For nogle uger siden var jeg i studiet med damerne fra To The Moon Honey og optage endnu en podcast – denne gang med emneoverskriften “Søvnløse nætter”.
En veninde grinede, da jeg fortalte det. “Ja, det må du da vide noget om”.
Og ja. Det gør jeg. Det føler jeg ihvertfald.
Det er en panelsnak med Katrine Binné og Cecilie Riis Gadegaard, og jeg håber, at der sidder en træt mor eller 3 derude, der vil føle sig lidt mindre alene i søvnløsheden.
Det synes jeg selv var det værste. Elise var ørebarn og hendes søvn (eller manglen på samme) fyldte enormt meget i moderskab de første år – mens jeg samtidig følte lidt skam over det. For “det er jo bare sådan det er, at have små børn”.
Men nej. Det er det ikke. Det var ikke normalt. Og jeg følte en enorm magtesløshed og, nogle dage, også en modløshed over ‘hvad det mon var jeg gjorde forkert’.
Og det skulle tage mig et moderskab vol II, at opdage (og selv erkende), hvor fuldstændigt vanvittige de første år var og hvor lidt, det var mig, der havde gjort noget forkert.
Anyways. Mere om det i podcasten. I kan høre den i whatever app I normalt lytter til podcasts i eller direkte i browseren her.
Jeg er i gang mest høre podcasten, og jeg kan genkende meget, fra da vi fik vores ældste for snart seks år siden. Det var simpelthen så voldsomt. Han sov bare så dårligt. Han var svær at få til at sove, og han vågnede også mindst en gang i timen, og om dagen sov han 20 minutter ad gangen i de værste perioder og 45 minutter i de bedste. Jeg glemmer aldrig den første nat, vi var hjemme i vores lejlighed med ham. I løbet af den første tid med ham lærte jeg mig selv at tænke, når jeg gik i seng, at jeg skulle være taknemmelig for hvert sekund, jeg fik lov at ligge stille og hvile, for jeg vidste ikke, hvor længe jeg ville få. Jeg kan huske, at kl. 4 om natten var sådan et magisk tidspunkt, for der var det alligevel snart ved at være morgen, natten ville slutte, og det ville give mening, at man ikke sov. Han ville heller ikke sove i barnevognen, så en gåtur var heller ikke garanti for søvn. Han var vel omkring 1,5-2 år, før det sådan rigtig blev okay om natten, og han kom aldrig til at sove gode lure om dagen. Til gengæld føles det så fjernt nu, for i hvert fald de sidste tre år har han stort set sovet som en sten om natten, og lillesøster på 2,5 år har sovet langt bedre både om dagen og om natten. Jeg vil så sige, at jeg bliver stadig vækket flere gange hver nat af min datter, så helt godt er det ikke, men der er lys forude. Så nummer to giver ikke nødvendigvis det samme søvntortur 🙂
Årh den vil jeg glæde mig til at høre i morgen. Vores pige er først begyndt at sove igennem da hun var 18 mdr. Og nu er hun 21 mdr og det er stadig en kæmpe succes når det sker, da det stadig hører til sjældenhederne. Hun er heldigvis forholdsvis nem at få til at sove igen når hun vågner og hun står aldrig op før fanden får sko på, så vi overlever det. Men aldrig at prøve at sove mere end 2-3 timer i streg i 18 mdr kan virkelig mærkes. Jeg har efterhånden udviklet en slags søvnangst, jeg kan ikke sove om aftenen fordi jeg bare venter på at hun vågner igen, så jeg ikke når at blive irriteret over at jeg kun lige nåede at falde i søvn. Så dumt jo.. Så det bliver fedt med ny baby i huset her om tre måneder ca Håber han arver fars søvngen, han kan sove fra alt! Og sov igennem fra han var 3 uger.
Jeg føler med dig og kan så godt genkende det med, at folk ikke anderkender ens problem men bare siger “nåh ja, men sådan er det jo med alle børn”. Nu sover mit barn ganske glimrende, men jeg kender det på andre fronter!
Egentlig ville jeg bare kommentere på det om, at være nervøs for flere børn. For det kan jeg seriøst godt forstå! Hvis jeg skal sige lidt trøst, så var jeg selv er barn, der indtil jeg var to år vågnede 8-16 gange hver nat og var vågen-vågen. Hele mit børne- og ungdomsliv har jeg også sovet dårligt, men jeg har arbejdet med det som voksen og sover bedre nu. Men jeg har to søskende, som begge har sovet igennem nærmest altid, så det kan godt være anderledes med næste barn. Sådan håber jeg, at det bliver for dig, hvis du vælger at få flere børn ❤️
Så dejligt afsnit – ja, næsten lige til at græde over, når man selv står i det. Kan høre at deltagerne forsøger at fortælle sandheden så “rent” om den kan siges. Fx “ja, det var én gang i timen, mindst”, og jeg håber bare at folk, der ikke har prøvet det forsøger at forestille sig hvordan det er. Én gang i timen, hver nat, hver dag, i måneder og måneder. Ord kan forklare det, men man skal have prøvet det for at forstå det, tror jeg. Det er ikke det samme som at have dårlige søvn perioder…. Det er søvn tortur, hver dag, hver nat. Min søn er 26 mdr nu og sover i ny og næ igennem. Troede aldrig vi ville komme hertil. Det er et mirakel. For andre, der sidder i det så kan jeg bare sige, at JA, det bliver bedre!! Men, det minimerer ikke lidelsen nu. Det minimere ikke the struggle, når man er i det. Meget få i min familie har forstået vores kamp. Det er sågar mange medlemmer der aldrig i løbet af to år har spurgt om søvn en eneste gang. Det er så ubeskriveligt ensom og hårdt. Jeg tør næsten ikke få flere børn, for så står den på mindst 2 års søvn tortur igen.
Summa summarum: ville ønske vi ang søvn stoppede med at snakke “om at få børn”, men at sige “MIT barn sover godt” og ikke sige “ah ja, alle børn sover dårlig i ny og næ”. Lære og lytte af dem, der kæmper og ikke altid sammenligne med ens eget barn. Er stadig bitter på mange andre mødre, der tror de havde søvnproblemer, but oh my god, they have no idea.