"Text Me When You Get Home" | Acie
Du læser nu
“Text me when you get home”

“Text me when you get home”

Jeg havde egentlig et “lyt, læs og se”-indlæg på tapetet i dag. Og jeg gik også igang med at skrive det. Men så opdagede jeg undervejs, at det hele handlede om én ting.

Så det vil jeg lade det gøre. Og gemme det andet til en anden dag.

I dag skal det handle om Sarah Everard. Og alle de genkendelige følelser, hendes forsvinden har fået det til at vælte op i os alle sammen.

Hvis ikke man har hørt om Sarah Everard, så kan I komme up to speed her: “Everything we know about 33-yeard old and what happened to her” via The Independent. Og en fint opsummering på hvorfor det har skabt røre på internettet via Feminas instagram-post her. Der starter med “Kvinder har altid kigget sig over skulderen…⁠⁠”.

Jeg kender ikke en eneste kvinde, der ikke har prøvet at føle sig utryg på gaden. Heller ikke herhjemme i lille Danmark. Jeg tager hellere en taxa (omend det også kan føles som et gamble at times) end at gå.

En iskold januar-aften for et par år siden, havde jeg taget Kystbanen hjem, og det var første gang jeg havde været væk fra Elise i et par timer, så klokken var ikke mere end 20. Mens jeg ventede på bussen, blev jeg blev råbt an af en mand – om jeg ville have et lift? “Min mand er her om et øjeblik, ellers tak” løj jeg. Han var sikkert bare venlig. Men nooooo chance in hell, at jeg skulle have et lift af en fremmed mand i en varevogn. Kæmpe nej tak.

Og sådan er det blevet fast rutine med et nøglebundt i den ene hånd (og nøglerne ud mellem knoerne) og telefonen i den anden hånd, hvis man går efter mørkets frembrud. Og mere end normalt med “Text me when you get home!”, som også gik viralt over weekenden, fordi vi a l l e s a m m e n kender det. Og beder vores veninder gøre det, når vi skilles.

Og det er svært ikke at blive vred over dét.

Og endnu sværere, ikke at kigge på mine egne børn. En pige. Og en dreng. Og selvom jeg har alle intentioner om at opdrage dem helt og aldeles ens, så er det svært ikke at forholde sig til virkeligheden. Og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg kommer til at være mere nervøs for min datter i nattelivet, end for min søn.

Jeg er klar over, at drenge ikke ‘går fri’. At der er umotiverede overfald og andre frygtelige ting. Jeg er bare også klar over, at man er mere udsat som kvinde.

Det har også fået debatten til at rase i England, hvor det er blevet foreslået af mænd skal have curfew efter kl 18. Ekstremt og ej heller i ramme alvor, men det cementerer jo en pointe.

Til The Guardian forklarer Jenny Jones som står bag forslaget, at hun:

(..) was doing this little thing called pointing out double standards. (…) We’re used to women’s freedoms and women’s bodies being up for debate, you see. We’re used to women being told to modify our behaviour as a reaction to male violence. Women may not be under a formal curfew but you only need to look at the disgusting victim-blaming that went on with Sarah Everard to see that we’re under an informal one.

Og det er jo hjerteskærende sandt.

Av.

Så er det mandag, d’damer. Pas på jer selv og hinanden derude. Og få slået overfaldsalarmen på jeres (og jeres døtres og veninders) iPhones. Læs hvordan her.

 Kommentarer (11)
  • Da jeg fandt ud af at jeg ventede en pige for 3 år siden, var jeg glad men mest af alt bekymret. Jeg sagde til min mand, at tænk at fordi vi skal have en pige, så skal jeg være bange resten af mit liv for at nogle gør hende ondt i forhold til overfald og voldtægt Så grotesk, at med en pige så følger bekymringerne. Sådan havde jeg det slet ikke da jeg fik min lille dreng for 5 måneder siden. Av. Det skær i hjertet at vi skal være bange for vores pigebørn, så trist.

  • Overfaldsvoldtægter er meget sjældne. Det er aldrig noget jeg har set grund til at frygte. Voldtægter foregår mellem bekendte, hvor den ene part overskrider den andens grænser. Det vigtigste, man kan lære sine (drenge!)børn er at respektere andres grænser, ikke at de skal “passe på” deres søstre. Det vigtigste, man kan lære sine pigebørn, er at sætte grænser, for dem vil de få overskredet utallige gange fra en ganske ung alder.

    Man løser intet ved overfaldsalarmer. Det er en falsk tryghed.

  • Men det er faktisk lidt sjovt, hvorfor diskursen er blevet sådan. Jeg har også altid fået at vide, at jeg skulle skrive, når jeg kom hjem, og jeg har måske sagt det 100 gange selv. Men jeg har ærlig talt aldrig været ude for ubehagelige oplevelser, når jeg er gået alene. Og jeg kender heller ikke til veninder, der har prøvet det.

    Til gengæld har jeg en storebror. der blev stukket ned i byen, da han var ung, så jeg tror faktisk, at jeg vil være mere bekymret for at sende en søn ud i nattelivet end en datter.

    • Så har du og dine veninder vist været heldige (og det er dejligt – vi skal også huske de gode historier). Jeg så at P3 havde lavet en rundspørge og 90% (!) svarede at de havde en ubehagelig oplevelse i bagagen. Det er selvfølgelig både kvinder og mænd. Men 90% af alle er trods alt en del.

      Dertil kommer at kvinder i højere grad tager precautions (se fx her: https://today.yougov.com/topics/lifestyle/articles-reports/2019/03/28/women-safety-sexual-assault-awareness), hvilket må antages trods alt at nedbringe antallet af overfald og voldtægter. Og sammenholdt med de statistikker, som jeg delte med Ulla nedenfor, så forstår jeg egentligt godt at diskursen er som den er:)

    • Men hvad er en ubehagelig oplevelse? Det er måske også det, vi skal tale om. For selvfølgelig har de fleste kvinder haft oplevelser, der gik over deres grænser. Og det i sig selv er jo et stort problem! Jeg tænkte mere på ubehagelige oplevelser, når jeg har gået alene. Det har jeg faktisk ikke prøvet (tror jeg?). Men det kan sagtens være, at jeg bare har været heldig.

      Mine tanker gik derfor på, om vi nærmest med modermælken får ind, at vi skal være bange. Altså ikke at det er forkert. Mere, at det er interessant. For det er jo en lidt teoretisk frygt i virkeligheden. Hvor mange kvinder vil i løbet af sit liv blive udsat for et tilfældigt overfald eller overgreb. Nok ikke så mange. Men alligevel går vi og er bange hele tiden. Og det er da virkelig trist. Men måske nødvendigt, ja. I don’t know. Jeg tænker bare, at det svarer lidt til ikke at turde opholde sig på en plads med mange mennesker, for hvad nu hvis, der var et terrorangreb.

      Men ja, som sagt. Jeg ved det ikke. Jeg reflekterer bare 🙂

  • Jeg er pt på barsel med barn nr 2, som er en pige.
    Når jeg arbejder, er jeg i London næsten hver uge med overnatning og netværks arrangementer om aftenen. Jeg er ofte gået fået hjem til mit hotel, eller gået hen til den nærmeste undergrund station. Synes derfor det er ekstra uhyggeligt.

    Og jeg giver dig helt ret, jeg har en søn og en datter og vil opdrage dem ens., omend de har forskellige betingelser at arbejde med i samfundet. Jeg håber på, at storebror altid vil tage sin søster under armen, når de skal ud i nattelivet!

    • Har stor forståelse for din tankegang, men statistisk set er unge mænd langt mere udsat for vold og overfald end unge kvinder er, så det er mindste lige så relevant at passe på sine unge sønner <3

    • Men mon ikke det kræver en sondring (eller rettere en ‘sammenlægning’) mellem vold og voldtægt? For jeg er helt med på, at mænd oftere bliver udsat for vold (1,8% af mænd og 1,1% af kvinder angav i 2019, at de havde været udsat for vold, jf Det Kriminalprævntive Råd), mens der oven i det tal kommer “gennemsnitligt 11.400 kvinder årligt blevet udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg i perioden 2017-2019” (igen, DKR). Og sidst, og måske den vigtigste pointe: “Det er i overvejende grad mænd, der begår vold. I godt ni ud af ti voldstilfælde er gerningspersonen en mand.”

      🙂

    • Ja, lige præcis. Det er så så vigtigt at fjerne fokus fra, hvilke børn skal opdrages mest forsigtigt og så til, hvem der begår de forbrydelser. Ja, lad os opdrage alle til at passe på (min søn inkluderet, har ikke en datter), men for dælne altså, det er så uhyre vigtigt at få med, at de fleste ting begåes af mænd. Derfor er vi også her i 2021 ved at være klar til snakken om… At vi faktisk skal opdrage vores sønner til ikke at begå overgreb. Voldsom tanke, I know, men dér ligger problemet. Ikke om hvorvidt ens sønner også skal beskyttes, for det skal de selvfølgelig. Min mand har også fået “tæsk” engang han selv også var fuld og provokerende – jeg har aldrig følt mig bange derimod. Fordi jeg er priviligeret, bor i sikre nabolag, har været heldig (har rejst rundt alene i USA på sketchy hostels og i greyhound busser, det er sgu et under, at intet er sket). Men min anekdata er faktisk ubrugelig. Dataene og data omkring hvor bange de fleste kvinder er, det er det vigtigste nu.

      Så ja, vi skal dælme huske drengene og sønnerne… Nemlig at opdrage dem SÅ anderledes end andre generationer for på en eller anden måde at undgå, at de begår overgreb. Dér lægger den næste kamp, og det er en hård tanke for drengemødre. Men den skal man kunne tage, ligesom man som pigemor har mange udfordringer ift toxic kvindetræk, klikker, bagtaleri, mødre politi, mommy shaming, gatekeeping ift karriere osv. Ingen går fri her og nu er turen kommet til at italesætte den voldsomt høje andel af mandlig vold.

  • Tankevækkende og desværre meget aktuelt.
    Du skriver fantaktisk, og jeg nyder at følge dig og din dejlige familie
    Og tak for tippet med overfaldsalarmen på Iphone. Jeg kendte det ikke, selvom jeg aldrig har haft andet end Iphone.

  • Tankevækkende, og skrækkeligt at tænke på, men også uhyre vigtigt så tak fordi, du tager det op.

    Jeg har, siden jeg blev gammel nok til selv at tage toget på weekend hos min far, været vant til at ringe (dengang) og skrive, at jeg var kommet godt frem eller hjem, og det har bare fulgt med mig som voksen, hvor jeg og familie og venner altid lige skriver “er kommet godt hjem”, når vi er landet sikkert hjemme på matriklen igen.
    Udover det her med at føle sig sikker, så er der jo også en omsorg i, at man gerne lige vil høre, at dem man holder af, er kommet godt frem. Man kan også vælte på sin cykel eller køre galt. Efter min papmor døde bor min far alene, og ham beder jeg også om at skrive, når han er kommet hjem. Det er han så knap så god til at huske, men sådan nogle forældre er svære at opdrage på 😉

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2020 ACIE.DK / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top