Sådan har der ligget en note på min telefon og grint af mig i nogle måneder. Det er tit sådan indlæg bliver til. Korte tanker, der bliver fældet ned og som med tiden vokser sig større og mere konkrete. Den her er én af dem, jeg har haft lidt svært ved at få greb om, sådan for alvor. Men altså. I dag har jeg haft besøg af en gammel kollega, now friend. Og snakket om det der var engang.
Og selvom jeg er mere end tilfreds med min beslutning om at sige op i sin tid, så er min virkelighed omvendt også bare, at jeg mere eller mindre har været på konstant barsel siden da. Eller været ‘hjemmepasser’, som det vist også hedder.
Og selvom det føles lidt forbudt at sige højt, så trives jeg egentlig ikke særligt godt sådan (jeg har al mulig respekt for kvinder, der kan hjemmepasse og kan love jer for, at jeg roser de af mine veninder, der har taget det valg).
Og lige i dag kan jeg godt mærke den der manglende trivsel. Bevares, det hjælper helt sikkert ikke at Carl sover helt latterligt om natten. Og ej heller, at han har været skide sur hele dagen. Og har nægtet at sove, på trods af adskillige ihærdige ture rundt om karréen. Til sidst gav jeg op, proppede ham i autostolen og kørte ned til bageren og bestilte en kaffe i drive-thru vinduet og dét gav mig gyldne 25 minutter. Men puha. Er fuldstændigt og totalt mast. Træt – i både hovede og krop.
Det har, med andre ord, været ‘sådan en dag’. Sådan en barsels-dag. Og sådan nogle dage, er det lidt svært ikke at synes det hele er lidt træls. Så måske indeværende indlæg skal læses i det lys og med dét i mente 😉
Og det er jo også altid let at romantisere fortiden, iøvrigt.
Men lige i dag gad jeg godt bare kunne have taget på arbejde. Uden at have ansvaret for andre end mig selv. Være sådan én der hørte til i mødelokaler med glasvægge og møbler i sort læder og krom. Have rigtigt tøj på (… istedet for leggings) og være med til at tage beslutninger på lidt større skala end ‘skal Carl have gulerods- eller ærtemos til froksot?’ (ikke at det gør en forskel, for barnet gider ikke spise nogen af delene.. suk).
Jeg så én der beskrev det meget fint på instagram i weekenden (men kan ikke huske hvem, så undskyld for manglende credit hvis det var dig!) – dét der med, at man på den ene side elsker sit barn helt vildt og vil bruge hver eneste sekund sammen med det, og på den anden side kan være ved at brænde sammen af misundelse over de, der er ude lørdag aften på fancy restauranter med pænt tøj på mens man selv bare sidder dér og marathon-ammer i sin barselsknold.
Men man ved jo godt, at ‘hver ting til sin tid’ og at det nok skal komme tilbage.
Og lige når ens børn er helt små, som det ene af mine er lige nu, så er der ikke ret meget plads til at udforske facetterne i livet. Ikke ret meget plads til at være ret meget andet end mor. Med kæmpe stort M.
Og dét synes jeg trækker tænder ud, lige i dag. Jeg savner den jeg var før jeg kun var mor.
Men lige om lidt, så kan min lille dreng spise rigtig mad (håber jeg virkelig), og lige om lidt behøver han ikke blive ammet ca. hele tiden, og lige om lidt, kan jeg måske støve andet end mor-mig af. Veninde-mig fx. Eller kæreste-mig. Eller, heck, business-mig, hvis det skal være rigtigt vildt.
Så det minder jeg lige mig selv om. Og håber, at andre barsels-mødre kan nikke genkendende til følelsen af, at savne andre facetter af ens af ens liv og personlighed end den, der er ansvarlig for at skifte bleer, samle ting op fra gulvet og agere pauseklovn for sure mini-mennesker.
❤️
Åhh yes kender det alt for godt! Jeg er selv lige startet på job igen efter lang barsel. Og frygtede virkelig at skulle arbejde igen men det er simpelthen gået så godt og til min overraskelse så nyder jeg det virkelig. Og bare det at man kan gå ud og lave sig en kop kaffe i fred og ro er fantastisk og at få mere voksentid det gør bare godt. Og så er der en stor gensynsglæde når jeg ser ham den lille runde igen. Men man kan virkelig savne sit gamle jeg i barselskaoset. Det er helt naturlige følelser selv om man elsker sine børn helt ind i hjertekuglen.
Det er helt legitime følelser, du har – det ER hårdt at skulle opfylde et lille/to små menneskers behov før egne. Rockerhårdt. Jeg er lidt forvirret – du skriver hjemmepasser, men går Elise ikke i vuggestue mere? 🙂
Jo, undskyld – jeg mente i den periode hvor min barsel var slut, men vi endnu ikke kunne få vuggestueplads til hende:)
Ah, nu forstår jeg 🙂
Jeg elsker at være tilbage på arbejde. Min chef elsker det endnu mere, for min mand er på deltid og da jeg har en lille på 2 år skal jeg aldrig noget, så jeg får virkelig taget nogle ekstravagter hahahah! Jeg (også læge) er på tilkald fra kl 16 men alt kan ordnes pr tlf, så det er simpelthen så winwin for alle som noget kan være. En af mine kollegaer er i samme situation som mig og os småbørnsmødre har vitterligt holdt afdelingen kørende i to måneder, hvor vi har været underbemandede grundet sygemelding.
Jeg synes du beskriver det så godt, hvordan savnet til det “rigtige” liv kan fylde på de hårde barselsdage. Jeg er læge og tager mig selv i nogle gange at savne at stå med en dårlig patient, når min lille søn bruger en hel dag på at bøvle med luft i maven – succesfølelsen når man endelig får ham til at prutte er heldigvis næsten lige så stor som efter et vellykket hjertestop 😀♥️
… Shit, hvor lyder du bare badass! Seje mor <3
Så enig i alt du skriver! Især på dage med sure børn 🤯
Dit indlæg faldt på sådan et tørt sted! Jeg kan i dén grad kende det 🙈
Preach iiiiiiiit!!!!!
Jeg høre dig! Jeg er ved at dø af træthed ❤️ Kh en anden barselsmor
Tak for det her indlæg! Så godt og så vigtigt at turde tale højt om. Jeg må bare sige at selvom jeg (selvfølgelig) elsker min søn på 2 år over alt på jorden, så har det været FANTASTISK for mig at vende tilbage til fuldtidsjobbet! Så fantastisk, at jeg synes det er svært det med at skulle til at planlægge barn nr 2 snart 🙈
Den følelse kender jeg rigtig godt. Og jeg vil tilføje, at jeg lige for tiden føler et slags oprør mod al den fokus der er på, at børn har bedst af at blive passet hjemme til de er 3 år og i øvrigt blive hentet tidligt fra institution derefter (groft tegnet op, men I forstår nok, hvad jeg mener). Min datter på halvandet eeeelsker virkelig at være i sin vuggestue langt de fleste dage, hvor de laver alt muligt sjovt. Og det giver mig så meget at tage på arbejde og “udrette” noget. Sådan har vi det bare hjemme hos os, men jeg kan godt føle, at det er forkert, når jeg ser den ene ekspert efter den anden udtale sig om, at vi sender børnene for tidligt i institution … 🙁 Jeg kan bare mærke, at de i min datters gode vuggestue kan give hende en masse, som jeg ikke ville kunne herhjemme. Og vi er også nødt til at gå på arbejde og tjene vores penge – det er jo en anden sag. Måske kender andre de følelser også?
Som jeg skrev for et par uger siden, så har jeg virkelig lært hvor forskellige børn er, af at få to selv – og dét der er rigtigt for mit barn er ikke rigtigt for et andet. Og hver mor kender virkelig sit barn bedst – så der er utvivlsomt nogle, der helst skal passes hjemme længe, mens der utvivlsomt også er nogle der trives godt med at komme afsted. Det lyder som en floskel, men jeg er 100% sikker på, at du (og hver mor iøvrigt) tager de allerbedste og allermest rigtige valg for deres børn. Det ligger i vores kodning – vi kan, rent ud sagt, ikke lade være.
Jeg er meget enig:-) Og derfor synes jeg også, det er lidt synd, hvis mange mødre som jeg, som egentlig føler, deres børn er glade for institution, skal komme i tvivl om det valg. Eller, det er jo ikke så meget et valg i virkeligheden, for sådan er vores samfund opbygget…
Ja! Jeg er SÅ enig!
Det her indlæg falder virkelig på et tørt sted, tak! Er ved at brænde sammen over 14 dages corona-karantæne sammen med den 1-årige. Jeg ELSKER min søn, men jeg SAVNER mit job som jeg først lige er vendt tilbage til efter 9 (skønne) måneders barsel og før det, 6 måneders graviditetsbetingetsygemelding!
Der er en enorm “lettelse” og ro i at tage på arbejde og efterlade al rod, ansvar og ansvar hjemme hos den anden part. Hverken min mand eller jeg havde lang barsel (han havde 2 uger, jeg har 12 uger), så vi var begge meget hurtigt tilbage på arbejdet og skulle begge arbejde hver dag på fuldtid, selvom vi hver nat vågnede godt 7-10 gange. Altså det var og her efter 18 mdr er stadig absurd hårdt. Men det gav os begge det perspektiv, at det er MEGET nemmere at være den der går på arbejde! Og alt det vrøvl om, at det kun er kvinden der skal tage nætterne, fordi den anden skal arbejde, det var altså ikke rigtig. For vi skulle begge op på arbejde, der var ingen der kunne snuppe en lur midt på dagen, desværre.
Bare for at give det perspektiv, at man godt kan få begge dele på en gang – være på derhjemme og være på, på arbejdet. Der var man så sætte indsatsen, det er at man ikke som kvinden alligevel ender med at have ansvaret for hjemmet, selvom man arbejder lige så meget.
Anyway, måske jeg bare bakker op om din tanke om, hvor dejligt det ville være bare at hoppe på arbejde! For jeg synes ikke rigtig, at det italesættes nok, hvor voldsomt dejlig en pause det er, at have en kaffepause, frokostpause, tid til at trække vejret, selvom man har et stressende job. Det er så uendeligt meget lettere end at være på barsel, specielt hvis man har en lille (dejlig!) søvnterrorist, der ikke gider en slappe-af-barsel.
Åh tak for det indlæg. Jeg synes også det kan være hårdt arbejde at være på barsel og ikke bare lige kan komme væk fra det. Jeg har en på 2 år og 2 mdr og så en på 4 mdr.
nogle gange tager jeg mig selv i, at jeg næsten er misundelig på min mand, fordi han er væk i 10 timer om dagen og får kantinemad. Og stakkels mand, hvis han kommer til at sige noget dårligt om kantinemaden. Vær du lige glad for at der overhovedet er morgenmad og frokost til dig kammerat.. nå ja og spis det i ro og mag… 😂😂
Men ja, det er sgu ikke kun lykkeligt og fantastisk det barselsliv selvom jeg elsker de to krudtugler ubeskriveligt højt.
Jeg håber du får en bedre dag i morgen 😘
Har seriøst sagt “MEN I DET MINDSTE HAR DU FÅET LOV TIL AT SPISE FROKOST! I FRED ENDDA!” en dag den lange brokkede sig over kantine-menuen, så I feel you!
amen! Helt enig
Har det meget som dig; Det er vidunderligt at være sammen med baby, men savner også et hjem, tøj og et hovede, der ikke er smurt ind i gylp og kaos. Kan du anbefale nogle gode leggings? 🙂
I wish I could, men jeg synes det er vildt meget hit’n’miss – ofte bruger jeg bare dem fra H&M, men de er ikke altid lige gode, det veksler så meget fra par til par.
Tak for svar <3
Tak for at sætte ord på, hvordan det (også) kan være at være mor og på barsel 🙏🏼
Du har lige sat ord på det jeg ikke kunne. Jeg KAMP savner at der nogle der har brug for mig til andet end at være mor, lave mad, skifte ble, trøste osv. Jeg savner at blive anerkendt for andet og at have noget at byde ind med når folk de spørger ind til min dag. Kender det kun ALT for godt!
Ja! Bare ja! Jeg savner virkelig også at have noget at byde ind med – sådan generelt – der ikke kun handler om børn, babyer og morliv.
Åh, tak! Så meget mig. Næsten hele tiden. 🙈✊🏻