Jeg kan mærke, at ammebitionerne allerede er ved at kridte skoene… – ACIE
.. Det er dyrt at være voksen..

Jeg kan mærke, at ammebitionerne allerede er ved at kridte skoene…

[Ja sorry, jeg ved godt, at jeg snart har brugt de her billeder tusind gange, men jeg knus-elsker dem. Virkelig. Se lige hvor lille hun var<3]

Det har egentlig ikke fyldt så meget. Altså. Det med amningen. Eller. Det passer egentlig ikke – for jeg havde allerede snakken med min jordemoder til allerførste konsultation, og hun noterede i min journal, at det var vigtigt for mig, at det lykkes denne gang.

Når jeg skriver ‘denne gang’, lyder det som om det mislykkedes første gang. Det gjorde det egentlig ikke. Det var bare besværligt. Og en kamp. Fra alleførste færd.

Jeg har skrevet mere om mit forløb hér.

Og da Elise var 4 måneder, gad hun ikke mere. Jeg kæmpede i nogle dage, men hun havde fået smag for flasken og sådan blev det. Så jeg pumpede ud, til hun var 6 måneder. Og på hendes 6måneders ‘fødsesldag’ holdt jeg op.

Da jeg fortalte det til min jordemoder, så hun helt skæv ud i hovedet. “Hold da kæft”, sagde hun. Hun er ret sej – på min alder og sådan en jeg egentlig godt gad være veninder med. Men ja. Set i bakspejlet var det måske lige overkill nok, at sidde dér og pumpe tusind gange i døgnet. Men sådan kan man jo altid være klog og rationel, bagefter.

For min del, opdagede jeg – i modsætning til, hvad jeg havde forventet af mig selv – at det med amning overhovedet ikke var spor rationelt. Jeg kaldte det vist ‘en følelsesmæssig hjerneblødning’ på et tidspunkt, og det passer egentlig meget godt.

Og nu rykker det så tættere på igen. Jeg kan mærke ammebitionerne ligge og trykke derinde.

Jeg har lært meget, af mit forløb med Elise. Er blevet klogere. Også på, hvornår jeg skal bede om hjælp. Opsøge hjælp. Og insistere på den.

Men jeg har også brugt meget tid på at efterrationalisere. Analysere, hvad der gik ‘galt’. Hvor det gik galt. Og hvis jeg skulle føde Elise igen, så skulle jeg såmænd nok få helt fod på det.

Men det skal jeg jo ikke. Jeg skal ikke gøre det samme igen. Og hvert barn er forskellig (.. siges det – mit eget erfaringsgrundlag er endnu utilstrækkeligt;)), så mon ikke jeg nok skal komme på dybt vand igen? Det forbereder jeg mig, ihvertfald, mentalt på, når ammebitionerne pludselig dukker op. Når ‘det skal kraftedeme lykkes den her gang’, pludselig rammer den indre lysskærm. Så minder jeg mig selv om, at det er jeg ikke nødvendigvis herre over selv. Der kan ske så meget. Være så meget.

Og så genlæser jeg det her indlæg, og minder mig selv om, at kun godt halvdelen lykkes med fuldamning, og at jeg nok lige skal skrue lidt ned for forventningspresset. For om noget er den slags (forventningspres altså), da den direkte vej til en sløj start. Og skuffelse. Og hvem gider lige dét, når man iøvrigt ligger dér med 4kg kærlighed i favnen?

Jaja. Moderskabet vol 2. Det skal nok blive spændende. På godt og ondt.

Men inden jeg runder amme-snakken helt af, så et par spørgsmål af lavpraktisk karaktér til jer derude.

  1. Jeg blev aldrig venner med den amme-pude jeg havde købt, da jeg ventede Elise. Den var økologisk og med fyld af speltkerner – jojo, kom ikke hér. Men den var også alt for tung, synes jeg. Svær at få til at ligge ordentligt, så lynhurtigt gik jeg over til at stable mig op på et par puder og ammepuden røg videre på ReShopper. Har I mon nogen gode erfaringer med ammepuder derude?
  2. I samme åndedrag – gode erfaringer med amme-BH’er? Jeg lever, nu i graviditeten, i de blødeste fra H&M og de er gode. Men findes der bedre derude? Jeg oplevede, at når jeg var ude ‘in public’, så følte jeg mig meget nøgen i amme-BH’erne fra H&M (altså når jeg skulle amme), fordi man ligesom bare foldede hele skidtet ned – så jeg leder nok efter nogen, der er to-delte somehow. Hvis det giver mening…

42 kommentarer

  • Vickie

    Vi har lige fået lillesøster herhjemme og efter svær ammeopstart med storebror, så har jeg haft talt en del med jordemoderen undervejs omkring min frygt for ammestart denne gang. Det betød vi fik mulighed for at få to overnatninger på barselshotellet og hjælp til ammeetablering. Nu er hun 13 dage og amningen kører bare. Så tal evt med dit fødested om mulighed for at blive en overnatning eller to. Pøj pøj med fødslen og amningen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha

    Jeg brugte bb hugge, som fungerede rigtig fint. Man ser lidt fjollet ud, men den er god til både almindelig ammestilling og den hvor baby ligger ud under armhulen. mht ammebh levede jeg i carriwells ammetoppe. De giver lidt støtte til mavsen også!!😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pauline

    Jeg havde den bedste ammepude fra BBhugme som jeg kunne binde rundt om maven som en stor badering – til stor underholdning for vores mange gæster – men den var fantastisk og skred ikke og løftede baby op i en god højde så jeg kunne have BEGGE arme fri. Ge-ni-alt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg ELSKER min ammepude fra Doomoo (str. large). Brugte den som ‘krammedyr’ om natten under graviditeten og så som ammepude. Da min søn var ved at lære at sidde, men stadig faldt en del bagover, brugte jeg den som ring rundt om ham, så han faldt blødt. Så den har virkelig sin værnepligt. Kan i øvrigt anbefale amme bh’en Fast Food fra Boob.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg købte mig et par rigtige ammebher i Change efter brysterne var faldet ordentligt til med mælk osv. De var netop i 2 dele som du efterspørger, og så er de nemme at få fat i (butikker alle mulige steder, ikke bare en enkelt butik på Østerbro eller Nørrebro). Jeg var glad for mit køb 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hvis du ammede i 4 måneder må man da sige at du lykkedes og hvis du samtidig fortsat havde mælk til udpumpning, var det fabelagtigt. Pas nu på med at have ambitioner med amningen som bliver sådan noget “vi speltmødre” … du gjorde det flot!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Ja, du har helt ret og tak fordi du giver min selvfølelse et boost <3 Når jeg øffer lidt over forløbet er det kun fordi det var 'bøvlet' fra start til slut – med ammebrikker, supplement af MME, udpumpning fra start til slut osv. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg brugte doomoo Ammepude (den lille/almindelige) med EPS kugler, til min datter og jeg elskede den! Den er let, blød og så nem at få til at lille rigtig. Og da jeg ikke brugte den til Ammepude mere, lå hun dagligt i den og brugte den til nakkestøtte, nakketræning og sågar også som barevognspude. Win-win! 💁🏽‍♀️ Så kæmpe anbefaling herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har en fossflakes, som jeg har brugt til tre børn nu. Dog mest til amning om natten, liggende. Dog kan jeg anbefale, at du ved hver amning bruger alm. puder (eller doomoo) til at bygge en stabil ‘hylde’ til baby og så smække benene op og ellers bare tage den tid, det gør.

    Vedr. ammebh, så kan jeg anbefale dem fra Anita. De forhandler dem fx hos Wunderwear på Ndr Frihavnsgade på Østerbro. Der er bøjle i, hvilket gør, at de føles som en rigtig bh og brysterne sidder bedre. Vær ikke bange for skræmmehistorier om, at bøjle er skidt for amningen. De er virkelige gode. Lidt dyrere end fx hm – men det er helt berettiget 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Tilslutter mig også fossflakes!

    Var så heldig at få lov at låne doomoo og fossflakes af to veninder. Mege super gode mht. støtte og nemme at lægge rigtigt med én hånd.

    Men jeg kampsvedte med den fra doomoo! Den fra fossflakes var ikke nær så varm, så den købte jeg og har været så mega glad for den. Brugte den tin han var omkring et år 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg kan virkelig, VIRKELIG, virkelig anbefale at få ammehjælp fra “den rigtige jordemoder”. Min amning startede midt skævt med ammebrikker, men efter besøg fra Sarah på 3 dagen, så kørte det simpelthen bare som smurt. Kan virkelig anbefale at få hende ud, selv hvis man bare er det mindste i tvivl om sin amning. Det er dyrt men hver en krone værd. Jeg ammer nu på 10 måned, og tænker helt sikkert at den gode start hjælp har været medvirkende dertil!
    Rigtig meget held og lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Er også tilhænger af Cake ammebh’erne. De sidder super godt, og har faktisk også været de eneste, som jeg kunne passe her under graviditeten. De kan med fordel bestilles online, hvor jeg har købt mine seneste og sparet 30-40% i forhold til DK webshops.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    De billeder er også fantastiske!❤️
    Jeg var igennem to forskellige og hårde kampe for at få mine amninger til at lykkedes med mine to børn. Det var vanvittigt hårdt, men så absolut det hele værd (for mig!)
    Ad 1) Doomoo – Ingen slår den!
    Ad 2) Cariwell Seamless. Jeg havde både ammebh & ammetop, så kom blusen op og dækkede brystet, og toppen dækkede maven. Bedste kombi.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg var vildt glad for min ammepude fra Doomoo efter jeg afprøvede tre andre, blev denne min favorit 100%.
    Ammebh’er, synes jeg H&M’s er skønne 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Doomoo ammepude – den ekstra store – er genial. Den har reddet min søvn mange gange, da den er stor nok til at støtte baby OG mors nakke /ryg. Jeg kunne heller ikke altid amme liggende, så jeg satte mig med ammepuden rundt om ryggen, lagde baby til og nakken tilbage, og så kunne jeg sove imens 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Ammebh’er fra Change er virkelig gode 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg havde også en ammepude til ældsten, som jeg ikke rigtig blev venner med, så den blev givet videre. For mig fungerede det bedre med en sofapude, så det har jeg altså brugt til begge mine børn.
    Du kan evt tage i et par undertøjsbutikker og få hjælp til at finde den rette amme bh. For mit vedkommende havde jeg nogenlunde samme str i 3. trimester, som da jeg ammede, men ellers kan du jo tage en str større, end du passer nu, just in case. Jeg har været virkelig glad for Triumph, helt enkelte basic, uden hurlumhej-pynt og de sad SÅ godt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Jeg havde en Doomoo str medium og har været mere end tilfreds.
    Held og lykke med amningen. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vickie

    Jeg havde også et frygteligt ammeopstart med den første. Tog 2,5 måned gør jeg kunne smide ammebrikkerne, men endte med at amme 8 måneder indtil vores søn ikke gad mere. Nu er eg meget spændt på hvordan det kommer til at gå denne gang med lillesøster.
    Jeg har været meget glad for Triumphs ammebh’er. Jeg bryder mig heller ikke om at flashe hele brystet når jeg ammer, så jeg købte nogle basis toppe fra Samsøe Samsøe, som jeg altid havde inde under en bluse. De kan hives ned under brystet og så hive op i blusen, så kan man intet se. Det trick vil jeg helt sikkert bruge igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Ammepude fra Fossflake (fås i Magasin)
    Sov med den mellem benene fra jeg var 5 måneder henne, min søn er nu 4 måneder (og en stor 4mdrs) og bruger den stadig. Fyldet har på ingen måde tabt pusten og ligger stadig helt perfekt uden knuder eller andet fis som da jeg købte den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Jeg var vildt glad for min ammepude fra Fossflakes. Jeg brugte den endda det meste af graviditeten som en lejringspude/mellem-knæene eller under-maven pude, og den var stadig i tip top form da min søn kom. Og den blev altså flittigt brugt for jeg fuldammede i 6mdr + del-ammede til han var 1 år, og på intet tidspunkt blev den slap og formløs. Stor anbefaling her fra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg har købt to ammepuder fra IKEA! Helt igennem geniale og til en god pris. Jeg bruger ammebh samt ammetoppe fra H&M, så føler jeg mig ikke nøgen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg kan absolut anbefale Doomoo’s den store ammepude (tror faktisk den er til tvillinger, men altså.. Den kan virkelig noget)!
    Jeg havde først en kapok ammepude fra CamCam, den var alt for lille, og baby kom slet ikke “højt nok op”..
    Den her er virkelig god – og man kan altid købe ekstra fyld til den, hvis den på et tidspunkt bliver lidt flad (det har ikke været nødvendigt for mig, og har brugt den i et år)!
    Den er ikke specielt pæn, men den er altså bare god!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Vil klart anbefale Doomoo i den store størrelse! Jeg startede med at købe en der passede min indre OCD-æstetiker med flotte betræk fra CamCam og Kongessløjd, men efter et ammeforløb der endte i brystbetændelse og næsten ophørt mælkeproduktion efter 2 uger bookede jeg desperat en tid på Babyinstituttet, og det var A-L-L-E pengene værd! Fra det sekund jordemoder Charlotte lagde min søn til mit bryst flød mælken og det gjorde på ingen måde ondt til trods for ar jeg havde sår og revner over det hele. Hun kommenterede på min 178 cm lange krop og anbefalede Doomoo, som rigtig nok gjorde alting meget nemmere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Carriwell ammebh er så god. Jeg har ikke brugt andet i nu snart 1,5 år. De støtter og fungerer som de skal.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Agnete

      Kan du være mere specifik? 🙂 Hvilken model? De har nemlig mange forskellige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg kan klart tilsluttet mig Doomoo ammepude! Ammepudernes Rolls Royce om man vil 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Dem kender jeg slet ikke, men nu hvor I er flere, der anbefaler dem, så googlede jeg, og det ser ud til, at der er flere forskellige størrelser – må man spørge hvilken størrelse der kan anbefales? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Jeg gjorde det samme. Malkede ud til præcis seks måneders dagen. Som fik jeg en pokal for at stå det igennem. Man er jo ikke rigtig klog! Denne her gang gav min kæreste og jeg håndslag på, at det ikke skulle “så langt ud”.
    Og køb en ordentlig bh, som sidder, støtter og som du føler dig godt tilpas uden for hjemmets vægge. Det er lidt af en udskrivning for en ammebh, men har elsket denne:
    https://www.purlogpersille.dk/shop/cake-amme–vente-24882p.html

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Ha! Ja – netop! Sikke en præcis beskrivelse – man er jo ikke rigtig klog… Men det hjælper at vide, at jeg ikke er den eneste, der ikke var/er rigtig klog <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sannah

    Jeg har været ret glad for disse
    https://m2.hm.com/m/da_dk/productpage.0190284001.html
    Fordi de ikke viste bar hud, når man trækker op

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maibritt Clausen

    Boobs laver de bedste ammetoppe som du efterspørger – fåes også i t-shirts. Købte mine hos enula9 på Østerbro 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg havde også et bøvlet ammeforløb første gang – ikke helt som dit, men jeg kunne kun amme med ammebrikker, og det følte jeg ikke lige var diskret… og man skal huske dem, skolde dem og what not. Anden gang var jeg meget optaget af, at få en bedre start uden de forbandede brikker. På Hvidovre har de et amme-ambulatorium, hvor jeg fik en samtale før fødslen, og følte mig bedre klædt på til at gribe det an.
    Ift amme-bh vil jeg anbefale en tur i Strut på Fælledvej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg har været rigtig glad for denne ammebh! https://www.femilet.dk/co-bra-spe-maternity-c18710-0wr.html
    Når du lukker op har du stadig en pæn blonde hen over brystet så man føler at man stadig er dækket lidt til. Af ammepude kan jeg også anbefale den fra doomoo! Held og lykke med det hele 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cath

    Jeg har været super glad for Doomoo, som også er skøn som soveven i graviditeten 😄
    I forhold til amning brugte jeg en hampbørste til at hærde mine brystvorter igennem min graviditet – lidt urtet, men hjalp (måske 😂), fik/får ihvertfald ikke sår når jeg ammer min datter 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg har været rigtig glad for denne ammebh, som jeg har i sort og nude: https://www.magasin.dk/amme-bh/VN03992167.html Den er væsentligt dyrere end fx H&M’s men også uden sammenligning ift. kvalitet. Den er behagelig, praktisk og giver en pæn barm.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tenna

    Doomoo er virkelig en rigtig god ammepude. Den er mere et U end et V og er fyldt med bittesmå kugler. Let og behagelig. Carriwell ammeBH’er var et hit hos mig, de fåes også med en gel-bøjle, så den kan støtte lidt og vatterede, så man ikke føler sig nøgen 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Boob har en ammebh, der kun åbner for det nødvendige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Jeg følte mig (om muligt) endnu mere som en malkeko i Boob’s ammebh’er da der netop kun er et rundt hul til brystvorten 😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Haha 😂Ja, det kan jeg godt se, man kan komme til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Har også brugt Fossflake. Rigtig fin og nem at have med. Min blev brugt til 2 børn og vasket flere gange og med betræk fra Cam Cam.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg har været superglad for fossflake-ammepuden (pt bruges den til baby nr 3 her på matriklen), synes den er tilpas stor og ‘fyldig’ men stadig håndter-bar eller hvad man nu siger😆 Og så er den nem at få vasket/tørret rimelig hurtigt, hvis man er en heldig vinder af en gang splat-gylp😝Min er stadig fin og fluffy efter en hel del gange i vaskemaskinen👍Man køber vist puden og betræk separat, mit er fra camcam (mange flotte) men der er en del mærker, som laver betræk der passer til. Konges sløjd ihvertfald også👍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

.. Det er dyrt at være voksen..