Du læser nu
På besøg hos: Kristina Hede fra @_rosemille…

På besøg hos: Kristina Hede fra @_rosemille…

Det er blevet tid til endnu en omgang “På besøg hos…” – hvis I er nysgerrige efter andre, så kan I se mit besøg hos Carla Sofie Molge HER og Mette fra Møllebakken HER.

Kristina Hede er endnu én af mine store inspirationskilder og hun var bl.a. med til rigtigt at sætte skub i tankerne om vores køkkenupdate. Hendes stil er lys, enkel og lidt romantisk – og så deler vi begge kærlighed for de grå toner og en lidt fersk farvepalette.. Kom med på besøg hér:

Hej Kristina, tak fordi jeg måtte komme på besøg. Du bor simpelthen så pænt – hvordan ville du selv beskrive din boligstil?

“Hmm ja. Det spørgsmål har jeg fået mange gange, og hver gang må jeg lede efter svaret. Jeg tror ikke min stil passer ind i nogen kasse. Den er varm og romantisk, men på en enkel og stringent måde. Et touch af boheme, men stadig minimalistisk. Mest af alt er den personlig, og afspejler mig. Min farveskala begrænser sig til hvid, sort og grå, blødt op med naturmaterialer som skind og messing samt få rosa elementer.”

Hvor finder du selv boliginspiration?

“Jeg suger til mig af indtryk mange steder. Hos venner, på rejser og hos kunder jeg besøger. I blade og bøger. Idéerne til istandsættelse og projekter kommer indefra, men er blevet fodret med forskellige idéer udefra. Der findes en (desværre for min mand) utømmelig lille nisse inde i min hjerne som ustandseligt ser nye muligheder og kommer med forslag til ændringer og forbedringer. Vi er ved at være det med vores hus at der ikke er flere spædende ting at gribe fat i. Derfor drømmer nissen lidt om et helt nyt hus hvor den kan starte forfra igen, sådan i al hemmelighed. Sig det ikke til René!“

Haha, det skal jeg nok lade være med. Jeres nuværende hus er enormt smukt – har det krævet stor renovering eller har I været enormt heldige at finde sådan en smuk perle?

“Mange tak. Lad os bare sige at det var en uslebet diamant, som krævede de rette øjne. Der var lidt stilforvirring, så vi har brugt meget tid på at få det tilbage til sin oprindelige stand. Vi faldt for de smukke lofter, som heldigvis var bevaret og passet godt på, samt den store indbyggede bogreol.
Gulvene var mørke, og både vægge, døre og karme malet i pang-farver. Køkkenet var brunt og facaden gul.”

Av, det lyder som noget af et projekt! Du har to små piger, men formår alligevel at bo helt ’roligt’ og ’clean’ – hvad er din
hemmelighed?

“Jeg har brug for rolige omgivelser, til at give kontrast til en karriere med fart på og en hverdag hvor tid er en mangelvare og hvor der skal multitaskes for at tingene hænger sammen. Jeg bliver simpelthen stresset af rod, så dels rydder jeg hele tiden op, og dels er pigerne gode til at sætte tingene på plads. Det vigtigste er at vi alle kan være her, og hygger os. Reglen er at hvis man går op eller ned i huset kigger man lige om der ligger noget som skal samme vej.”

Det lyder som en god regel – den vil jeg kopiere! Du har valgt at indrette med en hvid sofa. Den er fantastisk smuk i jeres hjem, men hvordan tør du? Og har du nogen gode tip til at undgå små plettede børnefingre?

“Vi forelskede os i Eilertsen sofaen da vi ledte efter møbler til huset. Nu har den stået her i 8 år, og har overlevet både hund, kat og små børn. Den har aftageligt betræk, hvilket er en ret god finte. Der må gerne spises i sofaen, men de mest “farlige” ting som nutella og lignende holder vi ved spisebordet. Nogle af vores bedste venner har 5 børn, og en hvid sofa… det kan lade sig gøre ;o)”

Og til en slut – hvad er dit bedste indretningstip mon?

“Mit bedste tip må være at indrette sig personligt. Jeg synes at man skal kunne mærke menneskerne som bor i hjemmet, og ikke bare føle at man træder ind i et boligblad. Og så “stay true to the style”, især i forhold til boligen. En arkitekttegnet villa, indrettet i over-romantisk stil eller for den sags skyld en patriciervilla forklædt som high-tec hybel er bare ikke særligt charmerende.”

Det er jeg meget enig med dig i. Tak fordi jeg måtte komme på besøg hos dig og din familie!

Vil I se mere til Kristina, så kan I finde hende på instagram som @_rosemille – der er virkelig meget god inspiration at hente og Kristinas univers er virkelig smukt.

 Kommentarer (2)
    • Haha – ja, det er selvfølgelig en lidt subjektiv vurdering vi hver især må stå til regnskab for <3

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top