Jeg har nølet lidt med at få skrevet den her fødselsberetning, men nu skal det være – i lige så høj grad, fordi jeg gerne vil gøre det mens jeg kan huske det, så jeg selv kan genlæse den en dag, hvis lysten til dét skulle være dér.

At føde anden gang, var… well… nemt.

Må man godt sige dét om en fødsel? Det føltes sådan… Nemt. For nemt?

Hvis Elises fødsel var et marathon, som jeg mødte op til velforberedt og besejrede, så var Carlsens fødsel en god lille 5kms luntetur, som jeg lige klemte ind en fredag formiddag… You know, no big deal.

Og det lyder jo dejligt. Og rart. Men honestly, følte jeg mig egentlig lidt snydt bagefter. Hvor var det der marathon? Og den der sindssyge følelse af at være den stærkeste i hele verden bagefter? En lean mean føde-machine?

Med tiden har jeg erkendt, at jeg er virkelig heldig, at jeg har fået lov til at opleve to så forskellige fødsler. Og at der også er en god ‘lean, mean føde-machine’-følelse i at kunne kalde en fødsel “nem”.

Men let’s get to it – den dag Carl kom til…

Da jeg var 37+6 havde jeg en tid til jordemoder. Det var første gang den lange skulle med, for vi var begyndt at nærme os termin og set i lyset af, at Elise vejede næsten 4800g, da hun kom til, var jeg blevet fulgt lidt ekstra og havde nogle ekstra tider i bogen til både scanninger, JM og en fødselslæge. Og nu nærmede vi os altså den tid, hvor nogle af disse aftaler kunne betyde store beslutninger om tidlig igangsættelse, hvis man mistænkte at den lille fyr derinde, så ud til at følge trop med sin søster på størrelsen.

Så vi drog til Hillerød og jeg glædede mig til at se min jordemoder, Marie, som jeg igennem hele forløbet havde haft rigtig god kemi med. Hun kom bare ikke. Det gjorde Lisbeth, tilgengæld. Og jeg fik pludselig flashbacks til min fødsel med Elise, hvor jeg den sidste måned blev kastet rundt mellem nye jordemødre, fordi min egen gik på barsel. Og ingen turde tage nogen beslutninger om noget som helst, før jeg mødte en gæv jysk fødselslæge, der ikke mente, at der var grund til at Elise blev længere inde i min mave, da vi først nåede 41+0. Anyways. Sidespor. Nu var jeg lige blevet fulgt ekstra igennem hele graviditeten og skulle det så smides på gulvet her 2 uger inden målet? Med nye mennesker, der ikke kendte mig og min historik? Suk.

Men hun var sød Lisbeth. Og vi havde en god snak. Både om fødsel og igangsættelse (som iøvrigt slet ikke var på tapetet, for alt tydede på, at han var noget mindre end sin søster). 3700g skød hun ham til, der 37+6. Tilgengæld snakkede vi meget amning, og dét får sit helt eget indlæg, men det var en god snak og jeg er så glad for at jeg havde den.

I lige de dage var jeg begyndt at være meget træt. Og begyndt at trække mig fra verden. Helt ubevidst og så alligevel ikke. Jeg trak mig i mig selv og lukkede mig om min lille familie. Skrev håbefuldt til Emily: “Blev du også meget træt, lige op til fødsel?”…. “Nææ, tværtimod” svarede hun. Hmpf. Ikke det svar jeg håbede på.

Men efter vores besøg hos JM var jeg så træt, at jeg faldt i søvn og sov 3 timer. Og først stod op helt groggy, da vi nærmede os aftensmad. Og så fik vi ellers klaret hverdagslogistikken med at få affodret, badet og puttet Elise. Og da den lange gik i seng, gik jeg med. Selvom jeg overhovedet ikke var træt, set i lyset af min enormt lange lur.

Så jeg lå og så fjernsyn. “Han, hun og drømmeslottet”. Perfekt binge-TV. Og da klokken nærmede sig midnat, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få slukket, for der var jo også en lille dame, der skulle i vuggestue dagen efter og alt det der.

Og så rullede jeg ellers mit enorme korpus om på siden. Og i dét jeg gjorde den bevægelse, sagde det skvæt. Ikke som en ballon der sprang, som nogen siger. Bare lidt som hvis jeg som højgravid havde nyst meget kraftigt. Et lille skvæt. Først var jeg i tvivl om jeg lige havde tisset i bukserne, mærkeligt og uprovokeret af hverken nys eller grin. Og så forsøgte jeg at rulle videre og helt om på siden, hvor vandet så fossede ud af mig og jeg sprang op fra sengen og panisk får vækket den lange med et “Jeg tror altså lige vandet er gået!!!!!”.

“Tror?!”, snøvlede Skjorten sovende. “Ja altså. Det må det være”, svarede jeg og krabbede ud på toilettet med vand sivende ned af lårene.

Fra fødslen med Elise havde jeg et enkelt kæmpe hospitalsbind liggende, så dét tog jeg på og så ringede jeg til fødegangen. “Øh ja hej.. Mit vand er vist lige gået”.

Efter at have afdækket at jeg ikke havde veer, at fostervandet var klart og at jeg havde mærket liv, så blev jeg bedt om at lægge mig til at sove og møde op kl 8 næste morgen. “Ej, kl 7! Det er umuligt med parkering kl 8”, grinede jordemoderen i den anden ende.

I mellemtiden havde Skjorten ringet til farmor og farfar, der drønede afsted var sommerhuset (midt om natten, sorry svigerfolks!) og var gået igang med at pakke den taske han endnu ikke havde nået at få klar, fordi.. well… der var jo god tid! Og så var Elise naturligvis vågnet af alt det påstyr og var kommet ind i vores seng.

Kl 3 kørte mine svigerforældre ind i indkørslen, taskerne var pakket og jeg lå ligeså stille og to de første forsigtige veer med armene og Elise (mens vandet stadig sev – og jeg lå på 3 håndklæder og et af de gode engangsunderlag fra Lidl).

Veerne blev aldrig rigtigt til noget i løbet af natten – enkelte gange hev de mig kortvarigt ud af søvnen og den lange (der ikke kunne lukke et øje) har efterfølgende fortalt, at han kunne høre på min vejrtrækning, når der skete noget. Selv prøvede jeg at samle kræfter til dét der ventede.

Kl 6:30 kørte vi afsted mod Nordsjællands Hospital, og fordi ingen har lyst til at føde på tom mave, måtte vi lige forbi Drive-in hos Lagkagehuset på vejen og få lidt morgenmad. Og mens vi sad der og ventede på kaffen, rullede endnu en ve ind over mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine over komikken i situationen.

Og det må vist være dét for nu – jeg havde egentlig ikke tænkt, at historien hér skulle deles op i afsnit, men jeg kan se, at jeg allerede har fået skrevet langt, så jeg må hellere stoppe hér og fortælle resten en anden dag.