Der er ting, der – for én selv – virker så selvfølgelige, at man helt glemmer at skænke dem en tanke, og sådan har jeg det lidt med mit navn. Men nu er jeg i løbet af den sidste tid, blevet spurgt et par gange (af folk som jeg har kendt i mere end 5 minutter endda). “Hvad vil du egentlig gerne kaldes?”…. Eller endnu mere direkte: “Hvad hedder du egentlig!?”….
Og jeg bliver lige overrasket hver gang.
Men senest var det altså Annemette, der spurgte. Og inden da Sofie. Og inden da Mette-Marie. Så jeg har vist forvirret mere end godt er. Og hvad er historien egentlig?
Historien er, at jeg er døbt Anne Christine – og således lider under dobbeltnavnets forbandelse. For hvis der er én ting, der kan bringe folk på glatis, så er det altså dobbeltnavne – ikke mindst, når man endda har fået ét uden bindestreg. Jeg har været vant til, at det har skabt forvirring fra jeg var helt lillebitte. På min 3 års fødselsdag, startede jeg i børnehavne. Dér gik en anden lille pige – hun havde også lyst hår og hendes mor iklædte også hende lyserøde Cappuccino-tshirts. Og så hed hun gudhjælpemig Anna-Kathrine. Og dét var altså for meget for pædagogerne, så vi blev til én enhed, så man slap for at tage stilling til, hvem der var hvem. “Jer to, I skal udenfor nu”. “Jer to, I skal sætte jer ned”. Den slags. Og således var grunden for et livslangt venskab lagt. Vi indlemmede en tredje lille lyshåret pige i fællesskabet (dog én med et kort og præcist navn, så vi ikke skabte yderligere forvirring) og dét 3-kløver består endnu. Det er historien om 2 af mine 3 brudepiger. 2 af mine 3 bedste veninder. Vi har kendt hinanden længere end vi kan huske, og er det nærmeste jeg kommer familie, uden at være det.
Nuvel. Det var et sidespor. Tilbage til navnet. Da jeg kom i skole (.. iøvrigt sammen med det øvrige 3-kløver) fortsatte forvirringen og jeg er blevet kaldt ca alle variationer over dobbeltnavne, der starter med A – Ann-Kristin, Anne-Grethe (.. min musiklærer i gymnasiet, suk), Anna-Cathrine, Anne-Mette, Anne Christina, Ann-Sofie og jeg kunne blive ved. Jeg har med alderen lært at lystre det meste. Undervejs udviklede det sig til adskillige kælenavne (for det med dobbeltnavne er tilsyneladende en for stor mundfuld i daglig tale), hvoraf “AC” var det mest dominerende. Det blev sidenhen til Acie, som jo altså også hænger ved endnu.
…. Undervejs skete der dog også noget andet – da min storebror startede i gymnasiet (.. og jeg var 10 år gammel) kom han i klasse med en mægtigt sød pige med et mægtigt pænt navn. You guessed it. Anne Christine. De er idag gift på 14. år og jeg har i langt over halvdelen af mit liv, altså levet med det skøre tilfælde, at ét af mine allernærmeste familiemedlemmer, og det nærmeste jeg kommer en storesøster, hedder p r æ c i s det samme som mig. For efternavnet fik hun jo også, da de blev gift tilbage i 2005. What are the odds?!
Og det siger sig selv, at det undervejs har skabt noget forvirring… Og på et tidspunkt, da jeg var tilpas træt af både forvirring og at folk konsekvent kaldte mig noget, der ikke var mit navn, så besluttede jeg, at bruge Christine, først og fremmest. Ikke i officiel forstand – på mit kørekort, pas etc, står mit fulde navn stadig og det er dét jeg hedder. Sådan helt ægte inderst inde. Det føler jeg stadig. Men for nemheds skyld. I offentligt regi. For ikke at blive forvekslet med min svigersøs. For ikke at blive kaldt Anne-Sofie til mine dages ende.
Mit fulde navn bliver sjældent brugt (.. som barn var det mest, når min mor var sur på mig, at hun rullede alle bogstaverne ud efter mig) – Skjorten kalder mig Christine, mine forældre kalder mig Chris, mine veninder kalder mig AC eller Acie, min storebror kalder mig Gags eller Mule (… long story) og når jeg tager telefonen siger jeg “Det’ Christine”. I venteværelset hos lægen bliver jeg kaldt Anne (.. og det føles helt forkert). Faktisk kan jeg kun komme på min moster som bruger Anne Christine.
Så jo. Det var historien. Der er dage, hvor jeg egentlig er træt af, at det skal være så besværligt, at man bliver reduceret til 2 sølle bogstaver. Men omvendt har jeg aldrig rigtigt kendt til andet, så det rør mig egentlig ikke. Dog har jeg svoret ikke at give egne børn besværlige dobbeltnavne, selvom der er mange mægtigt pæne:)
.. og en sidenote – kan I huske den lille lyshårede pige, jeg mødte i børnehaven? Vi bliver ikke forvekslede længere – hun har nemlig også kappet af navnet og går i daglig tale under ‘Thrine’, og dét i en sådan grad, at Skjorten blev helt forvirret over, hvem i alverden den “Anna-Kathrine” vi havde inviteret til vores bryllup var, da han så gæstelisten fra min side.
Da jeg startede i folkeskole var vi to Camilla’er og pga. efternavne blev det med tiden til at vi blev kaldt M og J i stedet. Og i dag, 24 år senere, bliver jeg stadig kaldt det af mine veninder, som kender mig fra dengang og nu også deres kæreste og bekendte omkring. Alle andre synes dog det er et dybt mærkeligt kælenavn, men jeg synes det er ret hyggeligt og foretrækker det fremfor min “rigtige” navn. 🙂
Kan folk så finde ud af Christine? Jeg hedder nemlig Kristine, og jeg bliver/er blevet kaldt alle varianter af pigenavne med K eller Ch hele mit liv, og reagerer derfor også på stort set alle K-navne 😉
Hehe – mja… I højere grad en dobbelt-varianten ihvertfald. Omend det aldrig bliver helt godt;)
Anne Louise her – uden bindestreg og kaldes begge navne.
Har også været igennem forskellige kombinationer af Anne- og Anna- dobbeltnavne, ligesom jeg som barn altid fik spørgsmålet i nye sammenhænge, om jeg hed Anne eller Louise eller begge dele ., Kan huske mine forældre og jeg på et tidspunkt havde det oppe at vende, om vi skulle tilføje en bindestreg til mit navn, for at tydeliggøre, at jeg hed begge dele.
Jeg undrer mig også hver gang jeg har underskrevet med mit navn, og får et svar tilbage til ‘kun’ Anne.
Det næste spørgsmål er så, hvordan udtaler du Acie? Er det som en syltet asie, engelsk udtale af bogstaverne AC, eller noget helt tredje? Jeg håber lidt, det er asie-udgaven, bare fordi det er skægt, men tænker ikke, det er tilfældet? 🙂
Både og faktisk:) På mit tidligere job hvor virksomhedssproget var engelsk, der sagde mine nærmeste kolleger det som engelsk udtale af bogstaverne. Det mest almindelige er dog at man netop siger ‘Asie’, som den syltede agurk (deraf “AcieAgurk”) 😉
Jeg har også 2 navne uden bindestreg og bliver kaldt som et dobbelt navn.
Jeg har en veninde, der i sin tid mente, at det var for besværligt at sige begge navne og derfor det meste af tiden kalder hun mig kun med det ene navn. (selvom jeg en lang periode havde det lidt svært med det)
Men noget jeg undre mig over, er at når jeg skriver en mail og folk svarer tilbage til mig og kun omtaler mig med mit ene navn. det står jeg lidt uforstående overfor. For hvis det ene var et mellemnavn, så tror jeg(?), at de færreste skriver det i en mail.:)
Jeg oplever også ved bl.a. læge at blive kaldt ved det ene navn og jeg har da også reageret på forskellige navne gennem livet. 🙂
Men hvis jeg får børn og det kun er op til mig, så skal mine børn have dobbelt navne, for jeg har altid elsket at have et dobbelt navn. Og det er en da på trods af at mit efternavn også er et dobbelt navn MED bindestreg. 🙂 #laaangtnavn
Ja enig – det er underligt, når man underskriver “Vh Anne Christine” og folk så svarer tilbage med et “Hej Anne”.. Det sker tit!
Jeg hadde også to navne, brugte kun det ene, så fjernet der da jeg ble gift og tog manden sit efternavne (dog hadde vi et af der samme Efternavn allerede før vi blev gift)..så nu hedder jeg præcis det samme som hans brors kone 😉
Det er sjovt, som ens navn med sikkerhed danner præcedens for, hvad man IKKE vælger til sine børn. Jeg hedder Nina Caroline, men har ALDRIG brugt Nina. Så eneste krav, da vi skulle finde navn til vores søn, var, at han ikke skulle have to navne, hvor vi så brugte nr 2. Pudsigt nok var vi lige ved at falde i fælden…. Jeg ville gå den “sikre” vej og kalde ham Oscar Elvis, for Elvis var alligevel lidt vildt. Men vi kaldte jo for fanden ikke maven andet. Så to uger inden termin vendte jeg på en tallerken og sagde Elvis Oscar. Min mand var lykkelig, og det er jeg (og Elvis) også i dag…
Og her sidder jeg og det eneste jeg kan tænke på er dengang ham Kasper outede dit rigtige navn 😂 Og i dag hedder din blog det endda (næsten)
We have come a long way 😂🙈
Åh ja – det er hele 9 år siden og vi sidder her endnu 🙂 Iøvrigt (omend jeg godt kan forstå, hvorfor du husker det sådan), så handlede det aldrig om navnet som sådan. Det handlede om, at jeg pænt bad ham fjerne det (det var jo i en anden tid, hvor en blog var et hobbyprojekt og jeg stod foran en jobsøgning efter uddannelse) og det nægtede han pure. Og dét to uger efter han (uretmæssigt) havde beskyldt mig for skjult reklame… Jeg var en pige på 22 år, der skrev om sko på nettet og jeg kunne slet ikke forstå, hvordan en voksen mand kunne hade mig på den måde, at han ville gøre alt bare for at genere. Det var dét der overvældede mig og dét jeg reagerede på. 🙂
Præcis det indlæg husker jeg også tydeligt. Jeg måtte lige søge og genlæse og det er virkelig skægt at læse indlæg fra back then. Der er sket meget i blogger verdenen siden da 🙂
Mht navne-historier, ja så kender jeg det godt. Nu har jeg ikke et dobbelt navn, men når folk ser eller hører mit navn, så skal jeg altid forklare hvordan det udtales, hvad jeg gerne vil kaldes etc etc. 90% kan alligevel ikke udtale det, selvom jeg synes det er ret simpelt. Min 3 årige udtaler det helt perfekt 😀 engang fandt jeg det så irriterende, men i dag betyder det ikke noget .
Haha jeg fik også flashback. Men Acie, hvad kaldes din svigerinde så, Anne Christine?
Ja – primært:) Omend ikke i familien – hendes kælenavn tænker jeg dog, at hun helst undlader, at jeg deler (min bror kalder mig Mule – hans kones kælenavn er ik’ møj’ bedre) 😉
Dejlig fortælling om dit navn. Her er det lige omvendt. Jeg har jo et helt almindeligt navn og da jeg kom i børnehave i slutningen af 70’erne var der fem af slagsen! Så det var med efternavn. I gymnasiet var vi igen flere i samme klasse og endte igen med fornavn og efternavn. Så jeg besluttede at når jeg engang fik børn var det med dobbeltnavn og bindestreg (der er masser af dobbeltnavne i familien og den dag i dag ærger det mig, at mine forældre ikke lige gav mig Marie foran efter min farmor).
Begge vores børn har nu dobbeltnavn og bindestreg og hvor er jeg glad for det. Vores søn endte i vuggestue med to andre Andreas’er, der måtte have deres efternavn i brug ved tiltale, hvor vores søn kunne nøjes med sit navn.
Jeg har engang siddet ved lægen og overhørt lægen kalde på vores datter, fordi lægen kun sagde det ene navn (altså ikke med vilje :-)). Vi bruger altid begge navne og jeg må indrømme at det irriterer mig, hvis andre ikke gør. Nu er begge børn voksne og nu må jeg jo finde mig i at de evt kaldes andet af deres venner.
Ps. Mine svigerforældre har 7 ud af 10 børnebørn med dobbeltnavne og bindestreg og nogle af dem er lidt specielle kombinationer :-). Det lyder ret sjovt når vi alle er sammen 🙂
Rigtig god aften til dig.
Ja, det kan jeg godt se også er drøn irriterende – på sin vis er vi lidt ramt af samme ‘sygdom’. Det der med at det føles så upersonligt, når folk titaler én ved et initial.
Ej, jeg havde aldrig tænkt over, at dobbeltnavne kan være så besværlige:). Og dog, så sent som i dag har jeg startet samtalen med en patient (jeg er sygehuslæge) med spørgsmål til, hvilket fornavn af to, han brugte, eller om det var begge.
Min egen farmor blev altid kaldt sit mellemnavn, og tog som 85-årig navneforandring, hvor hun byttede om på navnene, for ikke at hjemmehjælpere og sygehusansatte skulle bruge det forkerte navn i en situation, hvor hun ikke kunne svare for sig. Hun er nu 99 og bor på plejehjem, og bliver kun kaldt det “rigtige”.
På vegne af os med dobbeltnavn, skal lyde et stort tak for at du spørger – det sætter jeg altid stor pris på selv<3 Og fin historie med din farmor – jeg må nok hellere gøre det samme, når jeg når samme alder, så folk ikke kalder mig 'Anne' uden jeg kan sige fra;)
Jeg elsker sådanne navne historier, med mit eget dobbeltnavn Amalie Vilhelmine, og ligemeget hvor meget jeg elsker Vilhelmine, så er jeg altid blot blevet kaldt Amalie – det er fint, men er glad for at have Vilhelmine i baghånden også <3
Sikke en hyggelig navnekrønike ☺️
Jeg hedder også det samme som min mands lillesøster (dog med forskellige mellemnavne, men for- og efternavn,
Der er ret specielt, er det samme).
Min mor hedder også det samme som min fars søster, men min hippiemor skulle bestemt ikke have sin mands efternavn, så der er det kun fornavnet, de deler.
Jeg har så opkaldt min søn efter min far og min datter efter min mands anden søster, så her er forvirringen total. Jeg elsker det 😍
Kender det, hedder selv Anna-Sophie, og jeg er også blevet kaldt samtlige Anne-navne. Det største problem er dog når folk ska stave det, da jeg både er med dobbelt a, bindestreg og ph. Det skal jo ik være nemt vel 😅 sjovt nok kender jeg faktisk mange med dobbelt-navne, men ingen endnu der staves som mit. Og jeg har da også et par kælenavne som skifter fra kreds til kreds. Men min familie og min kæreste kalder mig ved fuldt navn – også fordi der allerede er alt for mange Anna’er og sofie’er i vores omgangskreds 😅
Ja, det er også noget rod. Jeg tror også min familie ville gøre det, hvis ikke det var fordi der var 2 af os. Det gør det lige det ekstra besværligt, haha 🙂