Fredag, #merekærlighed og positive ringe i vandet…

Fredag, forår og mere forårskuller end normalt.

Det har været en god uge, i min ende af skærmen. Rar og hyggelig. Produktiv. Og med glade børn, der igen og igen overrasker mig med hvor store de er blevet og hvor meget de kan.

Og for de, der ikke lige orker mit lange fredagsskriv, men bare vil have the dirty details, så kommer de her:

Frakke – ældre sag fra Zara // Jeans – H&M (reklamelink) // Strik – Ellos (reklamelink) // Skjorte – Ellos (reklamelink) // Støvler – Phenumb Copenhagen // Taske – Chanel (lige købt i butikken på Kgs Nytorv) // Krøller – curtesy af nyt krøllejern, der seriøst spiller

Anyways. Det var et sidespor – det er jo fredag. En anden ting, der har fyldt en del i den forgangne uge, er den megen snak om den hårde tone på internettet. Jeg har set det i både ind- og udland (blandt andet hér, som jeg synes var sådan et fint reflekteret skriv, jeg på mange måde kunne ræssonere med).

Jeg synes det er dejligt, at der bliver snakket om det. Men jeg kan også blive i tvivl om, om man overhovedet kan nå ind til de der tosser, der sidder og hader på internettet.

Når det er sagt, så er de jo i klart undertal. Altså. Virkelig i undertal. Helt og aldeles alene, kan de stå der med deres had og være nogle fjolser. Og det skal vi huske på at vise dem.

Jeg så at Zetland har startet initiativet “#Merekærlighed”.

Hadtale er blevet en trussel mod den frie, offentlige debat. Eksperter, debattører og helt almindelige mennesker tøver med at tage del i debatten af frygt for trusler og chikane. At forbedre den offentlige online-debat er et fælles anliggende – og et fælles ansvar. Når vi overhører trusler og overfusninger i bussen, vil mange af os naturligt gribe ind. Det samme bør gælde på nettet.

Og én ting er hadtale. En anden ting er latterliggørelse. “Shit, hvor er hun dog kikset”. “Skulle hun ikke tabe sig lidt?”. “Hun er bare så cringe!”.

Når man sidder i den modtagende ende af en hånlig eller hadfuld kommentar, kan det føles som en voldsom stiltiende accept og enighed, hvis ingen siger “hov hov, det der var ikke ok”. Præcis som vi ville i bussen eller på gaden.

Som Zetland skriver. Det er et fælles anliggende, at tonen er i orden. Det vil jeg huske mig selv på – selvom det ikke er mig, der skriver grimme ting så har jeg også et ansvar, hvis jeg ser det derude et sted. Det har vi allesammen.

I kommentarsporet på Facebook, på gaden og på instagram.

Det her post, er også gået viralt i løbet af ugen og budskabet er fint.

Unsure of why we insist on making different rules for online social spaces versus in-person ones, because honestly most rules can and should still apply for both. You are allowed to cultivate your social media experience into something that nurtures, comforts and inspires you. You don’t have to hate follow people, or feel guilty about your own life compared to anyone else’s. You don’t have to follow people online that you’re friends with in real life if their posts don’t bring you joy, make you feel good, or make you feel connected to that person- some people are so different in real life than in internet life and you’re allowed to appreciate one over the other without needing to explain yourself to anyone. You don’t owe anyone anything on social media other than the general kindness and respect you expect to find for yourself. If you’re unable to be the best version of yourself in your interactions with others on social media, it’s ok to take a step back and reassess rather than trying to fit a square peg into a star hole (that’s what she said). Govern your own social media spaces, don’t let it govern you, and don’t try to govern anyone else’s. If you don’t like it, all you have to do is 💨 (<——— that’s supposed to be a disappear emoji and it looks like a fart but guess what…you can do both! ♥️) *edit: I should add that if someone online is being egregiously awful, like being unapologetically racist or transphobic or ableist, etc. you should burn that shit down.*

Som jeg skrev for et par uger siden, så er det skøre ved sociale medier og instagram i særdeles at vi selv skaber vores egne ekkokamre. Ansvaret for at skabe en god oplevelse, hver gang vi åbner den app, ligger hos os selv.

Og tilbage til det med starten og den gode uge – for det skyldes, til dels, også at min uge har været beriget af nogle rigtigt rare og søde beskeder.

Jeg oplever, at debatten om den hårde tone, også har haft en anden effekt – at den har fået (ihvertfald) nogle af dem, der følger med hos mig til at gå i den modsatte grøft. Til at gå ‘out of their way’ for bare lige at skrive “hey, jeg kommenterer aldrig, men jeg synes du gør det godt og tak for det indhold du leverer”.

Sådan én går lige i hjertekulen på den rare måde. Sådan én kan overskygge selv den tarveligste besked. Sådan én gemmer jeg (vitterligt – jeg gemmer dem som et skærmbillede på min telefon) til en rainy day.

Som en slags uopfordret skulderklap fra chefen øverst oppe. En uventet bonusudbetaling.

Som jeg svarede én af dem tidligere på ugen (altså udover kæmpe tak), så ville jeg lære af det selv, og på den måde, kunne hun tage med sig, at hun med en lille fin gestus, havde sat positive ringe i vandet.

Og on that note – rigtigt god weekend, gode damer. Jeg bliver ægte stolt, når jeg snakker med jer, og 1:1 kan konstatere hvad I er for nogen, der læser med her hos mig.