Cornichonen vejede 4786g, da hun blev født. “Det er altid farens skyld, og nu har du jo altså valgt at få børn med ham dér”, jokede fødselslægen og nikkede over mod Skjorten et par dage inden jeg gik i fødsel. På det tidspunkt vidste vi naturligvis ikke præcis hvor meget hun vejede, men hun var blevet italesat som værende ‘stor’ (whatever that means) allerede fra ca uge 33.
Og nu går jeg selv rundt med 180 lange cencimeter og min mand med 200 af slagsen, så det ville da også være mærkeligt, hvis vi lavede en lille nipsebaby. Også set i lyset af hvad vi selv vejede, da vi så dagens lys i sin tid (hhv 4050g og 4650g). Og dét havde jeg det egentlig fint med. Eller. Forventede. Hvis nogen skulle kunne føde en stor baby, så var det da mig. Jeg var velforberedt og mentalt klar. Glædede mig faktisk.
Men som tiden gik. Og jeg gik mere og mere over tid, kunne jeg mærke tvivlen sætte ind. Hvor stor var hun egentlig derinde? En kommentar fra en jordemoder, der nok egentlig var tænkt til at berolige mig, havde absolut modsat effekt. “Bare fordi hun er stor behøver skuldrene jo ikke sætte sig fast”. Wow. Dén tanke, havde slet ikke strejfet mig før.
Og som det altid sker, når tvivlen begynder at nage i baghovedet, finder man sig selv i smartphonens uflatterede blå lys i sene nattetimmer – i fuld gang med at google sig frem til den ene skrækhistorie efter den anden. Dét gjorde mig ikke ret meget klogere. Faktisk slet ikke. Tilgengæld fodrede hver eneste søgeresultat usikkerheden, der var begyndt at vokse sig større og større.
Og derfor altså det her indlæg. For hvis nu, det skulle dukke op i et søgeresultat i en sen nattetime, hos én der ligger i samme situation, som jeg gjorde, så kan mine ord måske berolige. For selvom min datter var stor, så havde jeg en fantastisk fødsel. Og skuldrene satte sig ikke fast. Eller noget som helst andet. De kloge siger, at det svære ved en fødsel er at føde hovedet. Cornichonen målte 36cm om hovedet, da hun blev født – jeg har en veninde, der fødte en fin lille 3000 grams pige, som målte 34cm om hovedet, da hun blev født. Ikke nogen nævneværdig forskel med andre ord. Endnu mindre, når man udregner forskellen i de to hoveders diameter (… 7mm), som vel må være det afgørende.
… Og så en enkelt ting, som jeg ikke selv havde tænkt på, men som viste sig at virkelighed – for jo…. Hun vejede næsten 5kg, da hun blev født. Men hun var også lang. 55cm faktisk. Så det var ikke nogle lille tyksak der kom ud (altså jojo – hun havde de sødeste små tykke lår), men bare en lang dame. Præcis som sin mor. Og far, for den sags skyld. Og det gør jo også en forskel, når man sådan skal føde hende.
Så kære gravide, hvis du sidder derude og læser med. Det skal nok gå. Selvom de har kaldt din baby stor. For det første er det virkelig svært at være tyk om hovedet. For det andet kan hun bare være lang. Og for det tredje skal du ikke være bleg for at være ærlig om dine bekymringer – det var jeg, og fik beskeden fra fødegangen, at “Hér bliver vi ikke sure, hvis folk ringer for meget – vi bliver sure, hvis folk slet ikke ringer”… Og som lille bonus kan jeg love dig for, at man får uforholdsmæssigt meget ros og anerkendende kommentarer, når man føder en baby som man min, og dét kan man godt nok leve længe på. Jeg er faktisk helt vildt sej. Verdens vildeste fødemaskine. Og helt enormt stærk. 😉
Jeg har kun født een gang. Da jeg nærmede mig 3 uger over tid blev et kejsersnit besluttet. Jordemoders gæt var ca 4 kg. Men der kom det skønneste store drengebarn ud på 4.850 kg og 56 cm. Jordemoderens første kommentar var: sikke nogle store hænder. Jeg er selv 168 cm, men faren er 190cm. Jeg hørte også den med, at han ikke var en baby. Men ALT prellede af på mig. Jeg var bare lykkelig. Idag joker min søn og jeg med at han ikke ville ud, fordi han havde travlt med at spise. Han er meget madglad idag, men høj og slank. Tværtimod så er jeg faktisk stolt af , at jeg havde rigeligt mad til sådan et stort barn. Stor eller lille – lige meget. Han var/ er sund og rask❤️Pga hans str er jeg glad for jeg fik kejsersnit. Jeg kender en jordemoder, der sagde til mig: hvor var det godt du fik kejsersnit. Når sådan nogle små piger som dig føder så store børn, så har fødslen det med at gå i stå undervejs.
Hej! Min kommentar har ikke noget med selve dette indlæg at gøre. Jeg er bare interesseret i at vide, hvilke(n) uddannelse(r) du har? Jeg synes nemlig, at PR-arbejde lyder super spændende, men jeg er meget i tvivl om, hvilken vej man så skal tage uddannelsesmæssigt?
Med venlig hilsen Kaya
God idé med sådan en beroligende blog for de kommende mødre, der måtte være bekymrede for at føde et stort barn:-)
Jeg fødte også et stort barn: 4330 g og 56 cm. 37 cm hoved. Jeg gik 14 dage over tid men havde en helt ‘normal’ fødsel og alt gik, som det skulle.
Jeg var selv en stor baby: 4550 g og 59 cm. Og fødslen afskrækkede åbenbart ikke min mor, for hun fik tre mere efter at have født mig, hvoraf én var endnu større, nærmere bestemt 4950 g og 58 cm.
Kvinderne i min familie får store børn. Så jeg vil godt stille spørgsmålstegn ved, at det er faderen, der bestemmer barnets størrelse 🙂 Det er trods alt kvinderne, der skal føde! Mon ikke naturen er så smart indrettet, at ens krop er bygget til at føde den størrelse barn, man nu måtte få – uanset hvor høj man er? Det er i hvert fald min teori.
STORT tillykke med jeres lille cornichon 🙂
Tak for et fint indlæg. Jeg blev i år selv mor for første gang, også til en stor baby. Han var 4296 g og 53 cm. Og jeg er ikke særlig stor, 165 og normal af bygning. Og det der er så åndssvagt var, at jeg trods en masse info fra jordemoder om at jeg havde en stor dreng i maven, så benægtede jeg det. Jeg blev ved med at tænke “du tager så mega fejl, jeg skal SLET ikke have en stor baby. Jeg VIL ikke have en stor baby”. Jeg kunne ikke forene mig med det billede om at skulle have en stor dreng, når jeg selv ikke var særlig stor, plus det gjorde mig enormt usikker på fødslen – om jeg mon ville klare den. Men dagen kom, og ud skulle han og selvom det var en lang fødsel, kom han ud vaginalt, og alle tanker om størrelse forsvandt selvfølgelig – for hvor var/er han dog den dejligste dreng i hele min verden 🙂
Jeg havde det på samme måde. Jeg benægtede simpelthen at jeg skulle have en stor baby selvom alle sagde det.
Jeg ville bare gerne have en lille nuttet baby ligesom alle andre :/
Til gengæld er mit barn aldrig nogensinde syg. Han er dejligt robust 🙂
Lige netop Sascha. Jeg ville også have en af “de små nuttede” babyer. Men størrelsen gør dem heldigvis ikke mindre nuttet. Og min lille dreng er også super modstandsdygtig overfor alt ❤️
Hvor er det sejt at du sætter ord på én af de mange bekymringer man kan gå med som gravid! Hvis der ligger én en sen nattetime og googler bekymret, vil jeg lige slutte mig til koret: Jeg fødte en datter på 4200gr, og de havde SLET ikke skudt hende så stor (før jeg fødte). (Jeg mistænker måske min egen lille størrelse for at have påvirket jordemodernes gæt!?) Så bekymringen forinden var jeg fri for. Jeg er her bagefter også (næsten pinligt stolt) over at have skudt sådan et lille menneske ud – og applausen fra personalet: Ja, dén lever jeg stadig højt på her et år senere! Plus: Der var heller ingen nævneværdige syninger efterfølgende! Dertil er der altså også dén bekymring MINDRE, når man har født et stort barn, at de i starten let kan ‘tåle’ at tabe lidt fødselsvægt, hvis amningen liiige skal i gang. Go store babyer, go 😉
Dejligt positivt indlæg i bunken af negative. Min første dreng var et lille nips på 3500 gr, men der gik jeg også 14 dage over tid. Min anden dreng kom nogle dage før tid og var en kleppert på 4,2 kg.. og jeg selv er under 160cm, og min mand er heller ikke særlig stor så det kom bag på os (og jordemoderen der skød 1,3 kg forkert 2 dage før fødsel).. alt i alt tog første fødsel 36 timer i aktiv fødsel, og nr 2 var ude 2 timer efter de første små veer var startet.. så taget det i betragtning vil jeg til enhver tid føde et stort barn
Tillykke med din store dejlige pige. Min ældste datter vejede 4040 og var 54 cm lang og min lille pige gik jeg en uge over med. Jordemoder havde forinden sagt at hun nok vejede ca det samme. Lillesøster kom med hujende hast på 3 timer en tidlig morgentime, epidural nåede vi ikke og det var virkelig et smertehelvede MEN det var heller ikke svært at føde hende, hendes far og jeg skød på da vi så hende at hun nok vejede ca det samme som storesøster MEN hun vejede 4780 gram😬😆 og var 56 cm lang, dejlig stor kæmpe baby 💕.
… jeg er helt klar over, at det ikke på nogen måde er hensigten (altså – virkelig helt helt helt klar over, så det er heller ikke en mavesur kommentar, men blot et forsøg på at highlighte hvor ømt emnet egentlig kan være – jeg kunne nemlig mærke at ordvalget “stor kæmpe baby” gik lige i maven på mig. Min baby (der jo ligner din i størrelse) er overhovedet ikke kæmpe. Hun er så lille, fin, nutti og helt perfekt som hun er<3 Hvordan kan nogen, der ser så lille ud her få betegnelsen “kæmpe”? 🙂 <3
(igen jeg ved, at det 1. ikke gik på min baby og 2. slet ikke var det du mente… <3 )
Alt er jo relativt. Mit første barn blev født 7 uger for tidligt, og når jeg gik fra neonatalafd. og gennem barselsgangen, syntes jeg, at til-tiden-børnene så grotesk store ud.Mit barn vejede 2180 g ved fødslen og målte 42 cm….
.. bevares, men nu var det jo ikke tilfældet for Marie, så jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår din pointe?..
(iøvrigt og en sidebemærkning havde jeg nok ikke valgt at bruge ordet ‘groteskt’ om andres børn, men sådan er vi jo så forskelige)
Selvfølgelig er din lille pige sød og nuttet og skøn! Mente også bare at min yngste datter var væsentligt større end min ældste datter. Men ja hun var en stor baby både i længde og i vægt og jeg synes det er helt fantastisk at hun har haft det så godt at hun har taget så meget næring til sig. Børn er bare forskellige men lige skønne😀
Fantastisk dejligt skriv! Fødsler er bare så forskellige og det er dejligt at høre at det også kan være en god oplevelse selvom man måske ligger udenfor normen. Det kan være det her Indlæg bliver hevet frem om et par år hvor emnet måske er direkte relevant for mig ☺️
Sikke er dejligt skriv! Min nemmeste fødsel ud af tre var også med min datter, som vejede 4600 g. Hun var den største af alle, men den fødsel der helt klart var bedst på alle måder.
Jeg skannede gravide, da jeg var sygeplejerske, og der var også rigtig mange kvinder med store børn i maven, som var nervøse.
Så hvor er det dejligt, at du sætter fokus på det.
Og stort tillykke med cornichonen <3
Så fint indlæg! Jeg er sikker på at det nok skal berolige nogle gravide derude – Som min venindes mor siger. Når man står med den positive test begynder bekymringerne – og de stopper ligesom bare ikke igen. Slet ikke hvis man har en ven der hedder Google 😉
Jeg har en basse på 1,5. Ved fødslen vejede han 4800 og var 54 lang. Få dage forinden gættede jordemoderen på 3300. Da jeg kom ind på fødegangen skød de på 4000. Jeg var altså slet ikke blevet advaret om at jeg skulle have et stort barn, og jeg sparede derfor også alle bekymringerne. Og jeg havde en skøn fødsel – i min mødregruppe var jeg helt sikker også den med den bedste oplevelse, selvom deres små alle var mere end et kilo lettere end min baby.
MEN til gengæld har jeg efterfølgende haft det rigtig svært ved at have fået så stort et barn. Altså ikke mere – nu er han jo ligesom alle andre. Men de første par uger efter fødslen. Og det gør mig stadig helt ked af det at tænke tilbage på de følelser. Hver eneste jordemoder der så os startede med at sige “det er jer med det store barn”. Og min svigerfars kollega sagde sågar (til svigerfar – ikke til mig), at det jo ikke var en baby men et barn. Jeg græd virkelig mange tårer over de mange kommentarer, fordi jeg følte mig helt forkert. Og jeg følte at han var forkert, mit aller mindste guld. så bekymringerne inden fødslen sparede jeg, men jeg synes så omvendt at opmærksomheden bagefter var alt alt for meget! Men jeg har lært en ting – kommenter aldrig på størrelsen, uanset om du møder et lille nips på 2 kilo eller en basse på 5,5! Du tramper på de nybagte mødres hjerter!
Mødte du mon slet ikke den slags kommentarer? Eller har du bare rystet dem af dig? Du var selvfølgelig forberedt 🙂
Jo det kan du tro – vi fik præcis den samme fra alle jordemødre “Jer med det store barn”, mens andre har ‘moret sig’ med kommentarer á la “Hun er jo klar til at komme i skole”. Det har ikke gået mig på (eller jo – men jeg har rystet dem af mig, som du siger), for i mine øjne var hun stadig så lillebitte og helt perfekt <3
Jeg fødte i uge 34, og forsøgte at finde det positive over det, tænkte det bliver nemmere for lille baby, fødselslægen grinede og svarede nej det er ikke nemmere hovedet er samme størrelse. Min søn var 2500 gram og 34 cm om hovedet og det er eftersignede det der er mest smertefuldt så ganske rigtigt.
Hvornår blev hovedet målt? Det tror jeg da slet ikke vi fik? 🙂 Det kunne da ha’ været sjovt at høre!
Samtidig med at de målte og vejede ‘resten’ af hende 🙂
Hvornår blev hovedet målt? Det tror jeg da slet ikke vi fik? 🙂
Jeg har født 3 gange. Den sidste for 1,5 år siden ved en planlagt hjemmefødsel. Han vejede 4650 g, fordelt på 56 cm. Men han var så 39,5 om hovedet, hvilket jordemoderen syntes var ret vildt (og de jordemødre jeg efterfølgende er stødt på:-)). Jeg fik ikke en revne, og kunne ikke mærke forskel efterfølgende i underlivet. Til gengæld gjorde det lidt mere nas under fødslen end jeg havde oplevet tidligere, men han stod så også skævt i bækkenet.
Jordemoderen der var der til fødslen fik lov til at bruge billeder og fortælle andre jordemødre om at det var OK at føde så store børn – også selvom fødslen foregik hjemme:-)
Men ja, alle der får en baby ud på den ene eller anden måde er for seje!! Tillykke med jeres!
Min dreng var helt almindelige, ca 3200g og 50cm. Og hans skulder sad lidt fast, men det var altså fordi han havde stået lidt skævt i bæknet. Han havde endda et blåt mærke i hovedet fordi han havde stået skævt længe. Så jeg tror mere det har noget at gøre med hvordan de står end hvad de vejer. Det var i øvrigt ikke så slemt at få ham fri, jeg skulle “bare” samle benene, så smuttede han fint ud 😊
PS tillykke med mini agurken❤️
Vildt sejt gået!! Min søn vejede ca det samme (4782) fordelt 53 cm og med et stort hoved. Her blev det dog til et planlagt kejsersnit… Er selv kun 164 😉 Da han kom ud, må jeg sige, at jeg ikke rigtig kan forestille mig at have født på andre måder, så virkelig godt gået til dig!!!
Jeg er en “lav” mor på 165 cm og har født to “store” børn – far er 2 meter. Min søn blev født med kejsersnit, da han lå med hovedet opad. Efter kejsersnittet målte lægen lige mit “indvendige bækkenmål” og kunne fortælle, at jeg, selvom jeg er relativ lav og generelt “klejn, har et fint stort bækken. Da min datter blev født vaginalt, var der ingen problemer. Dette bare for at berolige “små” kvinder som venter eller får “store” børn 🙂
Jeg har også hørt virkelig mange dumme kommentarer om mine store babyer (de ramte mig i hvert fald i mit nye moderhjerte). Flere har netop vantro spurgt om JEG virkelig har født dem! En sej sundhedsplejerske var heldigvis god til at sige, at de store børn kan have fordel af at være lidt mere robuste og derfor ofte trives. Hep hep til mødre med store, små, lange, korte, tykke og tynde fantastiske børn.
Virkelig sejt gået!!!
Jeg elsker, at vores søn er stor – de andre børn på barselsgangen virkede så skrøbelige selv om de var gennemsnitlige 😉
Nu kan jeg ikke selv prale af at have født en stor baby (han var faktisk et lille nips på 3 kg). Men kvinderne i min familie har født babyer fra alt ml 4,6 – 5,5 kg (og ingen af kvinderne har været specielt store). Faktisk sagde min jordemoder også at det ikke er sværere at føde en stor baby (som du selv kommer ind på – der er jo ikke så stor forskel på hovedet). Men godt indlæg, hvis andre nu skulle sidde og blive bekymrede. Omvendt fik jeg at vide, at babyerne altid faldt ud efter moderens egen fødselsvægt. Var til ekstra scanninger fordi min lille fyr blev skønnet meget lille. Han vejede 3 kg (og jeg selv 4,6 ved fødslen). Men han er sund og stærk og vejer nu 10,5 kg i en alder af 7 mdr – så han tog reveanche (hvis der nu sad nogle derude med den modsatte bekymring – nemlig en lille baby)
Du (og andre i samme situation) skal omvendt være lykkelige for, at jeres krop har passet så godt på baby og givet baby masser af næring. Min søn var selv meget lille, selvom han blev født til tiden – og det er ikke særligt sjovt, at tænke på, at baby ikke har fået “nok” mens baby har været i maven. Så hurra for store babyer! 🙂
Ps. Tillykke og godt gået!
Jeg fødte en pige (Eline) 18/8, hun vejede 4.190 gram og målte 53 cm. Jeg havde egentlig først termin tre dage senere, altså den 21/8 (I øvrigt meget glad for at føde lidt før tid, havde ikke holdt ud at gå en uge over!). Jeg er selv 180 cm og vejede i sin tid 4.500 gram. Min kæreste derimod er 172 cm og vejede 3.300 ved fødsel. Selv dagen hvor jeg blev sat i gang, sagde diverse jordemødre at vores datter ca ville veje 3.600 gram – hvilket jeg ikke troede på (jeg lignede en der skulle have tvillinger!).
Men anyways – jeg var super stolt af at hun var så stor – virkelig fantastisk at få et dejligt stort fuldbåren barn! Og så tror jeg en fødsel er vild/hård/fantastisk om barnet er stort eller småt 🙂
Elsker i øvrigt at følge med på din instagram.
Du er mega sej! Og jeg er sej! Og alle andre der føder er seje!
Det er sgu ligemeget om man føder tynde eller tykke børn. Vores datter vejede 3430 g. og var 50 cm. lang. Vores søn, som jeg lige fødte for 9 uger siden, vejede 4300 g. og var 55 cm. lang. Begge deres hoveder var 34 cm. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at den ene ikke gjorde mere ondt at føde end den anden! 🙂 De var begge to helt fantastiske, hurtige fødsler og jeg gjorde det gerne 100 gange igen!
Jeg synes lidt at man skal passe på med at stemple babyer som “store”. Det skræmmer altså gravide at få smidt det i hovedet, og det er helt unødvendigt at skræmme en gravid! Det klarer man udemærket selv 😉
Mine var helt normale 3.5kg, men 37cm om hovede 😉 Det var drømmefødseler begge to.
Tillykke med den lille pigen, nye tiden!
Dejlig læsning! Ret overskudsagtigt 😉
Da jeg i sin tid (det herrens år 2002) fik min datter, vejede hun “kun” 3400 g. Til gengæld var hun 58 cm lang 😳 (Jeg er kun 169 cm, men min mand er 203 cm) Det blev et ret kompliceret fødsels- og efterforløb, og da de puttede hende i kuvøse, kunne hun jo nærmest ikke være der pga længden. Men hun så jo egentlig tynd ud, fordi kiloene jo var fordelt over så lang en krop.
Nå, men da jeg ventede vores andet barn (som vi først ved fødslen fandt ud af, var en dreng) vendte han forkert. Det lykkedes dog at vende ham manuelt nogle uger inden termin, og i den forbindelse blev jeg scannet flere gange. Lægen sagde, at han var under gennemsnittet. Og jeg blev bekymret. Hvad var dét nu for noget? Hvad betød det? Havde han det skidt derinde?
Well… da han blev født, vejede han rundt regnet 4400 g og var 56 cm lang. Not my idea of “under gennemsnittet”.. Hans hoved var også ret stort, og det krævede et klip til allersidst (hvilket jeg skældte jordemoderen voldsomt meget ud over 😂) Jeg har en teori om, at fordi han vendte forkert så længe, så havde hans hoved ikke nået at “forme” sig nok i mit bækken – hans hoved var i hvert fald temmelig rundt for en nyfødt at være.
Nå, men min pointe var egentlig primært (så kom dog frem til det, menneske!), at det – i hvert fald for mig – altså på ingen måde var værre at føde et halvstort barn fremfor et mindre.
Så til de gravide derude: Fat mod! Og som Acie siger, så lad være med at bekymre jer, hvis I venter et stort barn. For det første er det altså overhovedet ikke givet, at det giver komplikationer. For det andet er jordemødrene og lægerne kompetente til at håndtere fødslerne af de store børn. Efterhånden får de fleste af os jo større børn nu, set i forhold til dengang jeg fik børn i 2002 og 2004. De større børn er mere “hverdag” på fødegangene nu.
Så; det bliver godt! Glæd jer! 😊
Sådan nogle babyer, skal også have nogle ååårnlige kinder :D!
– A
Du er mega sej !! Som i mega. SÅ fedt du deler, også selvom jeg har født, og ikke personligt får glæde af der.
Jeg blev selv oplyst jeg havde en stor baby, og oh lord hvor blev jeg bange ned tiden. Google også de sene nattetimer og prøvede at finde logik i 4,5 kg baby og min – ja der baby skal ud 😀
Desværre havde Liam vende sendt under de 3 dage jeg lå med veer, og jeg endte derfor med kejsersnit. MEN vil stadig sige bare rolig til alle der læser med.
Personalet var de skønneste !!! Og selvom det var en hård omgang (nok mest fordi jeg til at starte med følte det som en falliterklæring at jeg endte i kejsersnit) så var de bare SÅ søde ! Følte mig tryg hele vejen igennem, og jeg mødte jo nærmest alle ansatte i løbet af 3 dages vagtskifte haha.
4490 kg og 56 cm. “Bare” en lang dreng som du siger. Er jo ikke fordi de er 25 procent bredere bare fordi de er 25 procent tungere end gennemsnittet 😀 Men så langt tænker man ikke når panikken sætter ind og man bruger Google som støtte.
Dejligt skriv, som jeg havde haft godt af at læse for godt to år siden inden jeg skulle føde min datter. Klara blev også kaldt stor og der blev endda sagt at hvis hun fortsatte med den fart skulle jeg ikke forvente at få lov at gå over tid! Det igangsatte en masse paniktanker og unødelige negative følelser. Nåh men fødslen gik igang 40+2 og ud kom den fineste gennemsnitsbaby på 3372 gr. Så altså havde adskillige jordemødre skudt over ét kg forkert! Bare lige en tilføjelse til din historie, som også kan være rar for andre at høre 😉
Tillykke med din perfekte str cornichon 🙂
Hvor er det skøn læsning og ja er ikke i tvivl om at du var mega sej. Ud af tre babyer var min største 3090g, så kan slet ikke forstille mig jeres lille E. Min mindste var kun lige over 2kg.