæreste kom på besøg på patienthotellet få timer efter jeg havde født mit første barn, prikkede mig i maven og sagde “Er du allerede gravid igen?”. Sådan før han havde sagt andet til mig. Jeg havde lyst til at smide stodderen ud på røv og albuer og aldrig se ham igen. Ahmen, hvad fanden er det for noget at sige til én, der lige har født….?!

  • Ja den med “du har da godt nok meget vand i kroppen” “begynder at kunne ses i dit ansigt”… okay, jeg havde MEGET vand i kroppen men undlad at kommentere med mindre den gravide selv nævner det. Som du siger, kan være svært nok at se ens krop ændre sig så meget så hurtigt.

    Den mest akavet kommentar. Da jeg henter min søster på job og hendes chef (Ehm en mand!) foran alle på kontoret vil give er godt råd. “Begynd at vær lidt hård ved dine brystvorter. Gnid godt med et stift håndklæde, hiv lidt i dem og hør om kæresten vil hjælpe, det gør det nemmere når du skal amme”. WTF !!!

    Og vi arbejder på samme arbejdsplads, også min kæreste !

  • Da jeg viste baby frem på mit gl. job spurgte en ældre mandlig kollega, om jeg havde fået så på brysterne ved amningen. Øhhh …

  • Har en dreng på 1,5 år og er gravid igen med endnu den dejlig lille dreng… 2 ud af 3, der får at vide, vi venter en dreng til, siger “nå, så må I jo få en 3’er også”… underforstået at man åbenbart SKAL lave både drenge og piger, og i hvert fald ønske sig det havde været en pige. Jeg er nu ganske tilfreds med livet som kommende soccer-mom <3… 🙂

    • Så enig! Mega upassende! Vores ældste er en dreng og da jeg ventede den yngste (en pige) fik jeg så mange “nej hvor dejligt”, “godt gået”, “jamen så behøver I jo heller ikke få flere” kommentarer! Som om det ikke havde været dejligt at få en dreng til?!?

  • Noget af det mest upassende jeg har prøvet var da jeg havde været til anden scanning med barn nr. to og kunne fortælle på job, at min dreng skulle have en lillebror. Min ene kollega mente så at hun skulle ytre for de andre som første respons på min nyhed, at så var de da sikre på at jeg skulle have en 3’er så jeg kunne prøve at få en pige. Synes det var så frygteligt ondt sagt. Inderst inde – helt bundærligt – jo, jeg har altid troet at jeg skulle have en pige. Men jeg elsker mine to sunde og raske drenge og de har et skønt brødreforhold. At sige “at så må jeg prøve igen” er lidt at dømme mit barn i maven som en fiasko eller en ommer. 🙁

    Jeg jokede selv lidt med at kalde mig en hval til sidst i min graviditet. Det havde jeg det fint med. Men da min bror så et par uger efter fødslen sagde: “Jeg troede du stoppede med at være en hval, når du havde født”. Dét var IKKE sjovt som efterfødsels hormonella. Kæft jeg tudede og bandede mine ekstra graviditetskilo langt væk. Ved at han ikke mente noget med det og at kommentaren bare skyldtes mandlig uvidenhed/forsøg på at være sjov.

  • Helt enig i alle! Og så skal folk bare stoppe med at fortælle om deres fødsler – med mindre jeg selv har spurgt! Sætninger som “jeg var klar til at sælge min sjæl til Djævelen” har bare aldrig hjulpet nogle…

    • Jeg ved, at du ikke har spurgt, men jeg prøver alligevel forsigtigt med en kommentar her…

      Jeg havde den fedeste oplevelse ved at føde! Virkelig! Jeg gjorde det gerne en gang om ugen, for jeg fik det vildeste kick og følte mig som superwoman i dagevis efter det. Og sådan har jeg hørt det fra mange. Så det at føde behøver ikke være noget, hvor “man vil sælge sin sjæl til djævelen.” Det kan også være en helt fantastisk og fed oplevelse. Rigtig meget
      Held og lykke <3

    • (Indskudt bemærkning fra blande-Gurk, men for at lige at tydeliggøre en vigtig forskel) – Uopfordret opmuntring er noget helt andet end uopfordret ‘rådgivning’ og værdsættes i høj grad. Dét har man da brug for. Dét kan man da bruge til noget. Dét man ikke rigtigt kan bruge til noget er scenaerier á la: “Hvilken barnevogn har I så købt?”, “Vi har købt den og den”, “Nå – dén model har jeg dårlige erfaringer med fordi lille Gurli-Margrethe har lange ben og den grå farve stimulerer hende iøvrigt slet ikke, så du skulle nok hellere have købt den og den”.. * Ok – men nu HAR jeg jo brugt 7000kr på den model efter solid research, så jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg 1. skal bruge din kommentar til andet, andet end skår i glæden/ærgrelse og 2. hvad jeg nu skal svare *… #akavetstilhed

    • Jeg vil altid gerne opmuntres! Om det så er historier om gode fødsler, eller hvad det er 😊 der er bare ingen grund til at fortælle om dårlige oplevelser, fordi det er så individuelt 😊

  • Min veninde oplevede efter fødslen af sit første barn at blive spurgt af en perifer ven (mand), om hun var “gået i stykker under fødslen”. Så hvis man synes at folk er grænseoverskridende “pre-baby”, så kan jeg bare sige at der bliver stof til en Top 30 efter fødslen 😂 Tillykke med det lille liv <3 (…og ps: Elsker din blog!)

  • Glemmer aldrig da en kvindelig kollega uopfordret – i storkontoret – malende beskrev for mig, hvordan jeg skulle smøre mine brystvorter ind i eight hour cream på skift og så kun amme fra det andet og og og.. mens jeg sad helt stiv og utilpas gravid og forsøgte at få lov at arbejde videre foran alt for mange kolleger. STOP med at snakke om mine brystvorter, dame!

  • Mener du helt alvorligt, at man ikke må spørge de kommende forældre om hvad deres barn skal hedde? Der synes jeg simpelthen at vi når grænsen. Det kan da på ingen måde være forkert at spørge om – eller overskride de uskrevne (eller skulle jeg sige skrevne – eftersom enhver gravid blogger efterhånden har deres egen mening om selvsamme) regler for takt og tone!

    Synes efterhånden at der er overflod af denne her slags indlæg i blogland, og synes at det er en virkelig ærgerlig tendens. Ja, der er helt sikkert nogen, der opfører sig upassende og kommer med uheldige spørgsmål. Men at spørge ind til det kommende barns navn? Come on – det kan simpelthen ikke puttes i den kategori!

    • Hej Sara,

      Har du selv børn? Jeg spørger kun, fordi tanken aldrig havde strejfet mig før jeg selv stod i situationen og blev spurgt af alt fra fjerne bekendte til velmenende kolleger, og stod og trådte mig selv over tæerne, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Alt afhænger selvfølgelig af hvor nær en relation man har – er det en tæt veninde kan du naturligvis godt spørge, men er det én du lige har mødt eller iøvrigt én du ikke har en nær relation til, synes jeg helt bestemt, at det er noget man skal lade folk vælge at fortælle uopfordret fremfor at tvinge ud af dem.

      Kh

    • Jeg er altså enig med Sara her. Generelt er der enormt dårlig opførelse ift. gravide ( og generelt), men jeg synes også, at vi skal passe på, at vi ikke kan spørge om noget som helst. Hvis man som gravid (eller i andre af livets faser) ikke har lyst til at dele, synes jeg også man bør kunne sige det. “Ja, vi har fundet et navn, men vi holder det for os selv lidt endnu” eller “Nej, vi er stadig i overvejelse om det” er vel fair nok at sige – og hvis der derefter spørges mere ind til det – ja så er det en anden sag. Min pointe er bare, at ligesom man skal tænke sig om, hvad man spørger om, skal man som modtager også huske, at man kan svare uden at gå uden af sin komfort zone. Det vil være ærgerligt hvis de perifere i omgangskredsen eller fremmede for den sags skyld, ikke må vise interesse.

    • Jeg er selv gravid, og har også fået det spørgsmål en del gange. Og forstår ikke hvorfor det er no-go? Tænker bare det viser interesse. Vi har også et navn, og vil heller ikke sige det før han et ude. Men det siger jeg da bare, når folk spørger.

      Til gengæld gider jeg overhovedet ikke have forslag, eller kommentarer på de navne vi overvejer. I starten, da vi slet ikke var sikre holdt vi dem ikke hemmelige. Men nogle mennesker har bare ikke forståelse for, at deres mening omkring mit (-og min mands) barn er ligegyldig. Og jeg gider sådan set ikke have 30 forslag der er “bedre” end dem vi selv har tænkt.

    • Tja – jeg føler altid at jeg har valget mellem at 1. lyve eller 2. stå og gøre mig interessant, fordi jeg ikke vil sige det, og ingen af delene er specielt behagelige (for mig, altså). Og så tænker jeg, at det er noget man som forældre helt naturligt fortæller uopfordret hvis man har lyst – og lader være med, hvis man ikke har lyst, så der er ingen grund til at bringe folk i en lidt akavet situation ved at spørge ind til det.

      With that being said, har jeg også tænkt på, at der kan være en ekstra dimension i det herfra, som jeg ikke havde tænkt på før jeg læste jeres tanker – og det er bloggen hér. Altså – hvis jeg siger noget offentligt (og så kan man diskutere hvor offentligheden starter og slutter), så siger jeg det principielt til ca. 50.000 mennesker. I, der læser med, ville kunne fylde Telia Parken, for nu at give en helt håndgribelig sammenligning. Og det gør altså en forskel for hvad der føles privat og ikke privat – måske det er derfor jeg er mere sippet end flere af jer? I don’t know. Det er bare en tanke 🙂

      Vi er nok bare tilbage til den med at ‘alle mødre er forskellige’ og min grænse for det private går helt tydeligt andetsteds end din – og sådan er vi heldigvis forskellige:)

    • Hej Acie. Stort tillykke med graviditeten, hvor er det dejligt for jer 🙂 og du ser skide godt ud, hvis jeg må sige det 😉

      Jeg vil til gengæld sige, at spørgsmålet “har du selv børn?” som svar på udsagn om børn., man er uenig i… det står på min liste over sætninger, der bare gør super ondt. På linje med “det ville du vide, hvis du selv havde børn”. Kvinder i min alder taler meget om børn. På cafeen, til familiefesten, ved frokostbordet, i kaffepausen. Og når ting bliver diskuteret, så vil jeg selvfølgelig også gerne være med i samtalen. Men nej, jeg har ikke børn. Det er aldrig lykkedes mig, og det er en kæmpe sorg. Og den slags sætninger føles simpelthen så ekskluderende og tja, nedladende. Så meget “ja men hvis du var med i mor-klubben, så…” Også selvom de sikkert ikke er sådan ment.

      Det var bare lige five cents fra den barnløshed side til den kommende mors side.

      Held og lykke med baby 🙂

    • Hej Christine

      Først og fremmest vil jeg bare sige, at det gør mig virkelig ondt, at du har måttet kæmpe mod barnløshed – den slags er det mest uretfærdige og ubarmhjertige i verden:(

      Dernæst – jeg kan sagtens forstå, at det i din situation kan virke ekskluderende, men jeg synes stadig ikke, at det er helt fair, at udtale sig helt så skråsikkert som Sara gør (der spares hverken på “!”‘er eller “Come on!”), hvis man aldrig selv har stået i situationen. Og dét gælder iøvrigt ikke kun i fht graviditet, men til alt her i livet. Dermed ikke sagt, at man ikke må have en mening og bidrage til samtalen, men det er der jo mange måder at gøre på (som du jo gør på fineste vis, lige hér). At have stået personligt i enhver situation giver unægteligt noget perspektiv, som jeg synes vi skylder hinanden at have respekt for (men derfor kan man jo godt være uenig alligevel).

      Kh 🙂

    • Måske skulle der skrives nogle flere blogindlæg om hvordan man lærer sig selv at tage imod såkaldte “upassende” spørgsmål og kommentarer, med en stoisk ro og overbærenhed. At dette er en mangelvare, tegner for mig et billede af, at ikke særlig mange mennesker i dag har overskud til at håndtere hvad der må siges at være ganske harmløse og uskyldige banaliteter – med det resultat at man i et forsøg på at beskytte sig selv, pålægger andre mennesker en grad af hensyntagenhed, som praktisk taget er umulig at indfri – ikke mindst fordi der eksisterer så individuel en opfattelse af hvornår noget er over eller under grænsen.

      Det ville være langt mere konstruktivt og fordrende for én selv, at øve sig i ikke at blive dødeligt fornærmet over alt hvad der niver lidt i sjæleskindet. En større grad af tolerance, kunne endda munde ud i at man i højere grad blev bedre til tydeligt at kommunikere sine grænser – fordi man rent faktisk ville være i stand til at kende forskel på hvad der skulle reageres på, og hvad der skulle ignoreres – i stedet for ufiltreret at suge det hele til sig, som en overfølsom svamp.

  • Folk opfører sig virkeligt mærkeligt nogle gange! En graviditet er faktisk ret privat – jeg kunne slet ikke med at folk ville røre min mave. Første gang lå min moderkage lidt forkert, så jeg havde mange smerter omkring navnlen, så det gjorde ondt når folk lagde deres hånd på maven. Men hvorfor skal fremmede mennesker fx i toget røre ved maven? Det er virkelig underligt!

    • Det kan jeg godt forstå – jeg har heldigvis været ret forskånet for den slags, og jeg er ellers også lidt sart med, når folk bryder min intimsfære..

  • Da jeg fortalte min mandlige chef, som jeg ikke har et personligt forhold til overhovedet, at jeg var gravid spurgte han mig netop, om det var planlagt. Det var så super grænseoverskridende, og jeg var helt uforberedt på det, så jeg svarede bare ja… Jeg får stadig ubehag af at tænke på det.
    Blev også spurgt, hvordan det var at være en hval, af en fremmed mand til en fest. Han mente det i sjov, men det var tre dage før jeg fødte, så jeg var ikke lige i det humør. Gav ham dræberøjne og gik uden at svare. ☺️

    • Ugh – to virkelig træls situationer. Præcis sådan nogle jeg tænkte på :-S

  • Haha, folk der uddeler råd til andre voksne – gravide eller ej – er simpelthen det mest ulidelige, hvis de ikke har bedt om et. Synes det er dårlig opdragelse 😀

    – A

  • Hvornår skal i så have nummer 2?

    Det er bare det dummeste spørgsmål at stille mennesker med et lille barn, som ikke har sovet i 2 år… Just mind your own bloody business! Er glad for at jeg ikke skal være gravid igen, det er super grænseoverskridende pludselig at være “allemandseje”, og folk føler at de har ret til at røre og kommentere…

    • Åh ja – den er jeg ikke nået til endnu, men det kan jeg godt forstå er træls også :-S

    • Jeg er nået til det stadie, hvor naboerne kommer med en flaske vin (typisk efter at have lånt et eller andet) og siger, “så kan i lige drikke den, og få lavet en 3’er”…!!!!!! Øh, nej tak det tror jeg faktisk ikke.. Og jeg er nok lidt mere snerpet end gennemsnittet, men det irriterer mig bare helt enormt 😉

  • Som tvililngegravid kan jeg tilføje, at ‘var det planlagt’ lige blive en ekstra tand skørt. Selvfølgelig planlægger man ikke tvillinger, det kan man ikke 😀 Jeg er med på, at det ikke er sådan ment fra spørgeren, det er nok bare et ret oplagt spørgsmål, som man ikke lige tænker ind i konteksten, he he.

    Lige efter følger ofte ‘har I så fået hjælp?’, hvilket er mega grænseoverskridende!! Jeg synes, dine pointer til nr. 4 er spot on. Hvis du ikke allerede ved det, så har du ikke ret til at spørge. Man fremstår nemlig super sippet, hvis man ikke lige vil dele detaljerne om ens knaldeskema, hvilket i hvert fald er det jeg opfatter spørgsmålet som. Men i forhold til tvillinger vil jeg bare advare; at knalde efter/i happy hour – der er stor chance for dobbelt op! <3

    • Haha, nej det kan jeg godt se – og jeg kan sagtens forstå den med at ‘har I så fået hjælp’ også er enormt grænseoverskridende. Hvad skal man svare, uden at invitere folk med ind i det allermest private?

    • Da vi fortalte, at jeg var gravid: “hvor skete det henne?”, som i hvor er barnet undfanget. (Og så af min svigermor!) Det synes jeg var et enormt vanvittigt grænseoverskridende spørgsmål. Vil I også høre, i hvilken stilling,nu hvor vi er igang?!

      Og så var det værste at høre, hvordan ens liv åbenbart bliver hårdt, tørt og kedeligt, når barnet bliver født. “Nyd at du kan sove nu” “nyd at du kan tage på cafe nu” “nyd at I kan være kærester nu”. jeg blev gravid lidt pludseligt, så jeg var slet, slet ikke klar til at hele mit liv skulle ændre sig. Desuden har alle tre udsagn vist sig ikke at passe 🙂

  • Nu er jeg ikke selv gravid, men har fulgt min søster gennem to graviditeter og hun har flere gange snakket om den “klub” man kommer ind i som nybagt mor kan være frygtelig 😂 Særligt fellow fremmede nybagte mødre med spørgsmål om brystvorters tilstand, underlivets funktion og form efter fødsel og andre mega grænseoverskridende ting fra folk der er fremmede 😳 Men jeg kan sagtens forstå ovenstående.

  • Så fint!
    Jeg kan huske hvordan jeg selv var r..-dårlig til at sige fra, når nogen ville røre ved min mave og at stoppe den uendelige talestrøm fra dem, der pludselig syntes de skulle fortælle om deres graviditeter og fødsler -og ikke mindst.. spurgte hvad jeg så have af mærkelige preggo cravings og hvor meget jeg have taget på 🙄
    Jeg tror det er svært fordi det er den ubetingede største begivenhed i ens liv, at være gravid, føde og blive mor -og far bevares. Både for dem der ikke kan lade være med at “blande sig” og for den gravide som ikke har lyst til at blive delagtiggjort i alle andres meninger og erfaringer..
    Til gengæld fandt jeg også ud af et par ting, jeg ville ønske, jeg faktisk have fået at vide..
    jeg ønsker Jer så meget held og lykke med det hele og glæder mig over at høre om det hele i dit tempo

    • Ja, det er næsten dét, der er det værste – altså, at man jo udemærket godt ved, at folk kun fortæller, fordi de mener det allerbedste og er genuint interesserede. Og dét er enormt svært ikke at sætte pris på og ‘sige fra’ overfor, for man vil ikke virke utaknemmelig, sur eller sippet. Men der er jo bare nogle spørgsmål, som (hvis man tænker sig om), godt kan se “hvad forventer jeg egentlig hun skal svare her” er off. Altså, “var det planlagt?” fx. Man når ligesom ikke at tænke svaret til ende før man har stillet spørgsmålet (i bedste mening) – og når man tænker 2 sekunder længere, kan man godt selv se ‘hov… det havde jeg faktisk ikke brug for at vide’…

  • Det er sjovt, så hurtig man glemmer, hvordan det engang var at være gravid – det tænker jeg kan være grunden til (nogle) af de lidt uheldige spørgsmål. Jeg husker slet ikke om jeg fik nogle trælse spørgsmål dengang. Husker blot at et par stykker rørte ved min mave (uden at spørge) og det føltes meget grænseoverskridende.
    Selv må jeg erkende mig skyldig i nr. 2 og 3. Nr. 2 har jeg dog aldrig kommenteret på – jeg har altid bare udtrykt, at det blev spændende. Det er dog ikke det første spørgsmål, men derimod et, jeg kunne finde på at stille, hvis relationen er lidt tættere. Og jeg har altid oplevet en villighed til at dele – meget hyggeligt. Anyways, der har været rigtig mange indlæg af denne slags forskellige steder. Jeg kunne godt savne, hvad man gerne ville spørges om – det er selvfølgeligt individuelt, men det er lidt mere brugbart end det modsatte. Selv savnede jeg fx at blive spurgt om hvordan jeg havde det fysisk – jeg orkede knap nok at tage tøj på til sidst. Det føltes helt seriøst som et work-out og jeg prustede og stønnede 🙂

    • Enig! Hvad vil man gerne spørges om som gravid? Jeg har altid spurgt mine veninder hvordan DE havde det, det synes jeg er vigtigt at der er rum for at de kan tale om.
      Jeg kan også finde på at spørge om de vil kende kønnet – det er ikke nødvendigvis lig med at de skal fortælle mig hvad det bliver, det står dem frit for.

    • Det synes jeg er en rigtig god og sympatisk måde at være interesseret på uden at virke snagende – jeg ville selv sætte pris på den type ‘åbne’ spørgsmål. De giver rum for at man selv kan svare mere eller mindre detaljeret alt efter ‘komfort-niveau’ (som jo også virkelig svinger fra person til person.. nogle er enormt private, andre er slet ikke:)).

    • Jeg synes også nr 2 er ok, hvis relationen – som du selv skriver – er tættere, for så kan man som modtager også bedre tillade sige ‘det må du vente med at få at vide;)’. Og jeg ville også synes det var underligt, hvis fx mine forældre ikke havde spurgt. Eller nærmeste veninder. De har jo også en lille relation til det ufødte væsen og har – i mange tilfælde – også behov for at kunne omtale det som andet end ‘baby’. Det er mere, hvis man står og smalltalker med et nyt menneske til en fest. Eller spørger en ikke tæt-kollega. Eller den slags, at jeg synes det kan blive sådan lidt. Jeg ved det ikke – jeg tror kun jeg har tænkt over det, fordi det ubetinget er dét spørgsmål jeg selv har løjet mig ud af flest gange, fordi jeg ikke helt følte mig klar til ‘offentligt’ at committe til Cornichonens navn…

      Og jeg kan godt se hvad du mener, men synes nu omvendt også at det er lettere at ‘undgå’ 5 åbenlyse fælder end at liste aaaalt det andet man gerne må spørge om, for den liste er virkelig lang. Jeg sætter stor pris på de mere åbne spørgsmål, som jeg selv kan tilpasse svaret på – “Hvordan har du det?” er godt, fx. Nogle kan få den helt ærlige med div private detaljer, mens andre kan få et ‘jeg har bakset lidt med plukveer, men ellers har jeg det fint, tak’. Og så sætter jeg iøvrigt også pris på at snakke om noget andet. For jeg er jo stadig mig. Og meget mere end min graviditet. Og nok fylder den, men jeg gider heller ikke snakke om den i hver og én samtale. Og hvis jeg endelig har behov for at snakke om det med en veninde, så skal jeg nok selv bringe det på bane. Ligesom med så meget andet iøvrigt 🙂

  • “Du synes det er hårdt nu, men bare vent” – hold nu k**t jeg er træt af at høre den!
    Jeg er 39+4, og ved ikke hvor mange gange jeg har hørt den sætning.. Folk er især gode til at fyre den af, når man fortæller hvor træt man er, når de spørger hvordan det går..
    Jeg har heller ikke nogen stor mave, så folk skal gerne lige understege om der overhoved er en baby derinde og om jeg ikke skulle spise lidt mere.. Jeg tæller dage ned med graviditets-sætninger og forbereder mig på nye råd og sætninger som nybagt mor, som der ikke er behov for 😀

    • Ja, den der med at forklejne folks ubehag og kommentere på ens kropsform – hvornår blev det ok, bare fordi man er gravid?! Det er altså skørt… Held og lykke – du må være ved at gå til af spænding!! Liiiige om lidt <3

  • “Du har da godt nok også meget vand i kroppen hva’?”
    Øhhh NEJ det har jeg så faktisk ikke!!!
    Eller:
    “Sikke mange strækmærker du kommer til at få”
    WTF….

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top