Du læser nu
Karriere: Malene, tvillinge-mor, 20 år i udlandet og en ‘passion for people’..

Karriere: Malene, tvillinge-mor, 20 år i udlandet og en ‘passion for people’..

For nogle måneder siden faldt jeg i snak med en med-mor nede foran lågen ved vuggestuen. Det var lige efter lockdown og hun kommenterede på noget jeg havde skrevet på bloggen. Jeg blev overrasket – det gør jeg altid lidt, når mit liv i den virkelige verden krydser mit digitale liv. 

Og sådan faldt vi så i snak. Og aftalte en playdate med ungerne. Hun var proaktiv og jeg har efterfølgende erfaret, at sådan er hun in general. Sådan en, der får ting til at ske. Hun har boet det meste af sin karriere i udlandet og vi har mange gode (og meget afbrudte – hej børn) snakke om det med kvinder og karrierer. Blandt andet den jeg refererede her. 

Malenes historie er der fuld fart over, og hun er ikke som de fleste – hun har både taget valg jeg misunder og valg jeg ikke selv havde taget. Og derfor synes jeg, at Malene fortjener taletid her – jeg vil gerne vise hvor mange forskellige måder, der er at gøre karriere på. Og i samme åndedrag, hvor mange forskellige måder, der er at kombinere karriere og moderskab på. Jeg håber, at I vil tage pænt i mod Malene og hendes historie.

Navn: Malene Hørup

Alder: 44 år

Privat: Gift med Sune, mor til tvillingerne Valdemar og Isabella fra 2017

Uddannelse: Bachelor – Hotel og Service Management, certificeret NLP coach, Enneagram facilitator og certificeret Talenttest TT38-coach.

Læs mere om Malene hér

 

Hej Malene. Vil du ikke fortælle lidt om din karrierevej?

Allerede som ung vidste jeg, at jeg ville og måtte arbejde med mennesker! Jeg drømte tidligt om at blive psykolog og tog allerede ekstra fag indenfor psykologi i skolen. Jeg ønskede samtidig, at kunne kombinere det med mine andre store passioner; at skabe unikke serviceoplevelser, at rejse, samt at arbejde i smukke/æstetiske omgivelser, hvor man skulle være velklædt (I know – it sounds a bit weird ..).

Jeg er en type med rimelig meget fart på, meget energi, og faktisk er jeg nok ikke den fødte type som kan gennemføre en 5-7 års akademisk uddannelse. Det helt store wow-øjeblik i min karriere. havde jeg som helt nyuddannet. Der var der en personalechef, som tydeligvis så et potentiale i mig, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om, at jeg besad. Hun tilbød, at jeg skulle sendes på hotelkædens Management School. Her fik jeg muligheden for at blive uddannet som Trainer.

Min rolle som Trainer bestod i, at jeg kontinuerligt skulle træne al personale i dét, som er hjertet i Radisson Blu og omfavner hele serviceholdningen og sikrer serviceoplevelsen. Dét, at jeg pludselig fik en mulighed for at inspirere andre til at yde god service, være med til udvikle andre samt få dem til at ”shine” – det banede vejen til mine videre karrierevalg, og til hvor jeg er i i dag.

Med afsæt i min erfaring fra hotelbranchen, har jeg igennem årene vekslet mellem rollen som konsulent med fokus på at udvikle stærke servicekoncepter indenfor diverse brancher, kombineret med en hands-on approach med træning af al personale indenfor service, salg, train the trainer, samt ledelses- og talentudvikling. Dertil har jeg også været i roller som Regional Director Talent Management i Asia-Pacific, Global People Development og HR Business Partner i nogle af de største globale serviceorganisationer. I mit seneste job sad jeg med 20.000 medarbejdere som arbejdede i min division fordelt over 47 lande.

I dag arbejder jeg jo netop med talentudvikling og elsker fortsat at fungere som facilitator/trainer i workshops. Jeg elsker at se potentialet i et menneske og i teams, og så være en katalysator til at få alle til at udløse deres fulde potentiale.

Du har brugt de sidste 20 år i udlandet. Hvad drev dig ud? Og hvad drev dig hjem?

Efter min studentereksamen tilbage i 1995 i Aalborg, fik jeg igennem en veninde mulighed for at komme som au-pair til New York hos en tysk adelsfamilie og jeg var såååå klar til at komme ud og opleve verden. Det år betød enormt meget for mig, og gav mig virkelig lysten til at opleve mere af verden.

2 uger efter endt eksamen sad jeg i et sommerhus i sommerparadiset for de rige, The Hamptons, og følte lidt at jeg var landet fra månen. Det gælder om ret hurtigt at kunne navigere i et nyt og ukendt territorie – og samtidig bevare sig selv. Efter USA startede jeg min hoteluddannelse og videre karriere, som sidenhen bragte mig til München/ Hamborg/ Berlin (i alt 2,5 år), Oslo (10 år), Litauen (1,5 år), Singapore (4 år), Sydney (Australien -1,5 år) og senest København siden 2016.

Selvom det måske lyder fascinerende at bo og leve i udlandet så mange steder som jeg har gjort, har det jo heller ikke kun været a smooth ride. Det kræver meget energi at etablere nye kontakter, og på sigt skabe nye venskaber, man er væk fra sine venner og familie i Danmark – og man kan føle sig fortabt og ensom til tider. Der er nuancer eller sproglige/kulturelle udfordringer som gør at man bliver frustreret eller misforstår ting.

I 2011 mødte jeg så ham, som sidenhen skulle blive min mand, til en gallafest i Singapore.Vi var begge udstationeret med forskellige selskaber. Som årene gik ønskede vi imidlertid at være tættere på vores forældre, som var omkring 70 år gamle, samt håbet om at vi skulle lykkes med at stifte familie. Det at kunne dele eventuelle børnebørn og at de skulle få opleve deres bedste forældre blev faktisk det afgørende punkt.

En stress-sygemelding, nye prioriteter og en fritstillelse

Før jeg gik fra på barsel sad jeg 4 dage om ugen i London med mit globale team. Min mand rejste (indtil Coronaen’s indtog i Marts) gerne hver anden uge, og var gerne væk 8 dage af gangen. Dertil arbejder han dagligt i Malmö, så er borte fra kl 08:00 – 18:00 de dage han ikke rejser.

Efter min barsel, kom jeg tilbage til en ændret rolle. Jeg følte, at jeg skulle trække på mine non-talents, og jeg forsøgte at gøre det klart, at det ikke ville blive en god løsning.

Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne og arbejdede meget i den periode. On top, følte jeg mig ret utilstrækkelig, som mor til mine tvillinger på 12 måneder og var, i bund og grund, ikke den mor jeg egentlig ønsker at være… og ja, så endte det desværre med en alvorlig stress sygemelding. Efter nogle måneder blev jeg fritstillet som en del af en større nedbemandings-proces. Det er jo desværre en situation som rigtig mange mennesker oplever i disse tider..

Så hvad lærte jeg ud af denne proces? Jo, at der er kommet to små størrelser ind i mit liv som har vendt op og ned på mine prioriteter i livet. Det blev samtidig nødvendigt at lære at geare ned og værdsætte tiden til at nyde og være sammen med mine børn, og sætte pris på livet som mor – og en hverdag med rutiner. Det har i høj grad også betydet, at jeg har skullet lære at sænke mine standarder for mig selv, for mit hjem, for mit moderskab, for mit ægteskab mm. Jeg er taknemmelig over at jeg blev mor i en moden alder og med de muligheder jeg har fået undervejs; jeg HAR udlevet masser af mine drømme, jeg HAR haft friheden til at rejse og arbejde i alverdens lande, jeg HAR nået en masse i min karriere indtil nu – så jeg oplever ikke noget pres på at skulle bevise mig selv.

Og så er jeg blevet meget bevidst om, hvordan jeg bruger min tid og mine egne personlige ressourcer.  Derfor har jeg også tilladt mig noget tid til at mærke efter, hvordan jeg skal designe mit fremtidige arbejdsliv, så det matcher mine familieprioriteter og set up. Fuld fart på karrieren kommer tids nok igen.

Du står ved en karrieremæssig skillevej – hvad drømmer du om, både privat og professionelt, og har du en plan for hvordan tingene helst skal falde i hak?

Tilbage til start og mit ønske om at arbejde med mennesker. Jeg elsker at hjælpe mennesker og organisationer til at finde og forløse deres talenter og potentiale, og er derfor startet op som selvstændig konsulent. Det kan man (hvis det har interesse) læse mere om på min hjemmeside her.

Derfor valgte jeg efter min fritstilling, at uddanne mig og dygtiggøre mig indenfor talentudvikling. Jeg blev certificeret i et testværktøj som hedder TT38, som hjælper med at definere ens talentpakke og genizone. Min egen test og via en coach blev det tydeligt for mig hvilke jobs jeg vil kunne ikke bare trives med, men virkelig forløse mit potentiale – og samtidig også hvilke jobs / arbejdsopgaver jeg definitivt ikke skal arbejde med. Det vil jeg også gerne hjælpe andre med.

Jeg har virkelig troen på dette med talentudvikling. Jeg mener tendenserne peger i retning af at mange ikke vil ”nøjes” med bare at have et job. De vil i større grad realisere eget potentiale. Samtidig er det endnu vigtigere at virksomheder og ledere faktisk indser at de kan få gladere og mere engagerede medarbejdere, ved at at investere i dette områder.

 

Og de hurtige:

  • Hvad er din workwear-uniform? Jeg klæder mig gerne i et klassisk feminint outfit. Stortset altid nederdel, jakke, og bluse. Jeg elsker silketørklæder og har en bunke af tørklæder i skabet, gerne bluser med enten sløjfe eller en interessant krave eller andre detaljer. Jeg ejer kun et par jeans, og yderst sjældent vil du se mig i bukser på job. Mit joboutfit skal være behageligt at have på, belært udfra erfaringen om at rejse i mit arbejdstøj. Jeg er fan af materialer som ikke krøller. Og så elsker jeg hatte – jeg går næsten altid med hat, både sommer og vinter.
  • Hvad har du altid i tasken? Pung, telefon, lipgloss/ læbestift, nøgler, notesbog og kuglepen (jeg får hele tiden ideer til alt muligt så jeg elsker at skrive mine ideer ned), laptop når jeg skal på arbejde.
  • Hvad drømmer du om for dit otium? Det drømmer jeg ikke om.. Jeg er ikke en planner, haha.

 Kommentarer (5)
  • Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har læst det her indlæg før nu – men jeg synes helt afgjort at det er i den bedste ende af rækken af karriere kvinder! …som en anden kommenteret..Dejligt at indlægget ikke “bare” er om en “veninde fra branchen”

    Fedt, du er åben for at møde mennesker alle steder og lade dig og os inspirere!

  • Virkelig inspirerende, ja! Og en fornøjelse at læse om én, som ikke bare er en veninde fra “branchen” 🙂

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top