Du læser nu
Opskrift: klassisk carbonara med god parmesan og guanciale…. og i k k e nogen fløde.

Opskrift: klassisk carbonara med god parmesan og guanciale…. og i k k e nogen fløde.

Det er den lange, der laver carbonara herhjemme. Og han gør det godt, kan I tro.

Den findes i to varianter – den helt klassiske, som er den I skal få opskriften på i dag. Og så en med et tvist – med squash og timian. Det smager godt. Men lyder nok… well… spændende. Jeg kan godt lide det grønne indslag – men det hører sig jo ikke rigtigt til, så en italiensk mama ville nok vende sig i graven, hvis hun smagte den. Det slipper hun så for;) Og i dag snakker vi om den klassiske.

Det kom sig af, at Rikke kom forbi med en ordentlig kasse italienske lækkerier i sidste uge. “Til jeres datenights”. Men så længe kunne vi ikke vente. Det var en kasse fra Made By Mama (reklame, fordi gave), som Rikke kender privat – og som jeg overhovedet ikke kendte, før Rikke altså fortalte om dem – men historien får mig til at drømme. Dansk ægtepar pakker sydfrugter og familie sammen, bosætter sig i Toscana og lever nu af at producere italienske specialiteter af højeste kvalitet.

Og i kassen lå altså et stykke god parmesan. Og nogle pakker god pasta.

Og hvad gør man så? Laver naturligvis carbonara. Vi havde guanciale liggende i køleskabet så det eneste vi manglede var æg. Gode råvarer + simpel opskrift = succes på italiensk.

Opskrift – klassisk Carbonara

Det skal du bruge:

  • 300 gram god spaghetti
  • 8 store æggeblommer
  • 100 gram Parmesan
  • 200 gram Guanciale i små tern (eller alternativt Pancetta)
  • Peber

Note: Guanciale minder lidt om bacon, som mange nok normalt bruger herhjemme, men stammer fra kinder/kæber (guancia betyder kind) og er ikke røget. Det er det helt originale at bruge, men kan være lidt svært at opdrive. Jeg har haft heldet med mig i vores lokale Meny. Kan man ikke finde guanciale, kan man i stedet bruge pancetta – eller en god dansk tørsaltet bacon i klods. Men men – guanciale er det bedste!

 

Sådan gør du:

  1. Kog pastaen i rigeligt og saltet vand (og gem lidt pastavand!)
  2. Slå æggene ud i en skål og riv osten ned i, så du får en klumpet ostemasse.
  3. Steg guanciale sprødt på en pande.
  4. Vend den kogte pasta i guancialen og hæld oste/æggemassen ud over.
  5. Justér konsistensen med et skvæt af pastavandet – det gør den lækker og cremet.
  6. Giv retten rigeligt med peber og servér straks.

Super nemt, super lækkert. Det hele handler om at vælge de rigtige råvarer!

 

Buon appetito!

 Kommentarer (2)
  • Man kan ikke andet end elske dig for at vise en klassisk carbonara – og for at udbrede kendskabet til guanciale, som er en helt fantasisk råvare (samt slette den formastelig fløde fra ingredienslisten, nu hvor frygtelig mange danskere begår den dødssynd!) Vi laver faktisk retten med 1/2 Parmigiano Reggiano (eller grana) og 1/2 pecorino – det kan virkelig anbefales!

    • Guanciale smager simpelthen så godt – alle fortjener den smagsoplevelse <3 Og tak for anbefalingen! Det skal vi da prøve næste gang:)

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top