Weekend-mad: pizza med kartoffel, svampe, rosmarin og ramsløgspesto… – ACIE
8 måneder med Carl... Lille milde Carl.

Weekend-mad: pizza med kartoffel, svampe, rosmarin og ramsløgspesto…

Jeg lavede pizzaer forleden dag – det gør jeg tit. Og prøver hver gang gerne nye kombinationer af toppings af. Forleden blev det til én med mortadella og svampe, og så den I kan se på billederne hér. En hvid pizza med kartofler, svampe, rosmarin og ramsløgspesto.

Og den blev så vellykket, at jeg vil dele opskriften her.

Jeg lavede surdejsbunde, men det var kun fordi jeg havde lidt ekstra tid og overskud. Jeg er ikke for fin til at bruge købe-bunde. Både Lagkagehuset og Cofoco har gode bunde, der snildt kan bruges de dage, hvor hverdagslogistikken ruller og tiden så absolut ikke er til kælen for glutenstrukturer og andet af den slags.

Men altså – som I ved, så har jeg endelig lært at bage med surdej i løbet af den her lockdown, og så måtte jeg prøve pizzabundsbagning også. Jeg synes det med at bage brød er virkelig sjovt, fordi der er noget teknik og håndværk i det. Det kan der også være med kager – men der er i høj grad også noget med detaljeorientering og tålmodighed, hvoraf sidstnævnte klart er en mangelvare hos mig.

Er man i markedet, kan jeg dog tippe om den her opskrift på surdejspizzabunde – den brugte jeg og de var gode!

Opskrift – hvid pizza med kartoffel, svampe, rosmaring og ramsløgspesto…

Det skal du bruge:

  • En god pizzabund
  • 1 bagekartoffel
  • 2-3 brune champignoner
  • Frisk rosmarin
  • Frisk mozzarella

Ramsløgspesto:

  • 2 håndfulde rnyplukket amsløg
  • 100g parmesan
  • 3 spsk god olivenolie
  • 50g ristede pinjekerner
  • Salt & peber

Dæk pizzabunden med frisk mozzarella, kartoffel i tynde skiver (jeg brugte et mandolinjern), tynde skiver champignon og et par kviste rosmarin. Bag pizzaen midt i ovnen ved højest mulig varme – og gerne på en bagesten eller et bagestål. Når pizzaen tages ud drøsses med med ramsløgspesto og lidt godt groft salt.

Velbekomme og god weekend

2 kommentarer

  • Rikke

    Hvor er Elises fine cykelhjelm fra? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine Egholm

      Ja, det var da et godt spørgsmål. Jeg kan ikke huske det – vi har købt den i en cykelbutik i Hørsholm.. Jeg skal nok tjekke, når hun og hjelmen er retur fra sommerhus 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 måneder med Carl... Lille milde Carl.