Cathrine skrev det her ret fine indlæg i sidste uge. Det giver sig selv, at jeg følte mig ramt – ikke på den fornærmede måde, men på dén måde, hvor indlægget rammer lige i maven. Alle véd, at vi er veninder. Alle véd, at jeg er virkelig højgravid. Alle véd også, at Cathrine er i fertilitetsbehandling.
Og mens, opbakningen, opmuntringen og forståelsen for Rockerens følelser var stor, så var der en enkelt kommentar, der ramte mig mere end de andre. Én jeg selv, sad og brændte inde med. “Hvad gør man, når man står på den anden side? Når man er den med den gravide mave og det ukomplicerede forløb? Når man er den pisse heldige, der elsker sin knapt så heldige veninde så højt. Hvordan snakker man om det lykkeligste i ens liv, med en som man ved så inderligt ønskede, at det var hende, der stod der?”
Jeg ved det ikke. Jeg ville ønske jeg gjorde. Og det er måske én af de hårdeste prøver, jeg kan forestille mig at udsætte et venskab for. Cathrine er ikke min eneste veninde, der i øjeblikket trækkes igennem fertilitets-møllen. Desværre. Faktisk har jeg 7 veninder, der har været (mens jeg har gravid) eller er det lige nu. 7. Og udover de veninder, der altså må igennem dén ubarmhjertige og uretfærdige omgang, så er der også de, der når at blive gravide, men ikke fuldfører, af den ene eller anden årsag. Den dag, jeg ‘announcede’ min graviditet, fik jeg en sms fra en veninde, der netop da, lå på hospitalet som følge af en missed abortion. Av. Hun står desværre heller ikke alene blandt mine veninder. Og dét med at være ‘den gravide veninde’ virker således til at være noget, mange af os må forholde os til.
Og hvordan gør man det? For egen regning, har jeg gjort alt muligt fjollet – hvoraf listen nok toppes af, at forsøge at skjule babybulen i meget oversize kjole-sag, der var så varm, at jeg endte med at flygte ud, kampsvedende, på lillebitte baglokale-toilet blot for at få den af et kort øjeblik. Og så stod jeg dér. I bar mås. På et toilet på smart Vesterbro-café. Og følte mig sådan helt igennem latterlig.
Og når nu dét ikke er en reaktion, der kan anbefales, så sympatiserer jeg langt henad vejen, med de mange velmenende kommentarer til Cathrines indlæg, der (i grove træk) går på, at den gravide veninde skal forstå, give plads og være rummelig… Men omvendt kan jeg bare ikke lade være med, at tænke “… gid det var så let“.
Jeg læste den her artikel forleden, som måske kan kaste bedre lys over, hvad jeg mener. “Der sker så meget med en kvindes krop under en graviditet, som også påvirker sind og humør, og man bliver nærmest tæppebombet med østrogen. Ens følelser bliver i anden potens. Hvis du bliver glad, bliver du ekstremt glad, og hvis du bliver sur, bliver du ikke bare sur, men rasende eller bundulykkelig, forklarer Søren Lunde, der er speciallæge i gynækologi og obstetrik ved Aalborg Universitetshospital.”
Så det er jo en cocktail med potentiale til katastrofe af dimensioner, når følelserne på begge sider af bordet, er strukket så tyndt, så tyndt.
Og selvom ingen (gætter jeg på), forventer uopfordret interesse á la “hvordan gik det til scanning?”, likes på sociale medier eller fremmøde til babyshower, så er der jo andre følger. Følger, som flere kommer ind på i kommentarsporet – og især den ‘værste’:
Distancen. Den, der kommer snigende. Først som en lille sort tanke, der forsigtigt banker på, og hurtigt gennes ud af føle-døren igen med et “ej, nu er du paranoid…”, men som med tiden bliver mere tydelig. Og så står man dér med sine følelser i anden potens, og mærker et lille stik i hjertet af at blive forladt. Af at være uønsket selskab. Og så af én, man selv holder umådeligt meget af. Irrationelt. Ja. Sådan er de jo gerne, følelserne. Og hvad gør man så? Jeg har tænkt en del over det… Snakket med andre i samme situation. Og er kommet frem til følgende bud:
- Italesæt dét, så vidt muligt: Hvis man på nogen måde kan overskue og orke snakken, så tag den. Ellers står den dér som en lyserød elefant i relationen. For du forstår det jo godt. Det ville bare være så rart, at høre hende sige: “det er ikke dig… det er bare situationen”.. Og lige så rart for dig, at kunne sige: “… det ved jeg godt – og jeg orker dig stadig, når du har overskuddet til at være i det”.
- Prøv, så meget du overhovedet kan, at pakke følelserne væk: Det er ikke et angreb på dig, hvis en spydighed om gravide skulle finde vej over hendes læber. Det føles sådan, når man står dér føle-ramt og sårbar, men det er det ikke. Faktisk handler ingen af hendes følelser om dig.
- Vær dig. For du er jo mere end din graviditet: Også selvom den fylder (mere end jeg nogensinde havde forestillet mig). Og selvom du ikke kan skjule babybulen (taler af bitter erfaring), så har I jo stadig et helt venskab, der bygger på alt muligt andet og på mange andre fælles interesser. Fokusér på dem. Og gem graviditets-snakken til nogle andre.
- Brug jeres andre fælles veninder: De forstår godt situationen, forstår følelserne, kender jer begge. Og kan på den vis ‘mægle’, hvis du et kort øjeblik har brug for en rationel (ikke hormon-ramt) stemme, til (igen) at minde dig om at det handler ikke om dig, hvis en kommentar har ramt ekstra hårdt, en aftale er blevet aflyst eller noget helt tredje.
- Vær tålmodig: Og håb, på hendes vegne. For næst-efter veninden i fertilitets-behandling, kan jeg love for, at det er de gravide veninder, der hepper højest. Håber mest. Både for venindens skyld, men også for venskabets skyld.
jeg kan så meget huske det fra min egen søn der er knap to år nu. Kan huske alle mine veninder og min mødregruppe alle kunne fortælle hvordan deres børn bare sov, hele natten, fra den ene dag til den anden. og jeg ventede og ventede på det skulle ske for os.. vi brugte samme metode med ast fortynde flasken om natten – det virkede på sigt. til sidst gav vi kun vand og pludselig en dag sov han.. 11 md gammel. Det var faktastisk. Men som alt andet er med børn, var det bare endnu en fase.. 🙂 Han sov igennem i ca 1,5 md. og så var vi tilbage til 1-2 opvågninger. og altså den dag i dag, sover han 30% af nætterne i gennem. Resten kommer han ind i smørhullet hos os og sover. Det er der der fungerer for os. Det vi bare har lært at accepterer at nogle nætter har han bare brug for at ligge i midten har hjulpet (selvom det betyder et par fødder i ryggen og hovedet et par gange om natten)
Men nu er der en til på vej, så det kan godt stresse mig igen at vi endnu ikke er i mål med søvnen.
Virkelig fint indlæg <3
Det er så vigtigt at kunne tale om tingene på en ordentlig og åben måde. Samtale hjælper virkelig på mange ting. Også selvom det stadig er svært bagefter.
Lika, øh ja – jeg har fået “et job”. Men hvor fedt er det sat på spidsen at være uddannet læge og have fået et job ved kassen i Aldi? Det føles seriøst sådan. Og i mit fag bliver man mere og mere uattraktiv, når man ikke har haft faget i hænderne, jo flere år der går. Det er syv år siden, jeg blev uddannet nu. Hvor meget bedre tror du selv, mine chancer bliver i fremtiden? Cirka samme scenarie som et par, der har forsøgt at få et barn uden held i syv år… Oddsene bliver ikke bedre, selvom der MÅSKE sker et mirakel en dag. Jo mere tiden går, des sværere bliver det.
Sikke et godt indlæg!
Jeg har selv været i behandling i længere tid, og det er nu endelig lykkedes at blive gravid. Jeg er gået fra at være bundulykkelig-i-behandling til at være ovenud-lykkelig-og-super-selvoptaget-gravid-dame, og kender derfor begge “sider” ret godt 🙂
Jeg synes, du har samlet nogle virkelig gode bud, som jeg kun kan være enig i!
Hvis jeg skal tilføje, hvad jeg selv har sat pris på i behandlingsforløbet, er det også følgende:
1) Fortæl mig når du er gravid/har været til scanning/kender kønnet! Jeg vil så meget være glad på dine vegne 🙂 Men send gerne en sms på forhånd, så jeg kan nå at fordøje det, inden vi ses.
2) Fortæl mig aldrig, at det nok skal lykkedes – det er der ingen der ved. Men fortæl mig gerne, at du vil ha’ at det lykkedes for mig, og at du synes jeg er sej – det er dejligt at høre, at du bakker mig op.
3) Giv mig plads til at snakke om forløbet, men lad mig også “slippe” for at fortælle (nogle dage gider jeg bare ikke snakke mere om fertilitet 🙂 )
4) Lad mig selv komme med specifikke datoer, hvis jeg har lyst (ex. for æg-oplægning, test osv.). Det er ikke fedt, at alle andre (også) holder regnskab med min cyklus 🙂
5) Hold igen med “graviditetsbrok” om kvalme, opkast, ondt osv. (som jeg i øvrigt selv er god til at praktisere)
Jeg ville give alt for at kaste op døgnet rundt, hvis bare det ville lykkedes. Brok dig til kæresten i stedet 😉
6) Forvent at jeg nogle dage er super optimistisk og andre dage er bundulykkelig. Jeg behøver ikke være konsistent 🙂
7) Hvis du er super overskudsagtig, så læs op på fertilitetsbehandling. Hvilke behandlinger skal jeg i gennem, hvordan fungerer det osv.
Det er fantastisk at snakke med nogen, som ved noget om det 🙂
Håber det kan bruges. Jeg er sikker på, at du er en fantastisk veninde (også) for dine veninder i behandling 🙂
Jeg forstår din motivation for at skrive dit indlæg. Det er også svært at se på, at ens kæreste er i smerte.
Med fare for at starte en debat har jeg imidlertid lyst til at tilføje et punkt til din liste: 6. Lad være at skriv om din venindes svære svære situation på nettet. Med navns nævnelse.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om hun har godkendt det… men… var det mig, ville jeg føle mig krænket midt i al min sårbarhed. Hvilket for mig lidt undergraver hele præmissen for den omsorg, der ligger bag dit indlæg.
Tak for et virkelig fint indlæg ❤️
Har prøvet at kæmpe mod barnløshed og være i fertilitetsbehandling, mens min veninde fik en abort… Det var ikke sjovt, selvom jeg godt ved det var det rigtige for hende på det tidspunkt.
For ti år siden fik mine tre bedste veninder børn samtidig, og de talte ikke om andet. Jeg havde ikke engang en kæreste, og havde begrundet mistanke om, at jeg ikke kunne blive gravid. Jeg mistede dem mere eller mindre. Det er i bedring nu, men min dengang bedste veninde har jeg ikke på samme måde mere.
Det viste sig (små ti år senere) at jeg relativt nemt kunne blive gravid, og nu har jeg også stået i situationen at skulle fortælle om min graviditet til en veninde i behandling. Jeg synes derfor, jeg virkelig har set begge sider af sagen. Jeg har i hvert fald utrolig nemt ved at identificere mig med begge parter. Og derfor vil jeg sige; det er uden sammenligning sværest at være ugravid og ønske sig et barn! Derfor synes jeg også, den gravides ansvar er størst. Alle dine punkter er så rigtige. Med understregning af, at man som gravid må pakke sig selv væk og lytte udelt, tale om andre ting og simpelthen give plads. Selvom (og det er det vigtigste) man også skal passe på med ikke at behandle sin ikkegravide veninde som et råddent æg, der ‘skal tages hensyn til’. For det har den stik modsatte effekt og kan være årsag til afstandtagen!
Gravide nu om dage kan være en pest for alle andre end sig selv af selvoptagethed. Det synes jeg virkelig, selvom jeg var gravid for bare et halvt år siden! Lykken er stor, ja! Men smerten er værre at stå med, end det er at skulle sætte lykken til side for en stund!
Jeg har heldigvis aldrig været i fertilitetsbehandling – men har alligvel haft mine problemer…
Jeg aborterede rigtigt mang gange efter mit første barn og blev tilknyttet enheden for gentagne graviditetstab (HAB) på Riget og da jeg så endelig lykkedes at holde på en graviditet fik jeg at vide til 20-ugers scanninge at hun har hjertefejl ….
Jeg har heldigvis nu to glade piger – hvor den yngste har fået 2 åbne hjerteoperationer og har pacemaker!! men er heldigvis ud over det frisk og glad…
Men de år hvor jeg aborterede hele tiden og alle andre bare fik flere børn (sådan føltes det i hvert tilfælde) var godt nok hårde – og så slaget om at der er noget galt med ens barn når det endelig lykkes – der er ikke mange der kan sætte sig ind i det, selvom de prøver!
Det er så smukt et indlæg – føler med Jer begge 2. Men er det et rigtig venindeforhold kommer i også igennem dette …..Du skal være lykkelig lige nu og nyde tiden, for den kommer ikke igen ! Det skal nok blive Cathrines tur 🙂
Det ved du, da ikke noget om? Du skal passe meget på med den formulering, for det kan virke som en hån for en barnløs at høre på “det skal nok lykkes!”, når man ikke ved, om det nogensinde kommer til at ske. Sig hellere, at du virkelig ønsker og håber, at det nok skal ske 😊
Jeg tror, at det vigtigste er, at man som gravid ikke prøver at kloge sig på, hvordan det føles at være i fertilitetsbehandling. Det kan man ikke vide, og det er voldsomt provokerende at få at vide, hvordan man har det eller bør have det, af en, der har alt det, man drømmer om i den situation. Mit råd må være, at det er nemmere at rumme andres ulykkelighed, når man er lykkelig, end det er at rumme andres lykke, når man er ulykkelig.
Wauw, meget meget fint opsummeret: Nemmere at rumme andres ulykkelighed, når man er lykkelig, end det er at rumme andres lykke, når man er ulykkelig.
Et råd at leve efter!
Det synes jeg faktisk er meget fint skrevet Marie❤️Det vil jeg prøve og tænke lidt mere over.At rumme andres ulykkelighed lidt bedre når jeg selv er lykkelig🙏
Hvor er det bare et vigtigt og relevant emne – og du beskriver det bare så godt! Jeg har netop stået i noget lignende din situation med en graviditet, der lykkedes i første forsøg, mens jeg havde flere veninder, der kæmpede med fertilitetsbehandling. Og jeg havde simpelthen så svært ved at være “den gravide veninde” på baggrund af mange af de samme tanker, som du beskriver. Så TAK for et vigtigt indlæg, som jeg er sikker på kan hjælpe mange “gravide veninder”.
Jeg kan så godt se hvor I begge vil hen med jeres indlæg, og det er så svært at være i. Jeg er uheldigvis på Cathrines hold, men under og rummer endnu i stort omfang mine veninders graviditeter. Men hvis én af dem er direkte ufølsomme overfor min situation, eller hvis én –
efter timevis af graviditetssnak – ikke kan snakke om noget andet også, ja så bliver det altså svært at være i fertilitetsbehandling og veninde med en gravid. Vi havde noget til fælles før, please fortsæt med at give det plads også efter du er blevet gravid – især når fertiliteten ikke er en dans på roser herovre på min side af bordet.
Fedt indlæg som jeg virkelig kan forholde mig til. I stedet for graviditet kunne det fx være arbejde/ledig, kæreste/single eller noget helt tredje, det er værd at tænke over!
Nej, nej det synes jeg er unfair at sammenligne. Arbejde/ledig – den ledige vil på et tidspunkt få et job. Ikke alle vil kunne blive gravide – nogle i fertilitetsbehandling bliver det aldrig.
Er helt uenig med dig her. Jeg blev færdiguddannet for syv år siden og har stadig ikke fået job som det, jeg er uddannet som og har været nødt til at tage et mindre attraktivt job. Det svier i dén grad, at størstedelen af mine studiekammerater har fået job, men at jeg ikke har været “god nok”. Det går ud over min identitet og min selvforståelse at blive vraget igen og igen, få afslag på afslag, som om jeg ikke er god nok. Det svier mere, end at jeg pga. min kæreste har måtte vælge børn fra. Så det handler om perspektiv og kan snildt sammenlignes.
Men du har da fået et job, right? Og det kan være, at du er heldig i fremtiden eller kommer til at lave noget, der er tæt på dit drømmejob. Det samme kan man ikke sige om dem, der er i fertilitetsbehandling. Der går ikke mange år førend det er for sent, så jeg synes ikke du kan sammenligne det overhovedet.
Lika, dit svar tyder på at du ikke har prøvet at gå arbejdsløs i en laaang periode! Alle kan også få børn for at adoptere er altså også at få børn. Nu har jeg prøvet både at stå i situationen med at alle omkring en bliver gravide ved første forsøg OG at være arbejdsløs i en meget lang periode. Og jo, følelserne er præcis de samme!! Jeg synes det er meget klogt af Maria, at se sammenhængen 🙂 Skammen over at man ikke rigtig kan glæde sig på sin venindes vegne over at hun har fået job men derimod tænker “nu er sandsynligheden for jeg får et job nogensinde meget mindre” er præcis den samme som man får når en veninde annoncerer sin graviditet…
Det har du ret i, det har jeg ikke og jeg kan kun forestille mig hvor frustrerende det må være. Alligevel vil jeg vove at påstå, at man har gode i chancer i fremtiden for at få et job og som oftest har man muligheder for hele tiden at arbejde på at blive bedre og udvikle sig i en bestemt retning, så man på sigt har muligheden for at få sig et spændende job. Men disse chancer har man altså ikke, hvis det biologisk ser helt skidt ud – man kan ikke bare arbejde på at udvikle sig på samme måde. Jovist kan man adoptere eller lignende, men sorry – det er slet slet ikke det samme. Desuden er kriterierne så høje, at det ikke slet ikke er sikkert du bliver godkendt. Igen noget du ikke har mulighed at ændre på. Men det kan man rent jobmæssigt og det er der, jeg synes der er en ret stor forskel på og derfor lidt unfair at sammenligne.
Jeg er selv gravid og mine nære veninder har enten børn selv eller er gravide. Jeg har oplevet distance fra en nær bekendt, og jeg ved ikke om det skyldes at de selv kæmper. Vores relation er ikke SÅ nær/tæt at det er noget, jeg føler jeg kan spørge om. Så den er lidt svær…
Sindssygt svær situation. Her er den næsten værre. Min søster og hendes mand har været i fertilitetsbehandling længe. De har begge haft kræft så skal have hjælp. Min søster har ønsket sig et barn i mange år, hvorimod min mand og jeg var sådan lidt..ja ja nu ser vi og lykkes det ikke, så er det det.
Så vil det værre eller bedre at der går 4-5 måneder fra jeg har smidt piller til den er der. Den havde vi ikke lige set komme.
Den dag vi fortæller min søster det, har hun lige fået svar på at den første behandling ikke er blevet til noget.
Hvad der gør det hele endnu sværere er at min datter er mine forældres første barnebarn og min mor især, er helt oppe og ringe. Så min søster bliver konfronteret med det konstant.
Jeg har ikke det tætteste forhold med min søster i forvejen, og dette har desværre ikke hjulpet. Jeg har fortalt hende at jeg forstår hvis hun har svært ved at se for tiden, at jeg er der for hende, og samtidig har jeg en slags dårlig samvittighed (uden grund, I know men det er svært) fordi jeg fik det hun allerhelst vil have uden problemer.
Sååååå lang smøre der, men for dælen den er en dum situation.
Allermest vil jeg sige at kvinder burde kunne glæde sig på hinandens vegne, og dele både sorger og glæder uden at denne slags misundelse skal komme i vejen, men det er lettere sagt en gjort.
Virkelig godt og stærkt indlæg! Alle har jo ret til hver deres følelse, og der er ikke noget stærkere end af give hinanden plads til at udtrykke dem. For søren hvor er I begge seje. I kan noget!
Det er bare overhovedet ikke nemt. Jeg lavede den “omvendte” og holdt min fertilitetsbehandling helt hemmelig (hvilket heller ikke er nemt, skulle jeg hilse at sige), men fordi jeg bare ville kunne glæde mig på andres vegne og uden at de skulle tage hensyn til mig, når de “announcerede” – og talte om – deres graviditet. Da jeg så blev gravid (T A K til fertilitetsbehandling!) synes jeg til gengæld også, at det var min “ret” at være i det big time 😅. Pointen er egentlig bare: Der skal jo være plads til det hele og det er benhårdt at være på begge sider. Det ER en god idé at tale det igennem. Og så skal man holde kommentarerne for sig selv – begge veje: “det skal nok lykkes”, “det kommer helt af sig selv, når I holder op med at prøve”, og “nyyyyyyd det nu, for lige pludselig ER du gravid” var noget af det, jeg måtte lægge øre til fra de få der vidste, at vi prøvede (men ikke hvor meget, vi prøvede). Så derfor: tal om det på egen banehalvdel og ellers bare LYT.
Fra en som har prøvet at stå på begge sider: Super fine forslag du har til en situation som bare er helt vildt svær. Jeg var igennem et længere fertilitetsforløb og så veninde på veninde opnå det jeg ønskede mig allermest. Jeg følte mig udenfor når veninderne snakkede babyudstyr og børneopdragelse og var misundelig på de gravide maver. Jeg trak mig lidt fra venindegruppen og fandt i stedet fællesskab hos en flok piger som var i behandling lige som mig. Vi delte sorger, spontane aborter, hormonbivirkninger og andre “skønne” ting med hinanden indtil jeg som den første i flokken blev gravid og dermed “gik over til fjenden”. Jeg var simpelthen så bange for at dele nyheden med mine fertilitetsudfordrede veninder. På den ene side vidste jeg at de om nogen ville blive glade på mine vegne, men også at det ville være enormt svært for dem at rumme min glæde uden af føle et stik af misundelse samtidig. Heldigvis formåede de fleste af dem at rumme glæden, fordi den gave dem håb, men enkelte gjorde det klart at de ikke længere kunne holde ud at ses med mig….av, det gjorde ondt. Ved ikke helt hvad min pointe er, andet end at man på begge sider skal forsøge at rumme de svære følelser og give plads til dem i et venskab. Dele tanker og følelser med hinanden undervejs. På et tidspunkt finder man ind til hinanden igen.
Når den ene er gravid og den anden ikke er, kan det føles som om man hver især står i 2 verdener. Især hvis ingen af parterne har prøvet det før – for det, den ene oplever kan den anden aldrig helt sætte sig ind i. Det er i hvert fald hamrende svært – alt bliver svært at forholde sig til. Derfor er det så stort at dele disse tanker – og bagved disse indlæg (dit og rockerens for ikke at drage tvivl) synes jeg at føle en kæmpe kærlighed og ærlighed, som gør mig så varm om hjertet. Bare det at italesætte disse ting må gøre at distancen føles en lille bitte smule mindre. Og det håber jeg også er tilfældet for jer begge <3
Hvor er det bare et godt og vigtigt indlæg!
Du er så god til at få sat ord på de lidt svære ting også. ❤️💪🏻
Super godt indlæg – mange tak!
Jeg har selv stået på begge sider og det er ikke let. Vi blev gravide efter at have prøvet i over et halvt år og jeg aborterede så i 8. uge. Derefter blev jeg ikke gravid i et år og vi blev henvist til fertilitetsbehandling. Det viste sig, at sandsynligheden for at vi kunne blive naturligt gravide var stort set ikke eksisterende. Samtidigt var flere i min familie og alle mine veninder (sådan føltes det i hvert fald) gravide og jeg HADEDE det. Jeg kunne slet ikke rumme deres lykke også selvom de gjorde hvad de kunne for at skåne mig. Selvom maven måske ikke var stor og ikke blev omtalt, så var den bare en elefant i lokalet. Jeg pressede mig selv til at være smilende og glad og gjorde alt hvad jeg kunne for at virke overskudsagtig. Jeg strikkede, hæklede og syede til alle babyerne fordi jeg var bange for at miste mine veninder, hvis de opdagede hvor svært jeg havde det med det. Nu kan jeg godt se, at det selvfølgelig ikke havde været tilfældet. Heldigvis blev alt lettere for mig når babyerne var født, for dem kunne jeg ikke andet end at holde af.
Vi var så heldige at vores fertilitetsbehandling gik godt, hvis man altså ser bort fra en indre blødning, og godt tre år efter vi besluttede os for at få børn, fik vi den skønneste lille pige.
Som man så ofte hører, så blev jeg efterfølgende naturligt gravid og vi stod pludselig med udsigten til to børn under to år. Dette var samtidigt med at en af mine nærmeste veninder gennemgik fertilitetsbehandling. Vi talte meget om det og hun reagerede helt anderledes end mig. Hun har stadig ringet grædende når forsøg er mislykkedes og vi har kunne tale åbent om det hele. Måske er det fordi jeg har prøvet det. Dog kan jeg alligevel ikke undgå at få skyldfølelse over hende.
Det jeg prøver at sige er bare, at begge sider er svære, men at man som veninder heldigvis kan komme stærkere ud på den anden side.
Endnu engang tak for et godt og vigtigt indlæg.
Skønt indlæg! Jeg tror på at kommunikation og ærlighed er vejen frem, og at huske på at blot fordi den ene er gravid, så reducerer det ikke mulighederne for den anden. Altså, der er ikke kun et bestemt antal graviditeter til en venindegruppe 🙂
Hvor er der bare stærkt af jer begge sådan at dele de mørkere følelser og tanker, der kan følge med i sådan en situation, for jeg vil vædde med, at det er et kæmpe tabu derude! Som læser følelser man (læs: jeg!) sig jo ofte som om, man kender jer personligt, og jeg har virkelig tænkt meget over, hvordan det mon rammer jer begge, at stå på hver sin side af bulen, so to speak. Det er hamrende uretfærdigt for alle implicerede parter, men hvor er det bare fantastisk at se det italesat! <3
Knus
Så vigtigt indlæg. Og så fint skrevet. 👌🏼👌🏼👌🏼
Så vigtigt et indlæg!! Super skarpt formuleret og ramte mig lige i maven og hjertet.
Og var jeg i tvivl om vigtigheden af blogs, så forsvandt den nu!
så fin en vinkel, for den er altså også svær. Og jeg tror, at mange venskaber bliver svækket fordi den heldige part trækker sig og undlader at fortælle om det der er vigtigt/svært for dem, fordi den uheldige har det så meget sværere. Mit bedste bud er at spørge. Min erfaring er, at det er helt forskelligt hvad den enkelte har lyst til og magter, at man taler om. Men det vigtigste er at tage snakken, så man ikke trækker sig ud fra ens egne fantasier om, hvad den anden kan holde ud at høre på
Jeg er en af dem, der stod på den anden side, og derfor ramte Cathrines indlæg også dybt. Fordi i mit tilfælde kostede det venskabet. Man kan jo altid være klog i bagklogskabens lys, og jeg havde jeg haft den indsigt, som jeg har nu, (og færre hormoner) så var tingene måske ikke gået, som de gjorde. Der var ikke (så vidt vides) en igangværende fertilitetsbehandling hos min veninde og p-pillerne var først på nippet til at blive smidt, men jeg går ud fra, at der var et stort ønske om at få et barn. Snakken var bare ikke blevet taget hos dem. Så da jeg kom ind og overhalede (hendes ord) men ny kæreste og ditto graviditet og var lige dele panisk og lykkelig, triggede det noget i vores venskab. Hun blev strid, ubehagelig og vred og jeg blev sårbar, forvirret og ramt. Jeg prøvede at tage de der snakke, som skulle få den lyserøde elefant frem, men det lykkedes aldrig at komme til bunds i, hvad det virkelig handlede om, og kredsede altid om alt andet som ikke gav mig en forklaring på hendes vrede som kun var rettet mod mig og min kæreste. Til sidst måtte jeg simpelthen slutte relationen, fordi mit selvværd var så tyndslidt og med mit barn i mente havde jeg brug for at stå op for mig selv. Det er til dato det hårdeste valg, som jeg har taget, og alle i vores omgangskreds inkl. mig selv prøver stadig at navigere i følgerne. Jeg er 100% af den overbevisning, at man skal kæmpe med alt hvad man har, hvis relationen er sund og værd at kæmpe for. Det andet er simpelthen for hårdt, og højst sandsynlig ville man kunne have redet bølgen af og fundet hinanden, når det hele fik lidt afstand.
Hvor kan jeg (desværre) nikke genkendende til din historie…
En af mine bedste veninder og hendes kæreste smed p-pillerne et par måneder før os. Min kæreste og jeg blev gravide med det samme, og her 3 år efter er min veninde først lige blevet gravid.
Siden jeg fik min datter har hun distanceret sig mere og mere fra mig, og jeg har gentagne gange forsøgt at italesætte det. Hver gang har hun slået det hen og sagt, at hun ikke vil have, at alt skal handle om babyer mm. – at hun har brug for at fokusere på noget andet også. Senere har hun på trods heraf givet udtryk for, at jeg ikke har været støttende nok i processen.
Jeg føler, jeg har mistet en person i mit liv, og det er fandme hårdt.
Jeg havde aldrig troet, at det, at man fik et barn, kunne betyde, at man mistede en nær veninde.
Den er rigtig svær.. Jeg kender flere som har været igennem fertilitetsbehandling, hvor det bare aldrig lykkedes. Og hvor de så skal vurdere om adoption er vejen frem. Og jeg står på den anden side, og bliver gravid nærmest bare af at kigge på min kæreste 😉 Jeg gemte min baby begejstring helt væk, og lod dem “brokke” sig over deres forløb, og talte om noget helt andet. Det var også en fin øvelse i at tale om noget andet. De gravide der kun taler om babyer er virkelig irriterende, har jeg fundet ud af efter jeg selv er færdig med at få børn. Jeg kan sagtens forstå at de gør det, og jeg har selv været der. Det er en altopslugende tilstand, men i forhold til ens venner (både med og uden børn), så er det fint at tale om lidt mere “normale” ting også..
Hvor er jeg bare glad for, at du bed mærke i min kommentar hos Cathrine. Og hvor er det fedt, at du tager emnet op. Det er nemlig et super følsomt emne, som er ret svært (synes jeg) at tale om – også uden at det kommer til at virke som om, man synes, at man er den der har det hårdt. For jeg er helt klar over, at det er dem “på den anden side”, altså dem der kæmper med at blive gravide, som har det hårdest. Men.. det er altså også hårdt at være den gravide veninde. Så tak fordi du tager det op! For mig (og min veninde) har punkt ét helt klart hjulpet meget, selvom jeg næsten ikke turde at sige noget. Bare det at man bekræfter hinanden i, at man ønsker det bedste for hinanden, selvom følelserne kan være svære. Og så bringer jeg aldrig emnet på banen, når vi snakker. Hvis hun har lyst til at snakke om graviditet, behandling og baby, så bringer hun det op. Ellers snakker vi bare om andre ting, som vi altid har gjort. Det føler sgu også, at det er sundt nok, som den gravide, at “blive tvunget til” ikke at snakke om det hele tiden… Jeg kan egentligt godt nogle gange blive lidt træt af min selv, når jeg i perioder ikke kan snakke om andet 🙂
Meget stærkt indlæg! Jeg kan kun forestille mig hvilket dilemma det må være for begge parter. Omend virker det for mig at i har et så stærkt sammenhold i jeres koneklub, at I har været rigtig gode til at tale om det!