Phew, det var en lang overskrift. Men vi skal altså også lidt omkring i dagens indlæg.
For jeg har øffet lidt over det hér og dér.
Jeg har ikke tænkt over det tidligere, men det seneste år (ihvertfald siden jeg sparkede min føljeton igang med seje damer), så har det irriteret mig. “Karrierekvinder”.
En del af mig, synes jeg skal slappe af.
En anden del af mig, husker mig selv på, hvor latterligt det ville lyde, hvis man sagde ‘karrieremænd’.
Og det er sgu da irriterende, pardon my french.
Dét med at det i 2020 klinger helt fjollet, at sige “Karrierekvinde”. For man siger jo ikke “Karrieremand”. Så hvorfor skal der være forskel?
Jeg fik tilsendt et link til en artikel i sidste uge. “Amerikanske forskere konkluderer: Det danske sprog er mere mandschauvinistisk end arabisk og tyrkisk”
Huh?
Ud af de 25 sprog, der blandt andet omfatter sprog som arabisk, tyrkisk og hindi, kommer Danmark nemlig ind på en førsteplads over de sprog, der er mest tendentiøse, hvad angår traditionelle kønsroller.
Når den første forbløffelse har lagt sig, er det altså svært ikke at konkludere i sit stille sind, at hvis vores sprog er det værste af dem alle, så kan det omvendt ikke være det mest afgørende for ligestillingen. Sproget altså. Jeg vil vove at påstå, at vi i Danmark ihvertfald er bedre stillet end mange andre lande. Og det kan da give en slags ro.
Men det er jo stadig skørt.
Og det skurrer jo stadig dét med karrierekvinderne.
Jeg læste, on top, et opslag hos ‘Karrierekvinder’ (podcasten), som handlede om det selv samme, og hvor de havde gjort sig nogle ret fine overvejelser om hvad det vil sige at være ‘karrierekvinde’ og gøre ‘karriere’.
Så det var det første lag i snakken. Jeg tror, jeg er kommet frem til at føljetonen fremadrettet blot skal hedde ‘Karriere’.
Men så er der det andet lag. Hvorfor det overhovedet er interessant? Særligt interessant? Kvinder og karriere. Mødre og karrierer, herunder.
For det første er det jo noget jeg selv har mærket på egen krop. Og forsøgt (og forsøger) at navigere i. For det andet, fornemmer jeg, at jeg ikke er alene. Det kom (også) op, da jeg holdt foredrag i sidste uge – det med, at det kan være svært at være kvinde og mor i et erhvervsliv, der i høj grad er gearet mod mænd. Gearet, af mænd.
Og jeg finder inspiration i at snakke med dem, der har ‘sprængt’ de maskuline rammer, så at sige. In whatever way. Det er, når jeg tænker over det, nok egentlig dét, der er min primære drivkraft bag mine snakke med de seje damer.
Og så er det altså sød musik i mine ører, når topledere siger som Ib Enevoldsen siger i den her artikel, som jeg har linket til tidligere.
Vi er et rådgivende firma, som lever af at have de rigtige mennesker ansat. Mennesker, som har en ekspertise, og som på højeste niveau kan begå sig i de systemer, vi har. Vi er nødt til at sikre os, at Rambøll er en attraktiv arbejdsplads for både de dygtigste mænd og kvinder, og vi har måttet konstatere, at vi især har haft svært ved at tiltrække kvinder. Derfor har vi i høj grad fokus på, hvordan vi kan tiltrække og fastholde unge talentfulde kvinder, som vil kunne kombinere det at få børn med at have en karriere.
Hurra mand. Tænk, hvis flere tænkte sådan. Tænk hvis et par års fleksibilitet mens man har små børn blev normen. Fremfor noget der skulle skrives artikler om. Som sidenote, er det netop én af de kvinder, som Rambøll er lykkedes at fastholde, som er på tapetet til en snak hér på domænet inden længe.
Jeg oplever så mange kvinder der tonser afsted i deres 20ere. Er sultne. Performer. Og så får de børn og prioriteterne ændrer sig – i et par år (men hvem sagde for evigt?). De siger op, finder nye jobs, deltidsstillinger eller lignende*.Det må da være logik for burhøns, at det er en god forretning, at fastholde disse kvindelige talenter – giv dem lidt fleksibilitet i et par år. and they’ll be forever loyal. Okay, måske ikke forever. Men tænk et potentiale man går glip af.
Jeg læste på et tidspunkt en artikel (som jeg desværre ikke kan gen-finde), der gik på, at der er en helt overset gruppe af iværksættere: kvinder på barsel. Vi får idéer, tænker nyt, opdager behov og har også mulighed for at gå bag barnevognen og reflektere. Og får måske også smag for det fleksible selvstændige liv?
I don’t know. Men den her artikel, har ihvertfald også givet mig en slags perspektiv. Ro, måske endda?
Det vil være oplagt, at man starter med at gøre op med dogmet om, at karriere partout skal gøres i alderen 30-40 år. Det kan være fint at acceptere, at både kvinders og mænds indsats på arbejdsmarkedet er mindre intensiv i årene mellem de 30-40, hvor de tager sig af børnene. Så kan de til gengæld give den gas, når børnene er blevet større. Pointen er, at ingen – hverken kvinder eller mænd – skal afskrives på karrierestigen bare fordi de ikke nåede lederstillingen inden de blev 40 år.
For det er jo rigtigt nok. Jeg behøver ikke nå det hele på samme tid. Det skal jeg lige huske mig selv på, når jeg sidder her på bloggerkontoret og har omprioriteret. For et par år. Omend, man naturligvis kunne argumentere for, at jeg er i en alder af 34 faktisk er administrerende direktør og chefen for det hele;)
*Det kunne ligeså vel være fædrene, men nu er vi flest kvinder (for ikke at sige udelukkende) hér på domænet, så jeg vil tillade mig at holde snakken på ‘vores’ banehalvdel.
Så mange tanker, så lidt plads, haha! Har to primære tanker; hvad kan man fikse og hvad er “unfair”?
Unfairness: Synes man nærmest påføres en 50kgs vægt i ens karrieremaraton, når man får børn og ens kollager uden børn (eller mænd med hjemmegående eller mindre arbejdende koner) kan aldrig rigtig se eller forstå den. Man varetager samme job osv, men pludselig har man hård bagkant hver eftermiddag, har fx ikke sovet mere end 4 timer om natten i 2 år, og har pretty much ingen fritid tilbage. Men alligevel skal man lade som om, alt er normalt på arbejdet, specielt som kvinde. Oplever at mine mandlige kollegaer må “klage” over hård jetlag, men nævner jeg at jeg ofte kaster op af søvnmangel, så er alt meget akavet. Puha, dumme mor, den slags skal man lide med i stilhed! Jeg vil da også gerne efteruddanne mig, tage kurser osv osv som mine kollegaer gør, men det kan ikke gøres lige nu og man fremstår som useriøst og falder bagefter. Der er bare et kapløb i 30’erne og jeg ser enormt mange average folk fra mit studie er alle sidder som managers nu, de har nået derop nu og det vil blot fortsætte, børn eller ej. Ser enormt mange kvinder, der får børn lige inden det trin og så skal kæmpe hårdt for at komme derop. Iagttager ofte at en familie vælger at satse på mandens karriere og kvinden “ofrer” hendes for at støtte hans succes. Det giver enormt god mening for fx at booste samlet indtjening osv og hvis alle parter er glade, er der så noget galt? Nej, men det er så unfair, haha! Jeg ser mange mandlige kollegaer, der fx aldrig skal hverken hente eller bringe. De har ikke the mental load derhjemme. Skal ikke lave madpakker, måltider, vaske tøj osv. De skal mere eller mindre bare arbejde og så være far, når de kommer hjem. En kvindelig kollega, der konkurrerer med vedkommende og måske hvis mand også har travlt job, hun står 99% sikkert med al den mental load arbejdsbyrde og minimum én hente og bringe tjans hver dag. Er det unfair, at mange mænd slipper ud om al det arbejde? Nej, det er enormt klogt af dem! Mændene vinder på dette; og ligeledes deres familier ift løn osv. Men udefra er der er mønster der gør det ubegribeligt hårdt som kvinde at konkurrere på de vilkår, selvom man har en støttende partner. Everyone needs a wife at home, even women, some man siger. Det finder jeg mere og mere sandt for hver dag der går! Det er “unfair”, men ved ikke hvordan man fikser det.
Hvad kan fikses? Oftest tænker jeg, og undskyld mener dette med 100% venlighed, at danske mødre spinner om sig selv for at skabe stress og problemer. Alle de strukturelle problemer der normalt ødelægger kvinders og mødres karriere, de er stort set løst i Danmark. Statsstøttet vuggestue, børnepenge, barsel, enormt meget ferie, barnets første sygedag, gratis sygehjælp osv. Helt konkret, hvis vi får endnu er barn i USA, så “tvinges” jeg til at droppe mit job, for med et vuggestuepris på godt 20.000 kr og børnehavepris på 16.000, så er det mere eller lign hvad jeg får udbetalt. Dette gør mig rasende og jeg tænker, hvor FEDT at Danmark har klaret det for børnefamilier! At dette ikke gør, at kvinderne ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Sammen med sygedage. Jeg skal gemme 5 ud af mine sparsomme 15 dages ferie for at dække potentiel sygdom hos min søn, der er intet sat op for at man får fridage til at passe sit barn. Hvor FEDT at Danmark har fikset det! Der er lang barsel og det er kulturelt normalt at tage; hvor FEDT at det er normen. Der er pasningsgaranti inden for en radius af bolig, så man ikke skal pendle langt for institutioner, hvor FEDT er det lige?! Herovre er det et privat marked, staten gør absolut intet for en. Jeg kunne blive ved, men stopper. Og alligevel, så læser jeg hver dag beretninger om mødre, der halser og stresser rundt; henter kl 15 og tror, at det er sent (herovre henter jeg 16.30 og er den tidligste i hele centeret. Enorm stor forskel i kultur, de fleste har jo først fri kl 17.30-18) har dårlig samvittighed, synes at 37.5 timer nærmest er børnemishandling at arbejde, slider på forholdet og næsten ikke kan holde det hele ud, selv med ugentlig eller daglig hjælp fra bedsteforældre. Og dette er et konsistent billede af børnefamilier i Danmark pt. Så noget er jo galt! Så kan alle privilegier eller 0.01% I-land status være ligegyldig, hvis kvinderne STADIG føler, at de ikke kan kombinere både karriere og familie. Når alle de tiltag er taget for at hjælpe (altså tiltag de færreste i verden nogensinde kommer i nærheden af), og det stadig ikke er nok, hvad gør man så? I have no idea! For udefra ser den skandinaviske model ud som en absolut “perfekt” model for at opnå ligestilling og having-it-all, and yet here we are. Det bekræfter mig nok bare i, at disse problemer mellem kønnene og hvilke spilleregler man har, efter man får børn, de går enormt meget dybere end fx “blot” at splitte barsel. Men det hjælper at snakke om tingene og man skal jo starte et sted. Ville bare kommunikere at, det er paradoksalt og vildt ærgerligt, at selv et land som DK hvor ALT (set udefra, ikke alt naturligvis) er gjort for børnefamilier, der virker mødre mere stressede end nogensinde før? Fordi man netop ja ikke kan udskyde karriere; man SKAL nå alt samtidig.
Det er nogle gode pointer Sofie, og klart vigtigt med et blik på velfærdsdanmark og alle de strukturelle privilegier og goder, der gør det nemmere at være børnefamilie.
Men jeg tror, det er vigtigt, at vi i debatten skelner ret klart mellem, hvad der er godt for børnefamilierne, og hvad der er godt for kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet.
For kigger man på, hvad der er godt for børnefamilier, så har du helt ret i, at DK er indrettet meget, meget fordelagtigt.
Kigger vi på, hvordan den indbyrdes ligestilling i de børnefamilier er, så er billedet et andet. Ja, det er superfedt og godt med lang barsel, men hvis primært er kvinderne der tager den gang på gang på gang, så bliver det, der er godt for børnefamilien som enhed paradoksalt nok skidt for kvinden i den.
Som jeg har skrevet længere nede så overvejer jeg en deltidsstilling efter min barsel, som jeg splitter 50-50 med min kæreste. Jeg vil gerne tilbringe tid med mine børn, mens de er små, og jeg tror på, de har bedst af ikke at være i institution 10 timer om dagen. Det føles som et ønske, der stammer fra mig selv og som harmonerer med mine ønsker for livet for mine børn. Men hvorfor er det mig, der overvejer den skide deltidsstilling og ikke min kæreste? Er det fordi jeg er biologisk kodet til at tage mig af afkommet? Eller er det fordi kvinder i generation efter generation er blevet podet af samfundet til at tænke, at det er os, der skal tage os af børnene. Koblet med at mænd i generation efter generation har oparbejdet højere lønninger, som gør at det er mere fordelagtigt for familien at kvinden tager deltiden? Er det fordi, jeg sidder herhjemme på barsel og læser blogs om hjemmepassere og adskillelseskultur osv osv og kan mærke at det rammer noget i mig?
Ligestillingsproblemet er ikke løst i DK, fordi det er værre andre steder. Som AC skriver længere nede er det en elefant, der kun kan spises langsomt ved at nogle starter med øret og andre med foden.
Stærkt indlæg! Tak for det! Det rammer i plet i nogle af de overvejelser og tanker, jeg selv går med. Jeg er pt på barsel med andet barn og planen er at være det, til han er 7 mdr, hvorefter min (mandlige) kæreste, som har freaking 8 MDRS BARSEL MED LØN!! tager over i 7 mdr også. Vi har sparet lidt op til selvfinansieret barsel, så det bliver 14 mdr som vi splitter 50-50, og det er kun en mulighed fordi min kæreste har så gode barselsvilkår. Ellers ville det ikke kunne løbe rundt.
Bl.a. af den årsag er jeg kæmpe tilhænger af øremærket barsel. Jeg tror virkelig på, at en mere lige fordelt barsel er udgangspunktet for mere ligestilling, både på arbejdsmarkedet og hjemmefronten.
Med vores første barn tog jeg hele barslen, fordi det var sådan, det kunne lade sig gøre økonomisk for os. Det betød, at jeg blev sat tilbage på arbejdsmarkedet (samtidig med at min kæreste tog et ordentligt hop op af både karriere- og lønstigen i samme periode, fordi – surprise – han rent faktisk var på arbejde og kunne bevise sit værd). Samtidig blev jeg projektleder på hjemmet, og selvom vi fordelte mange af de praktiske opgaver 50-50 var jeg den med overblikket og, lets face it, også den der i sidste ende gjorde mest. Jeg sad helt sikkert med the mental load, og den rille fortsatte vi på trods af bevidsthed om det, i da jeg startede på arbejde igen. Jeg havde simpelthen fået oparbejdet rutiner med at styre hjemmet, som var nemmere at blive i.
Jeg er spændt på, hvad der sker, når min kæreste skal på barsel og vi prøver den omvendte model. Jeg tror helt sikkert, jeg aktivt skal fralægge mig noget af ansvaret herhjemme, og som kontrolmenneske med hang til at tænke at “jeg jo ved bedst”, kommer det til at kræve en indsats.
Samtidig vakler jeg frem og tilbage mellem to sandheder, som jeg ikke kan få til at mødes på en meningsfuld måde.
På den ene side trives jeg faktisk med at være på barsel og har en stor bevidsthed om, at mine børn kun er små én gang, og jeg vil gerne være så meget sammen med dem som muligt. Derfor overvejer jeg også en deltidsstilling efter min barsel, så de kan være i institution mindst muligt.
På den anden side elsker jeg at arbejde, og selvom jeg ikke har karriereambitioner i klassisk forstand, vil jeg gerne arbejde og gøre en forskel i verden, vise mine børn at både mor og far går på arbejde og laver lige meget hjemme, sikre mig selv økonomisk med pension osv. Jeg vil gerne have, at de vokser op i et hjem, hvor ligestillingen er tydelig i praksis og hvor der er en bevidsthed om, at vi ved at arbejdre bidrager til velfærdssamfundet.
Jeg tror løsningen ligger i det, du også skriver om, nemlig et mere fleksibelt arbejdsmarked. Hvordan når vi derhen? 😀
Hej Emilie,
Jeg er ved at skrive kandidatspeciale om lige netop det her og vil rigtig gerne snakke med en som dig.
Hvis du på nogen måde er interesseret i at høre mere, må du meget gerne skrive til mig på annap12@student.sdu.dk. Og hvis ikke er det helt ok – så må du have en god aften 🙂
Ja, ja og bare ja!
De her indlæg er bla. derfor jeg har holdt i fast i din blog lige fra starten! Jeg er vokset med dig – fra byture og rejser, til boligdrømme og familieliv. Nu er jeg selv blevet mor og finder så stor inspiration og ro i at jeg ikke er alene!
Så blot et dybtfølt Tak og bliv endelig ved med at skrive om karriere, morliv, mode, indretning, surdej og alt ind i mellem!
Hjemme hos os er vi lige nu i en fase, hvor jeg arbejder markant mere end min mand (begge selvstændige, begge tabte penge under corona, vi har brug for penge, og min branche er lettere at tage ekstra arbejde i pt.
Så i øjeblikket er det min mand der har styr på vuggestue, madplaner og oprydning herhjemme. Og vi har talt om det og aftalt at “sådan er det lige nu “, og før har det været omvendt (og bliver det nok også igen) – og alligevel har jeg SÅ dårlig samvittighed, fordi jeg ikke er den, der trækker læsset herhjemme.
Min mand er (selvfølgelig) megacool og ser ingen problemer.
Og mig som troede, at jeg var helt med på ligestillingsbeatet
Den må du parkere, den dårlige samvittighed! Det er da totalt fedt, at I har fleksibiliteten til at skrue op og ned, og I har da taget det eneste rigtige valg. Du er sej, mor!!!
Men men man kan da ikke rykke ved de sproglige diskurser, hvis ikke drøftelser af ligestilling følger med?
Jeg er ikke sikker på, at jeg er med? Hvor skriver jeg det? 🙂
Åh tak! Diverse fødselsberetninger mv. rører mig ikke at læse, men det her indlæg gør mig bevæget helt ind i knoglerne.
Fordi det er mig. Det er mig, der kastede karrieren og livet i overhalingsbanen i søen og ofrede mig (for ja, for mig er det et offer – et stort offer) for at tage et – for mig – mindre attraktivt job som muliggjorde at jeg kunne dedikere mig til at støtte min mand og hans karriere som brager derudaf samtidig med vi har et lille barn. Det havde ikke kunnet lade sig gøre på anden måde for os, selvom vi har verdens mest fleksible arbejdspladser. Jeg kunne have fået det lige som jeg ville have det på mit gamle job, men jeg ville ikke selv kunne klare presset og den dårlige samvittighed når vuggestuen ringede mig hjem for 4. gang på en måned fordi den lille var syg.
Misforstå mig ret – jeg VED det er det rette at gøre lige nu. Og jeg trives med beslutningen fordi jeg motiverer mig til at det bare er den virkelighed, vi er i nu.
Men hvor ville jeg have elsket hvis det havde været normen at der var mere fleksibilitet, så løsningerne fra arbejdspladsen var standardiserede og gængse.
Så tak for at sætte fokus på det! Og TAK for at anerkende problemstillingen! Og ikke mindst tak for lige at give mig lidt håb i forhold til karrieren, der ikke nødvendigvis bliver ødelagt af at blive sat på pause i et par år. Sådan har jeg vist ikke rigtig tænkt før.
Og nu går jeg lige op og koger lidt babymos..
God ide at komme væk fra “karrierekvinder” og bare kalde det karriere. Siden min far i sin skilsmissesorg kaldte min mor en “KKK” (Kold, Kynisk Karrierekvinde), har jeg hadet det udtryk. Og særligt nu, hvor jeg selv er “sådan en”. Men jeg vil bare være sådan en med en karriere. Sådan en, som er god på vej til at blive partner i et Big 4-selskab, men som også har et mindre barn og i øvrigt også én til på vej – og som også har verdens sejeste mand derhjemme med lidt andre typer ambitioner, hvorved alting går fint op. Det er fint, tak. Jeg har en karriere. Vi har et familieliv. Og på den måde behøver balancen ikke være kønsspecifik. (Og jeg får heldigvis lige så meget ros af venner og familie for at være ambitiøs og sej til mit job og en god mor, som han får for at være en badass far med mange egne, spændende projekter. Men det er jo nok desværre ikke normen).
En anden ting er, at jeg tror altså, det er lidt farligt at italesætte hele den her work/life balance som at det er kvinderne der skal skrue ned for karrieren når børnene er små, som i at arbejdsmarkedet hjælper dem, så de har bedre tid til de huslige pligter.
Min veninde er læge og hendes mand er læge. Men han får nærmest stående ovationer når han henter og bringer og laver gryderetter til hele familien. Hun? Nada. På trods af, at de har det samme job og det er deres fælles børn og fælles hjem. Det spiller også ind i denne her opfattelse af, at hjemmet og børnene når alt kommer til alt er kvindens ansvar. Det synes jeg er problematisk.
Læs indlæggets allersidste sætning <3
Jeg er så glad for at de tanker bliver så comme il faut, at de bliver helt almindelige at se på de store blogdomæner. For det er da tosset, både for familierne og virksomhederne, at vi prøver at proppe de mest omvæltende og krævende opgaver ind i den samme ti-årsperiode. Arbejdslivet bliver længere, så lad os endelig også gøre der mere fleksibelt.
Apropos sprog, arbejdstider og kønsroller, så læs “Invisible Women” af Caroline Perez! Så meget spændende perspektiv!!!
Ved Rambøll med sikkerhed, at det der vil tiltrække og fastholde kvinderne er bedre forhold for kvinder i forbindelse med barsel og små børn?
Jeg har været i en virksomhed, hvor 85% af de mandlige medarbejdere tog 3 måneders barsel – hvilket var SKØNT for de kvindelige medarbejdere. Dels var virksomhedens besvær med barsel ikke kønsbestemt og dels bliver alle medarbejderes forhold til barsel bare anderledes, når det er noget stort set alle har prøvet.
Jeg tænker også, at der ville ske store ting, hvis mænd generelt tog/fik mere barsel på det danske arbejdsmarked. Jeg arbejder i staten, og en stor andel af fædrene tager de 13 uger, som de har løn til+lægger det sammen med noget ferie, så de typisk er væk 4-5 måneder. Det mærker jeg rykker en del ved balancen i forventningerne til medarbejderne generelt. Det er fuldt ud accepteret, at mændende ikke er tilstede på arbejdspladsen i en periode og dermed er kravet om performance mere ligeligt fordelt på mænd og kvinder. Så i mine øjne er det en essentiel del af at få gjort op med karrierekvinde-begrebet og at kvinder kommer bagud på point er ligestillingen i barslen (og så selvfølgelig også med huslige pligter og at holde styr på hjemmet generelt). Men det er forfriskende, at virksomheder også kigger på, hvordan de kan fastholde en specifik gruppe, som ellers ville smutte fordi rammerne i arbejdet ikke harmonerer med deres liv.
Pointen i indlægget med at karriereudvikling også kan ske efter de 40 er jeg stor fan af. Jeg spekulerer en del på, hvorfor vi har fået lullet os ind i, at have nået målene og blive leder så hurtigt som muligt. Bare fordi man arbejder på lidt lavere blus i nogle år imens børnene er små, kan man jo godt skrue op for blusset igen efterfølgende… Og så taler vi ikke om at karriere ikke kun betyder leder, men jo også kan være så meget andet. Men det er en anden kæphest:)
Og thumps up for et dejligt reflekteret indlæg på et megakomplekst område. Som kommende solomor, der også elsker mit arbejde og er relativt ambitiøs, går jeg med mange tanker om, hvordan jeg får skruet min fremtidige hverdag sammen så jeg har tid sammen med mit barn samtidig med, at jeg (forhåbentlig) også kan fortsætte med at være i et arbejde jeg er glad for.
Tak for godt indlæg. Jeg er selv megabange for at løbet er kørt og jeg bliver overhalet af unge talenter hvis jeg pludselig går all in på babyliv i 3-4 år. Men jeg kan godt lide din reflektioner og tror du har en vigtig pointe. Men svært – for hvis man kører på nedsat tid/performance i en periode, hvordan optimerer man så indtægt/opsparing og hvordan sikrer man sig at ens kvalifikationer stadig er relevante når man er tilbage igen i fuldt gear? Og kan man tale om den slags generelt set, eller er det i høj grad brancheafhængigt?
Your look is super cool!
xx from Bavaria/Germany, Rena
http://www.dressedwithsoul.com
Jeg er sikker på, en anden med mere indsigt i sproget, og hvilken virkelighed sproget netop skaber, kan sige noget klogere om det end mig. Men denne sætning skurrer i mine ører:
“Når den første forbløffelse har lagt sig, er det altså svært ikke at konkludere i sit stille sind, at hvis vores sprog er det værste af dem alle, så kan det omvendt ikke være det mest afgørende for ligestillingen. Sproget altså. Jeg vil vove at påstå, at vi i Danmark ihvertfald er bedre stillet end mange andre lande. Og det kan da give en slags ro.”
Og nu skal jeg forklare hvorfor. Sproget er med til at skabe en diskurs og en social virkelighed. Når vi taler om noget eller nogen på en bestemt måde, skaber vi også en bestemt social virkelighed om dem/det, hvilket igen skaber særlige mulighedsbetingelser i den virkelighed, de/det befinder sig i. Sproget lægger simpelthen op til særlige handlemønstre, hvor nogle handlinger foretrækkes og andre handlinger ikke foretrækkes. Man kan selvfølgelig vælge at gå imod diskursen og kæmpe mod den sociale virkelighed, der er skabt omkring en i form af ens køn, handicap, sociale status osv., men som almindeligt menneske kan det både være svært at gennemskue, hvilken diskurs man er underlagt (måske helt ubevidst) og svært at gå imod den og gøre noget andet. Hvis man ikke kan se problemet, hvordan kan man så gøre noget ved det?
Jeg kunne nævne mange eksempler.. Både på diskurser, der fanger mennesker i særlige roller i den sociale verden, men også på mennesker der bevidst eller ubevidst bryder diskursen om dem. Tænk blot på diskursen omkring indvandrere; her kan man virkelig tale om en diskurs og måde at tale om en bestemt gruppe af mennesker, der har fået lov til at fylde i vores danske samfund både på godt og ondt. Når politikere taler om grupper af mennesker på en bestemt måde, er de med til at skabe en virkelighed om, hvordan disse mennesker er. Det betyder ikke, at diskursen er rigtig. Men se blot, hvordan en stor gruppe af danskere har accepteret diskursen om, at indvandrere er farlige og snyltere på samfundet. Passer det på alle indvandrere? Jeg tvivler. Men det ændrer ikke på, at politikere gennem de sidste mange år har skabt denne diskurs og dermed denne måde at tænke om denne gruppe af mennesker, som flere politikere og almindelige danske stemmeberettigede borgere har taget til sig og tror på.
Min pointe er, at sproget er en kæmpe faktor for, hvordan vi tænker og forstår den sociale verden, vi er en del af. Hvordan vi forstår hinanden, og hvordan vi forstår vores plads i samfundet.
Jeg er slet slet slet ikke uenig, at all – det tænker jeg at hele mit indlæg er et tydeligt eksempel på:) Dét jeg prøvede at sige (omend det måske ikke var så elegant, som jeg havde håbet), var:
1. Vi skal være opmærksomme på sproget (hele afsættet for mit indlæg)
2. Det trøster mig, trods alt, at hvis vores sprog er det VÆRSTE, så kan sproget ikke være den ENESTE faktor på vægtskålen.
Er min pointe mere tydelig nu, mon?
Det er så spændende og relevant og jeg taknemmelig over, at du bruger din platform til disse diskussioner. Samtidig må jeg sige, at der er noget galt med hele præmissen, når Rambøll taler om at have ‘fokus på, hvordan vi kan tiltrække og fastholde unge talentfulde kvinder, som vil kunne kombinere det at få børn med at have en karriere’. Hvorfor i alverden er det kun unge, talentfulde kvinder der skal kombinere det at få børn med at have en karriere? Det er vel i ligeså høj grad mændene, der skal (bør) jonglere det hele? Jeg elsker også Tothemoon, Honeys podcast om ‘karrierekvinder’ (åh for et ord), der rejser meget, men det slog mig, at der vel ikke er nogen der sætter 3 mænd i et panel og taler om, hvorvidt det er skadeligt for deres børn at de rejser meget eller om de ikke har dårlig samvitttighed over at rejse væk fra deres børn. Min pointe er, at sproget naturligvis skaber virkeligheden og ligeså vel som vi bør gøre opgør med ‘karrierekvinder’ skal vi også gøre opgør med alle de små, sproglige ‘fælder’/naturligheder, der findes alle vegne. For at bruge Rambøll eksemplet igen, så nævner de – i et kønspolitisk opslag – mænd før kvinder: ‘Vi er nødt til at sikre os, at Rambøll er en attraktiv arbejdsplads for både de dygtigste mænd og kvinder’. Det er en detalje, men sproget er jo medskaber af virkeligheden og det former hvordan vi ser verden – og bliver set.
Det er der vel faktisk heller ikke nogen, der siger?
Men Rambøll har altså konstateret at de har haft en konkret udfordring med at fastholde kvinderne. Det betyder ikke, at mændende ikke skal fastholdes – det betyder bare, at Rambøll så ikke har oplevet det svært at fastholde, netop, mænd.
Jeg skal ikke forsvare, for jeg har absolut ingen aktier i Rambøll, men jeg læser det bare helt anderledes:)
(Og jeg synes også det var en god podcast hos To The Moon – igen jeg har ingen aktier, men jeg tænker, at du skal huske at det i høj grad er et kvindemedie af kvinder for kvinder. Bare før man bliver alt for vred over manglende mænd. Sådan forholder det sig ihvertfald hér på domænet).
Mem vores sprog er jo ikke det værste. Vi er jo reelt set meget mindre ligestillede end i de lande vi plejer at sammenligne os med på mange parametre.
Rigtig fint indlæg!
Har du set ‘Alle hader feminister’ på DR? -Virkelige mange tankevækkende fakta bl.a. om den måde vores arbejdsmarked er tilrettelagt på.
Jeg synes virkelig du skal læse det igen så.
Der skal jo ikke tages hensyn kun til kvinderne. Så fastholder man fortsat kvinder i den åndsformørkede forestilling om at kun de kan klare hjem og børn, og så må karrieren komme ved siden af.
Der er så mange der ikke et sekund har overvejet at måske skulle manden tage noget barsel – for det meste fordi det slet, slet ikke er en mulighed. Det er jo dét der skal laves om.
Nej, der skal tages hensyn til familierne (ja egentlig til børnene om man vil). Og så må folk indrette sig som de vil, inden for hjemmets fire vægge. Og det viser sig tilsyneladende, at nogle virksomheder har oplevet en konkret udfordring med at fastholde kvinderne, hvilket de har ageret på. Man kan undre sig over, hvorfor de ikke har oplevet lignende udfordringer med mænd, ja. Men det er jo en anden snak og at blande pærer og æbler sammen.
Jeg bliver lidt lang i ansigtet, når folk skælder ud på dem der faktisk prøver at gøre noget – “how do you eat an elephant?”, spurgte en chef mig engang retorisk. “ONE BITE AT THE TIME”. Og nogle starter så med øret mens andre tager en bid af halen.
Jeg er faktisk helt lettet over at jeg faldt over dette fine indlæg i dag, Acie! TAK!
Jeg går selv med mega mange af de samme tanker netop nu. Jeg er vokset op med en mor, som sin vis “sprængte” de maskuline rammer; hun uddannede sig i et mandsdomineret fag, lod min far tage den største del af barslen, og havde også meget længere arbejdsdage end ham. Mine forældre “klarede” det ved at der var byttet om på de typiske kønsroller i hjemmet. Jeg selv har haft svært ved at se mig selv være lang tid og længe væk fra mine børn. Min yngste på snart to har første dag i vuggestue i dag. Indtil nu har jeg haft ham (og hans søster også i en tid) hjemme. Og jeg har – som du beskriver – gået dér i flere år bag klapvognen og drømt tanker om at leve et liv som selvstændig iværksætter. Og jeg er fuld af iver og effektivitet, så de børn kan blive hentet hurtigt igen 😉 Men hvordan jeg skal finde vejen ind, og får hul på et arbejdsliv som kan virke så firkantet og ikke-familie-kompatibelt, dét er svært. Meget meget svært.
Jeg kan virkelig godt lide de her indlæg!
Jeg har en kandidat uddannelse, som aldrig er kommet i brug da jeg gik hjemme i 6 år med vores 3 små børn. Nu har jeg været på arbejdsmarkedet i en stilling der slet ikke er relevant for min uddannelse, men som giver mig en masse fleksibilitet i kraft af 12 timers vagter. Om jeg skal være her de næste 5 år – det tror jeg ikke! Men lige nu er det hele helt OK.