Mit juleoutfit med velour og blonder..

Min fødselsberetning – del 1

Jeg har nølet lidt med at få den delt – af flere årsager. Jeg skulle lige finde ud af med mig selv, om jeg brød mig om at dele noget af det mest private jeg har, men også fordi jeg vidste at jeg ville blive ked af det, hvis der kom en lidt hård kommentar med på vejen – og med snart 10 år i bagagen, har jeg efterhånden lært, at man skal lade være med at dele dét, man ikke kan tåle, at folk har en mening om – men med tiden bliver alt mindre ømt og sårbart, og nu tør jeg godt… Omend i en lidt mindre detaljeret version end den jeg har skrevet ned til mig selv<3… Det er en lang historie, så I får den i omgange i løbet af julen. Jeg tænker, at det vel kan gøre det som en slags juleeventyr<3

20-september-2017-1-of-3

Jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte på, fortællingen om hvordan Cornichonen kom til verden, for i virkeligheden starter historien ret præcist en uge før jeg faktisk går i fødsel…

Vi skal til jordemoder og møder troligt op på Aldersrogade og jeg ser sådan her ud. Den jordemoder, der ellers har fulgt mig gennem graviditeten er selv gået på barsel og den sidste måned af graviditeten bliver jeg derfor mødt af en ny jordemoder hver gang jeg er til konsultation. Det er ikke optimalt, men omvendt heller ikke noget man kan bebrejde hverken systemer, jordemødre eller andre. Det er bare sådan det er.

Min oprindelige jordemoder har fra ca uge 35 nævnt at det så ud til at Cornichonen ville være en ‘stor’ baby, men at det også var at forvente, når man kiggede på både Skjorten og jeg, og vores egne fødselsvægte. Det ville omvendt bare betyde, at jeg nok ikke ville få lov til at gå for meget over….

Det lød rimeligt – men pludselig var hun der ikke mere. Pludselig var det nye jordemødre hver gang. Og pludselig var der ikke rigtigt nogen, der kunne lide at tage ‘drastiske’ beslutninger og alle ville gerne bare ‘se tiden lidt an’.

Til min sidste JM-konsultation får den nye JM sagt noget á la “… men bare fordi hun er stor behøver det jo ikke at betyde, at hun sætter sig fast med skuldrene”. Den tanke havde slet ikke strejfet mig, men skulle forfølge mig den næste uge, så selvom vi egentlig aftalte at vi skulle komme tilbage en uge efter, så voksede usikkerheden og frygten for at noget ville gå galt i løbet af de kommende dage. Jeg gik fra, at føle mig helt klar og top forberedt til at være usikker og nervøs. Øv. Så da vi nåede fredag og min Skjorte havde forsøgt at adsprede mit utålmodige væsen med en softice på havnen, der endte med at jeg sad og snøftede ned i vaflen, insisterede han på at vi ringede til fødegangen.

Det gjorde vi så. “Hvad kan vi så gøre for dig?”, spurgte jordemoderen i den anden ende. “Jeg ved det ikke.. Jeg tror bare, at jeg har brug for nogen til at fortælle mig, at det er helt normalt og at det nok skal gå”… Det kunne hun godt forstå – hun synes vi skulle komme ind forbi til et tjek, så det gjorde vi.

På fødegangen blev vi modtaget af den rareste JM, der lyttede og forstod bekymringen. Hørte hvordan kommentaren om skuldrene, havde sat sig fast i mit hovede, og forstod hvorfor. Mærkede på maven og var enig i, at det nok ikke var en lillebitte baby vi skulle have, men synes iøvrigt også, at vi skulle blive scannet af en læge, for nu at få lidt mere vished. Vi takkede pænt ja.

Blev scannet først af én læge. Så af en anden. Cornichonen havde det strålende, men lå langt nede og skyggede for sig selv. “Det bliver altså et ret rough estimate det her”, undskyldte lægerne. “Vi kan tage fejl med +/- 10%”. Det er alligevel plus/minus et halvt kilo-ish. Vi nikkede indforstået og de gik ud og regnede på deres mål. “4300g får vi det til… Men det er altså et usikkert estimat… Vi har konference om lidt, hvor vi lige vil vende sagen blandt læger og jordemødre, men umiddelbart kan I bare tage hjem – lad mig lige få jeres telefonnummer, hvis nu vi skulle ombestemme os”. Ok. Jeg følte mig rolig og lyttet til. Der havde været læger inde over og Cornichonen trivedes. Så vi tøffede ned til bilen og knugede hinandens hænder lidt ekstra på turen ned i elevatoren. Det skulle nok gå.

Skjorten havde dårligt nået at trække ud af parkeringsbåsen før min telefon ringede. “Jeg håber ikke du er kommet for langt”, sagde lægen i den anden ende af røret. “Vi vendte lige sagen og en kollega vil godt lige se dig – kan du ikke komme op igen?”. Jo, svarede jeg. Selvfølgelig. Vi trillede tilbage og blev mødt af endnu en læge. Jeg nåede aldrig at læse titlen på hans navneskilt, men det var tydeligt, at han var én af de erfarne. Og så var han jysk og meget ‘spade-for-en-spade’-agtig. Den slags gør mig tryg.

Vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at vente længere, men omvendt heller ingen grund til at starte en medicinsk igangsættelse – derfor fik jeg en hindeløsning for at se om det kunne sætte noget igang henover weekenden, og hvis ikke det hjalp, så foreslog lægen, at vi tog vandet mandag morgen. Vi fik en tid til kl 8:40, men “.. jeg vil nu sige, at du har gode prognoser for at gå i fødsel henover weekenden..”.

Fedt. Fedt fedt fedt. Der var lys for enden af tunellen. NU skulle vi snart møde hende. Vi kørte hjem, men det blev ikke rigtigt noget og weekenden gik, uden noget at rapportere. Jeg gik rundt og så sådan her ud – og så havde vi ovenikøbet bryllupsdag. Den fik vi ikke rigtigt fejret.

Mandag morgen vågnede jeg kl 5:30, spændt og klar. Jeg skulle møde min lille Cornichon snart. Måske allerede samme dag. Jeg puttede mig ind til Skjorten og vi vågnede sammen, mens solen stod op og fik himlen til at stå i flammer. Jeg tog et par sidste billeder af maven og vi pakkede alle vores ting. Kl 7:15 tog vi et sidste cheesy kysseselfie med den lyserøde himmel som baggrund inden vi kørte afsted.

… og dét virker som et passende sted at stoppe for idag – resten kommer, som nævnt, drysset lidt ud over julen<3

 

   

15 kommentarer

  • Mette

    Tak fordi du deler 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elise R

    Kæmpe stort kram sendt afsted til Kysten! Synes det er så flot gjort!
    Rigtig god jul til dig og din lille familie håber jeres første jul bliver magisk <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Du skriver som en drøm 👌🏼 Tak fordi du deler og jeg venter spændt på næste episode 😉 Glædelig jul til jer alle 3 ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Du skriver som en drøm 👌🏼 venter i spænding på næste episode 😉 Glædelig jul til jer alle 3 ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg elsker fødselsberetninger – så TAK for, du vil dele din med os😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg synes simpelthen, at du er for sej, for at turde dele det med os herude!
    Tak! Og tak for dig, jeg elsker simpelthen at læse din blog!
    Glædelig jul til dig og dine kære!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Værende i uge 37 og med samme bemærkningerne omkring babys store størrelse, følger jeg ivrigt med i denne føjleton 🙂 Mange tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Sødeste Acie ♡ det var da sådan en fin første dels beretning og jeg kan så sandelig godt forstå, at du gik fra rolig til presset efter den besked med skuldrene. Jesus. Jeg glæder mig til at læse resten! ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    SÅÅÅ hyggeligt med mere personlig deling også!! glæder mig til resten 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Glæder mig til resten <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise W

    TAK, for at du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Eeeeej, det er alt for kort! Manner, hvor jeg glæder mig til at læse fortsættelsen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Harriet

    Hvor fint! Jeg glæder mig til resten <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabina

    Jeg har glædet mig sådan til at læse om det 🙂 Tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Tak fordi du deler! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit juleoutfit med velour og blonder..