Det siger Elise hver aften ganske få øjeblikke før hun falder i søvn. “Vil du ikke kramme mig lidt forsigtigt?”. Og jo. Det vil jeg. Og så ligger vi dér, sammen, mens hun glider ind i drømmeland.
Vi sover stadig sammen – og dermed hver for sig, herhjemme. Altså. Jeg sover med Elise. Carl sover med far.
Han ammer stadig (endnu en update jeg er jer skyldig, we’ll get back to that… Jeg trives ikke nødvendigvis i det længere, så det er lidt en struggle), og for at vi i sin tid skulle komme ud af nat-marathon-hygge-amningen har vi altså byttet barn. Så Carl nu sover med far. Og det går strålende – bortset fra, at han er en earlybird, der gerne står op før kl 5.
Men ikke destomindre har ingen i huset sovet så godt, som vi gør lige nu, siden… well… siden før vi fik børn. Og selvom der er dage, hvor jeg savner min mand om natten, så er jeg stadig ikke et sted, hvor jeg tør ‘rock the boat’. Elises første 2.5 år var det mest sindssyge og opslidende. Jeg har fået al mulig respekt for vigtigheden af søvn, og jeg er ikke villig til at risikere noget.
Og… Som overskriften måske indikerer, så virker det til, at det lille konfettihorn i øjeblikket er i en periode, hvor hun har brug for ekstra nærhed og tryghed.
Som om hun er i en slags udviklingsspring, der tager hårdt på de små kræfter. Jeg har snakket med børnehaven om det. De mærker det også. Og siger det er helt normalt. At hun trives, er vellidt og viljefast. Gad vide hvor hun har det fra (det med viljefastheden, altså)?
Så selvom jeg drømte om at vi var noget længere i overgangen til eget værelse, så er virkeligheden en anden. Og det er ok. Jeg har for længst lært at moderskabets fremmeste succesparameter er omstillingsparathed. At have en plan indtil man har en ny.
Og jeg mærker også kompleksiteten i at have et større barn med egne idéer og en stærk vilje. Der er mange ting, hun skal lære at forstå. Mange ting jeg skal hjælpe hende igennem og hjælpe hende med at lære – også ting, jeg ikke nødvendigvis selv er god til. Hvordan lærer man et barn tålmodighed, når man selv er håbløst utålmodigt anlagt? Bare som eksempel…
Jeg har sagt det før, men det bliver det ikke mindre sandt af. Mine børn er som nat og dag, af temperament og sind (udseende, not so much). Carl er en lille chiller. Smooth sailing dude. Bevares, lidt dramatisk anlagt til tider, men overall en ret chilleren lille fyr, der godt kan lide og sidde og putte i mors armhule og er god til faste rutiner. Elise er et konfettihorn på godt og ondt – festlig, insisterende, larmende, radaren ude og med i alting. Og lige nu er hendes lille radar på overarbejde, virker det til. Og jeg ville ønske, at jeg bedre kunne hjælpe hende igennem. Men jeg kan jo ikke lære for hende. Udvikle mig for hende.
Så jeg prøver med ekstra nærhed. Flere fridage. Flere kram. Den slags. Uden iøvrigt at vide om jeg gør det rigtigt, men det føles rigtigt (så I behøver ikke fortælle mig det, hvis jeg skal gøre det anderledes.. Mor-maven har talt;)). Og så bliver det sådan.
Mon I kan genkende sådan et udviklingsspring? Det ville være meget rart at vide, at vi ikke er alene❤️
Når mormaven har talt og man følger den så gør man det helt rigtige for sit barn <3 Der hvor man kommer i tvivl og måske ikke gør det rigtige tror jeg er når mavefornemmelser drukner i al den larm og alle de holdninger der er til børn. Det kan være svært nogen gange at holde larmen ude, men når man formår at følge mormaven så føles det sgu godt og rigtigt synes jeg.
Ja, meget enig. Det kan være svært at navigere i hvad der fungerer for andre, og hvad der fungerer for én selv. Det synes jeg har taget år at lære<3
Whatever works, familier er så forskellige! Og, man skal ikke tro at en enkelt konstellation virker for alle. Vi bor i en lille 50-60 m2 lejlighed (den er målt i sqft, har aldrig fået det helt oversat), uden døre undtagen til badeværelset. Så stue, køkken, gang og soveværelse er et rum. Vi bor stadig her med vores 2.5 årige søn, som vi sover i samme rum med, stadig. Han dog i sin egen seng, men jeg har det mærkeligt ved tanken om, at han sover alene i et andet rum. Hørte en anden mor sige, at hendes søns rum skulle have en makeover, fordi det gik fra babyværelse til lille-dreng værelse fordi han blev 2 år og måtte bare grine, fordi nogle af os er aldrig kommet til at få et baby-værelse. Whatever works, børn er hamrende ligeglade med om de sover alene, med mor og far, med søskende, i egen seng, i dobbeltseng, whatever. De er glade, raske og trygge når familien får søvn, nærvær og ro. Hvis man vælger at “lean in” til det, så er man på rette spor. Og ja, når man ikke har sovet i mange år, så er søvn det aller vigtigste at få på plads.
Børn er i konstant udvikling og tigerspring har heller aldrig virket på min søn. Altså… hans søvn har været dårlig i over 700 nætter i træk, så lige med tigerspring har der ingen mening været at hente. Jeg har bare fundet ro i at følge hans mønster og give mere tryghed, når han viser tegn på det. Works so far, alle børn er forskellige!
Enig. Her er vores datter 3 år og 3 måneder og der er fuld fart frem på hende, sprogligt, socialt, selvstændighed mm.. men måske også mere end hun lige selv altid kan rumme. Så genkender det 100%
Så det er dejligt at Elise ved – og giver udtryk for – at du kan bringe hende ro. Du er en god mor♥️
Tak Louise – der var noget ved din formulering, der fik nogle ting til at falde i hak i mit hovede. Tusind tusind tak. Det hjalp – også at vide, at I oplever det samme <3
Årh det er da den sødeste sætning at falde i søvn på og må efterlade dig med en lille tåre af lykke hver aften. Søde små dejlige børn. Sikke en fantastisk måde at falde i søvn på
Ja, hun er fuld af vidunderligheder (og udfordringer), mit livs lille lys <3
Tigerspring / udviklingsspring er SÅ real. Har også været der. Med tvillinger. Men ikke på samme tid off course – det ville være for nemt – næh i forlængelse af hinanden så vi fik max ud af situationen Og nu til det vigtigste: Mor-maven har ALTID ret – bliv ved med at lytte til den ❤
Tak – det er jeg glad for at høre. Jeg droppede at følge med i Tigerspringene med Carl, for det ændrede jo ikke noget. Jeg vidste, at hans udvikling kom i spring og det var på sin vis viden nok. Det er en fase, som man siger. Men samme vished har jeg ikke helt med tiden efter babystadiet. Det har jeg nu – tak! <3
Åh, vi er i det samme med en på 2 år og 3 måneder.
Og vi har lige talt om i mødregruppen, at vi egentlig havde troet at de der spring var overstået nu – men vi er i det alle sammen!
Og af det kan man jo nok lære, at de der spring bliver ved lææænge endnu – så måske bliver man trods alt lidt mindre overrasket næste gang.
Jeg føler mig taget på sengen hele tiden – bedst som jeg tror, jeg har regnet mine børn ud, fucker de med mig igen Men det er dejligt, at vide at jeg i det mindste ikke er alene om at blive sendt på glatis❤️
Åhr hvor du lyder som en kærlig og omfavnende mor <3 <3
Det var vel nok sødt skrevet – tak<3 Opfatter mere mig selv som famlende og træt. Det er nok moderskabets essens;)